erik_1200x600

KOMMENTAR

Danske værdier på udsalg

Regeringen har ufrivilligt sat sig i spidsen for at demontere den danske supermodel og udfordret de værdier og holdninger, der hidtil har kendetegnet den danske velfærdstat. Håndteringen af flygtningekrisen er blot det mest grelle eksempel. Vi kunne have forudset og bedre håndteret såvel flygtningeproblemet som andre af de globale udfordringer, der rammer os de kommende år. 2016 kan blive et dansk skæbneår.

Der var engang et Danmark, som blev berømmet som et overbevisende eksempel på ‘den nordiske supermodel’ – et land, som den internationalt kendte forfatter Francis Fukuyama lovpriste under overskriften ”Getting to Denmark”. Vi beviste, at et veludviklet velfærdssamfund også kan skabe en stærk international konkurrencekraft og høj velstand – at velfærd og vækst er hinandens forudsætninger.

I denne uge præsenterer Mandag Morgen et særnummer, der med titlen ‘Den nordiske superleder’ beskriver, hvilke ledelseskompetencer der har bidraget til at bygge supermodellen. Findes der et særligt ledergén som en af forklaringerne på den danske succes? Det giver vi en række svar på. Nummeret er dermed endnu en brik til forståelsen af en model, der har udviklet sine egne succeskriterier og igennem årtier har bevist, at de virker.

Men det var dengang. Spørgsmålet er, om vi uden respekt og forståelse for supermodellens egenskaber og potentialer er i gang med at demontere den? Med andre ord: At Danmarks som internationalt forbillede krakelerer? En række politiske initiativer og udmeldinger og den hjemlige offentlige debat igennem det sidste halve år berettiger spørgsmålet.  På mindst fire vigtige områder opleves klare skred i de holdninger og prioriteringer, supermodellen byggede på. De handler om de fire V’er: værdier, vækst, velfærd og viden. Efterfølgende beskrives kort udvalgte eksempler på, hvad der kan betegnes som et udsalg af supermodellens grundstene.

Værdier: Tabet af en dansk uskyld

Regeringens og bl.a. Socialdemokraternes håndtering af flygtningekrisen og forslaget om at berøve flygtninge smykker og personlige værdigenstande beskriver et værdimæssigt lavpunkt. Det er ikke et argument imod at stramme asylreglerne og kontrollere en accelererende strøm af flygtninge. Her står Danmark på linje med en række andre europæiske lande over for udfordringer, det er svært at finde fælles, langsigtede løsninger på. Men det er en kritik af en hetzlignende kampagne mod nogle af verden mest sårbare og socialt og humanitært pressede befolkningsgrupper. Dem vi modtager, har vi en forpligtelse til at behandle værdigt og ikke ydmyge. Regeringen – især personificeret af integrationsminister Inger Støjbjerg – har sat en ære i at være foregangsland i at afvise flygtninge, og målet helliger åbenbart midlerne. Det blev det stærkt omtalte smykkecirkulære det seneste eksempel på. Regeringen føler sig misforstået og forsvarer fortsat initiativet.

Men teksten lader ikke tvivl om, at selv smykker ”med en særlig personlig betydning” kan beslaglægges, “såfremt de har en betydelig værdi”. Klarere kan det ikke siges. Hvad formuleringen ”betydelig værdi” dækker over blæser til gengæld i vinden. Det er uværdigt og uforståeligt, at en dansk regering vil gå så vidt og synke så dybt i et misforstået forsøg på at demonstrere handlekraft.

Det er muligt, at flygtningeoperationen lykkedes, men værdierne døde.

I dag spidses problemet til som følge af den svenske grænsekontrol, og dermed er der lagt op til en yderligere eskalering af problemet – og et forstærket pres på vores selvforståelse og værdier. Hvor kompleks udfordringen end er og bliver, må man håbe på, at regeringen ikke inspirerer til flere eksempler på ydmygelser af flygtningene – især på et tidspunkt hvor internationale medier retter kritiske øjne mod det Danmark, som de tidligere opfattede som en værdiernes stormagt. Det samme oplever stadigt flere udlandsdanskere, når de i stigende omfang skal forsvare det Danmark, som udenlandske iagttagere ikke længere genkender. Centralt placerede danskere – som af politiske grunde ikke vil citeres – siger samstemmende, at Danmark som brand er på vej ”yt”. Nu handler det mere om ”Getting out of Denmark”.

For at sætte yderligere trumf på regeringens felttog mod flygtningene har statsministeren bidraget yderligere til den udenlandske forundring over Danmark ved seriøst at foreslå en justering af de konventioner, som et enigt verdenssamfund besluttede efter Anden Verdenskrig for at sikre ordnede vilkår for mennesker i nød og på flugt.  Regeringen føler, at konventionen ikke giver lande som Danmark en tilstrækkelig beskyttelse mod flygtningestrømmen. Nu er vi åbenbart det mest udsatte folk.

Medens Danmark – på linje med andre lande – mener, at flygtningestrømme er de andres problem, og henviser til fælles europæiske løsninger, underminerer vi selv det europæiske samarbejde ved at lægge stadig mere afstand til EU. Konturerne af en britisk-dansk EU-skeptisk politik tegner sig stadig tydeligere. Den skepsis var antagelig også medvirkende årsag til, at befolkningen sagde klart nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet. Dermed sendte vi yderligere et stærkt signal om, at vi føler os bedst tilpas i vores egen osteklokke, og vi er dermed kandidat til at blive en af de nye nationalstaters fanebærere på bekostning af et åbent, integreret internationalt samarbejde.

TÆNK, hvis Danmark i stedet for at besvare internationale udfordringer som f.eks. flygtningestrømme med uværdige skræmmekampagner og pigtrådspolitik viste sig som eksponent for en værdiernes stormagt og tog initiativ til ambitiøse internationale løsninger. Mandag Morgen har tidligere foreslået, at Danmark burde stille sig i spidsen for opbygningen af en europæisk fond med den amerikanske Marshall-hjælp til Europa efter Anden Verdenskrig som forbillede – en ”European Integration Fund” med det formål at afsætte måske 100 milliarder euro til at stabilisere forholdene i nærområderne. Det løser ikke de dybe politiske konflikter, som er en direkte årsag til problemet, men det kan i det mindste aflaste de akutte humanitære og sociale udfordringer i og omkring flygtningelejrene og skabe menneskeværdige forhold. Blot et forslag. Andre forslag kunne være lige så relevante og værdifulde. Men behovet for nye typer løsninger er voldsomt store, og Danmark kunne her stå som den socialt og humanitært bevidste nytænker. I stedet skærer vi selv ned på vores egen udviklingsbistand og gør det så smart, at vi selv bliver den største enkeltmodtager af egne udviklingsmidler. De skal nemlig bidrage til at finansiere omkostningerne ved at huse flygtninge. Når alt kommer til alt, er vi måske mere krejlere end humanister.

Det sidste halve års tid har desværre demonstreret, at det politiske lederskab i Danmark mere domineres af frygt end af mod, mere af defensiv end af offensiv tænkning og mere af kortsigtede end af langsigtede hensyn – et lederskab, der samtidig er indstillet på at give køb på basale værdier for at pleje egne særinteresser. Det er ikke just, hvad der karakteriserer et internationalt foregangsland, endsige en supermodel.

Vækst: Tabet af det største vækstpotentiale

Regeringen har fra starten ønsket at positionere sig som en vækstregering, der satsede hårdt på at skabe nye arbejdspladser. Nu skulle der tænkes nyt og anderledes. Men hvad er det mest markante udspil? Under overskriften ”Vækst i hele Danmark” har regeringen præsenteret intet mere end 100 forskellige udspil, der alle har det til fælles, at de næppe skaber vækst og slet ikke flere arbejdspladser. De koster tilsammen ni milliarder kroner fordelt over fire år og inkluderer en meget bred vifte af større eller mindre initiativer, der i bedste fald kan karakteriseres som en løbende tilpasning eller produktudvikling. Initiativerne koster i gennemsnit 90 millioner pr. stk. Landbruget fritages for en række miljøkrav, en planlov lempes, nogle afgifter lettes etc. Det mest markante er en tvungen udflytning af en række statslige arbejdspladser.

Den sidste øvelse kommer der næppe vækst ud af, snarere tab af kompetencer, når de mest egnede bliver tilbage i hovedstadsområdet og finder nye job her. Samtidig tyder alt på, at hele projektet bliver langt dyrere end først forventet. Nettogevinsten bliver antagelig beskeden, så det handler mere om symbolpolitik end om vækstpolitik.

Disse højt profilerede men meget beskedne udspil står i skærende kontrast til de udfordringer og muligheder, der internationalt tegner sig de kommende år. Verden står midt i en omfattende transformation af den økonomiske verdensorden. Digitaliseringen og disruptive teknologier vil inden for relativt få år ændre spilleregler og vilkår, herunder behovet for arbejdskraft. Opfyldelsen af FN’s 17 nye, globale udviklingsmål og klimaforandringernes krav til bæredygtig vækst m.v. udfordrer desuden alle hidtidige kriterier for skabelse af vækst, men åbner samtidig for nye globale markedsmuligheder. Det er tankevækkende, at statsministeren i sin nytårstale totalt udelod at kommentere på den udfordring. Den kan vise sig at blive langt vigtigere end flygtningestrømmene – ja måske endog blive årsagen til nye flygtningeproblemer. Det forklarer måske også, hvorfor ingen af disse perspektiver indgår i regeringens plan for vækst i hele Danmark – og dermed tilsyneladende nedprioriterer et marked, hvor netop Danmark traditionelt har stærke kompetencer og kunne blive et foregangsland.

TÆNK, hvis regeringen i stedet for en række løse og spredte initiativer havde sat sig for at udarbejde en langsigtet og ambitiøs vækststrategi, der med afsæt i de globale udfordringer ville positionere Danmark som et laboratorium for de bæredygtige og teknologisk avancerede løsninger, hele verden har så hårdt brug for. Her ville Danmark kunne drage fordel af en mangeårig, systematisk opbygget profil som en grøn frontløbernation – en nation, der har demonstreret både evne og vilje til at gå nye veje i et tæt samspil mellem innovative reguleringer og innovative forretningsideer. Det ville kræve en målrettet satsning og et tæt offentligt-privat samspil og en erkendelse af, at det i starten ville fordre betydelige investeringer, for at man senere kunne høste endnu større gevinster. Den tidligere regering tog et første vigtigt skridt med etableringen af en række vækstteams, der netop skulle adressere store internationale udfordringer ved at udnytte danske styrkepositioner. De har efterfølgende ført en meget stille tilværelse, selv om de åbnede langt større perspektiver end udflytning af statslige arbejdspladser.Tænk, hvis Danmark i 2025 var en af verdens førende udbydere af løsninger, der fremmer menneskers livskvalitet.

Nu bejler en række andre nationer i stedet til den position, og Danmark risikerer at tabe det måske største vækstpotentiale i generationer – måske nogensinde. Det er netop, fordi vi politisk hverken havde modet til at satse eller evnen til at gennemskue de langsigtede muligheder i den næste industrielle revolution. Derfor står vi tilbage med et ukoordineret, hastigt sammenflækket vækstudspil, der er totalt afkoblet fra de enorme udfordringer og muligheder, der de kommende år vil dominere de internationale markeder.

Velfærd: Tabet af en overset konkurrencefordel

Danmarks mest oversete konkurrenceparameter er et veludviklet velfærdssystem. Det har ikke alene skabt en stærk social sammenhængskraft, men også et effektivt samfundsapparat og et fleksibelt arbejdsmarked – den verdensberømte flexicurity model. Den danske/nordiske supermodel bygger netop på et velfungerende og velreguleret velfærdssystem med en høj grad af robusthed og en stærk stabilitet. Det er en af forklaringerne på, at vi ligger i top på de internationale tillidsbarometre og har udviklet en betydelig modstandskraft overfor internationale kriser. Netop dette forhold kan vise sig være et af vore stærkeste kort i en stadig mere foranderlig og turbulent verden. Forudsat at vi erkender det. Men det synes ikke at være tilfældet i brede politiske kredse, herunder i regeringen.

Den fremherskende tese er i stedet, at mindre velfærd og stat nærmest pr. automatik skaber mere vækst. Derfor er der nu iværksat en generel sparerunde, hvor Finansministeriets ‘grønthøster’ skal give økonomisk spillerum bl.a. til de skattelettelser, som regeringen har lovet befolkningen. Der er ingen tvivl om, at der både kan og skal nytænkes, men processen virker også her uigennemtænkt og uprioriteret, og den risikerer at ende med afvikling af velfærdsydelser i stedet for en innovativ udvikling af nye metoder. Det sker samtidig med, at en række uforudsete udgifter truer med at løbe løbsk. Det gælder såvel indsatsen mod de accelererende klimaforandringer, eksploderende medicinpriser, integrationen af rekordmange flygtninge samt en voksende ældrebefolknings stigende forventninger til velfærdsydelser. Julens voldsomme regnskyl har f.eks. demonstreret, at det lokale og nationale beredskab overfor ekstreme vejforhold skal opjusteres markant.

Overfor disse og andre krav står regeringens løfter om skattelettelser. En skattereform er et af regeringens vigtigste projekter for 2016. Spørgsmålet er blot, hvordan det løfte skal indfries, samtidig med at man vil løse en række af velfærdsstatens nye påtrængende opgaver? Bliver det et valg imellem mere klimabeskyttelse og mindre ældreforsorg eller en gradvis afvikling af andre af velfærdssamfundets kerneydelser? Spørger man danskerne, er de ikke i tvivl. Det fremgår af en ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut. Her afviser 85 pct. af danskere skattelettelser, hvis det fører til besparelser på velfærdsydelser som bl.a. skoler, daginstitutioner og sundhed. Der er også markant modstand mod at skære i omkostningerne til studerende på SU. Et klart flertal mener heller ikke, der skal spares på udgifterne til overførselsindkomster. Kun 6 pct. mener, at en lettelse i topskatten vil udløse en stor ekstra arbejdsindsats.

Det er egentlig ikke overraskende. Danskerne har generelt og traditionelt et modent forhold til det at betale skat. De opfatter i mindre grad skatten som en byrde, og mere som en kollektiv investering i et velfungerende samfund. Dermed har de bedre forstået velfærdens betydning for konkurrencekraften end mange politikere. Af samme grund er det naivt at forestille sig, at skattelettelser i sig selv skaber nye job. Lavere personbeskatning motiverer langtfra arbejdslysten i det omfang, som politikerne og modellerne forestiller sig. Det er en af den økonomiske politiks helt store illusioner.

TÆNK, hvis regeringen tog et samlet bestik af velfærdstatens nye udfordringer og supplerede de årlige økonomiforhandlinger imellem stat, kommuner og regioner med en langsigtet trepartsaftale om, hvordan Danmark som velfærdssamfund skal omstille til de kommende års store, accelererende og komplekse udfordringer. Hvordan skal vi på samme tid både bevare og styrke de fundamentale velfærdsværdier og tilpasse os helt nye vilkår? Hvilke strategier og planer og nye partnerskaber etc. skal iværksættes? En samlet analyse af ”Velfærd 2025”, og hvordan omstillingen skal finansieres, er langt vigtigere end ud fra kortsigtede, populistiske og tvivlsomme grunde at haste en skattereform igennem.

Viden: Tabet af fremtiden

Regeringens beslutning om i løbet af de næste 4 år at skære en halv snes milliarder kr. af investeringerne i uddannelse og forskning (fordelt mellem 8,7 milliarder kr. på uddannelseskontoen og 1,4 milliarder til forskning) er blot endnu et eksempel på en uforståelig kortsigtet strategi. Og desværre endnu et bevis på, at Danmark hastigt er på vej til at ændre status fra nordisk supermodel til middelmådighedens foregangsland. Dette er ikke en afvisning af mulighederne for at effektivisere hele vidensområdet. Men processen undrer og bekymrer. Hvorfor lige det tal? Hvorfor lige en besparelse på to pct. hvert år i fire år?

Vi kender svaret: Det handler om nødvendighedens økonomiske politik udformet af Finansministeriets rigide modeller. De åbner ikke muligheder for alternative strategier eller nuancerede forslag til at fremme de overordnede økonomiske målsætninger. Alle skal bidrage lige meget som udtryk for en finansiel solidaritet. Men hermed risikerer regeringen at save i de vækstgrene, der skal levere de langsigtede resultater. Ikke overraskende har store dele af erhvervslivet, anført af de mest forskningstunge virksomheder som bl.a. Novo Nordisk, advaret stærkt imod processen. Men alle de bekymringer er blevet modtaget med arrogante afvisninger. Finansministeriets modeller ved bedst.

TÆNK, hvis regeringen også her havde taget initiativ til en samlet drøftelse med de berørte institutioner om, hvordan vi som et veludviklet videnssamfund skal disponere og prioritere vores ressourcer under fremtidens markant ændrede betingelser. De betingelser kan udmærket inkludere lavere samlede omkostninger. Men en intelligent dialog bl.a. med en vurdering af den betydning, disruptive teknologier m.v. kan få for hele sektoren, ville sikre en koordineret, langsigtet og lærerig omstilling. Måske vil processen tage lidt længere tid, men slutresultatet kunne vise sig langt bedre.

Konklusion:  Vi har kun set begyndelsen

Den samlede konklusion på denne nytårsstatus over den politiske behandling af de grundstene, det danske velfærdssamfund hidtil har bygget på, er alt andet end opmuntrende, men tværtimod dybt bekymrende. Gennemgangen er ikke fyldestgørende og bygger på udvalgte eksempler. Besparelser på kulturen kunne med samme ret inkluderes, men det ville blot bekræfte den overordnede konklusion: At den nuværende regering, støttet af de øvrige blå partier og delvist af Socialdemokraterne, er i gang med at afvikle den værdibaserede supermodel, som udlandet har beundret, og som hidtil har givet os en række konkurrencefordele. Meget taler for, at modellen skal nytænkes og revitaliseres, bl. a. fordi den ikke er gearet til de næste ti års voldsomme udfordringer. Men forskellen på en supermodel og et middelmådighedens foregangsland er, at supermodellen kendetegnes ved en offensiv, nytænkende og innovativ tilgang til store udfordringer og opfatter dem mere som muligheder end trusler. Statsministerens nytårstale var blottet for de kvaliteter.

ET SVAR: Men hvad havde så været mere naturligt og logisk – og i respekt for de hidtidige resultater – end at udvikle en gennemarbejdet, tæt koordineret og langsigtet strategi for en ny bæredygtig samfundsmodel – en model, der netop som afsæt havde en dyb analyse af præcist hvilke udfordringer, Danmark skulle forholde sig til og vende til muligheder. Det initiativ kunne i det mindste inspirere til en overordnet bred debat om, hvilket Danmark vi ville have – og hvad vi skulle leve af i fremtiden.

Hvis en sådan øvelse var blevet gennemført, ville den med stor sikkerhed have forudset flygtningekrisen, klimaudfordringerne og mange flere. De største internationale nyheder er nemlig sket. De er blot ikke opdaget – endnu. Og studiet ville med lige så stor præcision beskrive, at vi kun har set begyndelsen på en lang række betydeligt større humanitære, sociale og sikkerhedspolitiske udfordringer. De repræsenterer den hidtil største udfordring til vores livsform og de værdier, vi har bygget Danmark på. Flygtningekrisen er blot en første test af de danske værdiers råstyrke og holdbarhed. Her har et flertal af de politiske partier sendt Danmark ud på en taberkurs. Ikke fordi vi ikke skal begrænse antallet af flygtninge, men fordi vi har valgt en form og en proces, der udstiller os som en selvtilstrækkelig og fremmedfjendsk nation. Hvad sker der så, når de store forandringer for alvor rammer os?

Den globale udvikling rummer de kommende år udfordringer af et hidtil uset omfang, men også tilsvarende store muligheder. Vi har her givet enkelte og kortfattede eksempler på, hvordan de udfordringer kan håndteres, og hvorfor den originale supermodel var så godt rustet til netop fremtidens vilkår. Men det forudsætter, at regeringens hidtidige kurs udfordres og justeres. Ellers kan 2016 blive starten på en opløsning af den værdistat, der hidtil har været Danmarks fineste og stærkeste særkende.

Denne artikel har forsøgt at formulere et alarmsignal.