Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, forbereder sammen med landets rød-grønne opposition et europæisk vækstudspil, der kan få afgørende betydning for hele Europa. Merkel er tæt på at være enig med socialdemokraterne i SPD og De Grønne om hovedelementerne i et vækstudspil, der vil investere milliarder i nedbringelse af ungdomsledigheden i Europa, og som samtidig vil brede Tysklands strategiske satsning på omstilling af energiforsyningen, fra dyb afhængighed af atomkraft og fossile brændsler til rene, bæredygtige energikilder, ud til hele EU.

Dermed ser de interne tyske forhandlinger ud til at kunne sætte scenen for de næste års europæiske samarbejde og for et spring frem mod en egentlig føderation i eurozonen. Selv den nyvalgte franske præsident, Francois Hollande, kan trods en velgennemført offensiv for en mere aggressiv europæisk vækstpolitik ikke gøre sig meget håb om at ændre den tyske dagsorden. Han vil få meget svært ved at drive en kile ind mellem Merkel og hans egne tyske partifæller i SPD, der nærmest står endnu stærkere fast på budgetdisciplin og grøn omstilling end kansleren selv. Det viser Mandag Morgens analyse af de intense forberedelser, der finder sted internt i Tyskland og i resten af Europa forud for EU-topmødet 28. og 29. juni i Bruxelles. Forventningerne til mødet er enorme. Både europæernes voksende sociale utilfredshed, de massive svaghedstegn i økonomien, den manglende systemiske bæredygtighed i den finansielle sektor og eurozonens institutionelle fremtid vil reelt være på dagsordenen. Men samtidig viser Mandag Morgens gennemgang af programerklæringer og udtalelser fra centrale tyske og franske aktører, at der trods uenigheder er udstrakt politisk forhandlings- og kompromisvilje på begge sider af Rhinen.

Får den tyske satsning på jobskabelse og vækst gennem en omstilling til et grønt energisystem luft under vingerne – og det tyder alt på, at den gør – tegner resultatet til at blive trecifrede milliardinvesteringer i jobskabelse, infrastruktur og grønne energiprojekter. Oven i disse europæiske investeringer vil den energiomstilling i Tyskland, som Merkel har stillet sig i spidsen for, afstedkomme rent tyske offentlige og private investeringer i størrelsesordenen 1.500-2.000 mia. kr. frem mod 2022. Hvis Merkel skulle tabe det kommende valg, der kommer senest i september 2013, til den rød-grønne opposition, vil den tyske satsning på grøn energi kun blive endnu mere udtalt.

Den brede tyske konsensus om vækst-, Europa- og energipolitikken er et produkt af det massive pres, som Angela Merkel er kommet under i løbet af de seneste uger. Både udviklingen på de finansielle markeder, valget af socialisten Francois Hollande som ny fransk præsident og den voksende borgerlige euro-skepsis i Tyskland har gjort det nødvendigt for Merkel at søge sine flertal hen over midten i både tysk og europæisk politik. De øgede europæiske og tyske investeringer vil sammen med stigende lønninger i Tyskland føre til  stigende efterspørgsel inden for Europa. Det kan forstærke væksten i de europæiske lande til fordel for de regeringer og virksomheder, der formår at gribe chancen for at hægte sig på det grønne europæiske vækstlokomotiv, som Tyskland er ved at udvikle sig til.

Mere vækst, mindre suverænitet

I Frankrig har den nyvalgte præsident, Francois Hollande, på kort tid og med stor behændighed formået at stille sig i spidsen for en bred koalition af kræfter i en række EU-lande, topfolk i EUs institutioner og USAs præsident, Barack Obama. De ønsker at se Tyskland træde i karakter som den ledende økonomiske og politiske kraft i Europa ved en mobilisering af landets betydelige finansielle ressourcer til vækstskabende initiativer. Og de ønsker alle – dog med undtagelse af netop Hollande og resten af det stærkt nationalt orienterede Frankrig – at Tyskland baner vejen for store spring frem mod en egentlig føderation i eurozonen, hvilket betragtes som uafvendeligt, hvis euroen skal overleve på langt sigt.

Men hvor Hollande har fået sat vækst på den europæiske dagsorden, står det samtidig klart, at prisen bliver europahistoriske afgivelser af fransk suverænitet. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis Tyskland kræver et føderalt finanstilsyn i eurozonen som prisen for at lade den europæiske krisefond, ESM, holde hånden under kriseramte banker i Spanien og andre kriseramte eurolande.  Og den franske præsident skal ikke gøre sig for store forhåbninger om, at hans tyske socialdemokratiske partifæller i SPD og deres grønne samarbejdspartnere ved et tysk regeringsskifte vil tillade ham større finanspolitisk råderum hjemme i Frankrig, end Merkel i samarbejde med EU-Kommissionen har tilladt.

Tværtimod står Tysklands rød-grønne opposition hårdt på en stram budgetdisciplin, og samtidig har SPD og De Grønne gjort det klart, at de langtfra er enige med Hollande, når det gælder spørgsmålet om euroobligationer – altså kollektivisering af statsgæld i eurolandene. Mens Hollande tilsyneladende ser euroobligationer som et middel til at finansiere europæiske vækstinitiativer, har SPD og De Grønne gjort sig til fortalere for den fiskalt konservative udgave af euroobligationer, som Tysklands økonomiske vismænd har udarbejdet i form af en såkaldt ’gældsafviklingsfond’. Denne løsning vil sikre en lettelse af rentebyrden for eurolandene, men den vil samtidig fastholde de samme lande i et finanspolitisk jerngreb.

Henrik Uterwedde, vicedirektør ved Det Tysk-Franske Institut i Ludwigsburg,  understreger, at der i SPD i Tyskland er en meget ’dyb uvilje’ mod at indføre euroobligationer med kollektiv hæftelse som et middel til at finansiere europæiske vækstinitiativer.

“SPD ved godt, at den tyske opinion er imod dette. Derfor kommer Hollande ingen vegne, hvis han tror, at han kan få SPDs hjælp til at isolere Merkel,” siger Uterwedde til Mandag Morgen.

Han mener dog også, at der på en række områder er ’konvergens’ mellem Hollandes og de tyske ønsker til et europæisk vækstinitiativ.

Heri får han støtte fra en af Hollandes økonomiske rådgivere, Harvard-professoren Philippe Aghion:

“Den aftale, der bliver indgået mellem Merkel og Hollande, er allerede til at ane: Det handler om finanspolitisk disciplin til gengæld for vækst. Og da Hollande i princippet ikke er imod disciplin, vil debatten handle om, hvordan man hurtigere kan bringe Europas økonomi til igen at vokse,” siger Philippe Aghion til det tyske tidsskrift Die Zeit.

Merkels hemmelige plan

Tyske medier har i de seneste uger skrevet om, at kansler Angela Merkels embedsmænd i Kanzleramt, det tyske statsministerium, arbejder intenst på en sekspunkt-plan for vækst i Europa. Hendes talsmand Steffen Seibert vil hverken be- eller afkræfte eksistensen af denne plan, men han bekræfter, at regeringen i Berlin arbejder på “konkrete forslag til vækst- og beskæftigelsesimpulser i de kriseramte eurolande”.

“Disse forslag vil blive forelagt oppositionen i forhandlingerne om ratificeringen af den europæiske finanspagt såvel som de europæiske partnere,” sagde Seibert forleden til journalister i Berlin og tilføjede, at konkrete beslutninger vil blive truffet ved EU-topmødet i slutningen af juni.

Når den tyske opposition – SPD og De Grønne – har fået denne privilegerede position, skyldes det, at Tysklands forfatning kræver et flertal på to tredjedele af medlemmerne i Forbundsdagen i forbindelse med Tysklands ratificering af finanspagten. Derfor kan de presse Merkel til indrømmelser, inden hun skal forhandle færdig med Francois Hollande i tidsrummet mellem den endelige politiske afklaring i Frankrig og Grækenland, som begge vælger nye parlamenter den 17. juni.

Sebastian Dullien, økonom og europapolitisk ekspert ved European Council on Foreign Relations, ECFR, i Berlin, regner det for givet, at Merkels nærmeste rådgivere i øjeblikket tager udgangspunkt i en bred vifte af de politik-initiativer til løsning af eurokrisen, som over de seneste måneder er blevet udarbejdet i Tysklands orskellige fagministerier, i EU’s institutioner og hos andre instanser.

“Merkel er under stort pres for at komme med forslag, der kan tilfredsstille både den tyske opposition og resten af Europa. Hendes egen politiske fremtid afhænger i høj grad af, om hendes udspil kan genskabe europæernes og finansmarkedernes tillid til euroen,” siger Dullien til Mandag Morgen.

Som det fremgår af Mandag Morgens oversigt – se boks – har Merkel og hendes ministre kig på en lang række beskæftigelses-, vækst- og energipolitiske tiltag i deres arbejde med det kommende udspil. Tyskerne trækker i vid udstrækning på det store økonomiske reform- og investeringsprogram, som man satte i gang efter Vesttysklands indlemmelse af det tidligere DDR efter genforeningen i 1990. På samme måde, som det udpinte Østtyskland op igennem 1990’erne skulle moderniseres og privatiseres, har særligt Grækenland og til dels Portugal i dag brug for støtte til at få statslige virksomheder gjort privatiseringsmodne, således at de kan medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i stedet for at være omkostningskrævende og virke som bremseklodser for fremtidig vækst.

Samtidig står det også klart, at Tysklands eget massive omstillingsprojekt i forhold til at gøre sig fri af atomkraft og fossile brændsler influerer på de prioriteter, Merkel og hendes europapolitiske partnere i SPD og De Grønne vil placere øverst i forhandlingerne med Francois Hollande. SPD-lederen Sigmar Gabriel og De Grønnes leder, Jürgen Trittin, mødes med Merkel 13. juni til forhandlinger om det tyske udspil til et europæisk vækstinitiativ.

Krav om grønt fokus

Både SPD og De Grønne har gjort det klart, at den grønne omstilling for dem har klar prioritet. SPD skriver i et partipolitisk oplæg fra 15. maj, at det europæiske vækst- og beskæftigelsesprogram skal investere i innovation og en økologisk industripolitik med fokus på udbygning af vedvarende energi, moderne energinet, styrket energieffektivitet, stærkere lokal energiforsyning og udnyttelse af solenergipotentialet i Sydeuropa.

Den grønne leder, Jürgen Trittin, sagde i en stor europapolitisk tale i Berlin 22. maj, at finanspagten skal komplementeres med en bæredygtig vækststrategi og et europæisk investeringsprogram.

“Det drejer sig ikke om et gældsfinansieret konjunkturprogram. Vi har brug for investeringer, som kan gennemføres uden kreditter … De ekstra investeringer skal gå til ressourceeffektivitet, økologisk modernisering, moderne infrastruktur og uddannelse.”

Kerstin Andreae, der er næstformand i den grønne gruppe i Forbundsdagen, taler om, at de nye investeringer skal gå til ’den europæiske energiomstilling’.

Disse ønskesedler fra De Grønne og fra SPD, der ligeledes understreger behovet for finanspolitisk stabilitet, er langt hen ad vejen spiselige for Angela Merkel. Hun har selv sat en stor del af sin politiske prestige ind på den såkaldte Energiewende – altså den energimæssige omstilling – som er nødvendig, efter at hun sidste år efter atomulykken i Fukushima i Japan besluttede at gennemføre en udfasning af atomkraft i Tyskland frem mod 2022.

[quote align="left" author="Sebastian Dullien, European Council on Foreign Relations"]Merkel er under stort pres for at komme med forslag, der kan tilfredsstille både den tyske opposition og resten af Europa. Hendes egen politiske fremtid afhænger i høj grad af, om hendes udspil kan genskabe europæernes og finansmarkedernes tillid til euroen.[/quote]

Dette projekt kræver enorme investeringer og politisk ledelse i det energihungrende Tyskland, hvor industrien og de store energiselskaber er magtfulde aktører. Merkel har netop besluttet personligt at sætte sig i spidsen for denne omstillingsproces ved at indføre halvårlige møder med ministerpræsidenterne fra de 16 tyske delstater. Denne procedure har vist sig nødvendig, blandt andet fordi delstaternes politiske ledere skal bære eksempelvis udrulningen af ikke mindre end 4.000 km nye højspændingskabler, som skal bringe vindkraft fra Nordtyskland til de store industri- og befolkningscentre længere mod syd. Fire tyske netoperatører meddelte i den forbindelse i sidste uge, at de over de næste 10 år tilsammen vil investere 20 mia. euro – knap 150 mia. kr. – i fire såkaldte ’elektriske autobahns’ fra nord til syd og fra vest til øst.

Ved det første møde med de 16 ministerpræsidenter i forrige uge gjorde Merkel det selv klart, at den tyske energiomstilling har store europæiske implikationer.

“Alle energiscenarier for de kommende 30-40 år viser, at Tyskland nogle gange importerer energi, og at vi nogle gange eksporterer energi … Vi er del af et europæisk energimarked. Derfor må vi stille forslag til resten af Europa om de europæiske rammebetingelser,” sagde Merkel ved den efterfølgende pressekonference. Dagen efter gjorde hun det i øvrigt i en tale til den tyske elektronikindustri klart, at netop denne industri er af afgørende betydning for den energimæssige omstilling, for en bæredygtig vækstpolitik, og at den vil kunne finde fremtidig arbejdskraft i andre europæiske lande, når man får etableret det reelle europæiske arbejdsmarked, som hun i talen gør sig til fortaler for.

Merkels valg af energiomstillingen som Tysklands – og i vidt omfang Europas – store strategiske vækst- og industripolitiske satsning er ikke gået ubemærket hen i Frankrig. Francois Hollande har, som tidligere omtalt i Mandag Morgen, luften tanken om at gøre det, han kalder ’Energiens Europa’, til omdrejningspunktet i et fælles tysk-fransk skridt fremad i den europæiske integration. Den franske præsident vil med inspiration i et forslag fra tidligere kommissionsformand Jacques Delors gøre omstillingen til energieffektivitet og vedvarende energi til et fælles europæisk integrationsprojekt på samme måde, som Kul- og Stålunionen var det i 1950’erne og det indre marked var det i 1980’erne. Hollande og hans nye regering har ikke uddybet disse tanker yderligere, men det skyldes formentlig, at energipolitik og atomkraft er politisk betændte emner i Frankrig, og at man ikke ønsker at skræmme vælgerne midt under valgkampen. Under alle omstændigheder har Hollande gjort det klart, at han ønsker at reducere Frankrigs afhængighed af kernekraft med 50 pct. inden 2020. Og han har udnævnt Frankrigs grønne partileder, Cécile Duflot, til by- og boligminister i den nye regering, som sidder frem til valget 17. juni.

Selv om de grønne i Frankrig, som bærer navnet Europe Écologie Les Verts (EELV), ikke er så stærke som partifællerne i Tyskland, står partiet til markant fremgang ved valget til Nationalforsamlingen. Og under alle omstændigheder tyder meget på, at året 2012 bliver året, hvor den grønne omstilling for alvor kommer til at spille en hovedrolle i den stadig mere integrerede økonomiske politik i det stadig mere integrerede EU.

Kilder:

• Der Weg aus der Krise – Wachstum und Beschäftigung in Europa, SPD, maj 2012
• Mehr Europa wagen – Europäische Perspektiven jenseits der Eurokrise, Jürgen Trittin,Die Grünen, maj 2012
• Diverse taler og pressekonferencer af og med Angela Merkel, www.bundeskanzlerin.de.