Adgangsbillet til eksport er 35 pct. ekstra produktivitet

Der skal meget mere til end ”bedre rammevilkår”, hvis flere danske virksomheder skal tage det helt nødvendige skridt ud i den barske konkurrence på eksportmarkederne. Virksomhedens adgangsbillet til eksport er nemlig hele 35 pct. bedre produktivitet, end konkurrencen på hjemmemarkedet kræver. Det viser ny forskning. Flere erhverv bliver i de kommende år ramt af global konkurrence, og så skal de også på intens produktivitetsjagt for at begå sig – ude som hjemme.

Svaret på danske virksomheders kolossale udfordring med at flytte forretningen ud over landets grænser ligger i langt højere grad hos virksomhederne end hos landets politikere.

Nye bemærkelsesværdige tal viser, at produktiviteten hos eksportvirksomheder er omkring 35 pct. højere, end hos deres danske konkurrenter, der udelukkende sælger på hjemmemarkedet.

De nye forskningsresultater, der stammer fra flere forskningsprojekter, er samlet af professor i international økonomi ved Aarhus Universitet Philipp Schröder, der i snart fire år har stået i spidsen for et omfattende forskningsprojekt med titlen “Made in Denmark 2050”. Projektet, der har været forankret på Aarhus Universitet og støttet af Tuborgfondet, kaster et helt nyt lys over Danmarks akilleshæl: Kun omkring 7,5 pct. af danske virksomheder eksporterer varer eller ydelser. En høj produktivitet viser sig nu at være det uomgængelige krav for at kunne bide skeer med internationale konkurrenter.

Login