Vis hvad du dur til

Uddannelsessystemet skal udvise mere respekt overfor praktikere i alle brancher. Blot fordi man ikke har fulgt den slagne akademiske vej, kan man sagtens skabe værdi for samfundet via en videregående uddannelse.

Ét af mine store forbilleder, forhenværende undervisningsminister Bertel Haarder (V), opfordrer i en klumme på Altinget til at tage kampen op mod akademikersnobberiet. Bertel Haarders kritik går på, at det er alt for svært, for ikke at sige umuligt, at komme ind på universiteterne, hvis man kommer med andet end den snorlige boglige baggrund.

Hvis man for eksempel har været sygeplejerske et par år og ønsker en akademisk overbygning, kan man ikke umiddelbart blive optaget, fordi universiteterne konstaterer, at man ikke har fulgt den akademiske linje. Det betyder ifølge Haarder, at mange dygtige, engagerede og de facto kvalificerede ansøgere ikke kommer ind på universiteterne.

Jeg er optaget af Bertel Haarders klumme af flere årsager. Dels fordi det er helt afgørende for de faglige uddannelsers succes, at de aldrig bliver blindgyder, men at man i hele uddannelsessystemet anerkender de kompetencer, som dygtige faglærte opnår, hvad enten det er elektrikere, tømrere, salgsassistenter eller sygeplejersker. Faglærte med mod på mere møder deres videregående uddannelse med faglig indsigt, stort engagement og lyst til at lære mere. Det giver absolut ingen mening at holde mennesker med den slags ressourcer væk fra de videregående uddannelser.

Fokus på fagkompetencer

Klummen er også interessant i et større perspektiv, nemlig i lyset af den meget innovative GitHub-bevægelse inden for softwareverdenen. GitHub gør op med uddannelsessektorens faste og stringente teoretiske krav ved at fokusere på programmørernes reelle potentialer og dokumenterede fagkompetencer. Man kan sige, at i GitHub-regi betragtes reelle kvalifikationer som formelle, adgangsgivende kompetencer. Det kunne vi i uddannelsessystemet godt tage ved lære af.
GitHub hviler kort fortalt på to ben: Først og fremmest er der tale om en software-platform, der gør det muligt for flere at samarbejde om udviklingen af samme softwareprogram. Platformen er et socialt netværk, hvor udviklere fra hele verden frigør deres programkoder med henblik på at diskutere og få konkrete udviklingsforslag fra andre programmører.

For det andet har hver bruger en profil, der fungerer som et internt CV over personens softwarearbejde. Den enkelte brugers kvalifikationer kan altså verificeres af vedkommendes interne GitHub-CV. Når en udvikler foreslår ændringer til et softwareprojekt, kan programejeren få indsigt i, hvorvidt det er et kvalificeret indspark eller ej ved at kigge på udviklerens CV.

Google og IBM har forstået det

I denne sammenhæng er det særligt interessante, at et stærkt, veldokumenteret GitHub-CV i stigende grad giver adgang til stillinger hos it-mastodonter som Google, IBM og Microsoft, hvis rekrutteringsgrundlag tidligere alene var en it-teoretisk dygtig elite fra universiteterne.

Med GitHub-bevægelsen er der banet vej for en ny kultur, som skaber et parallelt spor til den formelle, akademiske karrieretænkning. Vi kunne herhjemme lade os inspirere og skabe en kultur, som giver plads for dygtige mennesker med viden og erfaring fra faglig uddannelse og praktisk anvendelse.

I mine øjne er det udtryk for tiltrængt respekt for praktikere i alle brancher, at vi ud fra devisen ’Vis, hvad du dur til’ åbner vores videregående uddannelser. Og jeg er overbevist om, at det praktiske spor til videregående uddannelse også vil være en stærk og værdiskabende fornyelse til gavn for samfundet.

Kommentér dette blogindlæg herunder