Co-working spaces er blevet big business

Den største kæde af co-working spaces er en global mastodont med en værdi på 125 mia. kr. Også de danske co-working spaces har travlt med at fusionere og udvide internationalt.

Peter Hesseldahl

Co-working er blevet big business. Den største spiller er den amerikanske kæde WeWork, der i skrivende stund driver 242 spaces, kontorfællesskaber, i 21 lande, inklusive Frankrig, Tyskland, Kina, Japan, Mexico og Brasilien. Der er i alt 220.000 medlemmer, som betaler for adgang til faciliteterne. Det største af WeWorks kontorer ligger i New York og har plads til 4.500 medlemmer.

WeWork blev startet i 2010, og for et år siden blev virksomheden værdisat til 20 mia. dollar – 125 mia. kr. – på basis af de investeringer, de havde tiltrukket. WeWork er måske mindre kendt, men økonomisk er de oppe blandt de allermest værdifulde techstartups i verden, dvs. i liga med SpaceX, Uber og Airbnb. Og WeWork vokser hastigt.

Den store japanske techinvestor Softbank investerede sidste år 4,4 mia. dollar i WeWork, midler, som bl.a. skal bruges til at udvide aktiviteterne i Japan og Kina. I april købte WeWork den kinesiske konkurrent Nakedhub med 10.000 arbejdspladser i fem lande.

Ifølge Wybo Wijnbergen, general manager for WeWork i Nordeuropa, åbner WeWork deres første afdeling i København til næste år. I sidste uge offentliggjorde WeWork, at de har hyret den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels som chefarkitekt for hele koncernen.

Det går med andre ord særdeles godt for WeWork, om end de som enhver techstartup med respekt for sig selv financierer væksten ved at køre med et enormt underskud. Sidste år løb det ifølge Bloomberg op i hele 938 millioner dollar, knap 6 mia. kr.

Som ’medlem’ af WeWork har man adgang til WeWorks kontorer over hele verden, så hvis man er i London, Paris eller Mumbai, kan man booke et skrivebord eller et mødelokale, ligesom der, hvor man arbejder til daglig.

Medlemmerne bruger en app til at styre de praktiske forhold omkring kontoret som f.eks. at booke mødelokaler, registrere gæster i receptionen og tilmelde sig fælles arrangementer og præsentationer. Appen indeholder også funktioner, så man kan udbyde opgaver, søge samarbejdspartnere eller bede andre medlemmer om hjælp til et problem. 

Trivsel som en service

Når investorerne mener, at WeWork er 125 mi. Kr. værd, er det bl.a., fordi selskabet har en vision om fremtidens kontor, der rækker langt videre end til co-working spaces. En voksende del af de kontorer, som WeWork indretter og driver, er for store virksomheder, der outsourcer kontordriften, inklusive ansvaret for at arrangere fester, foredrag, fitness og andre sociale aktiviteter.

WeWork opsamler omhyggeligt masser af data om, hvordan medlemmerne bruger bygningerne, bl.a. for at forstå, hvor meget kontorplads en enkelt person behøver, og i hvilket omfang mødelokaler og fælles arealer udnyttes osv. WeWorks viden om at optimere driften, om indretning, om at håndtere sociale aktiviteter og om at styrke samspil mellem medlemmerne udbyder virksomheden som en samlet pakke under overskriften ’Powered By We’.

WeWork hævder, at de har opbygget en enestående ekspertise i at skabe omgivelser, der kan få medarbejdere til at trives og samarbejde – og dét er der et stort marked for blandt selskaber, for hvem kontorer plejer at bestå af endeløse rækker af kontorbåse oplyst af lysstofrør i loftet.

”Vi kan skabe et community og sikre, at miljøet er produktivt og inspirerende. Vi sørger for, at det praktiske fungerer, og at der er begivenheder, som samler folk,” siger Wybo Wijnbergen.

Derfor består en stigende del af WeWorks forretning ikke af startups og freelancere, men af etablerede selskaber. Microsoft har eksempelvis tegnet kontrakt med WeWork om at indrette og drive et kontor med 300 arbejdspladser på Manhattan, der bl.a. giver medarbejderne mulighed for at vælge at arbejde på de over 50 co-working spaces, som WeWork driver andre steder i New York. IBM har også overladt driften af en hel kontorbygning til WeWork, og det samme har bl.a. Airbnb i Berlin og Amazon i Boston. 

Alt i ét: Kontoret, fitness, skole …

WeWork har i nogle år eksperimenteret med at udvikle et koncept for boliger – WeLive hedder det. På Wall Street i New York driver WeWork en 27-etagerskontorbygning med både co-working spaces og boliger. Ligesom i kontorerne er de private værelser små, og det meste af pladsen er fælles. Man bor fire personer sammen i en lejlighed, og det hele er møbleret og udstyret, så man kan rykke ind og ud med kort varsel. Nogle af etagerne i bygningen fungerer som et hotel, hvor man kan bo fra dag til dag. WeLive har også lejligheder i Washington DC – og naturligvis planer om at udvide til flere byer, næste gang i Seattle.

WeWork har flere tiltag inden for uddannelse, bl.a. driver de Flatiron School, hvor der undervises i at kode software, og man arbejder sammen med en stor onlinekursusudbyder. Tanken er, at de studerende kan bruge WeWorks kontorer til at studere og mødes med hinanden og lærerne. I november åbnede WeWork også en børnehave i forbindelse med et af deres kontorer i New York.

I samme måned købte WeWork det sociale netværk Meetup, en tjeneste som bruges til at arrangere møder mellem folk, der har fælles interesser, f.eks. om politiske emner, hobbies eller frivilligt arbejde. Meetup formidler globalt over en halv million møder og arrangementer om måneden, og WeWork håber, at en del af de møder kan rykke ind i WeWorks bygninger. 

Danske spaces går internationalt

Generelt er der et voldsomt vokseværk i co-working-branchen. Dels er efterspørgslen efter co-working-pladser stigende, dels er der fuld gang i den internationale konsolidering. Det gælder også for den danske co-working-branche.

I februar blev 51 pct. af danske Rainmaking købt af det italienske Talent Garden. Tilsammen driver gruppen nu 18 afdelinger i Europa, og de vil yderligere åbne i Dublin og Wien i år.

Herhjemme driver Rainmaking omkring 900 kontorarbejdspladser. Ud over et stort co-working space på Holmen i København åbnede Rainmaking for et par måneder siden Pier 47, et stort ombygget varehus yderst på Langelinie. Pier 47 er især tiltænkt innovationsafdelinger fra større virksomheder, som kan flytte ud af koncernens sædvanlige rammer for at kunne tænke mere åbent og frit. Blandt lejerne er Danfoss, IBM, Almindelig Brand og HK LAB.

Et andet af de tidlige co-working spaces i København, Founders House, er fusioneret med norske Mesh, og man har en målsætning om at udvide med fem nye afdelinger i løbet af de næste tre år.  En af dem er Matrikel1, et 3.600 kvadratmeter space på Højbro Plads, som åbner i maj.

Sidst skud på stammen er det store co-working space Blox Hub, som har til huse i det nyindviede BLOX og hos naboen Fæstningens Materialgård ved Bryghusgrunden i København.

Planen er, at det skal omfatte i alt 10.000 kvadratmeter med plads til 500 arbejdspladser. For at sikre, at det bliver et miljø med faglig udveksling og samarbejde, er det dog et krav, at virksomheder, som lejer sig ind i Bloxhub, skal arbejde med byudvikling.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu