Bankernes dårlige økonomi koster arbejdspladser langt ud over selve finanssektoren. De mindre og mellemstore virksomheder, der typisk skaber de fleste nye job, både herhjemme og i resten af Europa, har svært ved at låne til vækst i bankerne, og trods store hjælpepakker og billige lån til bankerne, ser de sidste fire års lånetørke ud til at fortsætte. Mangel på bankfinansiering står de næste 10-15 år til at blive den største hæmsko for vækst og nye job i de mindre og mellemstore virksomheder.

Det viser Mandag Morgens analyse, der er baseret på ny forskning kombineret med en omfattende kortlægning af de seneste rapporter om den finansielle sektors tilstand fra centralbankernes globale organisation, Bank of International Settlements (BIS) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) samt samtaler med førende eksperter inden for den globale finanssektor. “Europa er på vej i en destruktiv retning. Problemerne kan hurtigt blive langt værre, end vi hidtil har set. Alle har alt for længe været i en benægtelsesfase, og man har spildt en masse tid. Det kan hurtigt udvikle sig som bankkrisen i Japan, hvor det tog tyve år at komme på fode igen,” lyder advarslen fra Adrian Blundell-Wignall, der er særlig rådgiver for OECD’s generalsekretær og vicedirektør i OECD’s direktorat for finans- og virksomhedsanliggender.

Han vurderer, at modsat banksektoren i USA har de europæiske banker nedbragt deres gæld på en dårlig måde – ‘bad deleveraging’ – ved at skære i udlån frem for at opbygge kapital via større indtjening. Ifølge ham er netop ‘bad deleveraging’ årsag til, at økonomien nu trækkes i en yderligere negativ retning, og at de små og mellemstore virksomheder i stigende grad tvinges til at nedlægge job. Det er den udvikling, der kan betyde, at den nuværende bankkrise ender med at blive lige så langtrukken som den japanske, påpeger han.

Udviklingen er fatal for de mindre og mellemstore danske virksomheder og deres mulighed for at hente vækstfinansiering i banken. De dystre udsigter får erhvervsminister Ole Sohn til minde bankerne om deres ansvar som central kilde til finansiering for virksomheder med vækstprojekter. “Når virksomheder med sunde projekter har svært ved, eller slet ikke kan finde finansiering, så betyder det, at Danmark går glip af vækst og jobs,” siger Ole Sohn og understreger, at vi ikke har råd til at vente årtiet ud eller længere på, at bankerne får ryddet op og igen kan låne penge ud til virksomhedernes vækstprojekter. “Bankerne har et kæmpe ansvar for at facilitere virksomhederne. Bankerne er kernen i den finansielle infrastruktur. Deres primære opgave er at stille økonomi til rådighed til sunde projekter til en ordentlig rente. Det mener jeg ikke sker i tilstrækkeligt omgang nu,” siger Ole Sohn. Han mener dog, at oprydningen i bankerne kommer før alt andet. Så længe den foregår, er det ifølge ham en politisk opgave at sikre supplerende og alternativ kapital som bl.a. at bringe pensionsmidler i spil.

Alt peger på, at behovet er akut og langvarigt for alternative finansieringskilder. Lige nu ruller skandalen om manipulerede og aftalte satser på bankernes indbyrdes referencerenter, hvilket truer med at sende den kriseramte sektor endnu længere ud over afgrundens rand.  Svindel med den engelske referencerente Libor i banken Barclays har udløst undersøgelser i både USA og EU, hvor prominente navne som Citigroup, JPMorgan Chase, UBS og Deutche Bank er kommet i et yderst kritisk søgelys. Herhjemme har erhvervsminister Ole Sohn også varslet en undersøgelse efter beskyldninger om, at den danske referencerente, Cibor, er blevet fastsat på et forkert grundlag. Skandalen har ført til søgsmål og erstatningssager mod bankerne, som beskyldes for at have manipuleret den retningsgivende rentesats både for egen vinding skyld og for at få konkrete banker til at tage sig bedre ud og genskabe tilliden til bankerne under krisen.

Konsekvenserne af skandalen er stadig uvisse, men umiddelbart kan det blive en rigtig dyr sag for den trængte sektor, og lige nu venter en grundig granskning og oprydning samt udsigt til yderligere stramninger og krav om transparens.

Bankernes udsigt til hjælp fra centralbankerne er også blevet ringere. Centralbankernes organisation, Bank for International Settlements, BIS, har i sin seneste årsrapport kraftigt signaleret, at verdens centralbanker ikke fortsat kan holde hånden under banksektoren. I årsrapporten fremgår det, at “med renter, der forbliver på et historisk lavt niveau og med centralbanker, hvis balancer bliver ved med at vokse, så er man i fuld gang med at opbygge betydelige risici. Det er risici, der kommer af utilsigtede konsekvenser, og dem må man forholde sig til og håndtere”. BIS skriver videre, at siden 2007, hvor krisen begyndte, er statsgælden i de industrialiserede lande i gennemsnit vokset fra 75 pct. af BNP til 110 pct. I samme periode er underskuddene på staternes budgetter eksploderet fra i gennemsnit 1,5 pct. til 6,5 pct. af BNP. Dermed er det også meget begrænset, hvor meget centralbankerne rent faktisk kan gribe ind, vurderer BIS: “De, der håber på et quick fix, vil fortsat blive skuffede – for der er ingen. Og centralbankerne – der allerede er overbebyrdede – kan ikke reparere svaghederne,” lyder det barske budskab.

Dermed er det svært at få øje på morgenluft for finansieringstrængte vækstvirksomheder. Den Internationale Valutafund taler om, at problemerne i banksektoren kan fortsætte i de næste 10-15 år, og herhjemme vurderer DI, Dansk Industri, at virksomheder med behov for at låne til vækst må regne med at vente op til ti år endnu, før bankerne kan indfri virksomhedernes lånebehov. Det kan få fatale konsekvenser for væksten og jobskabelsen. “Vi vil givet se, at der udvikles nye veje til lånefinansiering. Men selv om vi arbejder intensivt med at udvikle området, så skal vi være indstillet på, at de næste fem til ti år stadig vil være meget vanskelige,” siger Kent Damsgaard, der er erhvervsøkonomisk chef i DI.

Bankerne koster arbejdspladser

Det er ikke kun i Danmark, men i hele Europa, at de mindre og mellemstore virksomheder fylder mest i erhvervslandskabet. De er i udpræget grad den motor, der skal transformere krise til vækst og skabe nye arbejdspladser. Og kan de ikke få finansiering til at realisere nye projekter og vækst, fortsætter krisen. “Det står klokkeklart, at de små og mellemstore virksomheders vanskelige adgang til finansiering koster både job og vækst, og på længere sigt også betyder en ringere produktivitetsudvikling, fordi nedslidt udstyr gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige. Gennem de seneste tre kvartaler er det blevet sværere for de mindre og mellemstore selskaber at finansiere væksten, og det vil fortsat være vanskeligt de næste fem til ti år,” siger Kent Damsgaard. “Hvis ikke de mindre og mellemstore virksomheder får bedre adgang til finansiering, så får vi ikke gang i væksten,” advarer han.

Konsekvenserne er alvorlige. Ny forskning fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, viser, at vi i Danmark har tabt i alt 180.000 arbejdsplader under krisen. Se figur 1. Skal de genskabes, er det primært de nystartede virksomheder, der skal trække læsset. De skaber traditionelt langt den største del af nye job, men modsat de store selskaber, der nu igen oplever, at det er muligt at gå i banken og få lån til vækst, så så har de mindre og mellemstore selskaber stadig meget svært ved at få adgang til lån i bankerne. Den svære adgang til kredit er deres største hindring for at træde ud af krisen. Se figur 2. Og de har ikke andre steder at gå hen for at få vækstfinansiering. “Krisen i bankerne rammer især de små og mellemstore virksomheder. De udgør Europas største arbejdsgiver, men de er lige nu de største tabere i krisen. For de skal igennem bankerne. For dem er det ikke et valg at hente finansiering på f.eks. kapitalmarkederne,” siger Adrian Blundell-Wignall fra OECD.

Også herhjemme er eksperter bekymrede for, at vækstlaget af mindre virksomheder vil smuldre uden adgang til finansiering af vækstpotentialerne. “Manglen på bankstøtte er katastrofal. Det er de nye virksomheder, der skaber arbejdspladserne. Men antallet af nystartede virksomheder er styrtdykket. Samtidig kan vi nu se, at der er en sammenhæng mellem problemer med finansiering og antallet af job, der nedlægges,” fortæller professor Niels Westergaard-Nielsen, der er manden bag den nye omfattende forskning i virksomhedernes manglende adgang til finansiering under krisen – og konsekvenserne af det.
Hans forskning påpeger, at vi nu, fire år inde i den finansielle krise, stadig oplever en kreditklemme, der påvirker selv sunde selskaber, der ikke burde opleve problemer med at finansiere vækst og udvikling. “Vi ved, vi har et alvorligt problem, når finansieringsvanskeligheder koster arbejdspladser for de virksomheder, der slet ikke burde støde på besvær med bankerne,” siger Niels Westergaard-Nielsen.

Konkret viser hans analyse, at syv ud af ti danske virksomheder i undersøgelsen er blevet negativt påvirket af finanskrisen. Virksomheder med mellem 30 og 39 ansatte er blevet ramt hårdest. Virksomheder inden for handel er hårdere ramt end f.eks. virksomheder inden for byggeri, produktion, transport og service. Westergaard-Nielsens resultater ligner dem, som Den Europæiske Centralbank, ECB, er kommet frem til i en undersøgelse lavet blandt europæiske virksomheder. Danske virksomheders problemer ligner også dem, de andre europæiske virksomheder oplever, om end de generelt er ramt en smule mildere.

Den engelske erhvervsavis Financial Times har beskrevet, hvordan Storbritanniens større virksomheder nu godt kan låne i bankerne. Men de har ikke behov for det, da de typisk har kapital nok selv eller kan skaffe det uden om banken, mens de mindre og mellemstore får nej i banken til at investere i afgørende væksttiltag. Samme tendens ser Westergaard-Nielsen herhjemme.

Hans måling foretaget ultimo 2011 viser, at hver femte industrivirksomhed har oplevet, at deres problemer med at få lån bremser deres vækst. Blandt de virksomheder, der oplevede finansielle problemer, var det oftest problemer med at finansiere nye projekter. Se figur 3. Undersøgelsen fra Aarhus viser desuden, at virksomheder, der er ramt af krisen, primært har reageret ved at fyre medarbejdere. Det har mere end halvdelen af industrivirksomhederne, der er ramt af krisen, gjort. Se figur 4.

“Det væsentligste resultat er, at et betragteligt antal virksomheder ikke har startet nye projekter på grund af finansieringsvanskeligheder. De har nedlagt flere job, og blandt dem, der har etableret nye, er jobskabelsen mindre, end hvis kapitaladgangen havde været lettere,” skriver professor Niels Westergaard-Nielsen i sin analyse af krisens påvirkning af danske industrivirksomheder. “Vores undersøgelse fokuserer på de større selskaber i den bedre ende, og alligevel indikerer resultaterne store og seriøse kreditproblemer. De vil derfor være endnu større for de mindre og knap så heldige selskaber,” lyder det fra Niels Westergaard-Nielsen.

På vej mod ny katastrofe

Og udsigterne til bedring i kreditklimaet er lange. Faktisk har bankernes udlånsaktivitet i Europa ifølge Adrian Blundell-Wignall fra OECD og organisationens seneste udgave af publikationen Financial Market Trends taget et gevaldigt dyk siden 2011, hvor der ellers var en svag bedring at spore. Den negative tendens ser ud til at fortsætte, påpeger Blundell-Wignall, fordi bankernes tilstand fire år inde i krisen ikke er i bedring, men derimod syner lige så dårlig, som da krisen kulminerede.

Den seneste årsrapport fra BIS beskriver, hvordan tilstanden i den globale finanssektor er på vej i retning af præcis den samme højrisikoprofil, som sektoren havde før krisen. “I tiden, der er gået, har bankerne gjort tiltag til at øge deres modstandskraft, men de har ikke haft held til at lægge problemerne bag sig. Priser på aktie- og gældsmarkederne indikerer, at i 2012 er den generelle tilstand i banksektoren i samme stand som den, der opstod efter Lehmann Brothers kollaps,” skriver BIS i sin årsrapport. “Bankerne står over for negative værdiansættelser i markedet og en tillidskrise bankerne imellem, der betyder, at mange banker er dybt afhængige af midler fra centralbankerne, og de er ikke i en position, hvor de kan fremme økonomisk vækst,” konkluderer BIS.

Sammenlagt sidder centralbankerne i dag med aktiver, der svarer til næsten 30 pct. af det globale BNP. Det er det dobbelte af, hvad centralbankerne sad med for ti år siden. Se figur 5. Hvad værre er for virksomhedernes fremtidsudsigter til at finansiere vækst via lån i banken er, at netop centralbankernes redning af de store too-big-to-fail-banker har ført til, at bankerne fortsat påtager sig for høje risici ud fra en betragtning om, at skatteborgerne vil redde dem, hvis det går galt. Med andre ord har den bæredygtige bankforretning generelt stadig lange udsigter til trods for massive krav om kraftig regulering i banksektoren, der netop skal hindre spekulation og risikabel gambling. “De store banker fortsætter med at have en interesse i at øge deres gearing uden tilstrækkeligt hensyn til konsekvensen, hvis det går galt. På grund af deres systemiske vægt forventer de, at den offentlige sektor dækker deres tab,” lyder det fra BIS til netavisen The Huffington Post.

Vores egen Danske Bank,  der i sidste uge kom med det bedste halvårsregnskab, siden krisen brød ud, udtalte således i forbindelse med, at ratingbureauet Moody’s nedgraderede banken før sommerferien, at ratingbureauet ikke burde være så bekymret. “Danske Bank vil som systemisk vigtig bank uden tvivl nyde samme opbakning i Danmark som den, de øvrige systemiske banker i Norden vil møde i deres hjemland,” lød det fra bankens økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen

Fra den Internationale Valutafond, IMF, lyder de seneste meldinger, at den finansielle stabilitet er blevet yderligere udfordret i årets andet kvartal. Oprydningsarbejdet efter de første kriseår går trægt, og dertil kommer frygten for, at aktiverne i de europæiske banker er i langt dårligere stand end forventet.

Væk med too-big-to-fail-banker

Det får internationale eksperter som Adrian Blundell-Wignall fra OECD til at foreslå, at der skal langt mere drastiske foranstaltninger til end nedbringelse af dårlige lån og bedring af kapitalforholdene, som bankerne har arbejdet på siden kulminationen på den finansielle krise. Han mener, at der er behov for tre akutte greb, der tilsammen kan tvinge den finansielle sektor i en mere sund og bæredygtig retning:

Mere transparens. Den globale bankkrise har betydet ekstreme tab, og i de mest kritiske perioder i et omfang, som nok aldrig bliver åbenbaret. Undervejs har mange banker ifølge Blundell-Wignall benyttet mindre transparente måder at håndtere tabene på, og det er sket med regulatorers og politikeres accept, da de har valgt mellem transparens og omkostningerne ved at løse bankkriser med statsgarantier. “Der er behov for mere transparent bogføring i bankerne – ikke i form af stresstests, som lyver over for alle – men reel gennemsigtighed, så vi kan se, at man arbejder med at komme af med tabene,” siger han.

Rekapitalisering. Bankerne skal fortsat arbejde for at blive bedre rustet mod finansielle udsving ved at nedbringe deres gæld. Det skal ikke ske ved at reducere yderligere i deres udlån men ved at rejse ny kapital, reducere aktieudbyttet og toplederlønninger eller købe aktier tilbage, så man kan bruge overført overskud til at gøre banken mere solid. “Europa må videre med rekapitaliseringen, som i modsætning til i USA aldrig er sket i tilstrækkelig stor stil,”  siger Blundell-Wignall. 

Opsplitning. Traditionel bankforretning skal adskilles fra bankforretning med relation til kapitalmarkedet. Traditionelle banker tager imod indlån og låner ud til private og til de små og mellemstore virksomheder, hvor jobskabelsen er størst, og som ofte er drevet af lokal efterspørgsel og udbudsfaktorer. Bankforretning med relation til kapitalmarkedet er derimod tæt forbundet med udviklingen på de globale finansielle markeder. Ved at adskille de to typer bankforretning undgår man, at de vigtige jobskabende mindre og mellemstore virksomheder rammes så hårdt, så selv sunde virksomheder bremses i deres vækst.

I Bank of International Settlements, BIS, møder OECDs synspunkter gehør. “Ved hjælp af offentlige politikker må banker rykkes i en retning, så deres forretningsmodel bliver mindre risikabel, mere bæredygtig og mere tydelig i offentlighedens interesse. Staten kan give banksektoren et sundt skub i den retning ved at sikre, at alle nyligt vedtagne reguleringer implementeres overalt og uden forsinkelse,” lyder det fra BIS, der peger på, at myndighedernes vigtigste opgave bliver at tvinge bankerne til fortsat at nedbringe gæld og forhindre bankerne i at udvikle nye instrumenter og taktikker, der kan bringe risici op igen. “På længere sigt skal de nye regulative omgivelser styrke bankernes tilskyndelse til at tilpasse sig en forretningsmodel, der genererer bæredygtig profit og reducerer afhængigheden af statsstøtte og mindsker risikoen for, at finansielle problemer spreder sig over landegrænser,” lyder det fra BIS.

Mere oprydning forude

De seneste afsløringer af studehandler med dag-til-dag-rentereferencesatser som den engelske Libor – den rente som et udvalg af de største britiske banker kan låne penge til – og såvel den europæiske pendant Euribor som den danske Cibor viser, at en sund forretningsmodel for bankerne ikke ligger lige for. Men sommerens rentesvindelchok har givet arbejdet frem mod en sådan endnu større aktualitet, og forude venter et massivt oprydningsarbejde i sektoren og bølger af nye krav om procedurer og transparens.

Ifølge de foreløbige undersøgelser af procedurerne i den britiske bank Barclays begyndte fiflerierne, fordi enkelte bankansatte kunne tjene stort på at indberette forkerte renteniveauer. Efter 2007 foregik svindlen dog i høj grad også for, at bankerne skulle tage sig finansielt stærkere ud, når de involverede banker oplyste lavere rentesatser, end de reelt skulle betale for at låne penge. For indberetning af en høj Libor-rente blev set som et svaghedstegn, og dermed blev det også i myndighedernes interesse, at referencesatserne blev holdt kunstigt lave som en vigtig del af forsøgene på at genskabe tilliden til den finansielle sektor. I sagen om Barclays er det blevet fremhævet, at et notat fra Bank of England kunne opfattes som en indirekte opfordring til at rette ind efter de andre bankers renteoplysninger frem for at oplyse den reelle – og højere – rentesats, for at der ikke skulle opstå tvivl om Barclays økonomi. Bank of England har benægtet dette. Men siden er der opstået mistanke om, at en række andre banker med myndighedernes stiltiende accept har opgivet lavere satser end den reelle Libor-sats.

Herhjemme har mistanken rettet sig mod, om Cibor-referencerenten, der udgør basisrenten for realkreditlån og fungerer som guideline for renten på banklån til private og virksomheder, der samlet løber op i et større milliardbeløb, er manipuleret højere op, end den burde være. Er det sket, har låntagere betalt højere rente, end de burde. F.eks. har de danske rentestillere lavet indrapportering af rentesatser, der konsekvent lå over de udenlandske. Samtidig ser det ikke ud til, at rapporteringen er foregået efter faste eller entydige regler. Både den ansvarlige minister, erhvervsminister Ole Sohn, og bankernes brancheorganisation, Finansrådet, har hidtil været tavse om skandalens danske dønninger. Men begge har varslet redegørelser i slutningen af denne måned og primo september.

I England er søgsmålene begyndt at rulle ind mod bankerne. For det er forbrugerne og virksomhederne, der er tabere i den komplekse sag, hvor låntagerne som konsekvens af rentesvindel har betalt betydelige merrenter på deres banklån. Uanset udfaldet af undersøgelser og oprydningsarbejdet, så gør svindelsagerne det vanskeligere at se, at bankerne i nær fremtid skulle kunne melde sig klar som potentiel finansieringskilde til vækstkapital i de mindre og mellemstore virksomheder.

Vækstkapital uden om banker

Både Dansk Industri og professor Niels Westergaard-Nielsen advarer politikerne om, at for hurtig implementering af nye lovkrav til bankerne vil gøre det endnu vanskeligere for vækstlaget af virksomheder at låne i banken. Fra begge kanter lyder opfordringen til politikerne, at reguleringen nok bør ske, men at det skal ske varsomt for ikke at kvæle den vækst, der er at hente lige nu, og som flere af de større selskaber er begyndt at skabe nye arbejdspladser på ryggen af. “For mig er det en gåde, at ingen råber vagt i gevær over, at man tillader sig at stramme så hårdt i en tid, hvor vi har mistet 180.000 arbejdspladser,” siger Niels Westergaard-Nielsen. “Krisen lige nu er, at der bliver brugt for få penge, fordi virksomhederne ikke investerer. Man skulle have indført stramningerne i bankerne tidligere – ikke midt under krisen. Vi taler hele tiden 2020, men det er nu i 2012 og 2013, at jobskabelsen skal i gang,” tilføjer han.

Andre eksperter taler om, at bankernes konservatisme er naturlig i kølvandet på den alt for høje gearing, der fandt sted i sektoren før krisen. “Man kan ikke samtidig anklage bankerne for både at tage for høje risici og for ikke at stimulere økonomien. Når der konsolideres, har det desværre en negativ effekt på de mindre og mellemstore virksomheder. Derfor er det i stedet en god ide med nye initiativer og kapital til at møde disse virksomheders  behov,” mener Lasse Heje Pedersen, der er professor ved Institut for Finansiering på CBS. Han påpeger dog, at generelt bør bankerne øge sine kreditter og udlån i dårlige tider og holde tilbage i gode – stik modsat forløbet op til og under denne krise.

De sidste fire års krisearbejde viser, at hverken bankpakker eller lempelige kreditvilkår fra centralbankerne har fået bankerne til at låne flere penge ud til de mindre og mellemstore virksomheder. Undersøgelsen fra Aarhus Universitet understreger, at nu er behovet akut, for knaphed på kapital udgør en voksende bremseklods for, at virksomhederne kan træde ud af krisen. “Mangel på risiko-kapital er den største barriere for iværksætteri i Danmark. Kombinationen af iværksætterskat og krise har drænet muligheden for risikokapital. Muligheden for at låne i banken er ikke-eksisterende, og iværksætterne har været hårdt pressede i fire år nu,” siger Jakob Engel-Schmidt, direktør i Dansk Iværksætterforening.

Han oplever, at den rekordlave danske iværksætterlyst har sit direkte udspring i den ringe adgang til kapital. For nok lyder det fra venturebranchen, at der er fremgang i størrelsen af privat venturekapital. Men for iværksættere, der er i fasen før kommerciel venture, er der stadig et stort hul i form af mangel på banklån. Det rammer ifølge Dansk Iværksætterforenings direktør især de vækstiværksættere, som netop skal trække os ud af krisen.

I bankernes fravær på arenaen for vækstfinansiering opstår der rundt om i den vestlige verden nye kreative finansieringsformer, der kan imødekomme virksomhedernes behov for finansiering. I USA, Irland og Norge er der bl.a. opstået virksomheder, der giver mikrokreditter til at finansiere mindre vækstspring i virksomhederne, som vi kender det fra mikrolån i udviklingsøkonomierne. De første vækstsucceser er på vej som resultat af finansieringsformer inspireret fra en del af verden, hvor kapitaltørke er et kronisk problem for mindre iværksættere. Se tekstboks.

Udviklingen er endnu ikke slået igennem herhjemme. Men fra politisk side er der foretaget en række tiltag, der skal forbedre finansieringsmulighederne for de mindre og mellemstore danske virksomheder, mens bankerne er ude af billedet. Eksempelvis har Vækstfondens kautionsordninger under navne som Vækstkaution og Kom-i-gang-lån lukket en del af det hul, der er opstået i forretningsbankernes fravær på arenaen for vækstfinansiering. Hos Dansk Iværksætterforening glæder Jakob Engel-Schmidt sig også over, at iværksætterskatten står til at blive afskaffet i 2013. For uden den bliver det mere attraktivt for pengestærke enkeltinvestorer at skyde penge i iværksætterne igen, mener han. “Det er de videnstunge iværksættere, der har brug for store summer til at udvikle deres produkter og services, der har problemer. For dem, der opererer i vækstsegmentet, er det blevet sværere og mere besværligt at hente kapital,” siger han og tilføjer, at vi allerede i løbet af få måneder uden iværksætterskat burde se positive effekter i form af nye kilder til vækstfinansiering. 

I foråret lancerede regeringen desuden den såkaldte Udviklingspakke, der bl.a. sikrede flere penge til mindre og mellemstore virksomheders vækst og eksport samt til landbrug med behov for lån. Men selv om Udviklingspakken i erhvervslivet betragtes som et skridt i den rigtige retning, så udgør den kun nålestik, der nok hjælper nogle, men ikke det flertal, der stadig skal omkring banken, lyder det fra Dansk Industri. “Vi skal se på alle muligheder, der letter virksomhedernes adgang til kapital på en måde, der gør det muligt for virksomhederne at gå uden om bankerne eller finde løsninger, hvor andre sammen med bankerne tager medansvar,” siger Kent Damsgaard fra DI. 

Senest har erhvervsminister Ole Sohn nedsat et udvalg, der skal se på alternative finansieringsformer. Her er virksomheders mulighed for enkeltvis eller sammen at udstede erhvervsobligationer primært på agendaen. Samtidig skal udvalget se på, hvordan pensionsmidler kan indgå i puljen af kapital, som finansieringstrængende mindre virksomheder kan ty til. “Der er tegn på, at finanskrisen har gjort det sværere for mange små og mellemstore virksomheder at skaffe både egen- og fremmedkapital. De risikerer derfor at blive begrænset i deres vækst- og udviklingsaktiviteter. Det kan skade beskæftigelsen,” lyder det i udvalgets kommissorium. Inden 1. oktober skal udvalget levere et katalog af alternative finansieringskilder til regeringen.

Erhvervsobligationer og pensionspenge som kapitalhjælpere for mindre og mellemstore virksomheder vækker dog ikke entydig begejstring. For hvorfor skal aktører som pensionskasserne, hvis formål er at forrente pensionsmidler, nu agere kreditgivere? Og hvorfor skal der kunne udstedes erhvervsobligationer, når vi har et velfungerende realkreditsystem, hvor virksomheder indirekte i årevis har kunnet udstede obligationer ved at optage pant i virksomhedens ejendom, lyder nogle af spørgsmålene til erhvervsministerens udvalgsagenda fra professor Finn Østrup fra Center for Kreditret og Kapitalmarkedsret på CBS. “Man bør fokusere på at få de eksisterende finansielle virksomheder til at fungere bedre frem for at udvide sektoren med aktører, der først skal til at opbygge kompetencerne,” mener han. Finn Østrup foreslår, det kan ske ved, at bankerne får øget deres egenkapital f.eks. ved at udstede nye aktier. Den nuværende lave tillid til bankaktier kan højnes ved, at bankernes dårlige lån én gang for alle fjernes helt fra bankernes balancer og i stedet samles i separate afviklingsselskaber, mener han. Med andre ord er muligheden for nye bankbakker og løsninger inden for sektoren langtfra udtømt. “Det undrer mig, at man bare opgiver de eksisterende kreditinstitutioner og samtidig er parat til at tvinge byrden ned over pensionsopsparerne, som skal pålægges at foretage udlån, som bankerne ikke vil give,” siger Finn Østrup.

Danske Banks adm. direktør Eivind Kolding er ikke overraskende enig i, at det er bankerne, der har den største viden om kreditvurdering, men han medgiver, at det er en kompetence, pensionskasserne kan købe sig til. Han har dog svært ved at se behovet for nye aktører på lånemarkedet. 

“Vi synes, det er for meget at kalde den nuværende situation for en kreditklemme. Vi giver stadig til de gode projekter, mens de mere risikable har fået sværere ved at opnå lån. Men det da er muligt, at der kan rejses billigere funding ved at inddrage pensionsmidler,” sagde Eivind Kolding i forbindelse med fremlæggelsen af Danske Banks halvårsregnskab.