Anklage: Skatteregler diskriminerer familieejede virksomheder

Som medejer i industrikoncernen Foss er Peter Foss utilfreds med, at skatteministeren har afskaffet formueskattekursen ved generationsskifte. “Skattesystemet diskriminerer familieejede virksomheder,” siger Peter Foss.

Peter Foss, hvad er din holdning til, at skatteministeren per 5. februar i år valgte at fjerne formueskattekursen?

”Det er en dybt kritisabel beslutning. Allerede inden den 5. februar var skattereglerne ved generationsskifter ubehagelige og drænende for familieejede virksomheder. Fra den 5. februar er man gået fra ondt til langt værre, fordi man nu som en tyv i natten har valgt at øge vores skattebetalinger ved generationsskifte med 50 pct. Det vil dræne både store og små familieejede virksomheder, fordi de vil blive nødt til at trække penge ud af virksomhederne, penge, som vil blive taget fra bl.a. nye investeringer og udvikling. Med de nye regler står virksomhederne til at miste omkring 40 pct. af deres egenkapital ved et generationsskifte. Det vil i sagens natur være dybt skadeligt for de familieejede virksomheder og hæmme ikke blot deres muligheder, men også koste Danmark dyrt i form af tabt vækst og tabte arbejdspladser. Det undrer mig, at man har valgt at gå den vej. Kigger man på Sverige og Norge har de netop valgt at afskaffe arveafgiften, ud fra den betragtning at det gavner den samlede vækst i landene.”

Ifølge skatteministeren sker ændringen, fordi det ved generationsskifter har været kutyme at fastsætte virksomhederne under deres reelle handelsværdi. På den baggrund er det vel rimeligt at lukke det hul i skattereglerne?

”Ministeren bruger skattehulsbetegnelsen som et politisk redskab til at iscenesætte formueskattekursen som noget, der forgylder virksomhedsejerne. For hvem kan være modstander af at afskaffe et skattehul? Men jeg mener, at det er dybt forkert at bruge den betegnelse. Det har været fuldt ud accepteret fra politisk side, at formueskattecirkulæret er blevet brugt til at fastsætte virksomhedernes værdi lavere end den reelle handelsværdi, netop ud fra det synspunkt at man gerne ville fastholde virksomhederne i Danmark og ikke dræne dem ved et generationsskifte. Det er der eksempler på fra flere høringssvar og politiske debatter. Så skatteministerens nye tolkning af, at formueskattekursen blev misbrugt til at sætte virksomhedernes værdi for lavt, strider mod al praksis og holdninger fra de seneste 32 år. Der var problemer med reglerne i forhold til overdragelser af virksomheder til personer bosiddende i udlandet. Men den del kunne man sagtens have lukket uden at lukke ned for hele cirkulæret. Det er, som om skatteministeren har opdaget et lille hul i tænderne og så har taget en forhammer og slået hele gebisset ud.”

Hvorfor er det ikke fair, at jeres virksomheder ved arv eller gave beskattes af den værdi, de rent faktisk har?

”Først og fremmest må politikerne stille sig selv det spørgsmål, hvad der er til gavn for samfundet, og om de vil støtte op om danske virksomheder. Dybest set mener jeg, at man skulle afskaffe al arveafgift. Men det, at der er tale om arbejdspladser, er en ekstra dimension i forhold til de familieejede virksomheder, som gør, at man fra politisk side bør kigge på det en ekstra gang. Hvis en dansk virksomhed på baggrund af skatteministerens beslutning vælger at sælge virksomheden til en udenlandsk kapitalfond eller bliver tvunget til at dreje nøglen om, så vil det koste danske arbejdspladser. Derfor skyder politikerne sig selv i foden ved at gøre forholdene dårligere for os.”

Skatteministeriet fremhæver et konkret tilfælde, hvor formueskattekursen angivelig var 10 pct. af handelsværdien – hvorfor er det urimeligt, at der bliver lukket ned for overdragelser, hvor skattebetalingen er så lav?

”Jeg vil nødig kommentere på et tilfælde, som jeg ikke kender til. For hvad er handelsværdien – den kender man jo først, når man har handlet virksomheden. Og vi har i forbindelse med ændringen ikke kunnet få oplysninger fra skatteministeren om, hvilke virksomheder han bruger som konkrete eksempler på misbrug af formueskattekursen.”

En af konklusionerne er også, at formueskattekursen favoriserede nogle virksomheder. Reglen betød bl.a., at aktionærer med unoterede aktier skulle betale mindre i skat, end aktionærer med børsnoterede aktier – er det rimeligt?

”Jeg mener bestemt ikke, at familieejede virksomheder er stillet bedre end andre virksomheder. Tværtimod står de markant dårligere end andre ejerformer, fordi vi skal betale en ekstra skat ved generationsskifter, som kræver, at vi tager udbytte ud af virksomheden. Dermed skal vi først betale skat af udbyttet for så at betale generationsskifteskatter. Det er, hvad man kan kalde en diskriminering i skattesystemet mod familieejede virksomheder – og det er fjernelsen af formueskattecirkulæret endnu et tydeligt eksempel på. Så jeg er langtfra enig i, hvad skatteministeren påstår.” 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu