MM mener

MM MENER

Macron ønsker sig et nordisk Frankrig

Emmanuel Macrons politisk-økonomiske kompas peger mod Skandinavien. En slank stat med evne til at investere i innovation, social mobilitet og velfærd er den nye præsidents ideal for Frankrig.

Der er faldet mange dumsmarte bemærkninger efter valget af Emmanuel Macron, der i går indtog embedet som ny præsident i Frankrig. Til gengæld har der været langt mellem analyserne af de politiske perspektiver, der tegner sig med valget af den 39-årige europabegejstrede politiske komet som leder af Frankrig – verdens sjettestørste økonomi og Tysklands privilegerede partner i ledelsen af EU.

Set fra et dansk-nordisk perspektiv er det opmuntrende, at Macron er så optaget af den nordiske model, som tilfældet er. Dette perspektiv har kun været overfladisk berørt i den ellers omfattende dækning af valget i Frankrig, selvom det er nøglen i Macrons politisk-økonomiske tænkning.

”Macrons kompas er Skandinavien,” lød det således fra den franske Harvard-professor og Macron-rådgiver Philippe Aghion, da han forleden i fransk radio blev bedt om at forklare den grundlæggende filosofi i den nye præsident økonomiske politik. Aghion forklarer, at de skandinaviske landes succes hviler på tre ben: innovation, social mobilitet og et beskyttende arbejdsmarkeds- og velfærdssystem. ”Han (Macron, red.) vil reorganisere staten, sådan at den har kapacitet til at investere, alt imens den beskytter individet,” forklarede Aghion.

Macrons videnskabeligt forankrede fascination af den nordiske samfundsmodel er en gave til Danmark og de andre nordiske lande. Som det fremgår af ovenstående citat fra Aghion, stikker Macrons interesse for de nordiske velfærdsstater væsentligt dybere end til ’blot’ at holde om den berømmende flexicurité-model, som man har talt om i Frankrig i en del år. Også når det gælder grøn omstilling, ligestilling, innovation og etik i den offentlige forvaltning, pejler den nye franske præsident efter nordiske standarder.

Alt dette er selvfølgelig meget godt. Men kan Macron skabe forandringer i Frankrig? Kan han skabe andet end håb i en befolkning, som med 34 pct. til den højrenationale Marine Le Pen og med syngende lussinger til de etablerede partier benyttede valget til at give det etablerede system en oprejst langemand?

Det fulde svar kan i sagens natur først gives, når Macrons præsidentperiode løber ud i 2022. Men det er ikke en sober analyse, at valget af Macron snarere skal ses som et fravalg af Marine Le Pen end et tilvalg af den reformivrige socialliberale Macron.

Når 66 pct. af de franske mænd og kvinder, der ønskede at bruge deres demokratiske ret, valgte at stemme på Emmanuel Macron, så rækker tilslutningen ind i alle socioøkonomiske grupperinger af det sekskantede land med dets 67 millioner indbyggere. Det betyder omvendt ikke, at Macron ikke står over for en monumental udfordring. Det gør han. Man kan vel nærmest sammenligne det med en komplet utrænet motionist, der skal køre en Christiania-ladcykel op gennem de 21 hårnålesving på den klassiske Tour de France-etape til Alpe d’Huez.

Frankrig har ikke haft overskud på statsbudgettet i fire årtier. Frankrig bruger – som EU-Kommissionens formand, Juncker, formulerede det i sidste uge – for mange penge på de forkerte ting. Overordnet er samfundet stivnet med et arbejdsmarked, hvor stærkt radikaliserede fagforeninger modsætter sig enhver reform af et system, der forkæler de privilegerede og holder de unge og de svage ude. Macrons reformplaner er radikale og dybtgående. Han vil således nationalisere administrationen af understøttelsen, øge kravene til de ledige og give langt flere adgang til understøttelse. Dette er højeksplosivt stof, og hvis det mislykkes for Macron, vil han blot være en i en lang række af franske toppolitikere, der har stillet den rigtige diagnose, men som ikke har magtet at kurere patienten. Men man skal huske, at færre end hver 10. franske lønmodtager står i fagforening.

Hvis Macron skal igennem med sine reformer, skal han ved parlamentsvalget, der finder sted over to runder 11. og 18. juni, have et regeringsdueligt flertal i Nationalforsamlingen, der har 577 pladser. Det er langt fra givet, at han får det. Men det er heller ikke umuligt, selvom han først i sidste uge omdannede sin kun et år gamle bevægelse En Marche! til partiet La République en marche, LRM.

Selvom de franske vælgere endnu end ikke kender navnene på Macrons kandidater, viser meningsmålinger, at han kan få over 250 mandater. Når det overhovedet er muligt, hænger det sammen med, at det franske valgsystem er indrettet således, at det giver en nyvalgt præsident mulighed for at vinde sig det, man kalder ’et præsidentielt flertal’.

I de kommende uger vil udpegningen af nye kandidater få massiv mediedækning i Frankrig, hvilket vil styrke Macrons bevægelse. Hovedpersonen selv markerede i sidste uge, at han har politisk dræberinstinkt, da han afviste tidligere premierminister Manuel Valls, der troede, at han uden videre kunne kvitte Socialpartiet og overtage sin gamle valgkreds under Macrons fane. Men beskeden lød tørt fra Macron-lejren, at Valls ikke opfylder partiets kriterier. Episoden efterlader Valls som politisk død og må, hvad politisk dramaeffekt angår, sammenlignes med Poul Nyrup Rasmussens såkaldte politiske kongemord på Svend Auken i 1992.

Ud over fransk indenrigspolitik har Emmanuel Macron også vidtrækkende visioner for EU. Dem talte han om i Berlin i januar i år, og han gjorde det på engelsk, fordi det – som han sagde – er det bedste for at kunne føre en åben debat om EU’s fremtid og om det fransk-tyske samarbejde. Viljen til at tale engelsk er en symbolsk indrømmelse for en fransk præsident, som heller ikke er bleg for at sige, at Frankrig ikke skal optræde arrogant.

Macron taler om at skabe ’et suverænt Europa’, der kan beskytte sine borgere. Det gælder både i form af skarp grænsekontrol, fælles forsvar og et større fokus på vækst i eurozonen, som skal integreres væsentligt mere, end den er det i dag.

Macrons planer kan kun gennemføres i et tæt parløb med Tyskland. Derfor er et besøg hos kansler Angela Merkel en af Macrons første embedshandlinger efter indsættelsen i går. Egentlige politiske initiativer fra Frankrig-Tyskland ventes først efter valget til den tyske Forbundsdag 24. september. Indtil da skal Emmanuel Macron se at komme i gang med reformerne hjemme i Frankrig. Der er rigeligt at se til.