politikma

VÆRD AT VIDE

Der er systematiske forskelle i institutternes politiske målinger

En omfattende gennemgang viser, at danske meningsmålingsinstitutter måler visse partier meget forskelligt.

Meningsmålinger viser ofte ikke helt de samme tal og i nogle tilfælde holder de enkelte institutter stædigt fast i udpege hver sine vindere. Forskellene på meningsmålingsinstitutternes resultater, skyldes ikke blot statistisk usikkerhed. De er systematiske, viser en gennemgang af danske meningsmålinger.

Erik Gahner Larsen, der videnskabelig assistent ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, og postdoc Zoltan Fazekas fra Oslo Universitet har gennemgået i alt 1062 meningsmålinger, der er blevet offentliggjort i perioden 2010-2017.

”Det er vigtigt at forstå, at forskellene i meningsmålinger ikke blot er tilfældig støj i form af statistisk usikkerhed. Der er også systematiske forskelle, som opstår, fordi forskellige institutter bruger forskellige metoder, når de laver deres målinger,” forklarer Erik Gahner Larsen til tv2.dk.

Forskellene kaldes for hus-effekter – efter det engelske begreb house effects. Og i nogle tilfælde er hus-effekterne markante. For eksempel i forhold til hvordan forskellige institutter måler opbakningen til Nye Borgerlige. Voxmeter, der foretager målinger for Ritzau, viser systematisk en markant lavere tilslutning til partiet end gennemsnittet af alle målinger. Nærmere bestemt omkring 1,4 procentpoint lavere.

Anderledes ser det til gengæld ud for målinger fra analyseinstitutterne YouGov og Megafon. De måler ofte Nye Borgerlige til at være mere markant større, end det er tilfældet, hvis man tager et gennemsnit af alle målinger.

”Det er tydeligt, at der blandt institutterne er stor uenighed om, hvor de egentlig ligger. Og hvis man som vælger sidder og læser forskellige målinger, kan man let få indtrykket af at partiet hopper op og ned i tilslutning. Men det er næppe tilfældet,” siger Erik Gahner Larsen til tv2.dk.

Han tager ikke stilling til, hvilke institutter, der er i overensstemmelse med virkeligheden, men kun, at der er markante forskelle på målingerne.

”Hvis du ringer til YouGov, vil de mene, at de har ret. Ringer du til Megafon, vil de argumentere for at de har. Men vi må bare konkludere, at vi ikke er sikre på, hvor partiet i virkeligheden ligger.”

Men hvad kan forklare forskellene? Det kan blandt andet den måde, som institutterne indsamler deres data på. Nogle institutter bruger internettet til at indhente svar fra danske vælgere, mens andre ringer op til folks mobil- eller fastnet-telefoner. Og nogle institutter bruger en kombination af begge metoder, forklarer Erik Gahner Larsen.

Erik Gahner Larsen håber, at hans gennemgang vil hjælpe vælgerne til forstå, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner på baggrund af enkelte målinger, men i stedet skal kigge på institutterne samlet. Det vil give et mere retvisende billede af, hvordan partierne klarer sig.

Læs mere om forskernes undersøgelse her.