facebook-gaar-jo-ikke-vaek

PERSPEKTIV

Facebook går jo ikke væk, så hvad gør vi så?

Facebook får konstant skyld for at skade demokratiet og samfundsdebatten. Tiden er kommet til, at borgerne bliver uddannet til det digitale demokrati.

Hvis der var noget, som prægede debatten om de sociale media ved udgangen af 2016, så var det omfanget af bevidst manipulation, og ikke mindst hvordan millionvis af falske nyheder muligvis var udslagsgivende for selve resultatet af den amerikanske valgkamp. Særligt Facebook og Google blev kritiseret for ikke at rydde op i mængden af falske nyheder. Og kort før jul præsenterede de to tyske partier SPD og CDU et opsigtsvækkende forslag om, at Facebook og andre sociale medier skal tildeles bøder på 500.000 euro (godt 3,7 millioner kr.) for hvert eneste opslag med hadefuldt indhold eller falske nyheder, hvis ikke de gør nok for at fjerne indholdet inden 24 timer. Forslaget arbejdes der videre med her i 2017.

Men vi er nødt til at omfavne de sociale medier på helt anden vis, mener Alex Krasodomski-Jones, forsker ved Centret for Analyse af Sociale Medier hos den britiske tænketank Demos. For Facebook forsvinder jo ikke bare sådan lige, påpeger han. Tværtimod vokser Facebook fortsat og har nu passeret 1,8 milliarder brugere. Ligesom Facebook som virksomhed ingen interesse har i at fungere som public service-medie eller en traditionel neutral demokratisk institution.

”Det er en kommerciel annonceplatform, der udelukkende er designet til, at vi skal bruge mest mulig tid, så vi eksponeres for flest mulig reklamer. Seriøst indhold ofres til fordel for indhold, som udgør en økonomisk fordel for Facebook,” siger Alex Krasodomski-Jones og tilføjer: ”Man ville jo aldrig havde udformet Facebook som nu, med hemmelige algoritmer, der favoriserer populistisk indhold, hvis målet var et reelt digitalt demokrati.”

Derfor er vi nødt til at gribe det helt anderledes an, hvis vi insisterer på at værne om vores grundlæggende demokratiske værdier, mener han. Først og fremmest er der brug for langt bedre skoling af ikke mindst de unge, så de bliver i stand til at navigere som ”digitale borgere”.

”Det umiddelbare svar er, at vi er nødt til at uddanne de unge,” siger han og påpeger, at det ikke kun handler om at kunne gennemskue propaganda, falske nyheder og indslag fra trolls. Det handler også om at forstå, hvordan Facebooks algoritme fungerer; hvorfor vi kun ser udvalgte historier, og hvorfor Facebook deler brugerne op i socialt og kulturelt ensartede fællesskaber, så vi ikke får et reelt billede af omverden på tværs af hele det politiske spektrum.

”Indsigten i, hvordan de sociale medier fungerer, er blot først skridt til at kunne kræve større socialt ansvar af selskaberne. Men jeg tror, at alle historierne om spredning af falske nyheder, svindelnumrene, misbrug af data og it-kriminalitet vil føre til, at der i fremtiden kommer langt større pres på dem.”

Ifølge Krasodomski-Jones nytter det til gengæld ikke noget at holde sig væk fra Facebook. Tværtimod. Og det gælder både forskere, politikere, mediefolk, institutioner og den såkaldte elite.

”Det løb er kørt. Facebook forsvinder ikke lige. Og hele ideen med at dele indhold på internettet ændrer sig ikke lige foreløbig,” siger han.

Tag kampen alvorligt

Men hvad vi derimod mangler at gøre, er at tage kampen alvorligt og deltage på lige så raffineret vis som dem, der spreder falske nyheder og manipulerer, mener han.

”Vi er nødt til at udkæmpe den gode kamp. Jeg vil gå så langt som at sige, at vi er nødt til at benytte samme metoder som dem, der udfordrer os.”

Alex Krasodomski-Jones, der hos Demos primært forsker i politisk ekstremisme og dækningen af denne på de sociale medier, fremhæver, hvordan vi eksempelvis i den vestlige verden på den ene side har propaganda fra islamisk stat, hvor radikaliserede unge mestrer de sociale medier til fingerspidserne og ved, hvordan de skal få deres budskab ud, og så på den anden side traditionelle embedsmænd fra regeringer, der blot arbejder fra 9 til 17 mandag til fredag, og som nøjes med at udarbejde præsentationer til regeringens officielle konto på Twitter, hvor de nøgternt fortæller folk, at de ikke skal tage til Syrien.

”Det holder jo ikke. De har ikke en eneste chance mod islamiske stat, for de er simpelthen ikke gode nok. Vi har brug for et raffineret og kvalificeret modsvar. Og hvis det skal virke, så er vi nødt til at benytte os af de fremgangsmåder, som de også benytter,” siger han.

Det samme gælder strømmen af falske nyheder fra underlødige og tendentiøse sites som Breitbart, Infowars og Drudge Report.

”Vi er nødt til at implementere det langt mere strategisk. Det er ikke længere tilstrækkeligt blot at råbe vores venner op. De folk, som vi er uenige med, og de politiske bevægelser, som er ekstremt succesfulde på Facebook, er enormt dygtige til at manipulere, trække i de rigtige tråde og sprede deres budskaber,” siger han og fremhæver, hvordan for eksempel højreorienterede grupperinger i Storbritannien skiftevis sender historier ud om muslimer og indvandrere og så anekdoter om dyremisbrug og behovet for dyrebeskyttelse.

”De bliver delt massivt af folk, som så liker deres side, hvorefter de modtager andre historier om muslimer og indvandrere. De forstår simpelthen spillets regler langt bedre end alle andre. Og hvis vi skal bekæmpe dem, så er vi også nødt til at benytte samme fremgangsmåde og udfordre dem på deres hjemmebane med mindst lige så smarte metoder.”

Alex Krasodomski-Jones nævner samtidig, hvordan der under præsidentvalget i USA var eksempler på folk, der producerede nyheder og hjemmesider, der til forveksling lignede New York Times, men hvis man så kiggede på, hvem der stod bag, så stod det klart, at alt indhold var falsk.

Det har så ført til udviklingen af robotter og software, der har til opgave at tjekke lødigheden af det indhold, der bliver lagt ud på nettet. Under valgkampen benyttede bl.a. The Wall Street Journal sig af det til fact-checking af Donald Trump.

Og britiske Wired Magazine kunne ligeledes forleden fortælle, hvordan eksempelvis Google arbejder sammen med det britiske fact-checker-hold hos Full Fact om at bygge to værktøjer, der i realtid dels skal hjælpe journalister med at validere rigtigheden af et budskab, dels kunne måle, hvor meget og hvor langt ud det er blevet spredt. Full Fact forventer at være klar med de to værktøjer – Robocheck og Trends – i slutningen af 2017.

Til trods for Facebooks raison d’etre, som udelukkende er kommerciel, så understreger Alex Krasodomski-Jones, at han er ”ekstremt optimistisk”.

”Men vi er nødt til at opmuntre dem, der gør det godt, og fremme enhver platform og ethvert værktøj, der kan tage kampen op mod alle antidemokratiske tendenser.”

Autoriteterne kommer

Et helt andet aspekt i debatten om Facebooks betydning for demokratiet er, hvordan den politiske debat og diskussionen om magtrummet er blevet markant mere medialiseret – fra alle problemstillingerne med enkeltsagstyranni og skævvridninger af debatter til populisme og fremvæksten af meningsmålingstyranni.

”Men det er altså sket, længe før Facebook kom til verden,” påpeger Per Rystrøm, der i fem år var pressechef i Socialministeriet under bl.a. Henrik Dam (S), og som i dag er direktør for kommunikationsvirksomheden Operate.

”Det er en tendens, som er accelereret i løbet af de seneste 15-20 år,” siger han og beretter, hvordan man tilbage i Poul Schlüters regeringstid holdt lukkede pressemøder hver tirsdag, hvor det hele foregik uden for citat, og hvor ingen vælgere opdagede, hvad Schlüter sagde, ”medmindre der var nogle få journalister, som besluttede at videregive det”.

Med Nyrup fik journalisterne pludselig lov til at citere, og med Fogh begyndte man på tv-transmissionerne. Og nu er man nået dertil, hvor Lars Løkke Rasmussen benytter Facebook, når han skal holde nytårstale eller præsentere sin 2025-plan.

”Og det, som er sket med de sociale medier – særligt Facebook – er, at de blot forstærker en tendens, der har været i gang længe. For det første kom der et sted, hvor politikerne kan aflure, hvad befolkningen mener. Før skulle de enten holde fokusgruppemøder eller lave meningsmålinger, og så skulle de tage ud til helt vildt mange møder, hvor der så alligevel ikke kom særligt mange tilhørere. Nu har de simpelthen et realtidsinstrument til at kunne se, hvad vælgerne mener,” siger Per Rystrøm, der indrømmer, at de sociale medier bliver meget mere styrende for, hvad politikerne mener, fordi de lynhurtigt kan se, hvad der er af folkestemning.

”Det andet er hele det interaktive sociale element i det, at borgerne nu kan diskutere via en synlig platform. De kan komme til orde, og det er i sig selv med til at tippe nogle sager,” siger han og tilføjer, at ligesom med den klassiske medialisering, så er det både godt og skidt.

”Skidt, fordi det giver det kortsigtede populistiske pres på politikken. Men omvendt så giver det også større transparens og lydhørhed over for, hvad almindelige mennesker måtte mene. Problemet var jo i mange år, at der var et filter mellem politikerne og befolkningen. Så jeg synes på alle planer, at det er en god ting, at der er kommet en direkte strøm. Og så har vi fået meget mere debat. Og ud fra de fleste demokratiske teorier og forestillinger, så er det godt i sig selv.”

Per Rystrøm vedstår, at Facebooks algoritmer understøtter, at der sker en fragmentering af de politiske positioner. Og at debatten derfor bliver ret så opsplittet.

Han minder dog om, at de sociale medier er relativt nye. Facebook har således kun eksisteret 10 år i Danmark. Og ifølge Per Rystrøm vil modningen betyde, at en række autoritative aktører i de kommende år vil tegne sig for en større del af indholdet på Facebook, i takt med at de klassiske medier – ikke mindst dagbladene – vil opleve et stadig større ressourcepres og miste indflydelse.

”Vi kommer til at se, at autoritative aktører som universiteter, institutioner, tænketanke og videnscentre, som har langt flere ressourcer til at lave noget, som har en høj grad af troværdighed, vinder frem. De bliver simpelthen bedre og bedre til at få smidt deres faglighed og viden ind i de formater, som gør sig i de sociale medier. Så de kommer til at fylde mere,” forudser han.

”Det handler alt sammen om en modning af de sociale medier, hvor der kommer til at ske en institutionalisering, en normdannelse og en afkodning af, hvad der er reelt, og hvad der er fake.”