Trump og det geopolitiske skakspil

Der er fire mulige scenarier for verden set i lyset af Europas aktuelle krise og Donald Trump i Det Hvide Hus.

I forståelsen af den politiske udvikling efter Donald J. Trumps indsættelse i Det Hvide Hus er der mange skalaer, man kan vælge at arbejde med. Et valg er at zoome helt ind på de små detaljer – fra Trumps seneste tosse-tweet til hans hustrus grimasser. På det niveau kan vi hurtigt komme til at tale længe om analyser af kropssprog eller gætte på psykologiske diagnoser.

Vi kan også zoome lidt længere ud og rette blikket mod hans konkrete politiske udmeldinger fra opsigelser af handelsaftaler til politiske fyringer og selvfølgelig løftet om murbyggeriet ved grænsen til Mexico.

En tredje mulighed er at anlægge et helikopterperspektiv på de store politiske linjer som f.eks. forholdet til Mexico, til EU eller til Iran. Forklaringer, årsager og bekymringer skifter, alt efter hvilken skala vi vælger at anskue verden ud fra.

Men der er også mulighed for at zoome endnu længere ud og vælge et såkaldt geopolitisk perspektiv, hvor vi ser på de lange, drøje udviklingstræk og geografiens betydning (hvis du har haft fornøjelsen af det legendariske computerspil Civilization, er dette perspektiv velkendt).

Inden for geopolitik taler man bl.a. om imperiers udvikling, hvordan de opstår, modnes og forfalder. Unge imperier optræder som følelsesfulde teenagere med tendens til at overreagere, imens lidt ældre imperier er mere moderate og pragmatiske i deres reaktioner. Og når imperier nærmer sig afslutningen på deres levetid, forfalder de ofte til apati og dekadence.

Overfører vi blikket på imperiernes udviklingstrin til vores aktuelle politiske situation, er der to skift, som er afgørende.

Den småskizofrene teenager

Det første skifte er udviklingen af ’det amerikanske imperium’. På den geopolitiske spilleplade er USA en relativt ny nøgleaktør – dvs. et umodent imperium, der står midt i den svære overgang fra teenager til det ansvarlige voksenliv. Hvor verdensudviklingen i det 20. århundrede blev dikteret af europæisk politik (f.eks. kalder vi de europæiske krige for Verdenskrige), så har USA fastsat det globale taktslag i starten af det 21. århundrede – fra war against terror til finanskrisens økonomiske tsunami.

De seneste amerikanske præsidentperioder fremstår set i bakspejlet som en teenagers småskizofrene pendulering mellem udskejelser og forsøg på ansvarlighed – fra Bush Seniors forholdsvise pragmatiske håndtering af den første Golfkrig, over Clintons fredsbestræbelser på Balkan, til Bush Juniors overreaktioner efter 9/11. Under Barack Obamas otte år i embedet gjorde knægten sig næsten mistænkeligt umage med at fremstå som svigermors perfekte drøm. Og så kom Trump til fadet.

Det store spørgsmål er ikke længere, om Trumps præsidentperiode bliver en pinlig katastrofe set med danske øje. Det er givet på forhånd. Trump har allerede sat sig til rette i Det Hvide Hus som en forkælet, virkelighedsfjern knøs, der er fast indstillet på at bruge hele børneopsparingen i en fart og feste 110 pct. igennem, imens mor og far er bortrejst og har efterladt villaen og bilnøglerne.

Her er to ting interessante: Hvor meget når Trump at smadre gennem fire års udskejelser? Og endnu vigtigere, hvad venter os bagefter? Er Trumps præsidentperiode blot en sidste kortvarig druktur, før USA besinder sig og bliver et voksent og ansvarligt imperium? Eller er hans tosserier et symptom på, at USA stadigvæk er forholdsvis ubagt og har brug for et par ekstra årtiers modning, før imperiet er klar til at træde ind i de voksnes rækker? Især de amerikanske mediers og det demokratiske partis evne til at tilpasse sig bliver afgørende for det udfald.

Europa ved en skillevej

Det andet geopolitiske skifte er udviklingen i Europa. Hvis vi ser på Europa som et modent imperium, står det klart, at der er kommet rigeligt med ridser i lakken og revner i fundamentet. Brexit, grækernes gældskrise og den fremvoksende nationalisme er alvorlige mislyde fra motorrummet. Spørgsmålet er, om Europa allerede har påbegyndt sin deroute mod en seniortilværelse som overvægtig, mimrende og initiativløs pensionist, eller om der stadigvæk er saft, kraft og vilje tilbage i det europæiske korpus? Formår Europa at holde sammen på stumperne og finde tidssvarende løsninger på de aktuelle udfordringer, eller er løbet kørt?

I den forbindelse spiller de socialdemokratiske partier i Europa en nøglerolle; evner de at modstå nationalismens sirenesang, og finder de tidssvarende svar på de store lokale og globale udfordringer?

Kombinerer vi de to skift får vi et udfaldsrum bestående af fire scenarier:

Modent venskab mellem USA og Europa: Kommer USA hurtigt til besindelse efter Trump, og formår Europa at forny sig, er der forholdsvis lyse udsigter. Vi kan håbe på bredt globalt samarbejde og en fælles pragmatisk front over for verdens to andre aspirerende imperier – Rusland og Kina. Man kan sågar håbe på, at vi får taget nogle fælles voksenbeslutninger vedrørende håndtering af klimaforandringer og andre globale trusler.

USA for bordenden: En anden mulig kombination er et modent USA og et EU i fortsat deroute. Spillet bliver således til et trekantsdrama med Kina og Rusland som de to andre hovedaktører. Udfaldet for lille Danmark kommer til at afhænge af, hvor meget USA vælger at investere i at holde sammen på NATO og Vesteuropa, og om Baltikum eller Østeuropa ender som kampplads, hvis stormagterne får brug for en lejlighed til at spille med musklerne.

Europa på overarbejde: Det tredje scenarie er en kombination af et genvågnet Europa og et USA i fortsat ansvarsløshed. I det scenarie får EU en nøglerolle som Amerikas voksenven, der kommer på hårdt arbejde, når det gælder om at navigere i forholdet til verdens andre stormagter og slyngelstater. Med et utilregneligt USA bliver det svært at lave langsigtede forpligtende aftaler om klima, afrustning m.m.

Vestens forfald: Mareridtsscenariet er en fremtid, hvor USA fortsætter ad Trump-vejen, imens Europa glider bagud af dansen. Det bliver en verden med stor usikkerhed i spændingsfeltet mellem amerikanske overreaktioner og dristig manøvrering fra Rusland og Kina, der på bedste vis vil forsøge at udnytte de muligheder, som byder sig. Vi kan forvente en genoplivning af borgerkrigen på Balkan, dristige russiske fremstød i de tidligere sovjetstater samt et nervepirrende spil med flådestyrker i det Sydkinesiske Hav. I det mareridt må vi fæstne vores håb til, at Kina vil træde i karakter som fornuftens moderate stemme på verdensscenen.

Kommentér dette blogindlæg herunder