Afskaffelse af formueskattekursen: skattehul eller væksthæmmer?

Hvem har ret – virksomhederne eller skatteministeren? Det er spørgsmålet, efter at skatteminister Benny Engelbrecht i februar i år valgte at afskaffe muligheden for at familieejede virksomheder kan generationsskifte via den såkaldte formueskattekurs.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) kalder beslutningen for lukning af et skattehul. Virksomhederne kalder det en massiv væksthæmmer for danske, familieejede virksomheder.

Siden skatteministeren uden varsel den 5. februar i år ophævede det 32 år gamle formueskattecirkulære om beregningsgrundlaget for arveafgiften, som er blevet benyttet til at værdiansætte aktier ved generationsskifte, har debatten raset. Se tekstboks.

Farvel til formueskattekursen

Formueskattekursen har typisk været anvendt i forbindelse med generationsskifte og til at værdiansætte unoterede aktier i et dødsbo. Formueskattekursen var en del af 1982-cirkulæret og kunne benyttes, når det ikke var muligt at finde aktiernes handelsværdi.

SKAT gjorde med en såkaldt early warning i 2014 opmærksom på, at virksomhedernes værdiansættelse ud fra formueskattekursen kunne ramme langt fra den reelle handelsværdi af en virksomhed. I advarslen henvises til en sag, hvor beskatningsgrundlaget var ca. 385 mio. kr. for lavt for dels gaveafgift, dels indkomstbeskatning. I en anden sag udgjorde formueskattekursen kun én promille af selskabets værdi.

Som konsekvens af dette fjernede skatteminister Benny Engelbrecht muligheden for at bruge formueskattekursen som værdifastsættelsesmetode fra og med 5. februar i år. Fremover skal værdiansættelse ske på baggrund af de to cirkulærer – TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10.  Aktierne mv. skal herefter værdiansættes i forhold til deres værdi i handel – dvs. den værdi, de vil kunne indbringe på det åbne marked.

Konsekvensen er, at mange generationsskifter nu skal ske med skattebetaling af en højere værdifastsættelse af virksomheden, og at det derfor bliver dyrere at generationsskifte.

På den ene side står virksomhederne, som kritiserer ministeren for at have lavet et kæmpe benspænd på virksomhedsejere i Danmark. Jacob Topsøe, barnebarn af Haldor Topsøe og bestyrelsesmedlem i Haldor Topsøe A/S, har direkte kaldt beslutningen ”gift” for familieejede virksomheder, mens det familieejede AVK Holding med 3.100 ansatte og en årlig omsætning på 3,5 mia. kr. har truet med, at de er på vej ud af landet, hvis ministeren står ved sin beslutning.

På den anden side står skatteministeren, som forklarer, at han blot har fulgt anbefalingerne fra sine embedsmænd og lukket for misbrug af skattereglerne, fordi formueskattekursen i flere tilfælde har været brugt til at fastsætte kursen på virksomhedernes aktier markant lavere end den reelle handelsværdi.

Men hvem har ret – virksomhedsejerne eller skatteministeren? Mandag Morgen spørger:

Peter Foss, medejer og bestyrelsesformand i industrikoncernen Foss, der har omkring 1.150 ansatte. Udover at være særdeles kritisk overfor afskaffelsen af formueskattekursen er Peter Foss desuden medlem af netværket Vækst i Generationer, der organiserer 13 af de største familieejede virksomheder i Danmark, og som lobbyer for at forbedre forholdene for generationsskifte.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Fem eksperter i skatte- og selskabsret.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu