Coloplast er mester i globale værdikæder

Siden årtusindeskiftet har Coloplast-koncernen udviklet sig til et forbillede for fremtidens produktionsvirksomheder. Filosofien er, at produkter og maskiner udvikles og produceres i Danmark og USA, hvorefter de eksporteres som gennemprøvede produktionssystemer til Ungarn og Kina. Med den nye tilgang beviser Coloplast, at virksomheder kan drage nytte af offshoring, hvis de ved, hvor i værdikæden de skal lokalisere deres produktion.

Danske virksomheder skal ikke kun producere varer. Danske virksomheder skal udvikle varer og producere de maskiner, der kan eksporteres til de globale produktionscentre, hvor store volumener af produkter kan fremstilles mest fordelagtigt.

Denne øvelse har Coloplast-koncernen siden årtusindskiftet udviklet sig til en sand mester i. I perioden 2005-2011 eksporterede Humlebæk-virksomheden ikke færre end 542 maskiner fra Danmark og USA til Ungarn og Kina, der er blevet de nye hjemsteder for koncernens volumenproduktion af nicheprodukter inden for intim sundhedspleje.

Coloplast i Danmark er altså en virksomhed, der udover at kommercialisere sine produkter globalt, også producerer maskiner til brug i sin egen globale industriproduktion. Til gengæld er produktion i større skala af de konkrete varer i Danmark et kapitel, der hører Coloplasts fortid til. Coloplast har således lukket omkring 1.000 arbejdspladser for ufaglærte industriarbejdere på fire fabrikker i Danmark ned i den samme periode.

Login