Udfordringen er til at tage og føle på: lav vækst og et højt udslip af CO2. Lavvæksten deler vi med mange andre lande. Det samme gælder forureningen. Alligevel har vi en særlig grund til bekymring, nemlig udviklingsretningen. Vi glider fortsat ned ad konkurrenceevnens internationale ranglister, men er blandt topkandidaterne til at være det mest forurenende samfund – især når vi måler på vores forbrug. Det er den ubehagelige konklusion på en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden. Forbruget er efter alt at dømme den bedst dækkende indikator for et lands miljømæssige bæredygtighed.

”Forbrugsmetoden” er ikke ukendt. Men med ny indsigt i produkternes reelle CO2-belastning giver Rockwool Fondens analyse et langt mere nøjagtigt billede af CO2-belastningen fra vores forbrug. Den viser bl.a., at vi i øjeblikket importerer os til en stigende CO2-udledning på grund af en øget import fra vækstnationer som Kina, Indien og Rusland, hvor det kræver langt mere CO2 at producere end i Danmark. At CO2-udslippet i vores hjemlige produktion falder, hænger i øvrigt sammen med, at vi i stigende grad outsourcer energikrævende produktionsaktiviteter til netop disse lande.

Set ud fra Rockwool Fondens mere dækkende parametre må vi derfor erkende, at vores nationale selvopfattelse som grøn rollemodel ikke holder stik, og vi slet ikke kan prale af at have afkoblet væksten og det samlede energiforbrug. Skal vi ”walk the talk” om at gøre Danmark til en bæredygtig økonomi og til en frontløber for grøn vækst, kan vi ikke nøjes med at skrue på de traditionelle knapper for grøn omstilling. Kun 15 pct. af danskernes reelle CO2-fodaftryk kommer fra vores forbrug af elektricitet, varme, benzin og diesel. Dvs. de områder, vi har fokus på, når vi taler grøn omstilling af Danmarks energi- og transportsektor. Den grønne omstilling skal på ingen måde forklejnes. Ej heller, at Danmark er blandt de førende nationer på dette punkt. Men det er vigtigt at erkende, at den grønne omstilling kun løser en mindre del af Danmarks bæredygtighedsproblem.
 

DET ER MED AFSÆT i denne udfordring, at vi har bedt Mandag Morgens Velstandsgruppe om at foreslå løsninger. De har tilsammen identificeret en række dogmeregler for en ny dansk vækstpolitik. Den har to formål, nemlig på samme tid at øge væksten og reducere CO2-mængden, og dermed ikke alene løse vores hjemlige gordiske knude men samtidig sørge for, at Danmark bliver den rollemodel for fremtidens bæredygtige samfund, som vi hele tiden har ment, vi var. Målet er at skabe basis for at udvikle nye vækstindustrier. Andre lande konfronteres nemlig med selvsamme udfordring og er også på jagt efter konkrete løsninger.

Velstandsgruppen peger på flere overordnede temaer, som regeringen bør tage til sig i sin fremadrettede vækstpolitik. De udfordrer en række hævdvundne opfattelser og økonomiske modeller og demonstrerer, hvorfor det af politiske grunde kan blive svært for Danmark – trods de åbenlyse fordele – at bekende sig til en bæredygtig fremtid. Og gøre det i tide.
 

GRUPPEN FORESLÅR BL.A. et opgør med bruttonationalproduktet som den eneste måde at beskrive væksten på. ”Det skal suppleres med et systematisk miljøregnskab, så vi kan følge, hvordan det går med udviklingen i naturkapitalen,” siger professor Peter Birch Sørensen. Vi skal samtidig målrette vækstpolitikken efter globale behov og danske forudsætninger. Det handler ikke om ”pick the winners”, men ”pick the solutions”.

Og hvad der er nok så afgørende: Vi skal etablere nye klynger, der fungerer på tværs af de traditionelle sektorer og mere præcist adresserer fremtidens markeder. Ingen enkeltsektor kan f.eks. løse problemer med manglen på rent vand eller fedmeepidemien. Verden konfronteres i stigende grad med stadig mere komplekse udfordringer, der kræver helt nye samspilsmønstre, herunder langt tættere partnerskaber imellem offentlige institutioner og private udbydere. Sideløbende skal væksten ”dematerialiseres”. Det vil sige, at vi skal reducere ressourceforbruget meget betydeligt bl.a. ved at lease og dele produkter i stedet for at eje alting hver især.

Det er alle forslag, der udfordrer vores måde at disponere, prioritere og leve på. Den nødvendighed er vi ikke ene om. Den skal de fleste lande – især de velstående – forholde sig til. Vi skal handle ud fra princippet om ”true cost”, der opgør de reelle og samlede omkostninger ved vores livsform. Jo længere vi venter med at erkende den situation, des større bliver de ubetalte regninger i form af et ødelagt klima, voldsom forurening etc.
 

SOM ET LILLE VELORDNET LAND, der står i forreste række blandt ”klimasynderne” og samtidig har hårdt brug for et vækstløft, burde det være en oplagt mulighed, at vi forvandler truslerne til nye muligheder. Et godt sted at starte denne systemtænkning kunne være en videreudvikling af regeringens såkaldte vækstteam. De har meget fokus på at udnytte danske kompetencer til at løse globale problemer. Anbefalinger fra syv ud af otte vækstteam er allerede udmøntet i planer og hensigter. Og den sidste vækstplan er på vej inden for IKT og digital vækst. Et nyt, niende vækstteam burde få til opgave at formulere målsætninger om Danmarks udvikling som ”grøn økonomi” og ikke mindst udvikle styringsredskaber – eventuelt i form af et grønt BNP – som giver os et langt bedre redskab til at påvirke adfærden.

Endnu mangler vi at se, hvordan vækstteamenes mange idéer og forslag udmøntes i praksis, men der er skabt et udgangspunkt og i hvert fald indøvet en tænkning med deltagelse af knap 100 danske nøglepersoner fra privat og offentlig sektor. Disse planer kunne luges igennem af et niende vækstteam med det overordnede formål at sikre, at den samlede vækst bliver bæredygtig. Hvilke knapper der skal skrues på i denne sammenhæng, leverer Mandag Morgens Velstandsgruppe et bud på i dette ugebrev.
 

DANMARK HAR TIDLIGERE VIST, hvordan en krise kan udløse ny vækst, f.eks. i forlængelse af energikrisen i starten af 1970´erne. Det førte til udviklingen af en lang række energiløsninger og opbygningen af en stor og voksende milliardeksport. Et af midlerne var skiftende regeringers satsning på innovative reguleringer. Det vil sige lovindgreb, som tvang virksomhederne til konstant nytænkning og dermed gav dem et forspring på de internationale markeder.

I den bedste af alle verdner burde Danmark etablere en tværgående task force, der med afsæt i en brutal og realistisk erkendelse af udfordringernes omfang og karakter både løser problemerne, mens vi har visse frihedsgrader, og drøfter, hvordan disse løsninger kan skabe det næste vækst- og eksporteventyr. Ambitionen kunne passende være at udvikle den nye generation af Danfoss´er, Grundfos´er og Velux´er, der ofte efterlyses. Nogle vil hævde, at de kommer af sig selv, at markedet og nye innovatører vil drive dem frem. Det vil sikkert også ske i et vist omfang men ikke i et omfang, som er stort og hurtigt nok. Her er der brug for en national satsning, som også sørger for, at alle dele af samfundsspektret nødvendigvis deltager – offentlige som private aktører.

Det ville være en flot historie at kunne skrive om 10-15 år: Fortællingen om, hvordan et værdidrevet og miljøbevidst land som Danmark beviste, at man på én og samme tid kan være både bedst i verden og bedst for verden.