rumænske tigger tiggeri i stockholm

VI TJEKKER

Er rumænske tiggere multi-kriminelle?

De rumænske tiggere begår også andre former for kriminalitet, og derfor skal tiggeri straffes hårdere, mener Marcus Knuth (V). Men der findes ikke nogen dokumentation for den sammenhæng.

tjekdet tjek det påstand

Marcus Knuth

“… en stor del af den kriminalitet, som bliver begået af udenlandske hjemløse, er netop rumænere, der kommer hertil for blandt andet at tigge”

Kilde: Marcus Knuth (V) til P1 Morgen.

td_falsk_men tjekdet tjek det

Det er i sig selv ulovligt at tigge på gader og stræder. Men man kan ikke med sikkerhed slå fast, at rumænske tiggere står for “en stor del af den kriminalitet, som bliver begået af udenlandske hjemløse”. Faktisk viser en dansk-norsk-svensk undersøgelse, at der i de rumænske miljøer ikke umiddelbart kan findes en sammenhæng mellem tiggeri og anden form for kriminalitet.

Onsdag i sidste uge vedtog Folketinget en ny lov, der betyder, at det kan udløse 14 dages ubetinget fængsel, hvis man tigger i for eksempel gågader, ved stationer, i busser eller tog. I den forbindelse var Venstres retsordfører torsdag i sidste uge inviteret i P1 Morgen for at fortælle om behovet for den nye lov.

Her lagde han især vægt på, at man med den skærpede straf for tiggeri kan ramme nogle af de hjemløse rumænere, der også begår andre former for kriminalitet.

Men man kan ikke uden videre konkludere, at rumænske tiggere både ulovligt beder om penge på gader og stræder og samtidig laver tricktyveri, indbrud og lommetyveri, fortæller Camilla Ida Ravnbøl, der forsker i hjemløse romamigranter ved Københavns Universitet.

“Der findes masser af selvbestaltede teorier, men jeg har ikke stødt på noget akademisk forskning fra Skandinavien, der viser en sammenhæng mellem romaer der tigger, og romaer der begår andre former for kriminalitet.”

Det får dog ikke Marcus Knuth til at ændre holdning.

“Det synes jeg er en meget mærkelig udlægning. Det er jo forholdsvis evident, at det mønster, man ser, er en kombination af flaskesamleri, tiggeri og andre former for kriminalitet,” siger retsordføreren.

Retsordføreren og forskeren er altså uenige, om rumænere, der tigger også begår andre former for kriminalitet. Lad os først få Marcus Knuths holdning skåret ud i pap.

Knuth: Tiggeri gør Danmark attraktivt for kriminelle

Han forklarede i P1 Morgen i sidste uge, hvordan han ser forbindelsen mellem tiggeri og andre former for kriminalitet blandt hjemløse rumænere.

“… en stor del af den kriminalitet, som bliver begået af udenlandske hjemløse, er netop rumænere, der kommer hertil for blandt andet at tigge,” sagde Marcus Knuth.

Han mener, at man ved at øge straffen for tiggeri kan ramme de rumænere, der også begår andre former for kriminalitet.

“… vi ser, at tiggeri er helt centralt for de her kriminelle udenlandske hjemløse, som kommer herop, så vi går efter en af de ting, der gør det meget attraktivt for dem, at rejse op gennem Danmark.”

Forskningen bag faktatjekket

When power meets affluence er en undersøgelse om de rumænske gademiljøer i Oslo, Stockholm og København. Den er udarbejdet af forskere fra det norske forskningsinstitut Fafo med støtte fra Rockwoll Fonden.

Undersøgelsen bygger på 1.269 interviews med rumænske hjemløse, der opholder sig i de tre skandinaviske hovedstæder, som er foretaget mellem juni og november 2014.

I rapporten erkender forskerne, at det er vanskeligt at få indblik i den præcise mængde af småkriminalitet, som de hjemløse står bag.

Hjemløse rumænere defineres i undersøgelsen som mennesker fra Rumænien bosiddende i Danmark/Sverige/Norge uden regulært arbejde og bopæl.

Læs rapporten her.

Men hvorfra ved Marcus Knuth, at tiggere fra Rumænien også laver andre former for kriminalitet? Det kan man se af statistikkerne, lyder svaret.

“Det er stigningen i politianmeldelser, ganske enkelt. fordi tiggeri jo er ulovligt, så er det jo kriminalitet i sig selv.“

0,5 pct. af sigtelser mod rumænere handlede om tiggeri

Der er ganske rigtigt sket en stigning over de senere år. I 2012 blev 5 rumænere sigtet for tiggeri, mens det tal var steget til 45 i 2016. Stigningen kommer som en konsekvens af en målrettet indsat mod tiggeri, forklarer Kjeld Farcinsen, der er sektionsleder i Københavns Politi til DR.

Under den gamle lovgivning skulle politiet først uddele et påbud for tiggeri, før de kunne rejse en sigtelse. Og i 2016 uddelte politiet 180 påbud til tiggere af alle nationaliteter – altså ikke kun rumænere. Med den nye lovgivning behøver politiet ikke uddele et påbud, før de kan rejse sigtelse. Derfor vil antallet af sigtelser for tiggeri med stor sandsynlighed blive en del højere i 2017.

Ser vi på al den kriminalitet, som rumænere begår i Danmark, er antallet af sigtelser steget fra 2.718 i 2009 til 8.557 i 2016. Her er det især sigtelser for bedrageri, butikstyveri og særlove, der blandt andet dækker over udlændingeloven, der fylder i statistikken. Ud af de 8.557 sigtelser mod rumænere, var 45 af dem sigtelser for tiggeri. Det svarer til 0,53 pprocent af alle sigtelser mod rumænere.

De 45 rumænere kan i princippet også være blevet sigtet for andre former for kriminelle handlinger, men det kan hverken Marcus Knuth eller TjekDet se i statistikkerne. I politiets opgørelser fremgår det nemlig ikke, hvor mange af rumænerne, der både blev sigtet for tiggeri og eksempelvis indbrud eller tyveri.

Camilla Ida Ravnbøl fra Københavns Universitet anerkender, at mange sikkert tror, at de rumænske tiggere også stjæler eller bryder loven på andre måder.

“Der er lavet nyhedsreportager med skjult kamera i Norge, hvor denne sammenhæng søges påvist, så det kan være kilden til den opfattelse. Men den form for undersøgelser er ikke akademisk forskning.”

Norsk undersøgelse viser, at tiggere er mindre kriminelle

Går man den skandinaviske forskning på området igennem, viser det sig faktisk, at hjemløse, rumænske tiggere i de skandinaviske hovedstæder – København, Stockholm og Oslo – begår mindre kriminalitet end ikke-tiggere.

”Hvis vi sammenligner tiggere og ikke-tiggere i forhold til, hvor mange der rapporterer at være blevet dømt for kriminalitet, så viser resultatet, at kriminalitet i disse miljøer ikke kan kædes sammen med tiggeri,” lyder en af konklusionerne i et norsk forskningsprojekt støttet af danske Rockwoll Fonden.

Rapporten, der også har undersøgt det rumænske miljø i København, peger på, at andelen af rumænere, der er blevet dømt for kriminalitet såsom vold, tyveri og narkorelaterede forbrydelser er langt større hos ikke-tiggerne.

Den videnskabelige konklusion overbeviser dog ikke Marcus Knuth om, at der ikke er en sammenhæng mellem rumænere, der tigger og begår andre former for kriminalitet.

“Det synes jeg, lyder interessant. Men det er ikke det billede, jeg har. Og tiggeri er ulovligt, det er kriminalitet,” siger han.

Men har du videnskabeligt belæg for at sige, at de rumænske tiggere også begår andre former for kriminalitet?

“Ja, det har jeg, for tiggeri er kriminalitet, så længere er den sådan set ikke,” siger Marcus Knuth.