Globaliseringen er i disse år ved at bevæge sig ind i en ny fase. Ikke på den måde, at de tendenser, der har præget de seneste 25 års udvikling, aftager – tværtimod. Globaliseringen accelererer år for år og ændrer konstant konkurrencevilkårene for virksomheder og nationer.

Men samtidig begynder en række af globaliseringens uforudsete og negative konsekvenser at blive blotlagt. Globaliseringsprocessen er ikke bare en selvforstærkende velstandsmotor. Den rummer også en række potentielt selvunderminerende tendenser. Sådanne systemiske risici – der har potentiale til ikke blot at bringe enkeltstående virksomheder eller lande i knæ, men hele markeder og internationale systemer – bliver stadig flere.

Det fremgår bl.a. af World Economic Forums Global Risk Report, som hvert år gør status over de globale risici, som virksomheder og regeringer verden over må forholde sig til. I 2014-udgaven udpeger de hele 31 risici som særligt kritiske. Blandt disse finder man bl.a. risikoen for nye olieprischok, kollaps af systemisk vigtige finansielle institutioner eller infrastruktur, cyberangreb, naturkatastrofer, vækst i kroniske sygdomme, voksende global ulighed, terroraktioner, fødevarekriser, pandemiske udbrud og fremkomsten af antibiotika-resistente bakterier, klimaforandringer og finansmarkedernes voksende indflydelse på verdensøkonomien. 

Alle truer de med at undergrave eller udhule en økonomis naturmæssige eller socio-økonomiske fundament. Og selv om det måske kan være omkostningsfuldt at adressere dem i dag, kan det blive mange gange dyrere, i takt med at skadevirkningerne viser sig. 

Det er med andre ord ikke kun virksomheder, som bør udvise rettidig omhu. Devisen gælder i lige så høj grad – hvis ikke mere – for lande engageret i international konkurrence. Se tekstboks.

Accelererende urbanisering  risikerer at skabe ubeboelige byer

Folk har vandret fra land til by længe før globaliseringen. Men urbaniseringen er de senere år taget til i tempo. Siden 1950 er den globale bybefolkning vokset fra ca. 1 til hen ved 4 milliarder mennesker. Og konsulenthuset McKinsey anslår, at tallet vil vokse til 6,5 milliarder i 2050. 

Som konsekvens af klimaforandringerne er voldsomme vejrfænomener som f.eks. orkaner, tørke, skovbrande og oversvømmelser blevet langt mere hyppige. Det dokumenteres bl.a. af det schweiziske genforsikringsselskab Munich RE, der har registreret en fordobling i omfanget af ekstreme vejrfænomener siden 1980. Se figur 2.

Omkostningerne ved forurening og klimaforandringer som følge af den fossile brændstoføkonomi løber op i mere end 1.238 milliarder dollar om året – 1,7 pct. af den samlede globale økonomi. Og tallet bliver ved med at stige. Hvis ikke det lykkes at bremse den globale CO-udledning, vil de samlede omkostninger stige til 7,5 pct. af det globale BNP i 2100. 

Ekspansion af finanssektor  rummer kimen til nye kriser

Liberalisering og globalisering af de finansielle markeder har koncentreret en stadig større del af den samlede økonomi i den finansielle sektor. I dag har de største nationale bankers  samlede bankaktiviteter et omfang, der svarer til hjemnationens samlede BNP eller mere. Tilsvarende er også den samlede volumen af daglige finansielle handler vokset voldsomt. 

Når den finansielle sektor er velfungerende, fordeler den kapital og investeringer derhen, hvor de mest effektivt og profitabelt kan finde anvendelse i den produktive økonomi. Men med stadig større finansielle sektorer, stadig større aktører, stadig større privat gældsætning, stadig større sammenfiltring af disse aktørers aktiviteter, stadig større afkobling mellem finans- og realøkonomi samt en voldsom vækst i hastigheden, hvormed finansielle transaktioner gennemføres, vokser risikoen for systemiske kriser og sammenbrud. 

Hvis Lehman Brothers’ kollaps i 2008 har vist os noget, må det være, at markeder, der overlades til sig selv, meget hurtigt kan underminere sig selv. Den finansielle krise affødte den største økonomiske recession siden 1930’erne – en krise, som verden endnu ikke helt har rejst sig fra. Den var måske et af de bedste – og mest bekymrende – eksempler på, hvor stor en pris et samfund kan risikere at skulle betale på den lange bane for ensidigt at maksimere vækst på den korte. 

Systemiske risici skaber nye muligheder og nye markeder

Urbaniseringen, klimaforandringerne og den tiltagende finansliggørelse af økonomien er bare tre tendenser, der på langt sigt kan underminere vækstgrundlaget, ikke bare for enkelte virksomheder, brancher og sektorer, men for hele samfund og økonomier. Demografiske skift, aldrende befolkninger og voksende ressource- og fødevareknaphed er andre mindst lige så presserende risici. 

Alle kan de have potentielt uoverskuelige og kolossale konsekvenser, hvis ikke de adresseres i tide. Men omvendt rummer de alle også potentialet til at blive historisk store velstands- og innovationsdrivere. 

For med markedets bidrag til disse risici ufortalt, så rummer markedet også en stor del af løsningen på udfordringerne. 

Netop fordi globaliseringens første fase har skabt historisk unikke forudsætninger for at kopiere nye og bedre løsninger, er der grund til at tro, at dens anden fases risici kan håndteres rettidigt. Og markedet har historisk været den aktør, der hurtigst, mest effektivt og mest præcist har udviklet svar på nye udfordringer.

At potentialet er stort, understreges blandt andet af Verdensbankens årlige World Development Report. Her er gevinsterne (return on investment) ved at investere rettidigt i at forebygge og udbedre en række systemiske risici beregnet. Og gevinsterne er typisk store – og i flere tilfælde enorme. For eksempel tjener samfundsmæssige investeringer i bedre ernæringstilstand sig hjem hele 10 gange, og investeringer i systemer til tidlig varsling af og tiltag til at reducere skader fra oversvømmelser tjener sig hjem 5 gange. 

Dette kræver dog, at det omgivende samfund giver markedet de rette incitamenter og samarbejdsmuligheder, og at der etableres brede og tværgående samfundskoalitioner, der konstant fornyer forudsætningerne for, at markedet kan frembringe nye løsninger.

De nye konkurrencebetingelser

På samme måde som globaliseringens første fase var præget af et intenst internationalt udskilningsløb imellem lande og virksomheder, vil også den næste fase byde på en voldsom og brutal konkurrence, der skaber vindere og tabere, frontløbere og efternølere. 

Fremtidens vindere bliver de lande, der er i stand til at styrke og videreudvikle samfundets dybe og systemiske konkurrenceparametre og herved skabe de bedst mulige samfundsmæssige forudsætninger for, at deres nationale erhvervsliv og virksomheder kan skabe ny værdi, vækst og velstand ved at udvikle nye løsninger på systemiske risici og udfordringer. 

Sat på spidsen afgøres forskellen på succes og fiasko af, om et land formår at udvikle systemisk konkurrenceevne – en form for konkurrenceevne, der genererer ny vækst og velstand i markedet ved at regenerere, reproducere og restituere de grundlæggende samfundsmæssige og naturmæssige forudsætninger for markeder frem for at udtømme og udhule dem. 

25 år, der vil forandre Danmark 

Netop dette er Danmarks måske største – men mest oversete – mulighed i en ny tids konkurrence. For Danmark har allerede bevist, at det ikke blot er ønskeligt men også fuldt ud muligt at konkurrere ved at være anderledes. At ønsket om ny vækst og velstand kan gå hånd i hånd med hensynet til samfundets sociale sammenhængskraft og ressource- og klimamæssige robusthed. At marked og stat kan udgøre hinandens forudsætninger i stedet for modsætninger. Og at nytænkning kan kombineres med samtænkning.  

Netop dette bliver stadig mere efterspurgt i en ny tids internationale konkurrence. Og umiddelbart står Danmark godt positioneret i kraft af sin værdibaserede differentieringsmodel.  

For eksempel er dansk økonomi – med afsæt i værdien om bæredygtighed – allerede en af de mest energieffektive økonomier i verden og høster allerede betydelige konkurrencefordele heraf. 

På tilsvarende vis er Danmarks udfordring med at finansiere fremtidige udgifter til en aldrende befolkning overskuelig i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Hvor Danmarks aldersrelaterede udgifter frem mod 2050 vil vokse med 3 pct., er det tilsvarende tal for Tyskland 5 pct., Belgien 6 pct., USA 7 pct. og Grækenland 15 pct. Og til forskel fra andre lande har Danmark langt tidligere og langt mere konsekvent indrettet sin finanspolitik til at imødegå det fremtidige demografiske pres. Den danske værdi om lighed giver sig her til udtryk i ønsket om at fordele forsørgerbyrden mere lige imellem generationer.

Den frie og lige adgang til det danske sundhedsvæsen – et andet udtryk for værdierne om inklusion og lighed – øger det samlede arbejdsudbud i kraft af bedre folkesundhed, færre sygedage og et længere, mere produktivt arbejdsliv. Den konkurrencefordel bliver stadig større i en verden med hastigt voksende efterspørgsel på sundhed.

Men vores velstand og konkurrenceevne er ikke givet én gang for alle – og bliver det aldrig. Den særlige danske model er vokset frem i kraft af talrige og kontinuerlige reformer, hvor en bred kreds af samfundsaktører igennem årtier har samarbejdet om at udvikle, konsolidere og tilpasse den til evigt foranderlige vilkår.

Skal modellen stå distancen i en ny tids konkurrence, må det arbejde ikke gå i stå. Skal Danmark løfte sin konkurrencemodel ind i globaliseringens næste fase, forudsætter det imidlertid: 

1. Fælles erkendelse: Samfundets beslutningstagere og nøgleaktører må forstå den danske konkurrencemodel og dens forudsætninger, hvis de skal bringe den videre. Uden et fælles sprog om mål og midler, årsag og virkning, tid og sted, aktører og ansvar bliver det umuligt at sikre fremdrift i samfundet. Kort sagt forudsætter differentieringsstrategien en fælles samfundsmæssig fortælling om globalisering og international konkurrence samt en kommunikation, der motiverer til ny handling og innovation.  
2. Mobilisering af alle samfundsressourcer: Samtlige af samfundets ressourcer må udnyttes maksimalt. Det gælder ikke bare naturressourcer, produktionsmidler og investeringskapital, men også den sociale, humane og kulturelle kapital, samt landets viden, teknologi og politiske visionskraft. Spildte ressourcer har også en række negative konsekvenser – f.eks. fattigdom, kriminalitet eller forurening – som det kræver flere samfundsmæssige ressourcer at håndtere end at forebygge.
3. Udvikling: Fælles udfordringer fordrer fælles løsninger. Samtlige af samfundets aktører og ressourcer må mobiliseres, koordineres og motiveres til løbende at reformere og forandre samfundet – så det passer til hastigt foranderlige vilkår. Løsningerne findes allerede derude, men de er spredte og skal samtænkes.
4. Koordinering mellem aktører: Strategier, reformer, initiativer og planer må koordineres og samtænkes, så der skabes synergi og komplementaritet imellem aktører og samfundsmæssige arenaer. Konkret er det nødvendigt at koordinere og samarbejde mellem fire samfundsmæssige arenaer: 

• Vækst-arenaen – dvs. virksomheder, finansielle institutioner, branche- og interesseorganisationer og arbejdsmarkedets parter.
• Velfærds-arenaen – dvs. kommuner, regioner, civilsamfund samt en række interesseorganisationer og offentlig-private partnerskaber.
• Videns-arenaen – dvs. offentlige og private institutioner for vidensproduktion, forskning, innovation og udvikling, samt uddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter. 
• Værdi-arenaen – dvs. de politiske partier, tænketanke, råd og nævn, ministerier og styrelser, samt medier, herunder i stigende grad de sociale.

Et første skridt ind i en ny verdensorden

Sjældent har behovet for en rettidig og fokuseret indsats været mere akut og kravet om nytænkning og samtænkning større. Men Danmarks muligheder for at gøre sig gældende i en ny tids konkurrence har heller aldrig været bedre. 

Derfor er der behov for at handle. 

En konkret begyndelse kunne være at udvikle et nyt, inkluderende og engagerende styrings- og benchmark-instrument til at lede og koordinere den strategiske udviklingsproces. Et årligt nationalt velstandsindeks kunne måle og sammenligne, hvorvidt og hvordan Danmark evner at udvikle systemisk konkurrenceevne. 

Modellen kunne med fordel institutionaliseres i et nyt velstandens vismandsråd, med mandat til at udfordre, udvikle og nytænke hævdvundne og forældede forståelser af velstand, vækst og konkurrenceevne. Rådet skulle ikke være et reservat for fagøkonomer, men i sin sammensætning afspejle, at fremtidens konkurrenceevne netop skabes i samspil mellem en bred vifte af fagligheder og samfundsmæssige aktører. 

Dermed kunne det også være med til at etablere nye partnerskaber mellem de centrale beslutningstagere og bane vej for udviklingssamarbejder på tværs af eksisterende sektorer og fagligheder. 

Kortlægningen af Danmarks uopklarede succes er kun begyndt, og de første blade er vendt.  

Tilsammen sandsynliggør og tydeliggør de et stort, uudnyttet potentiale i at nytænke, hvordan nationer skaber systemisk konkurrenceevne og velstand i det 21. århundrede. 

Men mulighederne er reserveret de lande – og virksomheder – der først forstår og erkender dem, og som mobiliserer de nødvendige ressourcer, investeringer og innovationskraft for at gribe dem.

Forskellen på en risiko og en mulighed afgøres af, hvor hurtigt den opdages. Og i det rette perspektiv rummer den anden fase af globaliseringen langt flere muligheder end risici for Danmark. 

Netop dét udgør måske de seneste 25 års mest interessante – men nok mest oversete – nyhed.