Cambridge-professor: Zuckerberg er farligere end Trump

Mark Zuckerberg ser politik som en hindring for fremskridt, og de unge, som nu er i permanent mindretal i en aldrende befolkning, vender demokratiet ryggen. Cambridge-professor David Runciman giver det nuværende demokrati en langsigtet, men sikker udløbsdato, hvis vi ikke formår at forny de demokratiske institutioner.

Foto: Peter Nygaard Christensen / Dagbladet Information
Lisbeth Knudsen

Det kan godt være, at vi fra et europæisk og dansk perspektiv mener, at den amerikanske præsident Trump er en farlig mand. Men manden i spidsen for Facebook, Mark Zuckerberg, er farligere.

Trump er væk senest efter hans næste valgperiode, medmindre noget meget overraskende sker med den amerikanske forfatning, men Facebook og Zuckerberg vil være her længe endnu.

Sådan formulerer den britiske professor David Runciman en af udfordringerne til det traditionelle demokrati, som i hans øjne har en langsigtet, men sikker udløbsdato. Demokratiets institutioner kan ikke længere levere svaret på de nationale og globale udfordringer, og det gamle partisystem synger efter hans opfattelse på sidste vers.

Runciman, der er professor i politik og leder af Department of Politics and International Studies ved Cambridge Universitetet, er aktuel med bogen ”Sådan ender demokratiet”, som udkom i sommer på dansk på Informations Forlag.

Men han er, som dette interview med ham under et besøg i København onsdag viser, allerede på vej med flere iagttagelser om bl.a. kontrollen med techgiganterne og deres indflydelse på demokratiet samt de unges forhold til politik og vores demokratiske institutioner.

”Med Trump får man, hvad man ser. Zuckerberg har sikkert gode intentioner, så truslen kommer ikke fra, hvad han siger eller gør. Den kommer fra, at han har en magt, som han ikke selv forstår. Trump forstår sin egen magt. Og han forstår dens grænser. Derfor skubber han hele tiden til grænserne. Zuckerberg derimod synes lige så overrasket som alle andre over, at Facebook har haft de problemer, som de har haft, med beskyttelse af deres brugeres data,” siger David Runciman.

”Truslen med Trump er, at han tager nogle forkerte politiske beslutninger. Truslen med Zuckerberg er, at han mener, at politik er irrelevant. For superteknokrater som ham er politik blot en hindring for, at han kan få løst sine problemer. Trump har brug for politik, for han har ikke nogen anden vej til magten end politik, men Zuckerberg kunne reelt beslutte, at politik er en slags sidegadeshow, mens de rigtige beslutninger bliver taget andre steder. Det er en meget mere snigende trussel mod demokratiet”, siger David Runciman.

Som en slags trøst understreger Runciman, at den amerikanske stat trods alt stadig er mere magtfuld end Facebook, Google og de andre globale techselskaber. I hvert fald så længe staten kontrollerer valutaen og Centralbanken og hæren.

Men hvis udviklingen med bitcoin og lignende kryptovalutaer betyder, at vi begynder at handle i Facebook- eller Google-dollar, så tipper balancen. Han kalder det et paradoks og en tragedie, at europæerne er længst fremme, hvad angår den rette tankegang og viljen til at handle politisk ved at regulere eller presse på for en opsplitning af de enorme techselskaber, når Europa samtidig i modsætning til USA og Kina ikke selv har udviklet nogen techselskaber, der kan matche de store på de andre kontinenter.

De unge i mindretal

Techselskaberne har med internettet og de sociale medier skabt et andet og mere åbent miljø for den demokratiske debat og for demokratiets udfoldelse.

På trods af det er der blandt generationerne af digitalt indfødte unge alligevel en voksende mistillid og afmagt, når det gælder demokratiet. En voksende andel af unge under 24 år i USA og Europa er slet ikke overbeviste om, at demokratiet er den bedste styreform.

Det kommer selvfølgelig af, at de ikke har den historiske bevidsthed omkring demokratiet, som ældre generationer har, siger Runciman og peger på, at de ældre generationer har kæmpet gennem krig og kold krig for demokratiet og frihedsrettighederne. Det har de unge under 24 år ikke.

”Den nuværende generation af unge i Europa, USA og Japan er den første generation i demokratiets historie, som er en minoritet. Så vi er de første samfund i menneskehedens historie, hvor de gamle så at sige kan stemme de unge ned. Når Trump vinder, når Brexit sker, så er der tale om et generationsgab. Hvis jeg var ung nu – det er en virkelig skræmmende tanke – så ville jeg sige, at det demokratiske system nu er struktureret, så det direkte modarbejder mig. For samtidig med at jeg ikke får et ben til jorden ved et valg, så får jeg at vide, at det er mig, der skal tænke på klodens fremtid, på klimaet og miljøet. De ældre er bekymrede for deres hjem og deres pensioner, og det tør ingen røre ved, mens de unge ikke har råd til at få en ordentlig bolig og skal løse de udfordringer, som deres forældre og bedsteforældre ikke magtede,” siger David Runciman.

”Når de unge vender sig mod gamle gutter som Jeremy Corbyn og Bernie Sanders, er det, fordi de to tør sige, at systemet strukturelt set er korrupt og ikke fungerer. Det er indrettet, så det favoriserer de rige, finanssektoren og de gamle. Men Corbyn har fundet ud af, at han ikke kan vinde ved blot at være populær hos de unge. Han er også nødt til at have noget på hylderne til de ældre. Vi oplever simpelthen en generationsmæssig uretfærdighed, og det kræver radikale forandringer i vores demokratiske system. Det løser man ikke ved at sætte Sanders ind i det Hvide Hus i stedet for Trump. Der skal ske en forandring af selve systemet.”

Nye institutioner kræves

Hvad er det så for en forandring, han taler om, når han spår demokratiets gradvis vej mod enden?

”Pointen er”, siger han, ”at mange tror, vi blot vil komme til at gentage fortiden og ende i en situation som i 30’erne med råbet efter en stærk mand og en stærk nationalisme. Jeg tror, det er forkert at det sådan, at vi vil gentage fortidens traumatiske, historiske erfaringer, for en række af de trusler, vi ser nu, er helt nye. Så der er mulighed for, at demokratiet rent faktisk bliver endnu stærkere om 20-30 år, men det kommer bare ikke til at have de strukturer, vi kender i dag. Den konventionelle måde at forny demokratiet på er jo via krig. De demokratiske stater, vi kender i dag, er i høj grad resultatet af krig. Det ønsker vi ikke,” siger David Runciman.

”Jeg tror ikke, at den måde, vi har organisere demokratiet på de sidste 50-100 år med politiske partier, har meget liv tilbage. Vi vil kunne gøre meget mere med lokalt demokrati og internationalt demokrati. Problemet ligger i det nationale demokrati, som lige nu kun er rigtigt aktivt ved valgene. Vi kunne have meget mere demokratisk involvering og beslutningstagning mellem valgene. Men det kræver institutionelle forandringer. Og institutionelle forandringer er svære. Vi har næsten ikke haft nogen institutionelle ændringer de seneste 50 år,” siger Runciman.

”Vi er simpelthen for bange for at røre ved de gamle demokratiske institutioner, fordi vi betragter det som en samlet pakke, hvis dele man ikke kan forny eller trække ud. F.eks. når partierne ikke længere fungerer som kanaler for brede folkelige bevægelser. Eller når medierne ikke længere fungerer som vejen til, hvad der opfattes som troværdig information.”

Teknokrati – og endnu mere demokrati

Ifølge Runciman er svaret på de fastkørte demokratiske institutioner en blanding af teknokrati og mindre demokrati på visse områder og meget mere demokrati på andre.

Hvad det så er for institutioner, der skal bygge bro mellem teknokratiet og demokratiet, har Runciman ikke noget klart svar på. Og han mener ikke, at de nye bevægelser som Macrons i Frankrig eller Femstjernebevægelsen i Italien er svaret, fordi de i virkeligheden arbejder på de gamle institutioners parlamentariske præmisser.  

Der er brug for et nyt demokrati, som kan håndtere et anderledes politisk landskab.

”Et konventionelt demokrati er blevet til ud fra den betragtning, at politikerne var noget særligt i forhold til den almindelige befolkning. De var klogere og ældre og vidste bedre. Og det er de ikke mere. Befolkningen er blevet mere veluddannet, vi associerer os mere med folk, der har samme livsstil som os selv, hvad enten det er storbymentalitet eller udkantsmentalitet, ” siger David Runciman.

”Politikerne er både blevet yngre og mindre erfarne. Så vi ser ikke op til dem længere. Med demokratiet i dets nuværende form tror vi altid, at problemerne bliver løst ved næste valg, men fire år senere er der stadig ikke sket noget. Det er her kæden hopper af.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu