Borgmestre kræver fiber til folket

Kommuner og regioner kræver nu, at staten påtager sig ansvaret for at sikre hurtigt og stabilt bredbånd til alle danskere. Langsomt internet blokerer for, at regeringens egne målsætninger om digital velfærd kan føres ud i livet. Samtidig bliver det stadig mere afgørende for vækst og jobskabelse, at virksomhederne, ikke mindst i yderområderne, har adgang til lynhurtige internetforbindelser. Et 14 år gammelt forlig overlader udbygningen at den digitale infrastruktur til markedets operatører. Borgmestre og regionsrådsformænd frygter, at yderområderne lades i stikken, og opfordrer regeringen til at sætte handling bag de digitale målsætninger .

Landets 98 borgmestre kræver nu, at staten påtager sig ansvaret for at sikre hurtigt og stabilt bredbånd til alle danskere. Kommunernes interesseorganisation KL efterlyser et opgør med teleforliget fra 1999, der overlod den digitale infrastruktur til markedets operatører.

Adgangen til hurtigt og stabilt bredbånd er i stigende grad en forudsætning for virksomhedernes vækst og jobskabelse – ikke mindst i yderområderne. Og det er også en forudsætning for, at kommuner og regioner kan leve op til regeringens målsætninger om digital velfærd, herunder udbredelsen af såkaldt telemedicin, hvor videoopkoblinger tillader, at patienter bliver behandlet i eget hjem og sparer sundhedsvæsenet for dyre hospitalsindlæggelser. 

“Hvis borgere for eksempel skal have konsultationer med lægen over internettet, og hvis de skal have mulighed for effektiv behandling hjemmefra med støtte i videokonsultationer med eksperter, så skal der være adgang til hurtigt bredbånd. Og det er der ikke i dag. Det er ikke kun et problem på landet, men også i byerne,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus og formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.

Login