Danmark mangler appetit på vækst. Sådan konkluderede fem topøkonomer samstemmende i sidste uges udgave af Ugebrevet Mandag Morgen.

Spørgsmålet til langt over en milliard kroner er derfor, hvordan dansk økonomi, virksomheder og forbrugere får genskabt sulten efter vækst. Og ikke mindst på hvilken diæt af reformer og vækstinitiativer de danske politikere og embedsmænd forestiller sig, at landet skal spise sig mæt.

For at komme nærmere svar på de spørgsmål har vi tilberedt en lille appetitvækker. Vi har bedt ni af landets mest indflydelsesrige og toneangivende organisationer, fagforeninger og tænketanke om at byde ind med menuforslag til en slags Vækstens Smørrebrødsseddel. Hver organisation har haft mulighed for at komme med højst fem forslag til, hvordan de mener, at Danmark kommer ud af vækstfælden, hvilket alle har benyttet sig af.

Da en del af forslagene overlapper hinanden, har vi valgt at slå flere af dem sammen, og vi er dermed endt med en liste med i alt 30 forslag til nye vækstinitiativer, der kan kickstarte den slunkne danske vækst. Se figur 1 og 2.

Alle 45 forslag kan læses i fuld længde i de forskellige tekstbokse, der ledsager denne artikel.

Mange veje til vækst

Som det fremgår af listen med forslag, er der mange forskellige virkemidler, som politikerne kan tage i brug for at hjælpe Danmark ud af den dobbelte vækstklemme med historisk lav efterspørgsel og vigende produktivitetsvækst, som vi er fanget i.

Centralt på listen står ønsket om som minimum at fastholde, men allerhelst øge, investeringerne i uddannelse, kompetenceopbygning og forskning. Det er et forslag, som syv ud af de ni adspurgte organisationer i forskellig form har spillet ind med.

Ligeledes peger flere af organisationerne på behovet for lettelser i indkomst-, selskabs- og kapitalskatten, som bl.a. foreslås finansieret via justeringer – læs forhøjelser – af boligskatterne. Samtidig efterspørges nye reformer, der kan få danskerne til at blive længere på både det daglige arbejde og på arbejdsmarkedet i det hele taget.

Ligeledes advarer flere organisationer kraftigt imod at sløjfe allerede planlagte offentlige investeringer eller at føre en for stram finanspolitik. F.eks. peger 3F på, at der i 2015 blev brugt 6,7 mia. kr. mindre, end der var budgetteret med, i den offentlige sektor.

Cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen understreger netop, at vækstkrisen i høj grad også er en efterspørgselskrise.

”I en situation, hvor den øvrige efterspørgsel er svag, burde finanspolitikken understøtte vækst – ikke bremse den. Skal man pege på løsninger, vil det være en rigtig god start, at det offentlige faktisk brugte de penge, man har budgetteret med politisk,” siger han.

Hertil kommer mere kvalitative forslag, som det på grund af Finansministeriets regnemodeller kan være en udfordring at vurdere vækst- og beskæftigelseseffekterne af, men som organisationerne ikke desto mindre har fundet det værd at spille ind med. I den kategori foreslår FTF f.eks., at der etableres en national OPS-enhed (offentligt-privat-samarbejde), og at vækst-, beskæftigelses- og uddannelsespolitikken samordnes i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. DI foreslår, at der formuleres en strategi for at transformere Danmark til et internationalt digitalt fyrtårn; 3F ønsker konjunkturafhængige sanktionsmekanismer i budgetloven og et nyt ’afskrivningsvindue’ for at få gang i de private investeringer; Dansk Byggeri argumenterer for en boligjobordning efter svensk forbillede; mens CEVEA foreslår en ny iværksætterpolitik, og at Danmark etablerer en klynge for førerløse køretøjer.

Det er med andre ord ikke gode forslag, ideer og vækstinitiativer, der holder dansk vækst og beskæftigelse tilbage.

Skattelettelser, men ikke i bunden eller på boliger

Den oplevelse deles af cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian, som forklarer:

”I min optik er det den lave produktivitetsvækst, der er Danmarks største problem fremadrettet. Udfordringen her er bare, at geværgrebene ikke ligger lige for. Der er ikke på samme måde som med arbejdsudbuddet entydige virkemidler, og derfor har vi behov for en bred palet af forskellige vækst- og produktivitetsfremmende initiativer,” siger han.

Til trods for at økonomerne let kan blive enige om, at Danmark har et vækstproblem, deles vandene dog, når talen falder på initiativer, der kan få gang i væksten. Stridens kerne er de meget nært forbundne spørgsmål om skattesystemets indretning og den offentlige sektors størrelse. Her understreger bl.a. Steen Bocian, at der ikke er nogen vej uden om at se på skatterne:

”Vi har behov for initiativer, der kan skærpe virkelysten. Der er behov for at se på både marginal-, kapital- og selskabsskatter,” siger han.

Han fremhæver samtidig, at det kun er skattelettelser i toppen, der kan forventes at have en positiv effekt på produktiviteten:

”Hvis præmissen er, at den grundlæggende udfordring i disse år er en lav produktivitetsvækst, så er det højere oppe i skattesystemet, man skal justere. Lettelser af skatten i bunden kommer ikke til at hæve produktivitetsvæksten,” siger han.

Direkte adspurgt om f.eks. øget boligbeskatning kunne bringes i spil som finansieringsmiddel til at sænke selskabs- og kapitalskatter, er cheføkonomen ikke afvisende.

”Kan man frigøre et provenu til at lette beskatningen på andre aktivklasser, kan man godt tænke i den retning. Specielt i en tid, hvor priserne på fast ejendom stiger, kan man godt retfærdiggøre at se nærmere på boligbeskatningen. Hvis jeg skulle prioritere imellem beskatning af boliger og beskatning af kapital, er jeg ikke i tvivl om, hvad der økonomisk er mest fornuftigt.”

På lønmodtagersiden forholder cheføkonomerne sig dog skeptiske. Som cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen udtrykker det:

”Vi har set et skifte i den økonomiske politik herhjemme med fokus på reformer og skattelettelser til erhvervsliv og husholdninger og især til dem, der har mest i forvejen. Det er derfor paradoksalt, at vi står i en situation med så lav vækst. Hverken efterspørgsel eller strukturel vækst er løftet – tværtimod,” siger Frederik I. Pedersen.

Velfærd som kilde til vækst?

Økonomerne deler sig også efter anskuelser, når talen falder på den offentlige sektor. F.eks. fremhæver cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening Karina Ransby, at den offentlige sektor dæmper væksten:

”Når det gælder vækst, ønsker DA ikke en større offentlig sektor, men en mere effektiv offentlig sektor. Det vil sige en offentlig sektor, hvor den aftalte arbejdstid svarer til det, man har aftalt i den private sektor, og hvor f.eks. aflønningen i højere grad flugter med produktiviteten. Vi har også for stor en andel af befolkningen i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse. Det både reducerer arbejdsudbuddet og giver et højt udgifts- og skattetryk, der sænker væksten.”

Omvendt peger cheføkonomerne i fagbevægelsen på, at den offentlige sektors vækstbidrag ofte undervurderes.

”Danske økonomer diskuterer vækst med skyklapper på. Fokus er kortsigtet og på, hvordan ’vi kan køre længere på literen’. Men man glemmer ofte at tage højde for den positive dynamik, som den offentlige sektor bidrager til på langt sigt,” siger LO’s cheføkonom, Allan Lyngsø Madsen.

Som eksempel henviser han til en IMF-analyse fra april. I rapporten har den Internationale Valutafonds økonomer beregnet vækst- og beskæftigelseseffekten af et offentligt, skattefinansieret børnepasnings- og skolesystem. Et system, der på mange måder minder om det nuværende danske.

Nok finder de, at en tysk ”børnepasningsreform” indebærer engangsomkostning på ca. 0,7 pct. af BNP. Men efter 10 år vil reformen styrke beskæftigelsen med 1 pct., løfte Tysklands strukturelle vækstpotentiale med 0,7 pct. og løfte timelønnen med 0,4 pct. i gennemsnit – og 0,8 pct. for kvinder med børn. Endelig vurderer økonomerne, at reformen efter fire år er selvfinansierende. Som Allan Lyngsø Madsen forklarer:

”Det er blot ét eksempel på, hvad man kan kalde dynamiske eller selvfinansierende effekter af offentligt forbrug og investeringer. Der er en tendens til at tro, at privat produktion af service nødvendigvis er mere produktiv end offentlig. Men man overser ofte, at der bare er nogle stordriftsfordele forbundet med at have serviceproduktion i offentligt regi. Fra LO’s side savner vi, at man i højere grad tager højde for de positive effekter på vækst og beskæftigelse af offentligt forbrug og investeringer. På uddannelses-, infrastruktur- og børnepasningsområdet er de ganske betydelige – men vi regner dem ikke med.”

45 forslag fra organisationerne: