Danmark og den forsømte innovation

En sen aftentime i sidste uge – med vanlig sans for medietiming – indgik regeringen og Venstre rammeaftalen om Vækstpakke 2014. Erhvervslederne fik dermed endnu en af mange små vækstgaver af den slags, de havde ønsket sig, endda serveret midt i aftenkaffen.

[quote align="right" author=""]Det er altid muligt at forholde sig til, om Danmark har overskud på betalingsbalancen. Men det er umuligt at have fingeren på pulsen i forhold til Danmarks innovationsevne.[/quote]

Men efter vækstpakkerne i år og i fjor står et centralt spørgsmål tilbage: Er det vitterlig nok at skrue på disse makroøkonomiske knapper for at bringe dansk erhvervsliv i en førerposition i den hæsblæsende globale konkurrence? Eller er det, som det er med al anden nytænkning, sådan, at man ikke altid skal give folk, hvad de ønsker sig, men det, de virkelig har behov for. I historien er det vel bedst udtrykt af Henry Ford, der sagde: “Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de sagt ”en hurtigere hest”.”

Dansk erhvervsliv burde med rette stile efter en langt større indsats fra regeringen i arbejdet med at bidrage til innovationer, der giver de udenlandske konkurrenter baghjul og danner grundlag for jobskabelse.

For her trykker skoen i Danmark. Alt peger i retning af, at Danmark har brug for et langt kraftigere fokus på at sikre, at virksomhederne ikke bare klarer sig godt, men også skaber nye job. Der er et tydeligt behov for at styrke innovationsindsatsen.
 

I DENNE UGES UGEBREV viser vi eksempelvis i artiklen “Efter krisen: Hver anden virksomhed har syltet innovationen” på side 6, at danske virksomheder er havnet i en innovationsfælde. Kun 30 pct. opsamler og bearbejder struktureret nye ideer. Kun 25 pct. måler på, om indsatsen overhovedet kaster innovation af sig. Godt hver fjerde topleder mener ikke, at virksomheden i synderlig grad evner at bringe nye forretningsidéer på markedet.

Undersøgelsen berører ganske vist kun 140 virksomheder, men erhvervsorganisationerne bekræfter, at der er tale om en bred udfordring i de små og mellemstore virksomheder. Billedet er med andre ord dystert. De små og mellemstore virksomheder, som er så afgørende for dansk samfundsøkonomi, får ganske enkelt ikke investeret i det, de skal leve af om 5-10 år.

Det er ikke kun nede i de enkelte virksomheder, at Danmark i stigende grad får blå mærker på innovationsmusklen. På ranglisten European Innovation Scoreboard fra 2014 ligger Danmark ganske vist i den øvre ende med en fin andenplads, men placeringen er truet. I hele EU steg innovationskraften i gennemsnit med 1,7 pct. fra 2013 til 2014, mens den i Danmark kun voksede med 0,9 pct. En række lande er i høj hast på vej frem i innovationskapløbet. I Estland voksede innovationskraften med 3,7 pct. efterfulgt af Cypern og Slovenien med 2,7 pct. og Østrig med 2,2 pct.

Disse signaler burde alene være nok til at bringe innovationen allerøverst på den politiske dagsorden. Ikke mindst hvis man kan sin danske erhvervshistorie. Dansk velstand bygger i høj grad på den særlige type af markedsskabende innovation, der også resulterer i massiv jobskabelse.

Eksemplerne er mange og tæller ikoner som Coloplasts stomipose, Ole Kirk Kristiansens LEGO-klodser og høreapparaterne fra Oticon. Succeserne handlede ikke bare om at skabe nye produkter, der kopierede og efterlignede konkurrenternes. Produkterne banede hver især vej for helt nye markeder for livsforbedrende produkter, kreativt legetøj og kvalitetslyd til hørehæmmede.

Disse erhvervshistorier gemmer alle på den samme grundfortælling: Netop fordi deres innovationer ikke blot handlede om at komme op på siden af konkurrenterne, men om at skabe helt nye markeder, fulgte jobbene med i form af et omfattende produktionsapparat, nytænkning af salgsindsatsen og ikke mindst hele værdikæden omkring virksomhederne.
 

RADIKAL INNOVATION HANDLER OM AT GØRE NOGET, der er anderledes, og det er med andre ord den evne, som er på spil. Her kommer de seneste års mange vækstinitiativer fra regeringen ind i billedet, for de adresserer slet ikke den udfordring. Med risiko for at bruge et fortærsket billede i disse VM-uger: Med serien af vækstpakker har vi efterhånden skabt en jævn spillebane, så danske virksomheder ikke direkte forfordeles, men vi har overhovedet ikke investeret i at gøre spillerne på banen – de danske virksomheder – til ekvilibrister.

Det er ikke nyt, at innovation har trange kår på den nationale dagsorden. Og det har igennem tiden heller ikke skortet på projekter, der havde som et af sine hovedformål at få innovation på dagsordenen. Mandag Morgen har været involveret i flere af projekterne. Innovationen har været på dagsordenen i Globaliseringsrådet, Kompetencerådet og Innovationsrådet. Det har gang på gang været slået fast med syvtommersøm, at Danmark uden adgang til lukrative naturressourcer har én ting at slå på: Vores evne til at tænke nyt og forædle råvarer på nye og kreative måder.

Selvom alt tilsiger, at innovation er vigtig, er emnet forsvundet på den øverste politiske dagsorden. Vi taler rask væk om forholdsvis tørre og væsentlige emner som betalingsbalancen, lønniveauet og skattesatser. Men når det kommer til forudsætningen for at disse nøgletal er sunde – at vi rent faktisk får investeret i en sund betalingsbalance – forstummer debatten.
 

DERFOR ER DER BEHOV FOR EFTER BEDSTE EVNE at ligestille innovationsdebatten med den makroøkonomiske. Det kan gøres ved at måle innovationsindsatsen nøje og definere et innovationsnøgletal, som alle kan forholde sig til. Det skal naturligvis kobles direkte sammen med jobskabelsen. Dermed vil det blive politisk relevant og en vindersag.

Det overordnede problem er i dag, at innovation ikke på samme måde som betalingsbalancen er en målbar størrelse. Det er med andre ord altid muligt at forholde sig til, om Danmark har et overskud eller et underskud på betalingsbalancen. Men det er umuligt konstant at have fingeren på pulsen i forhold til Danmarks innovationsevne.

Vi har ganske vist en række internationale ranglister, vi kan støtte os til. Men de fortæller intet om de underliggende, særlige danske forudsætninger og selve rammebetingelserne for en sund innovationsindsats. Det skal vi blive klogere på, hvis vi vil handle nu i morgendagens interesse.

Der er derfor et evident behov for at få diskuteret innovationsindsatsen i Danmark. For det kniber. Et godt eksempel så vi for tre uger siden her i Mandag Morgen. Her kunne vi fortælle, at hjørnestenen i Danmarks nye innovationsstrategi – de nye samfundspartnerskaber – allerede inden startskuddet får kritik for manglende ambitioner. Bl.a. er tidshorisonten på 3-5 år alt for kort, hvilket bl.a. blev påpeget af tænketanken DEA og konsulenthuset Damvad. Al erfaring viser da også, at de innovationer, der skaber job, tager op mod 10 år at gennemføre. Det vurderer bl.a. professor og innovationsekspert ved Harvard Business School, Clayton M. Christensen.

Trods kritikken lød svaret: Vi må se tiden an. Problemet er blot, at vi med det innovationspres, vi ser komme fra andre lande, ikke blot kan vente og se tiden an. For så vil det være disse landes virksomheder, der skaber morgendagens succesfulde markeder og får jobvæksten.

Det er for voldsomt at erklære den danske innovationsdebat for død. Men den er forsømt og mest af alt behandlet med en ildrager. Forklaringen kan være, at resultater af innovation ofte først ses efter 5-10 år, hvilket er længe set ud fra virksomhedernes fokus på at levere positive resultater fra år til år. Så meget desto mere er der grund til, at det ikke er de direkte aktører, men de danske politikere, der tør løfte ploven fra furen og skue ud over marken. Hvis de ellers tør tænke længere end de fireårige valgperioder.

Hvordan innovationen præcis skal måles – og hvordan nøgletallet skal se ud – det må eksperterne blive enige om. Men vil vi være med i det globale innovationskapløb og skabe fundamentet for jobskabelsen om 5-10 år, er der ikke længere nogen vej udenom.

Forrige artikel Lobbykrig om databeskyttelse: Lille ngo vandt over de store mastodonter Næste artikel Diplomater under sparekniven skal øge dansk eksport