Hvad betyder det tøvende opsving for Helle Thorning?

I regeringens indre cirkler kan der spores en stærk politisk optimisme, når det gælder muligheden for at overleve næste valg. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt får næppe nogen hjælpende hånd fra den internationale økonomi det næste års tid.

Det økonomiske opsving er udsat, og måske skal vi helt hen i slutningen af 2014 eller 2015, før konjunkturerne tegner lysere. Denne konklusion kan man udlede af det dystre verdensøkonomiske outlook, som Den Internationale Valutafond udsendte i juli under overskriften: Voksende smerter.

De negative risici dominerer og får fonden til at skrue ned for vækstforventningerne i år og næste år. De gamle risici fra finanskrisen – statsgældskrise og en kriseramt, underkapitaliseret banksektor – er ikke fortid, og nye tårner sig op i horisonten, ikke mindst lavere vækst i BRIK-landene og andre emerging markets.

For danske eksportvirksomheder, der i de sidste år har øget salget til de oversøiske markeder, mens eksporten til det kriseplagede EU-marked er skrumpet, er det et alvorligt advarselstegn. Det mest bekymrende er dog, at Kina balancerer på kanten af et finansielt kreditkollaps efter flere års spekulativt boom i boligsektoren med monumentale overinvesteringer.

Det sker på et tidspunkt, hvor den lange forbrugskrise i de vestlige lande spreder sig som ringe i vandet og får negative følgevirkninger for de kinesiske eksporterhverv. Formår Kinas ledere ikke at forvandle et eksportdrevet boom til ny vækst og stabilisering på hjemmemarkedet, vil det skabe en negativ kædereaktion til en række andre lande.

[quote align="right" author=""]Vi er vidner til en ny normalitet, hvor lavvækst og stagnation ledsages af et jobløst fremskridt. Vi får et tøvende opsving, hvor virksomhederne skal navigere i et usikkert farvand.[/quote]

Det er for så vidt ikke usædvanligt, at vi i en integreret global økonomi med tæt forbundne handelsmønstre ser krisen sprede sig på tværs af kontinenter, og at det tager flere år at vikle sig ud af en dyb finansiel krise. Faktisk har det historisk set været meget normalt, at det tager syv år for økonomierne at komme til hægterne igen efter et finansielt krak. Et spekulativt boom, der først sender aktie- og ejendomsværdierne i vejret og siden fører til et kollaps i den finansielle sektor, som det skete i 2007/2008, er en ondartet cocktail, som der ikke findes en let og hurtig kur imod.

Det er også disse barske realiteter, som gør det så vanskeligt for Helle Thorning-Schmidt at sikre sig et vælgermæssigt comeback inden næste valg. Hun er ikke på en politisk mission impossible, men de økonomiske odds er ikke med hende. For lad os lige kigge nærmere på, hvad der lurer lige om hjørnet.

Europas nervøse trækninger

Centralbankerne har i de sidste fem år forsøgt at lappe på problemerne og holde depressionen fra døren ved at pumpe likviditet ud i samfundet, give billige milliardlån til de underkapitaliserede banker og holde renten på et rekordlavt niveau. På trods af det er der ingen sikre tegn på, at patienten – samfundsøkonomien – er ved at komme til hægterne.

I USA har man i det sidste år fået et opsving drevet af billige kreditter og pludselig adgang til billig energi – skifergaseventyret – men det ligner jobløs vækst. Der er stadig stor usikkerhed om holdbarheden af det amerikanske opsving, og selv Valutafonden er begyndt at skrue lidt ned for optimismen.

I Europa har man her i forsommeren kunnet høre en del økonomer tale om et begyndende opsving, og tilliden til fremtiden – blandt forbrugerne og virksomhederne – har været i bedring. Også i Danmark har flere forsøgt at tale lyset frem i den nedtrykte økonomiske tilstand.

Men skal man tro Den Internationale Valutafond, vil euro-landene komme ud af 2013 med negativ vækst på 0,6 pct., og selv det tyske lokomotiv er næsten gået i stå. Heller ikke 2014 bliver et jubelår med udsigt til sølle 0,9 procents vækst – og det fra et meget lavt udgangspunkt efter flere års krise. Det betyder i praksis, at den tårnhøje ledighed fortsat vil være et grundvilkår med alt, hvad det indebærer.

Vi er vidner til en ny normalitet, hvor lavvækst og stagnation ledsages af et jobløst fremskridt. Vi får et tøvende opsving, hvor virksomhederne skal navigere i et usikkert farvand, hvor der er fortsat risiko for kraftig turbulens og voldsomme svingninger i den globale økonomi. De sociale og politiske spændinger vil derfor med stor sandsynlighed fortsætte i hjertet af europæisk politik i de næste par år, og den folkelige mistillid til den herskende klasse af politikere vil fortsætte. Ingen af de siddende regeringspartier, måske bortset fra Angela Merkels CDU i Tyskland, vil kapitalisere på krisen. Den er blevet en udfordring til den gamle samfundskontrakt, som regeringerne bygger deres magt på.

I Danmark har Helle Thorning-Schmidts regering i de første par år af sin levetid oplevet historisk ringe opslutning i meningsmålingerne, og vælgerne har samlet sig om oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, og Venstre i frustration og desperation over tingenes tilstand. Det er ikke, fordi vælgerne er sikre på, at Venstre har et meget bedre svar på krisen, og der er mange åbne spørgsmål til, hvordan partiet f.eks. kan skabe økonomisk vækst samtidig med nulvækst i det offentlige. Alt, hvad folk ved, er, at den siddende regering endnu ikke har givet en overbevisende opskrift på ny vækst og fremskridt.

De længes efter nye holdbare politiske løsninger på den langvarige krise, men hverken borgerne eller virksomhederne tør for alvor skrue op for forbruget og investeringerne, for alt, hvad de kan se, er et skrøbeligt økonomisk fundament med alt for mange krisetegn. Også i 2014 er der udsigt til høj ledighed, så man kan ikke fortænke borgerne i at spare mere op, end de ellers ville have gjort under andre konjunkturforhold.

Den forkerte kur

Politikerne kan heller ikke sætte deres lid til, at Super Mario i Den Europæiske Centralbank kan løse problemerne med at sprøjte nye kunstige stimulanser ind i den syge patient. Finansminister Bjarne Corydon er en af de politikere, der har været meget taknemmelig for, at centralbankchefen Mario Draghi faktisk har været mere aktivistisk end sin forgænger. Draghis bombastiske udmeldinger har i en periode lagt en dæmper på finansmarkedets aggressive spekulation i de store renteforskelle på de europæiske statsgældsbeviser. Men effekten er ved at fortage sig, som smertestillende panodiler gør på feberramte patienter.

[quote align="left" author=""]At trykke flere penge og at holde renten nede er med til at øge den finansialisering af økonomien, der var en af hovedårsagerne til sammenbruddet i 2007/08.[/quote]

Alt for længe har de handlingslammede europæiske politikere håbet, at Centralbanken  vil redde dem ud af krisen. Men den aggressive pengepolitik med historisk lave renter er endt i det negative terræn, og man kan argumentere for, at det mere strukturelt er den helt forkerte medicin.

At trykke flere penge og at holde renten nede er med til at øge den ”finansialisering” af økonomien, der var en af hovedårsagerne til sammenbruddet i 2007/08. Man har givet en hjælpende hånd til de syge og underkapitaliserede banker, men man har ikke fået lavet de vigtige strukturelle reformer, der på længere sigt skal skabe en bæredygtig finansiel sektor.

De lave renter ser ud til at kunne pumpe lidt nyt liv ind i et nødstedt boligmarked, hvor der så småt er ved at komme gang i salget igen, men det er en kortsigtet nødløsning, hvor vi får bundet alt for store samfundsværdier i en lavproduktiv ejendomssektor med masser af beton og mursten, men alt for lidt innovation.

At pumpe luft i den finansielle økonomi er ingen garanti for investeringer og vækst i samfundet, viser de historiske erfaringer. Fra 1980’erne og frem til 2007 eksploderede den finansielle sektor i hele den vestlige verden, og samfundets skarpeste hjerner flokkedes om at få del i de tårnhøje bonusser og hurtige gevinster, som finans- og boligmarkedet kunne byde på. Men i samme periode var der en underinvestering i de produktive erhverv, den nye infrastruktur og de nye produktivitetsfremmende teknologier.

Den svære arv

I Danmark var finansialiseringen af økonomien særlig udtalt, og det var en helt central årsag til, at vi i de sidste tyve år blev et af de vestlige lande med den laveste produktivitetsvækst overhovedet. Den kronisk lave vækst mindede næsten om den japanske syge.

I Danmark var det ikke kun finans- og boligsektoren, der lagde beslag på økonomiens sparsomme ressourcer. Velfærdsstaten boomede i samme periode med et voksende økonomisk forbrug, der ikke mindst tog fart under Foghs VK-regering i nullerne, mens industrien, de private serviceerhverv og produktiviteten blev taberne.

Helle Thorning-Schmidt har bestemt ikke fået en let arv at forvalte. Omstillingen bliver ekstremt vanskelig, for dansk økonomi har længe haft en række alvorlige strukturelle sygdomstegn.

Det er nu snart tyve år siden, at Mandag Morgen lavede en stor kortlægning ”Hvad skal Danmark leve af?”. En række af forslagene fra dengang har stadig gyldighed, for det er ikke lykkedes for politikerne i de sidste tyve år at reformere sig ud af vækst- og produktivitetskrisen og skabe en ny konkurrencedygtig model for økonomisk udvikling.

Opskriften for tyve år siden var, at Danmark skulle blive til ”et internationalt foregangsland, der har gennemført en markant fornyelse af den offentlige velfærd. Et foregangsland med uddannelser, velfærdsydelser og et sundhedsvæsen i absolut verdensklasse samt et erhvervsliv, der igennem høj produktivitet og avancerede produkter erobrer internationale markedsandele og er en magnet for udenlandske investeringer.”

Fornyelsen af den offentlige velfærd er i gang, men langtfra fuldført, og der er store produktivitetspotentialer i den offentlige sektor, hvis velfærdsmodellen innoveres. Den offentlige sektor kunne i et tættere partnerskab med private servicevirksomheder blive en motor for nye velfærdsteknologier, nye eksporteventyr og ny vækst. Men det er også fortsat muligt at opnå store produktivitetsgevinster ved at satse på innovation, dygtigere ledelse, lean og en bedre organisering af opgaverne.

Regeringens produktivitetskommission vil i august fremlægge en rapport med forslag til, hvordan den offentlige sektor kan blive mere produktiv, og Mandag Morgen har allerede lavet en casesamling for kommissionen, der viser, hvordan det kan gøres i praksis.

Intelligent velfærdsinnovation, bedre ledelse og øget produktivitet er en afgørende forudsætning for, at det bliver muligt at frigøre ressourcer i samfundet, så vi kan hæve investeringerne i de nye teknologier, den infrastruktur og de uddannelser, der skal være med til at forbedre vores konkurrenceevne og velstand i de kommende år.

[quote align="right" author=""]Pumper man det offentlige forbrug op over en bred front, risikerer man at spænde ben for de produktivitetsgevinster, som produktivitetskommissionen vil pege på. Det må være muligt at forbedre kvaliteten af velfærdsydelserne uden at øge forbruget og antallet af ansatte.[/quote]

Danmark har stadig ikke uddannelser og forskningsinstitutioner i verdensklasse, og vi er ikke en magnet for direkte udenlandske investeringer eller skarpe hjerner fra udlandet. Vi har kun leveret høj produktivitet i en lille enklave af globalt orienterede eksportvirksomheder.

Eksportens dygtige mønsterbrydere fortjener at blive hyldet og fremhævet, for deres succesopskrifter bør tjene til inspiration for mange andre. Det vil ske i den nye eksportkanon, som Mandag Morgen og et uafhængigt kanonudvalg præsenterer den 4. september ved en stor event i Børssalen i København.

Forhåbentlig kan kanonen inspirere endnu flere iværksættere og virksomhedsledere til at blive globale mønsterbrydere. Det store flertal af små og mellemstore virksomheder hænger stadig fast i det lokale hjemmemarked, deres produktivitet er alt for lav, og de innoverer ikke nok. Denne udvikling bør vendes.

Mandag Morgen vil derfor i løbet af efteråret sætte skarpt fokus på, hvordan vi genrejser væksten i dansk erhvervsliv, og hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

En offensiv omstilling

Regeringens og de borgerliges vækstplan fra foråret var langtfra nok til at sætte gang i væksten og jobskabelsen i det danske samfund. Den skaber kun få tusinde nye job og lapper kun lidt på nogle langt dybere og mere strukturelle problemer, som dansk økonomi har kæmpet med i de sidste tyve år. Der er brug for en intelligent nytænkning af den måde, vi skaber vækst og velstand på i Danmark, og vi bør ikke forfalde til de hurtige nødløsninger.

De økonomiske vismænd har i deres seneste halvårsrapport opfordret regeringen til at lempe finanspolitikken for at sætte ekstra gang i økonomien. Deres pointe er, at den planlagte finanspolitik faktisk bidrager negativt til væksten i 2014 og 2015. Og det sker samtidig med, at afmatningen på arbejdsmarkedet ser ud til at være dybest ved indgangen til 2014.

Vismændenes opfordring er led i et internationalt paradigmeskifte og et kritisk selvopgør med de seneste års krisemedicin. En række fremtrædende økonomer har påpeget, at de finanspolitiske stramninger i de europæiske lande faktisk har været kontraproduktive, fordi de har forværret krisen og recessionen med øget gældsætning til følge.

Nu, hvor der er udsigt til, at det europæiske opsving måske først indfinder sig i 2015, hvor regeringen skal udskrive valg, vil det være fristende at bruge dette års forventede finanslovsforlig med Enhedslisten til at skrue ekstra op for blusset. Sirenernes sang er lokkende, og vismændene har sagt god for en midlertidig lempelse af finanspolitikken. Men regeringen bør være yderst forsigtig.

[quote align="right" author=""]Kan Helle Thorning-Schmidt sætte sig i spidsen for denne omstilling, kan hun – imod alle de aktuelle politiske odds – måske ligefrem bringe sig i en position, hvor hun kan skaffe sin regering fire år til.[/quote]

Pumper man det offentlige forbrug op over en bred front, risikerer man at spænde ben for de produktivitetsgevinster, som produktivitetskommissionen vil pege på. Det må være muligt at forbedre kvaliteten af velfærdsydelserne uden at øge forbruget og antallet af ansatte.

Det vil være langt bedre for dansk økonomi, hvis regeringen i en finanspolitisk lempelse afsætter penge til offensive og ambitiøse investeringer i de nye teknologier, den digitale infrastruktur, de fibernet og de uddannelser, som skal være med til at øge produktiviteten og velstanden i de kommende år. I stedet for at bruge det ekstra finanspolitiske råderum til at skrue op for blusset på den gammeldags facon bør man satse mere målrettet på det, vi skal leve af i fremtiden.

Den hidtidige erhvervspolitik må nytænkes, hvis omstillingen skal lykkes. Man bør samle indsatsen i udvalgte vækstklynger, og her kan man hente inspiration fra regeringens forskellige vækstteam. Der findes store globale og uløste samfundsproblemer inden for bl.a. vand, miljø, velfærd og sundhed, som hører til fremtidens vigtigste vækstmarkeder, og her har Danmark stærke spidskompetencer at bygge videre på.

I samme åndedrag bør man overveje, hvordan de små og mellemstore virksomheder får langt bedre kreditvilkår, så også de kan øge investeringerne i fremtidens vækstmotorer. De krise- og kapitaltrængte banker er ingen garanti for, at det sker, så det offentlige bør finde nye intelligente løsninger, der kan forkorte afstanden fra krise til ny vækst.

Regeringen har ikke råd til at vælge en passiv og afventende økonomisk og politisk strategi, hvis den vil genvælges. Den er nødt til at være mere offensiv og modig end hidtil. Uden en dybere forståelse af, hvad der former fremtidens konkurrenceevne, og hvordan velfærdsstaten kan bidrage til at styrke den, risikerer Danmark at forlænge de sidste tyve års vækst- og produktivitetskrise.

Kan Helle Thorning-Schmidt sætte sig i spidsen for denne omstilling, kan hun – imod alle de aktuelle politiske odds – måske ligefrem bringe sig i en position, hvor hun kan skaffe sin regering fire år til. Det stiller enorme krav til hendes lederskab, og det åbne spørgsmål er stadig, om hun har formatet til at gribe chancen.

Forrige artikel Lean & green-bølgen er global Næste artikel Sådan booster praktikanter eksporten Sådan booster praktikanter eksporten