Banner_gordetfordanmark-1

Gør det #forDanmark

Danmark står sammen med det øvrige Europa over for de største flygtningestrømme siden Anden Verdenskrig. Mange mennesker er allerede flygtet hertil og flere vil følge. Det vil selv ikke de mest kradse politiske tiltag ændre på.

Derfor har vi brug for løsninger, der handler om de mennesker, der rent faktisk kommer hertil – og ikke kun om, hvem vi kan holde ude med regelstramninger, grænsekontrol og skræmmekampagner.

Heldigvis findes der i Danmark personer, virksomheder, organisationer og institutioner, som arbejder målrettet og konstruktivt med at få det bedste ud af den nye virkelighed.

Dem har vi i samarbejde med filmkollektivet Bread And Butter og med støtte fra Poul Due Jensens Fond sat fokus på med kampagnen “Gør det #forDanmark”.

I januar, februar og marts 2016 har vi fortalt om det arbejde, de laver, og de løsninger, de skaber – men også om barrierer, de møder, og hvad vi som samfund kan og bør gøre bedre.

Det er sket med fire kortfilm og analyser om folk, der gør en særlig indsats for flygtninge og integration i Danmark. De fire cases er udvalg blandt de indkomne nomineringer, vi har modtaget fra vores læsere i perioden.

Filmene ligger på Facebook, men du kan se og dele dem lige her. Du kan også læse vores gratis artikler om Asylprojekt SønderborgVerdenscafeen på SamsøLundgårdskolen i Herning og Trampolinhuset i København.

Tak for hjælpen

Filmene er nu tilsammen blevet vist over en million gange, og en stor tak går ud til alle, som har støttet op om kampagnen og de mennesker, den handler om.

Vi håber, at du fortsat vil hjælpe os ved at dele filmene på sociale medier og sprede budskabet under hashtagget #forDanmark. Og fortæl også gerne om dem, du selv synes gør en ekstra indsats, og som kan tjene til glæde og inspiration for andre.

Måske er det en virksomhed, der mangler arbejdskraft, og derfor gør det af hensyn til bundlinjen? Måske er det en privatperson, der gør det, fordi det føles rigtigt? Måske er det en borgmester, der gør noget for sin kommune? Måske er det flygtninge, der gør en ekstra indsats for at hælpe sig selv og andre flygtninge i gang i Danmark? Måske er det en blanding af det hele?

Bevæggrundene kan være mange, men alle, der i disse tider gør noget konstruktivt for integrationen, gør noget godt for Danmark.