danmark_laegger_planer_for_den_sidste_olie

Danmark lægger planer for den sidste olie

Efter PSO-forliget skal regeringen nu have styr på rammevilkårene for de næste tre-fire årtiers udvinding af olie og gas, inden Danmarks fossile guldæg i Nordsøen går på pension. Det er i det perspektiv, man skal se den aktuelle armlægning mellem Mærsk og Finansministeriet om det meget omtalte Tyra-felt.

Tidsfaktoren er central i energipolitik, og perspektiverne er lange. Når Danmark i dag er en af verdens førende nationer inden for vindenergi, skyldes det beslutninger truffet 20-30 år tilbage i tiden. Når Danmark i årtier frem i tiden vil bruge gas til opvarmning af danskernes boliger, skyldes det på samme måde milliardstore beslutninger om infrastruktur truffet af politikere, der for længst er gået på pension.

Dette skal man have sig for øje i forbindelse med de aktuelle og tophemmelige forhandlinger mellem Maersk Oil og Finansministeriet. Den store virksomhed på Esplanaden satte effektivt sagen på dagsordenen, da man 30. december meddelte, at det centrale Tyra-felt i Nordsøen, 235 km fra den jyske vestkyst, lukker produktionen senest 1. oktober 2018.

Martin Rune Pedersen, COO i Maersk Oil, gjorde det i en pressemeddelelse klart, at Mærsk og dets partnere i Dansk Undergrunds Consortium, DUC, i henhold til EU-lovgivning er forpligtede til at orientere markedet i rette tid.

”Tyra har siden 1984 været knudepunktet for gasproduktion og -håndtering i den danske del af Nordsøen. Tyra-faciliteterne nærmer sig afslutningen på deres operationelle liv …,” sagde Mærsk-chefen, som dermed forsøgte at lægge pres på regeringen, nærmere bestemt den nytiltrådte finansminister, Kristian Jensen (V).

I Finansministeriet, derimod, gør man alt, hvad man kan, for at understrege, at så meget haster det altså heller ikke.

”Jeg har ingen kommentarer, så længe vi forhandler,” sagde finansministeren.

Dette er efter nytår stadig linjen i Finansministeriet, hvor ministerens særlige rådgiver, Christopher Arzrouni, ikke vil sige andet, end at parterne taler med hinanden, og at det hele handler om økonomi.

Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), der er regeringens officielle talsmand i sagen, ønsker heller ikke at udtale sig for nuværende, men han gjorde det i et interview med Mandag Morgen lige før jul klart, at regeringen ser positivt på mulighederne for at fortsætte udvindingen af olie og gas fra Nordsøen til gavn for både den private sektor og de danske skatteydere. Se tekstboks under artiklen.

”Der ligger for mig at se fortsat store potentialer i Nordsøen, som vil være med til at finansiere fremtidig velfærd,” sagde han.

Balance mellem sort og grøn

Det korte af det lange er, at udmeldingen fra Mærsk dagen før nytårsaften er startskuddet på en politisk forhandlingsproces, som over de kommende måneder vil føre til en aftale, der i realiteten lægger sporene ud for, hvordan den danske stat og de involverede private virksomheder kan håndtere den gradvise udfasning af olie- og gasproduktionen, som formentlig først vil ske på den anden side af 2050. De nuværende koncessioner udløber i 2042.

Statsgeolog Peter Britze fastslår over for Mandag Morgen, at der fortsat er betydelige forekomster af olie og gas i Nordsøen, og at der – selv om Danmark dækker en stigende del af sit energiforbrug med vindenergi – fortsat vil være betydelig efterspørgsel efter olie og gas fra Europa, som i 2050 samlet set stadig vil dække 50 pct. af sit energiforbrug med fossil energi fra primært gas og olie. Se figur 1.

”Særligt gas vil spille en væsentlig rolle mange årtier frem i tiden,” siger Britze.

Danmark skal investere milliarder i fossil infrastruktur i Nordsøen

Figur 1 | Forstør   Luk

— Tyra-feltet har siden 1984 været omdrejningspunktet for udvinding og distribution af gas i den danske del af Nordsøen, på samme måde som Gorm-feltet har været det for oliens vedkommende. Det har i årevis stået klart, at Tyra-feltet skal renoveres for et betydeligt milliardbeløb, hvis den profitable udvinding skal fortsætte. Den førende operatør, Maersk Oil, meddelte lige før nytår, at Tyra-feltet lukkes i 2018. Udmeldingen lægger pres på regeringen for gennem ændrede rammevilkår at betale sin del af regningen for renoveringen af den bedagede infrastruktur. Graferne over produktionen af henholdsvis gas og olie viser, at Danmark – bortset fra perioden, hvor Tyra renoveres – kan være selvforsynende med gas indtil 2035 og med olie til 2025.

Kilde: Energistyrelsen og Mandag Morgen

Morten Hahn-Pedersen er historiker og mangeårig iagttager af den danske offshorebranche, og han udgav i efteråret 2016 bogen ’Mærsk Olie og Gas – fra danske til internationale operationer’, der blandt andet handler om de første 50 år af det danske olie- og gaseventyr i Nordsøen. Han understreger, at den aktuelle armlægning mellem Mærsk og regeringen handler om væsentligt mere end ’blot’ en opdatering af den forældede infrastruktur på Tyra-feltet.

”Opgaven er dybest set at sætte de rigtige rammer for, hvordan man på en og samme tid udnytter de sidste olie- og gasressourcer i Nordsøen, alt imens man fortsætter på udbygningen af havvindmøllerne. Det handler billedligt talt om at finde den rette balance mellem den sorte energi, som langsomt er på vej ud, og den grønne energi, som er på vej ind,” siger Morten Hahn-Pedersen.

4.000 job forsvundet

Danmark står langtfra alene med opgaven om at finde ud af, hvordan rammerne for fremtidens udvinding af olie og gas i Nordsøen skal tilrettelægges i en tid, hvor megen mediemæssig og politisk fokus er på udviklingen af den vedvarende energi.

I Storbritannien og Norge udgør olie- og gasudvindingen i Nordsøen ligeledes store nationale industrier, som over årtier har skabt titusinder af job og store milliardindtægter til statskasserne og til de private og offentlige ejere af olie- og gasudvindingsselskaberne. Olieprisens fald fra tinderne i 2014 til 30 dollar og siden det aktuelle mere normale leje på godt 50 dollar pr. tønde har kostet rigtig mange job, og det har samtidig fuldstændig forandret businesscasen for udvinding i Nordsøen.

Ifølge Mandag Morgens kilder i branchen har Danmark siden 2014 sagt farvel til omkring 4.000 ud af i alt 16.000 job i olie- og gassektoren. Et ukendt antal af disse lønmodtagere har fundet ansættelse inden for vindenergirelaterede virksomheder, men en nedgang fra 16.000 til 12.000 arbejdspladser i olie- og gassektoren er dramatisk.

”Det er klart, at den grønne energi langtfra kan opsuge alle de folk, der er blevet ledige på grund af de seneste års krise i olie- og gassektoren. Det lægger pres på politikerne,” siger en kilde i branchen.

Vedkommende giver samtidig udtryk for, at den danske offshoresektor langtfra har været dygtig nok til at forberede sig på de nye tider i Nordsøen, hvor et af de store fremtidige markeder eksempelvis er skrotning af gamle boreplatforme.

”Det er opgaver, der kræver helt særlige kompetencer, og her er jeg bange for, at danske virksomheder ikke kan være med, når for eksempel den gamle Tyra-platform skal skrottes. Den vil formentlig blive bugseret til England eller Skotland,” siger kilden.

Ifølge Morten Hahn-Pedersen har den britiske regering været tidligt ude med at ændre på rammebetingelserne, nærmere bestemt skattesatser og afskrivningsregler, for de selskaber, der står for udvindingen af olie og gas. Og det har betydet, at briterne i dag er længere fremme med implementeringen af den nye teknologi, som er nødvendig for at optimere udvindingen af den stadig sværere tilgængelige olie og gas i Nordsøen.

Politikere med flere kasketter

I Norge er man gået meget systematisk til værks, når det gælder håndteringen af de store olie- og gasressourcer på den ene side og så det bredt funderede politiske krav om, at fremtidens energiforsyning skal være klimavenlig og derfor fattig på fossile energikilder, på den anden side.

Således offentliggjorde den konservative statsminister Erna Solberg i oktober 2016 rapporten ’Grønn konkurrensekraft’, der over 90 sider analyserer Norges betydelige økonomiske og erhvervsmæssige afhængighed af indtægter fra og job i olie- og gassektoren. Rapporten, der har den tidligere danske klimakommissær Connie Hedegaard som en af blot to ansvarlige forfattere, konkluderer, at den norske stat har mindst tre vigtige og meget forskellige roller at varetage, når det gælder udvindingen af de fossile ressourcer fra Nordsøen.

Den norske regering skal leve op til sine forpligtelser i forhold til international klimapolitik i den forstand, at man skal leve op til egne nationale målsætninger og samtidig arbejde for, at andre lande fører så ambitiøs en klimapolitik som muligt. Samtidig er det staten, der sætter de lovgivningsmæssige rammer for udvindingen af olie og gas. Og endelig har den norske stat både som ejer af udvindingsselskaber og som modtager af skatter og afgifter fra industrien betydelige nationaløkonomiske interesser på spil. Midt i varetagelsen af disse forskellige roller skal stater som den norske og danske ifølge rapporten forholde sig til den risiko, som chefen for Bank of England, Mark Carney, tiddligere har påpeget.

”Den allerstørste omstillingsrisiko vurderes imidlertid at være knyttet til en potentielt hurtig og kraftig devaluering af de fossile ressourcer og teknologier. Eksempelvis er værdien af den amerikanske kulsektor faldet med 85 pct. i perioden 2010-2016,” hedder det således i rapporten.

Gensidig afhængighed

Den norske regering har i kraft af både statsligt ejerskab inden for udvindingen af olie og gas og en kolossal national formue i den statslige oliefond betydeligt spillerum. I Danmark ejer staten kun 20 pct. af DUC gennem Nordsøfonden, og dermed er de fortsatte statslige skatteindtægter fra Nordsøen dybt afhængige af, at private operatører finder det attraktivt at udvinde olie og gas fra den danske del af Nordsøen.

Mærsk befinder sig på sin side i 2016 i en væsentligt anderledes forhandlingsposition, end det har været tilfældet ved de mange lejligheder gennem tiderne, hvor beskatningen af olien og gassen fra Nordsøen har været genstand for forhandlinger mellem politikerne på Slotsholmen og direktørerne fra Esplanaden. Mærsk-koncernen har i løbet af efteråret meldt ud, at man primært vil satse på sin shipping- og distributionsforretning, mens energidivisionen Maersk Energy, som Maersk Oil nu er en del af, ikke på den lange bane hører til virksomhedens kerneforretninger. Dette udelukker imidlertid ikke, at Mærsk inden et eventuelt frasalg eller en eventuel børsnotering opkøber de olie- og gasaktiviteter, som det statskontrollerede Dong Energy har sat til salg, eller på anden måde optimerer sine olie- og gasaktiver.

Uanset hvilken vej Mærsk vælger, står det dog klart, at det er både den fremtidige infrastruktur og de fremtidige rammebetingelser i form af skattesatser og afskrivningsregler, der afgør den langsigtede værdi af disse Mærsk-aktiver. Finansminister Kristian Jensen og energiminister Lars Chr. Lilleholt er tilsvarende på deres side bundet af, at udvindingen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen – som langtfra er den mest attraktive del af det store hav mellem Storbritannien, Norge og Danmark – kun vil fortsætte, hvis de selskaber, der skal udføre arbejdet, er i stand til at skaffe finansiering af de kommende milliardinvesteringer i ny teknologi.

Det er langtfra nogen nyhed, at Tyra-feltet er nedslidt. Det har længe været planlagt, at det skal tages ud af drift i perioden 2018-2021. Det vil under alle omstændigheder betyde, at Danmark i et par år ikke vil være selvforsynende med olie og gas, sådan som man har været det med gas siden 1985 og med olie siden 1995. Uden en ny aftale, hvor regeringen tager sin del af regningen for de nye investeringer via lavere skatter, vil både Mærsk som virksomhed og Danmark som stat opleve en brat og potentielt stærkt samfundsskadelig devaluering af de aktiver, som fossile naturressourcer og eksisterende infrastruktur i Nordsøen udgør.

Bundlinjen er, at det må forventes, at der i løbet af foråret indgås en ny aftale om, hvordan staten og olieselskaberne deler det stadig mindre overskud af de fortsatte aktiviteter i Nordsøen. En sådan aftale kan – i hvert fald på den korte bane – kun ende med lavere skattebetalinger fra Mærsk og dermed mindre indtægter til staten. Det vil møde kritik fra venstre side af Folketingssalen og langt ind i Socialdemokratiet. Derfor forventer iagttagere, at aftalen bliver del af en større pakke, der også tilgodeser både grønne og røde hensyn til klima og beskæftigelse.

”Der vil uden tvivl komme noget grøn glasur på kagen,” som en kilde udtrykker det.

Lilleholt: Vi er ikke olie- og gasforskrækkede

Maersk er ikke ved at trække sig fra Nordsøen. Danmark er ikke ved at udfase olie og gas fra Nordsøen. Og der i det hele taget en usvækket interesse for udvinding af olie- og gas fra Nordsøen, mener den danske regering.

”Tværtimod kigger vi i øjeblikket på, hvordan vi kan udvide udvindingen af olie- og gasressourcer fra Nordsøen,” sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt umiddelbart før jul i et større interview med Mandag Morgen om dansk energipolitik og den grønne omstilling.

I forbindelse med Maersk Oils udmelding om Tyra-feltet 30. december sagde Lilleholt, at meldingen var ventet og i overensstemmelse med EU’s regler.

”Drøftelserne mellem regeringen og Maersk er stadig i gang, og vi håber på at kunne nå en endelig afklaring i starten af det nye år. Derudover har jeg ingen yderligere kommentarer,” lød det fra ministeren i en pressemeddelelse.

I interviewet med Mandag Morgen før jul – og altså før Maersks udmelding – sagde Lilleholt videre:

”Vi er ikke olie- og gasforskrækkede. Udvindingen fra den danske del af Nordsøen er meget effektiv. Og vi har som land tjent mere end 400 milliarder på olie og gas fra Nordsøen. Der ligger for mig at se fortsat store potentialer i Nordsøen, som vil være med til at finansiere fremtidig velfærd,” sagde minister, som samtidig understregede, at regeringen fortsat ’udbygger vi massivt på vedvarende energi’.

”Prisen for vindstrøm fra Kriegers Flak på 37,2 øre på kilowatttime viser, at vi er på vej ned til de priser, der er forudsætningen for, at vi kan finansiere den grønne omstillin. Vi er i den situation nu, at det ikke kan lade sig gøre at opføre mere kulkapacitet til den lave pris. Det er jo en fantastisk situation at være i – også for Danmark som udstillingsvindue.”