Apple og Amazon vil samle alle vores private sundhedsdata

Først forærede vi gladeligt data om vores inderste tanker væk, når vi søgte på Google eller skrev på Facebook. Nu vil tech-giganterne tilmed have os til at donere det dyrebareste, vi ejer: vores sundhedsdata. Apple og Amazon arbejder i hemmelighed på to store projekter. Og vi skal nok give efter, siger professor.

Jens Jørgen Madsen

MM Special: Techgiganter jagter vores sundhedsdata

Mindre end et år efter lanceringen af regeringen og Folketingets strategi for brug af sundhedsdata står det klart, at den kun adresserer dele af de udfordringer, som sundhedsvæsenet har i forhold til brugen af data.

Imens satser internationale techgiganter som Apple og Amazon nu på apps, som indsamler sundhedsdata og gør dem tilgængelige på en måde, som langt overgår, hvad danske offentlige løsninger har formået.

Det store spørgsmål er derfor: Hvordan kan vores private sundhedsdata bidrage til at styrke hele befolkningens sundhed?

Apple og Amazon vil samle alle vores private sundhedsdata

MM MENER: Sundhedsplatformen – godnat og sov godt

Tech-selskabernes mål: Folk skal leve meget længere og helst evigt

Ping An Good Doctor: Digital sundheds-tsunami i Kina

Sundhedsdata kan blive en guldmine – for private virksomheder

Flere og flere er usikre på, hvad der er sundt

BLOG: Frygt – en nødvendig kur mod irrationelle beslutninger

Forestil dig, at al lægelig information og samtlige sundhedsdata om dig og dit liv var tilgængelig på din iPhone.

At hvert eneste lægebesøg, samtlige resultater fra enhver test, blodprøve eller undersøgelse, røntgenbilleder, recepter og alle øvrige informationer om din sundhedstilstand kunne hentes frem på et splitsekund og tilmed deles med din læge på kommando. Vel at mærke på din kommando.

Men også at du slap for at skulle logge ind på praktiserende lægers hjemmesider eller diverse portaler såsom Sundhed.dk eller for den sags skyld ringe rundt til tidligere hospitaler og sundhedspersonale for at få dem til at finde dine journaler frem og give relevant information videre.

Det er præcis, hvad Apple i øjeblikket arbejder på at løse.

I al hemmelighed har et større team under Apples sundhedsdivision i et stykke tid været i dialog med både udviklere, hospitaler og andre centrale branchefolk for at gøre det muligt at overføre kliniske sundhedsdata gnidningsløst – heriblandt detaljerede resultater fra laboratorieundersøgelser og allergitest – til Apples iPhone, og dermed til den enkelte bruger. 

Endnu er der intet meldt ud officielt om de opsigtsvækkende planer, men ifølge det amerikanske nyhedsmedie, CNBC, som har været i kontakt med en del personer relateret til det tophemmelige udviklingsteam, arbejder Apple på at gøre iPhone til fremtidens centrale ’one-stop-shop’ for alle personlige sundhedsdata og lægelig information.

Det skal samtidig være op til den enkelte bruger at afgøre, hvem man ønsker at dele de private data med – det være sig læger såvel som hospitaler, men også forskere og sundhedsudviklere, som kan have glæde af vores digitale hjerteblod.

Sagt meget populært ønsker Apple at gentage, hvad firmaet i sin tid med succes gjorde i forhold til hele musikbranchen, hvor man erstattede gammeldags cd’er og mp3-filer med det enkle centrale styringssystem iTunes. Denne gang gælder det så hele det fragmenterede og komplicerede marked af sundhedsdata.

”Hvis Apple mener det seriøst, vil det være et f..king scoop,” siger Farzad Mostashari, tidligere national sundhedskoordinator for sundhedsteknologi i den amerikanske sundhedsstyrelse, ifølge CNBC.

Siden CNBC første gang skrev om projektet i sommer, er der drypvis kommet nye elementer frem om de forkromede planer.

Blandt andet at Apple eksempelvis har indledt et samarbejde med startup-selskabet Health Gorilla, der skal bidrage med diagnosticeringsværktøjer til iPhone, så man kan få adgang til resultater fra blodprøver ved at integrere hospitaler og testlaboratorieselskaber som Quest Diagnostics og LabCorp samt røntgenbilled-behandlingscentre.

Apple har derudover købt firmaet Gliimpse, som står bag udviklingen af en platform for elektroniske sygejournaler. Platformen giver forbrugerne mulighed for selv at styre og dele deres lægelige informationer, og den vil gøre det muligt for Apple at skabe sit helt eget system af e-journaler.

Tim Cook: Vi er kun lige begyndt

De nye udviklingsplaner er samtidig et markant strategiskifte fra Apples hidtidige indsats på sundhedsområdet, hvor man først og fremmest har fokuseret på fitness og wellness. Apples HealthKit fra 2014 er eksempelvis hovedsagelig blot møntet på at registrere søvn, skridt og bevægelsesmønstre. 

I sidste måned kom det desuden frem, at Apple sandsynligvis også overvejer at opkøbe sundhedsklinikker i USA og dermed blive direkte involveret i selve sundhedsvæsenet.

Og samtidig lod Apples topchef, Tim Cook, forstå i et større interview med amerikanske The Fortune her i efteråret, at han ser muligheder for ’big business’ for Apple i hele sundhedsindustrien, med en tilføjelse om, at sundhed i alle lande udgør enten den største eller den næststørste del af den samlede samfundsøkonomi.

”Fokus (i sundhedsverdenen, red.) har tidligere især drejet sig om, hvordan man kunne sælge produkter og medikamenter, som man så kunne få refunderet gennem forsikringsselskaber, Medicare eller via Medicaid. Men her bidrager vi på mange måder med et fuldstændig frisk syn på hele sundhedssektoren og siger: Glem alt om, hvad man tidligere gjorde, for spørgsmålet er: Hvad hjælper borgerne? Hvad har de brug for?” lyder det fra Tim Cook, som påpeger, hvordan Apple allerede med stor succes har gjort det muligt for almindelige mennesker at måle og holde øje med eksempelvis deres egen hjerterytme via appen HeartWatch og ligefrem redde menneskeliv, fordi de nu i tide går til lægen, når de rå data viser uregelmæssigheder.

”Og et ikke ubetydeligt antal har opdaget, at hvis de ikke var gået til lægen, så var de døde,” siger han og tilføjer, at også hele delen med forskning i sundhed og sygdomme er dybt forældet og alt for tilfældig, fordi det ofte bygger på annoncering i rubrikannoncer efter villige forsøgspersoner.

Af samme grund har Apple lanceret deres eget software-værktøj, ResearchKit, så tredjepart helt anderledes let kan igangsætte enorme globale studier, hvilket blandt andet har ført til etableringen af historiens største testforløb vedrørende sygdommen Parkinson.

”Og vi er kun lige begyndt at kradse i overfladen. Der kommer til at ske meget mere på sundhedsfronten, men der er en masse, som jeg ikke kan fortælle dig om endnu. Men det udgør et kæmpepotentiale for Apples fremtid,” siger Tim Cook i interviewet med Fortune.

Apples enorme succes med allerede nu at få brugerne til frivilligt at bidrage til forskning og måling af egen sundhed udgør en stor del af selve potentialet til, at virksomheden nu tror på, at den kan få succes med at gå videre ad den vej. Det vender vi tilbage til lidt senere.

Men først til Amazon, den anden af de store tech-giganter, som ligeledes i hemmelighed ønsker at erobre sundhedssektoren.

1492 – Amazons stealth projekt

Amazon, der for nylig blev den store vinder af Black Friday med et historisk stort salg, der gjorde ejeren Jeff Bezos til verdens rigeste og den nu første 100-mia.-dollar-milliardær, har etableret et team med den kryptiske titel ’1492’, som skal undersøge og udvikle alle tænkelige hardware- og software-projekter, der relaterer sig til sundhedspleje.

Ifølge CNBC’s oplysninger, går Amazon – delvis i stil med Apple – først og fremmest efter at etablere et nyt system med elektroniske journaler, der samler alle relevante data, som så både forbrugere og leverandører af sundhedsservice kan få adgang til.

Kodenavnet ’1492’ er angivelig en reference til det år, hvor Christoffer Colombus ’opdagede Amerika’ – blot for at fastslå storheden i projektet. Navnet 1492 optrådte dog kun i en periode, da man tidligere i år rekrutterede nye medarbejdere til det hemmelige projekt, som har fået base i Seattle i USA.

Eller rettere: Insidere vidste, at hvis man søgte på ”a1.492”, så dukkede der jobmuligheder frem relateret til projektet – heriblandt job med titler som The Amazon Grand Challenge a.k.a. ’Special Projects’ team, som nu er pist væk fra nettet.

Andre ledige stillinger under ”a1.492” var programmører og eksperter i maskinlæring og med erfaring inden for netop sundheds-it, analyse og elektroniske sygejournaler.

Ud over indsamlingen af vores private sundhedsdata og etableringen af det nye system af elektroniske sygejournaler planlægger Amazon to andre hovedspor: Man ønsker at udvikle en omfattende global platform for lægekonsultationer og behandling online, altså en form for telemedicin, hvor man kan føre virtuelle samtaler.

Tilføjer man et lag af maskinlæring og kunstig intelligens, vil platformen hele tiden kunne blive klogere på os som individer, når vi benytter den, og dermed hvilken behandling der vil være den optimale. Desuden har Amazon kig på etableringen af virtuelle apoteker.

Branchefolk er ikke i tvivl om, at Amazon har set rigtigt. Blandt andet har Goldman Sachs senest udgivet en 30 siders rapport baseret på fem research-analytikere, der vurderer Amazons potentiale på det 560 mia. dollar store marked for receptpligtige lægemidler i USA særdeles positivt.

Og ligesom Apple har Amazon den kæmpe fordel, at man allerede i dag har et vidt forgrenet globalt salgsnet, tætte kunderelationer samt uhyre værdifulde data om netop sine brugere.

Alene i USA har Amazon næsten monopol i form af et økosystem af online-handel, hvor over 63 pct. af alle amerikanske Amazon-kunder nu abonnerer på loyalitetsprogrammet Amazon Prime.

Dertil kommer, at Amazon via sine nye digitale assistenter, eksempelvis Alexa og Amazon Echo, vil kunne tilbyde personlig sundhedsrådgivning hjemme i dagligstuen.

Vi deler gerne vores data

Tech-selskabernes interesse for sundhedssektoren er ikke ny. Google introducerede allerede i 2008 Google Health, som af mange grunde blev en dundrende fiasko og måtte lukke i 2011.

Microsofts webløsning HealthVault fra 2007, hvor man kunne gemme og dele egne sundheds- og fitness-info, findes endnu, men blev heller aldrig nogen synderlig succes. Begge tilbød for lidt til, at de var interessante, og var samtidig også for tidligt ude.

Men her ti år efter er de teknologiske muligheder så markant anderledes. Vi går stort set alle rundt med en smartphone i vores lommer og har dermed direkte adgang til lægehjælp og de nu mere end 250.000 sundhedsapps på markedet.

Og så gør kunstig intelligens det muligt konstant at optimere behandlingstilbuddene og levere 100 pct. personlig betjening.

Dertil kommer, at vi som borgere er helt anderledes parate til at videregive vores egne sundhedsdata. Der er simpelthen sket et markant kultur- og holdningsskred, som først og fremmest skyldes, at vi personligt har oplevet en værdi eller vinding ved at dele og donere data om os selv.

Det gælder også danskerne. Hvis det kan gøre vores behandling hurtigere og bedre, er 86 pct. af den danske befolkning parat til at dele sundhedsdata med sundhedspersonale på sygehuse eller i almen praksis, viste en undersøgelse lavet af KMD og Dagens Medicin fra august i år.

Af samme grund har Apple haft held med lanceringen sidste år af læge-appen, CareKit, der gør det muligt for patienter at indtage en mere aktiv rolle i forhold til deres helbred.

Brugerne har fundet det meningsfyldt. Eksempelvis kan patienter bruge appen til at holde styr på behandlingsplaner, overvåge symptomer og spore udviklingen af depressioner eller diabetes. Det hele baseret på, at brugerne netop deler deres egne sundhedsdata.

Der er altså masser af tilbud på markedet, som hverken de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, eller danske Sundhedsstyrelsen for den sags skyld står bag, men som borgerne oplever som yderst relevante og nyttige.

Derfor spiller det nærmest heller ingen rolle, at tjenesterne ikke leveres eller kontrolleres af de nationale myndigheder eller har været igennem hårde kliniske godkendelsesforsøg, så længe de gør gavn. Der har naturligvis også været eksempler på det modsatte.

For at forhindre decideret skadelige eller farlige tjenester, lancerede den amerikanske sundhedsstyrelse derfor tidligere i år en Digital Health Innovation Action Plan, som blandt andet skal screene og præ-certificere de mange nye digitale sundheds-startups, som konstant ser dagens lys.

Apple har opbygget tillid

Andrew Boyd, der er professor i biomedicin og sundhedsinformation på University of Illinois i Chicago, og som i sin research blandt andet har studeret dataforenkling, fremhæver, hvordan Apple her står særdeles godt, fordi virksomheden har været dygtig til at skubbe på en udvikling, hvor man har fokus på privatliv i forhold til sundhed og i den forbindelse har talt for, at deling af sundhedsdata via mobilen skal ske med samtykke.

”Apple har gjort en kæmpe indsats for at øge kendskabet til privatliv og skabe tryghed,” siger han. 

Andrew Boyd er derfor ikke i tvivl om, at forbrugerne nok skal være villige til at bidrage med egne sundhedsdata til de nye kommercielle sundhedsplatforme som den, Apple er ved at udvikle til iPhone.

Og derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt Apple, Amazon og de øvrige aktører får succes, men mere hvordan de offentlige myndigheder forholder sig – eksempelvis ved at tilbyde løsninger tilsvarende dem, som tech-giganterne kommer med, eller indgå visse former for samarbejde. 

Han mener samtidig, at sundhedssektoren er fuldkommen klar til at blive disruptet og innoveret.

”Imidlertid er sundhedsområdet uhyre komplekst, og hvis det skal lykkes at indfri forventningerne til brugen af digitale sundhedsdata, så er researchere i både den private industri og den akademiske verden nødt til at arbejde på at forbedre sundhedsvæsenet,” siger han og understreger, at især måden, virksomheder udnytter de værdifulde sundhedsdata på, er den største udfordring. 

”Bekymringen her i USA er, om disse data kan eller vil blive brugt til at nægte folk sundhedsydelser (hvis det ikke kan svare sig, red.) – ligesom der i et større globalt perspektiv kan være anledning til en vis frygt for, at sundhedsdata også vil blive brugt til direkte at opretholde et vist sygdomsniveau, så man kan maksimere indtjeningen frem for at helbrede eller forebygge sygdomme,” siger Andrew Boyd.

”Men der er ingen tvivl om, at tech-giganterne lige nu har muligheden for at kontrollere og sætte dagsorden på sundhedsområdet. Og i mange tilfælde vil befolkningen foretrække virksomhedernes tilbud frem for de nationale løsninger.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu