Boganmeldelse: Sådan digitaliserer man en kop kaffe

Kris Østergaard har skrevet en letlæst og behageligt afdæmpet bog, der skal hjælpe eksisterende virksomheder gennem de kommende års stormvejr af teknologisk forandring.

Peter Hesseldahl

I betragtning af at Kris Østergaard er medstifter af Singularity Universitys afdeling i Norden, og at han i årevis har levet og åndet for radikal innovation, startups og eksponentiel udvikling, er hans nye bog forbløffende afdæmpet.

Der er mere snusfornuft, erfaringer og praktisk orienterede analyser i den end moonshots, unicorns og disruption.
 
”Sådan digitaliserer man en kop kaffe” er letlæst, jordnær og umiddelbart anvendelig. Bogen er ikke en selvhjælpsbog for startups, der satser alt og lever af pizza og Red Bull, inden de går på børsen og bliver milliardærer.
 
Den er derimod rettet mod etablerede virksomheder, der har opdaget, at digitaliseringen er ved at trække tæppet væk under deres sædvanlige forretningsmodel, og som nu er ved overveje, hvordan man fornyr selskabet, produkterne og kompetencerne – samtidig med at man forsøger at holde gang i den del af virksomheden, der indtil videre er der, hvor man tjener pengene.
 
Det er et klassisk dilemma, og det er overvejelser, som tusindvis af danske virksomheder, fra Mærsk og LEGO til det lille reklamebureau i Ringsted, står over for.
 
Der er masser af kunstig intelligens, rumfart og blockchain i Kris Østergaards bog – sådan ER verden jo nu, men bogen er først og fremmest en guide til de praktiske vanskeligheder, de fleste vil løbe ind i, når de går i gang med omstillingen.
 
Det handler selvfølgelig om innovation.
Østergaard skelner mellem tre typer innovation: optimerende, augmenterende og muterende innovation. Hver har sin berettigelse, alt efter virksomhedens situation og ambitioner, og hver type innovation skal gribes forskelligt an.
 
Optimerende innovation er det, der ligger i direkte forlængelse af business as usual.
Kris Østergaard beskriver det, som når Gillette udvikler sig ved at sætte en ekstra klinge på barberbladet. Det styrker og forlænger den eksisterende model, men på et tidspunkt giver det ikke mening at sætte flere klinger på – man skal tænke videre for at være konkurrencedygtig og interessant for kunderne.
 
Augmenterende innovation går ud på at forny sine kompetencer, holde sig på omgangshøjde med nye krav fra markedet og nye teknologiske muligheder for at møde dem.

For mange virksomheder drejer det sig kort sagt om digitalisering.

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu