Siden finansminister Bjarne Corydon (S) forrige sommer for første gang kaldte Danmark for en “konkurrencestat”, er kritikken haglet ned over ham. Både politiske venner og fjender har skoset ham for at ville den veritable konkurrenceudsættelsesstat. Den politiske vision blev udlagt som en hed højreorienteret feberfantasi, hvor alt overlades til markedet, velfærdstaten gradvist afmonteres, og arbejdstagerne og de socialt udsatte lades i stikken. I den socialdemokratiske frontfigurs konkurrencestat kunne fanden åbenbart tage de sidste.

Men nu tager finansministeren til genmæle og udfolder i et interview med Ugebrevet Mandag Morgen sin vision for Danmark som konkurrencestat.

Kritikerne misforstår hans vision for konkurrencestaten og Danmarks konkurrenceevne. Corydon slår bl.a. fast, at et ensidigt fokus på Danmarks produktivitet ikke er nok til at sikre Danmarks konkurrenceevne. Dermed udfordrer han et fasttømret dogme i de toneangivende økonomiske institutioner og interesseorganisationer – inklusive regeringens egen produktivitetskommission – der de senere år har arbejdet hårdt for at sætte Danmarks produktivitetsudfordring på dagsordenen. De har set produktivitet som det eneste saliggørende middel til at sikre Danmarks fremtidige velstand og konkurrenceevne.

Tværtimod må man nødvendigvis anlægge et langt bredere, mere sofistikeret og avanceret syn på konkurrenceevne, siger finansministeren nu. Danmarks fremtidige velstand hviler på mange flere parametre end f.eks. blot skat og lønkonkurrenceevnen. Og det er vigtigt at erkende, at der findes flere forskellige typer af konkurrencestater, understreger han. Den særlige danske – eller nordiske – variant af konkurrencestaten udgør et særdeles velfungerende, robust og konkurrencedygtigt alternativ til f.eks. den amerikanske samfundsmodel, når man spørger finansministeren.

I Corydons nordiske konkurrencestat bidrager klassiske socialdemokratiske dyder som fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, børnepasning, ældrepleje, omsorg og overførselsindkomster til danske virksomheders konkurrenceevne. De udgør hverken en byrde eller en begrænsning og må aldrig blive betragtet blot som forbrug, spild eller almisser. Som finansministeren udtrykker det, udgør Danmarks konkurrenceevne og velfærdsinstitutioner “hinandens gensidige forudsætninger – ikke modsætninger”. 

Corydons nordiske konkurrencestat

Du har til Politiken tidligere udtalt, at “konkurrencestaten beskriver en ramme, og inden for den ramme er der meget forskellige måder at gøre tingene på”. Hvordan vil du udfylde den ramme?

“Jeg mener, man er nødt til at arbejde med et meget bredt konkurrenceevnebegreb og med en meget bred forståelse af sammenhængen mellem forskellige politikker. Der er selvsagt de klassiske instrumenter som f.eks. konjunkturpolitikken og strukturpolitikken. Men det er lige så vigtigt, at vores investeringsstrategi, vores regulering af erhvervslivet og konkurrencevilkårene, vores satsning på uddannelse, sundhedsgraden i vores flexicurity-system, vores offentlige service og dens evne til at skabe social mobilitet samt reguleringen til fremme af grøn omstilling tages med i betragtning. Det hele er vigtigt, når man diskuterer, hvilken konkurrencestat Danmark skal være om 20 år.”

Hvad kalder du den konkurrencestat?

“Når vi vågner om morgenen, så vågner vi op i en nordisk konkurrencestat – og det gælder også dem, der ikke vil vedgå sig, at den findes. Hele debatten om konkurrencestaten har savnet blik for, at der er forskellige typer og varianter af konkurrencestaten. Men det er jo hovedpointen. Det er dér, politikken begynder, og man har valgmuligheder. Det er tidens store spørgsmål, hvordan vi bringer den nordiske konkurrencestat til at fungere bedst muligt, hvordan vi fremtidssikrer den og viser for alverden, at den er bedre end alternativerne.”

Hvordan ser denne bredere form for konkurrenceevne ud? Hvordan vil du f.eks. måle den?

“Det er klart, at når man udvider begrebet, så udvider man også det, man fokuserer på. Og her er det vigtigt at se, at Danmark undergår en udvikling. Det er ikke en udvikling, hvor noget nyt træder i stedet for noget gammelt. Det et er en udvikling, hvor noget nyt supplerer det, vi har kendt hidtil. BNP er ikke blevet ligegyldigt, lønkonkurrenceevne er ikke blevet ligegyldigt, det er ikke blevet ligegyldigt, hvor stort arbejdsudbuddet er, og om vi har holdbare offentlige finanser på lang sigt. Men udover det er vi begyndt at tage skridt til at fokusere på flere ting.”  

Hvor ser man konkret jeres nye tilgang?

Vores 2020-plan er et regulært nybrud. De langsigtede økonomiske planer i Danmark har hidtil alene fokuseret på offentlige finanser og arbejdsudbuddet. Det nye er, at man lægger et vækstspor ind, der sigter på at øge vores strukturelle vækstpotentiale. Vi er begyndt at sætte os mål for strukturel BNP-vækst. Frem mod 2020 skal vi løfte Danmarks vækstpotentiale med 40 milliarder kr. De 20 milliarder skal tilvejebringes med det klassiske virkemiddel at øge arbejdsudbuddet. De nye 20 milliarder koncentrerer sig om at øge produktiviteten.

Ifølge OECD var dansk produktivitetsvækst blandt de laveste fra 1995 til 2012. Men det danske produktivitetsniveau er et af de højeste i verden. Faktisk er det kun USA, der både har en højere produktivitet og højere produktivitetsvækst end os. Er USA en rollemodel for produktivitetspolitikken i konkurrencestaten?

“Nej, USA har en fundamentalt anden samfundsmodel end vores. Og vores opgave er at vise, at der findes et konkurrencedygtigt alternativ til The American Way snarere end at efterligne den. Når det gælder produktivitet og innovation, så er det klart, at USA gang på gang har evnet at flytte sig hurtigt og på en måde, der sætter standarder for resten af verden. Og det er relevant at måle sig op imod det og lade sig inspirere af de delelementer i deres samfundsindretning, der giver det her drive.” 

Ophavsmanden til ideen om nationers konkurrenceevne – Harvard-professor Michael Porter – har siden 2012 gjort opmærksom på, at det amerikanske arbejdsudbud drænes, i takt med at produktiviteten øges. Tilsyneladende er bagsiden af den amerikanske produktivitetsmedalje, at folk bliver slynget ud af arbejdsmarkedet. Kan du ikke som socialdemokratisk finansminister være bekymret for, at et ensidigt fokus på produktivitet i Danmark kan få samme konsekvenser?

“Det understreger to ting. For det første skal man ikke være fristet til at bytte vores samfundsmodel ud med nogen anden. Heller ikke den amerikanske, som helt åbenlyst rummer flere ulemper som høj ulighed, lav social mobilitet og meget kummerlige kår for den brede middelklasse, som regulært ikke har oplevet reallønsfremgang de sidste 30 år. For det andet skal man håndtere det konkurrencestatslige grundvilkår på en begavet måde og anlægge et meget bredt fokus. Det bliver nødt til at være et både-og. Det er ikke nok at fokusere på produktivitet. Det er ikke nok at fokusere på de nye konkurrenceparametre, som vi kan se i horisonten, og som får større og større betydning. De nye parametre må kombineres med de mere klassiske. Den nordiske konkurrencestat ville overhovedet ikke hænge sammen, hvis ikke vi havde rigtig mange på arbejdsmarkedet. Arbejdsudbud, produktivitet og arbejdstid er nødsaget til at gå hånd i hånd.”

I Finansredegørelsen citerer dine embedsmænd Michael Porters idé om konkurrenceevne som produktivitet. Men siden da har Michael Porter skiftet definition og hævder i dag, at produktivitet skal måles i forhold til det samlede arbejdsudbud – og ikke som produktion pr. arbejdstime, da det kun tager højde for beskæftigedes produktivitet. Hvem tager fejl – Michael Porter eller Finansministeriets embedsmænd?

“Som jeg ser det, foregår der i øjeblikket en virkelig interessant metodeudvikling i forhold til de spørgsmål – i Finansministeriet og i de globale faglige miljøer. Forskningsmæssigt er man begyndt at få øjnene op for nogle nye perspektiver og parametre med betydning for produktivitet og konkurrenceevne. Det betyder ikke, de gamle parametre falder væk, og vi er stadig på et spædt udviklingsstade, hvor man har fået øjnene op for noget nyt, men endnu mangler at få sat det på begreb og sætte sig i stand til at regne på det. Det, synes jeg, er superinteressant.” 

Så man kan ikke reducere Danmarks konkurrenceevne til et spørgsmål om lønkonkurrenceevne?

“Det ville være helt forkert og alt for snævert. Men det betyder selvfølgelig ikke, at lønkonkurrenceevnen er ligegyldig. F.eks. har fagbevægelsen de senere år valgt at holde igen på lønningerne for at styrke lønkonkurrenceevnen. Det afspejler, at de som gruppe og deres ledere har en meget skarp forståelse af lige præcis konkurrencestatens vilkår og betingelser.”

Apropos fagbevægelsen. Sidste lørdag udtalte 3F’s formand Per Christensen til Politiken, at  “skraldemanden forstår sgu ikke, hvorfor Bjarne Corydon bliver ved med at hylde konkurrencestaten”. Kan du forklare det, så skraldemanden – med formandens ord – kan “mærke det i maven”?

“Man skal have respekt for, at dele af den økonomiske debat er teknisk og langt fra mange menneskers dagligdag. Men man skal passe på med at undervurdere danskerne. Og det gælder også medlemmerne af 3F og andre danske fagforbund. Jeg tror, de er meget bevidste om den fremtid, der venter os, og den udvikling, vi er midt i. Og jeg tror ikke, de har noget ønske om, at vi vender ryggen til det, lukker øjnene og prøver at bilde hinanden ind, at det ikke findes. Jeg tror, at de har et ønske om at få politiske ledere, der siger sandheden om det, der sker.”

Hvordan gør konkurrencestaten noget godt for 3F’s medlemmer

“Den gør forhåbentlig, at de kommer til at leve et bedre liv end deres forældre og kan se frem til, at deres børn får endnu flere muligheder, end de selv har haft.”

Velfærd skaber konkurrenceevne

Som en del af det meget brede begreb om konkurrenceevne betragter du også investeringer i de fælles velfærdsinstitutioner – som f.eks. børnepasning, ældrepleje, sundhed og social sikring – som noget, der øger danske virksomheders konkurrenceevne?

“Absolut. Svaret er et ubetinget ja. Danmarks konkurrenceevne og Danmarks velfærdsinstitutioner udgør hinandens gensidige forudsætninger – ikke modsætninger.” 

Hvordan kan f.eks. offentlig børnepasning forbedre virksomheders evne til at eksportere til udlandet?

“Den reduktionistiske tilgang – hvor offentlige udgifter betragtes udelukkende som spild, skattelettelser udelukkende som gavnligt – holder ikke i realiteten. Når vi siden 2011 har afsat 9 milliarder kr. til uddannelse, så er det jo ikke forbrug i negativ forstand – det er jo en investering i fremtiden. Det samme gælder for børnepasning. Vi ville ikke have haft den samme erhvervsdeltagelse og de samme kompetencer til rådighed i Danmark, hvis vi ikke havde meget udbyggede offentlige tilbud om børnepasning. Særligt ville vi mangle kvinderne på arbejdsmarkedet. Tilsvarende med sundhedsvæsenet: Det er i et økonomisk perspektiv vigtigt, at befolkningen er sund, men det er også hensigtsmæssigt i forhold til at have et enkelt arbejdsmarked. Sundhedsudgifter er ikke på samme måde en del af løndannelsen.”   

Er overførselsindkomster også en investering i Danmarks konkurrenceevne?

“I et vist omfang, ja. Det kan virke paradoksalt, men det, vi kalder flexicurity, understøtter folks tryghed, tilknytning til arbejdsmarkedet og fastholder deres produktivitet. Penge brugt på overførselsindkomster er hverken spild eller almisser eller noget, der alene er drevet af social samvittighed, hvis man ser på det her spørgsmål om konkurrenceevne. Det, synes jeg, man skal anerkende.”

Kamelens ryg skal trænes – ikke brækkes

På samme måde som med velfærdsinstitutioner påstår nogle – f.eks. Michael Porter – at skatter og afgifter på energiintensiv produktion kan skubbe innovation frem i markedet og give virksomheder en konkurrenceevnefordel på lang sigt. De bliver tvunget til at omstille sig, men omstillingen øger konkurrenceevnen i et scenarie med stigende energi- og ressourcepriser. Hvilket udsagn er du mest enig i: “Skatter og afgifter på energiintensiv produktion hæmmer konkurrenceevnen”, eller ”skatter og afgifter øger deres konkurrenceevne”?    

“Det svære ved at være policymaker er, at begge dele er rigtigt. Opgaven er at finde det rigtige punkt imellem de to yderpositioner. Det er åbenlyst, at hvis energipriserne bliver for høje, i kraft af regulering og afgifter, får vi et priskonkurrenceevneproblem. Men hvis vi ikke omvendt har en intelligent regulering, sakker vi agterud med hensyn til grøn omstilling og energieffektivitet. Denne regering har været opmærksom på begge dele. Vi har på den ene side en bred og globalt set meget offensiv energiaftale. Og omvendt har vi gjort regningen tålelig for de dele af vores økonomi, der konkurrerer på omkostninger – ikke mindst energi – f.eks. med lempelsen af PSO-afgiften på 5,8 milliarder kr.”

Siger du dermed, at den tidligere regering var for ambitiøs i sin måde at afgiftsbelægge erhvervslivet for at fremme energieffektiviteten?

“Nej.”

Hvorfor skal afgifterne så længere ned?

“Vi skal omstille os så meget som muligt, så billigt som muligt – det må være målsætningen. Det kan aldrig være en målsætning at gøre noget nyt på en dyr måde. Der er intet progressivt i at gå ind for grøn omstilling uden øje for, hvad tingene koster. Så graver man tværtimod sin egen grav.”

Men du lyder mindre fast i kødet i udsagnet om, at energiafgifter kan fremme konkurrenceevne, end når du siger, at offentlige velfærdsinstitutioner understøtter konkurrenceevne?

“Nej, jeg tror, danske virksomheder simpelthen er foran kurven. Det er åbenlyst, at det giver os en konkurrenceevnefordel med stigende energi- og ressourcepriser. Men sænkelsen af PSO-afgifterne er et integreret element i en offensiv strategi for grøn omstilling og en forudsætning for, at den kan føres ud i livet. Vi kan ikke nå målsætningerne, hvis vi ikke også hele tiden er parat til at se på omkostningssiden. Man skal passe meget på ikke at knække kamelens ryg.”

Men når danske virksomheder i dag høster en konkurrencefordel af, at nogen i 70’erne var villige til – på kort sigt – at knække kamelens ryg ...”

“De knækkede jo heller ikke kamelens ryg, de trænede den. Man er nødt til at have en nøgtern tilgang til de her spørgsmål. I regeringen har vi spurgt, hvad den konkrete situation er for forskellige brancher i Danmark. De er jo i fuld gang med at omstille sig, og de har måske allerede omstillet sig i et omfang, så der ikke er så meget mere at hente. Derfor er det vigtigt at have et nøgternt blik for den måde, man laver sin regulering på. Det er i virkeligheden meget enkelt: Vi vil gerne have en regulering, der giver virksomhederne en tilskyndelse til at omstille sig, men hvis vi skruer så meget op for det redskab, at de knækker eller flytter, så har vi skudt os selv i foden, også i forhold til en strategi, der ønsker at satse på det grønne.”

Så hvis vi skal opsummere dit syn på konkurrenceevne, mener du så, at man som politiker må vælge mellem velfærd og konkurrenceevne, eller at man som politiker både kan skabe velfærd og konkurrenceevne? Og mener du, at man som politiker må vælge imellem bæredygtighed og konkurrenceevne, eller at man kan skabe konkurrenceevne samtidig med bæredygtighed. Kort sagt, er der tale om både-og eller enten-eller?   

“Hvis jeg skal placeres i en kasse, så må det blive i to gange både-og. Dette både-og-perspektiv bliver altid udlagt som sådan et svagt og uklart synspunkt. Jeg synes faktisk, det er mere modigt – og en del sværere i praksis.  For har man denne tilgang, pådrager man sig en kraftig forpligtelse til at være offensiv på de her mange parametre. Har man den opfattelse, at de fælles offentlige institutioner ikke bare i klassisk og snæver forstand er vigtige for at levere tryghed, lighed og velfærd, men derudover er vigtige for vores evne til at klare os, så skal man være mere og ikke mindre opmærksom på, om de leverer varen. Man må aldrig blive konservativ. ”   

Hvem er det, der er konservative?

Jeg oplever røster længst til højre og længst til venstre, som synes, at det giver mening at tage afstand fra det her perspektiv, fordi man så kan spille på nogle følelser. Debatten bliver i høj grad ført imod nogen, som finder det politisk opportunt, at bruge diskussionen som skræmmebillede. I virkeligheden tror jeg, det samler langt bredere, end man får indtryk af, når man følger den offentlige debat. Jeg oplever, at mange af vores virksomheder, lønmodtagerorganisationer og rigtig mange tunge interessenter i Danmark har en høj grad af de facto-forståelse for de her vilkår.

Har den borgerlige blok misforstået ideen om konkurrenceevne?

“Ser man på den politik, de lægger frem, så illustrerer den i hvert fald ikke nogen meget intens optagethed af det her perspektiv. Det er da en ærlig sag at have det synspunkt, at der kun er ét relevant instrument, nemlig lavere skat. Men hvis man lægger ideologien til side, vil det jo være en meget lidt indsigtsfuld og reflekteret konklusion, hvis det var det eneste relevante parameter, som et så avanceret samfund som det danske skulle fokusere på. Til højre fokuserer man primært på at bruge skattelettelser som redskab – og det bliver værre, jo længere til højre man kommer.”