Når regeringen og indbudte eksperter, virksomheder og organisationer onsdag og torsdag i denne uge mødes på Marienborg for at drøfte Danmarks kurs mod 2025, må de nødvendigvis forholde sig til en række udfordringer, som i løbet af det næste årti fundamentalt vil ændre nationens muligheder for at skabe vækst. For at anvende et nydansk begreb vil vilkårene blive stærkt disruptet, og spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af, viser sig mere brændende end nogensinde. For hvad stiller vi op, hvis vi ikke længere skal leve af indtægter fra olieudvinding, landbrugseksport eller søtransport – blot for at nævne enkelte eksempler fra en ny virkelighed anno 2025. De tre områder risikerer nemlig at blive ofre for en markedsrevolution styret af bl.a. nye politiske reguleringer, teknologiske landvindinger og ændrede forbrugsmønstre.

Ét er imidlertid sikkert: Det næste årti vil byde på flere og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet de foregående 15 år. Og de var ellers ganske turbulente. Perioden inkluderede både en global finanskrise, geopolitiske opbrud, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme og en række teknologiske gennembrud, der har ændret vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af smartphones, Google, Facebook, digitale indkøbscentre som Amazon m.fl. De er alle blot forvarsler om, hvad der er i vente frem mod 2025, og de udfordrer enhver nation og enhver regering i verden.

Denne artikel identificerer tre internationale udfordringer, som får afgørende indflydelse på Danmarks vækst og udviklingsplaner i det kommende tiår. Vores evne og mod til at adressere dem afgør, i hvilket omfang vi vil være i stand til at løse en række nationale problemstillinger, herunder at lette udgiftstrykket og skabe overskud på de offentlige budgetter, finansiere integrationen uden store besparelser på velfærden, tilpasse sundhedsvæsenet til en ny demografi med langt flere ældre og samtidig have råd til skattelettelser og endelig finde en vej ud af Danmarks aktuelle vækstfælde. 

Det tredobbelte krydspres

Udfordringerne kan beskrives som markedspresset, klimapresset og teknologipresset. De tre pres griber ind i hinanden i et selvforstærkende mønster og udløser et krydspres – en perfekt storm – der uundgåeligt vil udfordre de kendte samfundssystemer og forretningsmodeller. Det er i det krydspres, at Danmarks muligheder frem mod 2025 afgøres. Problemet er imidlertid, at Danmark i udgangspunktet befinder sig i en sårbar situation over for alle tre pres. Krydspresset risikerer dermed at danne en Bermudatrekant, hvor håbet om ny vækst og velstand forsvinder, med mindre såvel politikere som erhvervsledere forstår budskabet og adresserer det i den kommende 2025-plan.

Sidste uge gav et klassisk dansk eksempel på, hvordan klima- og markedspressene gensidigt forstærker hinanden. Et nyt klimaudspil fra EU risikerer at halvere den danske oksekødproduktion og reducere mælkeproduktionen med ca. 25 pct. Selv om Danmark rejser berettiget kritik, spås vi ikke store chancer for at få lempet udspillet væsentligt. Oksekød udgør en stor klimabelastning og er derfor et oplagt mål for afgifter, jævnfør Det Etiske Råds forslag om netop at afgiftsbelægge oksekødet. Hertil kommer effekten af ændrede forbrugsvaner. Der spores en stigende tendens blandt forbrugerne til at reducere kødforbruget til fordel for grønne retter. Oksekødet vurderes at være skadeligt for både helbred og klima. Det er en giftig cocktail.

Hvor uretfærdigt og smerteligt det end måtte opleves for erhvervet, er det nødvendigt at tage bestik af udviklingen og vurdere, hvordan man ellers kan udnytte sine kompetencer. At flytte produktionen ud af landet er en kortvarig frist. Der skal nytænkning til at håndtere den udfordring.

Generelt må dansk landbrug revurdere, hvad det skal leve af de kommende tiår. Store dele af erhvervets eksportprodukter er under pres af såvel økonomiske som miljømæssige årsager, og der er næppe tale om forbigående udfordringer, snarere om tegn på en ny markedsvirkelighed. Erhvervet er klemt imellem klimaøkonomiens vilkår og nye forbrugsvaner. Klimaøkonomien handler om at skulle betale for belastningen af miljøet og trækket på naturens ressourcer – den såkaldte true cost economy. Det vækstparadigme kan forudses at blive en hjørnesten i morgendagens nationaløkonomiske modeller. Som det fremgår af Mandag Morgens vækstundersøgelse, er der bred enighed blandt respondenterne om, hvad der skal være erhvervets fremtid, nemlig en total økologisk omlægning af erhvervet, så man lever op til klimaøkonomiens hovedkrav.

Det er samme nye virkelighed, der rammer oliebranchen og dermed en anden af Danmarks store indtægtskilder. Her er det næppe sandsynligt, at olien nogensinde genvinder fordums betydning, men at den i stedet vil opleve en relativt hurtig udfasning. Det alene koster statskassen dyrt, og uden kompenserende markedsgevinster fra andre eller nye sektorer kan det underminere mulighederne for at bevare velstanden og slippe ud af vækstfælden. Men landbrugs- og olieeksporten er blot eksempler på to store erhverv, der uundgåeligt, forudsigeligt og dramatisk får udfordret deres eksistensgrundlag i en ny markedsvirkelighed – en markedsvirkelighed, der især formes af en ny klimaøkonomisk virkelighed.

Hvad skal vi så leve af?

I forvejen repræsenterer den danske eksportsektor et skrøbeligt fundament under dansk økonomi. Kun 6 pct. af de danske virksomheder eksporterer deres varer; blot 5 virksomheder tegner sig for hele 20 pct. af eksporten, og den samlede eksport er stort set koncentreret på omkring 100 virksomheder. Den afsættes på få markeder, og ikke på hvad der kan beskrives som højvækstmarkeder. Kun 27 pct. af eksporten går til de såkaldte ”vækstbærende lande”. En gennemgang af eksportleverancerne viser, at vi er stærkest, når det gælder traditionelle varer, og tilsyneladende til lande med beskeden vækst og med stor konkurrence.

Forenklet udtrykt bliver en af Danmarks største udfordringer at revurdere, hvad vi skal leve af. Kan vi fortsat leve af de varer og tjenesteydelser, der hidtil har været rygraden i dansk økonomi? Og hvordan reducerer vi sårbarheden markant i en eksportsektor, der bæres af så få store virksomheder?

Det aktualiserer spørgsmålet om, hvad Danmarks reelle udfordringer handler om, og hvad der dybest set skaber vækstfælden. De knap 4.000 personer, som har svaret på Mandag Morgens vækstundersøgelse, er ikke i tvivl: Det største problem er innovation eller mangel på samme. Vi investerer for lidt i at nytænke. Det er bl.a. et spørgsmål om lederskab, der logisk og konsekvent er rangeret som den næststørste barriere for vækst med manglende risikovillighed på tredjepladsen. Det er måske også den primære forklaring på, at vi ikke i de seneste 20 år har skabt én dansk virksomhed med over 1.000 ansatte. Vi skal noget længere ned på respondenternes liste for at finde skatter og afgifter samt et højt omkostningsniveau som væksthæmmere.

Men hvis manglen på innovation, lederskab og risikovillighed er vores p.t. største udfordringer, bliver de ikke mindre – snarere tværtimod – når vi vurderer perspektiverne i det tredje krydspres, teknologipresset eller digitaliseringen. Den stiller netop voldsomme krav til de egenskaber, vi tilsyneladende er svagest på. Det er ikke, fordi interessen mangler. Tværtimod. Der er nærmest skabt en hype omkring digitaliseringen, og temaet var i fokus på Dansk Erhvervs årsmøde i sidste uge. Alle taler om, at Danmark skal satse mere på digitalisering, men for få gør noget ved det. Evnen og modet til at udnytte de mange muligheder, digitaliseringen åbner i alle sektorer af samfundet, vil i de kommende år skabe et dramatisk udskilningsløb i erhvervslivet. Vinderne bliver de ledere, der kan demonstrere mest innovation og risikovillighed hurtigst.

Input til en 2025-plan

Inden regeringen drøfter udgiftstryk, skatteletter og vækstmuligheder, bør den forholde sig til det tredobbelte krydspres – markeds-, klima- og teknologipresset. Det er her, fremtiden tabes eller vindes. Ifølge næsten 4.000 danske nøglepersoner er svaret på det tredobbelte pres en tredobbelt kompetencecocktail bestående af innovation, lederskab og risikovillighed. Men for at gøre udfordringen konkret og mulighederne klare og operationelle bør 2025-planen også inkludere en undersøgelse af, hvordan Danmark og dansk erhvervsliv er rustet til at klare det tredobbelte krydspres. Hvad er fremtiden for de danske eksporterhverv? I hvilket omfang påvirkes de af klimaøkonomiske krav? Hvordan vil det digitale Danmark se ud i 2025? Hvad er risiciene, og hvad er mulighederne? I lyset af det opgør, som Ubers indtrængen på området for persontransport har medført, kan en fuld udfoldelse af de digitale muligheder rumme kimen til en lang række opslidende opgør på arbejdsmarkedet. Med mindre man tager højde for udviklingen og forbereder sig på den.

Hvis en 2025-plan bliver en traditionel makroøkonomisk fremskrivning af nogle tendenser, herunder afdækning af eventuelle finansielle råderum for mulige skattelettelser o.l., vil planen have begrænset værdi. Den vil højst være interessant for en kortsigtet politisk debat om, hvem der skal betale for hvilke ydelser, og hvordan kommende forlig skal skrues sammen. Den vil ikke adressere de muligheder og udfordringer, som opleves af de virksomheder, der skal levere væksten. Dermed risikerer planen tværtimod at forhale en bred debat om, hvilket Danmark vi vil have i 2025, og hvad der skal erstatte de varer og tjenester, vi måske ikke længere kan leve af.

Ser vi tilbage på de sidste 15 år og forestiller os, at de næste ti år bliver langt mere turbulente, vil stille helt nye krav og åbne helt nye muligheder for samfund og for virksomheder, har behovet for et fremadrettet virkelighedstjek aldrig været større. Havde regeringen ikke allerede forberedt planen, burde den hurtigst muligt gøre det. Men udfoldelsen og gennemførelsen vil demonstrere og afgøre, om den selv har forstået den nye virkelighed. I denne uge får vi et første pejlemærke.