map-of-the-world-1005413_960_720

VI TJEKKER

Medier misforstår dansk topplacering i international rapport

Viser en ny undersøgelse virkelig, at Danmark er verdens 10. mest attraktive land for flygtninge? Svaret er nej. Undersøgelsen handler slet ikke om flygtninge.

Det skrev aviserne

Forstør   Luk

Skærmbilleder fra den 11. juli 2017

Tirsdag skrev flere danske medier, at ‘Danmark ligger højt på liste over bedste lande for migranter’. Flere af medierne lod billeder af bådflygtninge, asyllejre eller lignende billeder af flygtninge følge artiklerne. Men listen handler slet ikke om flygtninge, men derimod veluddannet og attraktiv arbejdskraft. Derfor vækker den danske topplacering begejstring hos Dansk Industri.

Det er mediet U.S. News & World Report, der har undersøgt, hvor attraktive 80 forskellige lande er at immigrere til. Sverige indtager undersøgelsens førsteplads, mens Danmark havner på en 10. plads.

Det er nyhedsbureauet Ritzau, der står bag artiklen, som de forskellige danske medier har valgt at bringe. Artiklens tekst er derfor ens på tværs af de danske medier, men billedvalget og de tekster, der står sammen med billederne, har medierne selv stået for. Og det er altså her, medierne får det til at handle om flygtninge.

Flere af de danske medier kobler den danske placering sammen med, hvor attraktivt Danmark er for flygtninge. Det gør blandt andet Berlingske under artiklens billede:

“Migranter og flygtninge på Middelhavet kort inden de bliver reddet af Læger Uden Grænsers skib Vos Prudence. Danmark, og de andre skandinaviske lande, betragtes som attraktive for flygtninge, fordi landene bestræber sig på at udjævne uligheder og integrere indvandrere i samfundet.”

Og på Facebook er der flere læsere, som reagerer på artiklen med kommentarer om, at Danmark skal gøres mindre attraktivt for flygtninge og asylansøgere.

For eksempel skriver en læser “Ikke overraskende at velfærdsmigranter, bekvemmeligheds-flygtninge og kulturberigere valfarter til Norden, da vi har ladet honningkrukken stå åben på bordet”, flere fokuserer på Danmarks placering i undersøgelsen “Træls liste at være i top 5….” og “Gjorde mig bestemt ikke noget hvis vi lå langt nede på den liste! Så kunne det være de velfærds migranter blev væk !”, mens en fjerde læser mener, at “Danmark skal gøres mindre attraktiv søge asyl i, økonomiske migranter skal straks afvises.”

Flygtninge er ikke en del af analysen

Undersøgelsen fokuserer ikke specifikt på flygtninge, skriver Deidre McPhillips, der har været med til at udarbejde rapporten, i en mail til TjekDet.

“Med rangeringen af landene vil vi fokusere på de økonomiske aspekter af immigration og de effekter dette kunne have på opfattelsen af landene i verden,” oplyser Deidre McPhillips, der er datajournalist hos U.S. News & World Report.

Den udlægning af rapportens fokus bakkes op af Ninna Nyberg Sørensen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og som har læst rapporten og sat sig ind i, hvordan den er lavet.

“Det er helt klart ikke det (flygtninge, red.), rapporten siger noget om. Rapporten siger noget om, hvilke lande det er attraktivt at være en forholdsvis veluddannet økonomisk migrant i.”

Fakta: Sådan er rapporten lavet

U.S. News & World Report er et nyhedsmedie, der har specialiseret sig i at lave analyser, der rangerer for eksempel universiteter og hospitaler i USA. Undersøgelsen af verdens bedste migrantlande er lavet i samarbejde med det amerikanske reklamebureau Young & Rubicam og handelshøjskolen Wharton School, der er en del af det amerikanske Pennsylvania Universitet.

Undersøgelsen bygger på en blanding af data fra blandt andet Verdensbanken og FN og 21.372 besvarelser af et spørgeskema. Tre grupper af mennesker har besvaret spørgsmålene:

– Universitetsuddannede, der opfatter sig selv som middelklasse og som ser eller læser nyheder mindst fire gange om ugen

– Ledende medarbejdere i organisationer eller ejere af småvirksomheder, der har medarbejdere ansat

– Generelle borgere, der er mindst 18 år og er repræsentative for deres land på køn og alder

De to første grupper udgør 18.885 eller 88 procent af de 21.372 respondenter.

Se den fulde liste, metoden bag undersøgelsen, et overblik eller pressemeddelelsen bag historien.

Den pointe underbygges af, at 88 procent af de 21.372 deltagere i undersøgelsen betegner sig selv som en del af middelklassen, højere middelklasse eller overklassen. De er typisk universitetsuddannede og virksomhedsejere eller -ledere fordelt på 36 lande fra Nord- og Sydamerika, Asien, Europa, Mellemøsten og Afrika. Det er altså økonomisk velstillede, som potentielt kan være værdifuld arbejdskraft i modtagerlandet, der har svaret.

Endnu en fejl får artiklen til at handle om flygtninge

Det er ikke kun billedvalg og billedtekster, der giver læseren det indtryk, at undersøgelsen peger på Danmark som et attraktivt land for flygtninge. En konkret fejl i artiklen styrker også den misforståelse.

I artiklen hedder det, at “I undersøgelsen indgår informationer fra Verdensbanken og FN om antallet af indvandrere i forskellige lande samt om, hvor mange der bliver sendt tilbage til deres hjemland.

Men undersøgelsen siger ikke noget om, hvor mange indvandrere der bliver sendt hjem. Den taler derimod om, hvor mange penge indvandrerne sender til deres familier i hjemlandet.

Det er journalistik, der ikke imponerer forskeren fra DIIS.

“Der må være en journalist, der har røde ører,” siger Ninna Nyberg Sørensen og kritiserer, at medierne får artiklen til at handle om flygtninge.

“Det er klart, at der er tale om ekstremt dårlig research, når man laver det her link. Man taler bare ind i en debat uden rent faktisk at lave den undersøgende journalistisk, der skal til. Det ville jo ikke være særlig svært at følge de links, der ligger sammen med undersøgelsen og se, at undersøgelsen handler om noget helt andet.”

Dansk topplacering er en god nyhed

Som nævnt ligger Danmark nummer 10 på listen, mens vores naboland Sverige indtager førstepladsen. Og det bør de faktisk være glade for, fortæller Ninna Nyberg Sørensen.

“Det er godt at ligge højt på sådan en liste, for det betyder, at man kan tiltrække den type migranter, der er utrolig vigtige for at holde sit lands økonomiske udvikling opadgående.”

Den holdning er Dansk Industri (DI) helt enige i. Her er man rigtig godt tilfredse med Danmarks 10. plads på ranglisten.

“Det er jo en fantastisk ting for Danmark, at vi rangerer så forholdsvis højt,” siger Charlotte Rønhof, der er underdirektør i DI.

Hun lægger vægt på, at Danmark ligesom mange andre vestlige lande er i en situation, hvor vi på visse områder allerede nu mangler højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. En situation, som kun vil blive værre de kommende år. Derfor er det vigtigt, at Danmark er et attraktivt land at tage til.

“Vi står allerede og mangler arbejdskraft, særligt inden for it. Så det er rigtig vigtigt med et godt image ude i verden. Danmarks 10. plads er ret fantastisk, men også helt nødvendig for os,” siger Charlotte Rønhof.

Sådan beskriver undersøgelsen Danmark

DKmelding

I undersøgelsen henviser U.S. News & World Report også til en anden rapport, der konkluderer, at immigranter har været med til at styrke væksten i USA.

Hun understreger dog samtidig, at det flotte resultat ikke betyder, at vi kan læne os tilbage og forvente, at de eftertragtede specialister kommer rejsende af sig selv.

“Den gode placering betyder jo ikke, at vi kan lægge os i hængekøjen og holde sommerferie og forvente, at de nødvendige it-specialister kommer af sig selv. Vi skal fortsat arbejde hårdt for at gøre Danmark til et attraktivt land at tage til for at arbejde,” siger Charlotte Rønhof.

Derfor ærgrer det da også DI’s underdirektør, at medierne blander undersøgelsen sammen med flygtninge.

“Der er meget, der tyder på, at man i sin dækning af undersøgelsen ikke har været så grundig i sin research. Måske er der gået lidt feriestemning i den på redaktionerne rundt omkring. Det er super ærgerligt, for det er jo ikke sådan man skal læse undersøgelsen,” siger Charlotte Rønhof.

Hun har dog tillid til, at de danske politikere vil sætte sig bedre ind i fakta, inden de eventuelt laver politik på baggrund af undersøgelsen.