Dansk tænketank: Fire trends afgør, hvad virksomheder skal leve af

På onsdag offentliggør tænketanken Big Future 2025 en hvidbog med fire megatrends, som virksomheder er tvunget til at forholde sig til, hvis de vil skabe varig vækst. Det drejer sig om digita­lisering af forretningsmodeller, en voksende global middelklasse, der forskyder efterspørgsel og res­sourceforbrug mod øst, øget ressourceknaphed og klimaforandringernes stigende globale effekter. Over for Mandag Morgen løfter idémand Niels Duedahl, topchef i SE, sløret for de vig­tigste konklusioner i hvidbogen.

Bjarke Wiegand

”Der er masser af vækst i verden. Den er bare ikke længere der, hvor vi typisk har set den. Spørgsmålet er, hvad det kræver af danske virksomheder at imødegå den her vækst, når den ikke længere foregår i vores egen baghave?”

Konstateringen og spørgsmålet er formuleret af Niels Duedahl, chef for energiselskabet SE. På onsdag leverer han selv svaret på en pressekonference i Carlsberg Byen i København. Her vil han sammen med en række toneangivende danske erhvervs- og ledelsesfolk – heriblandt tidligere Vestas-chef Ditlev Engel, Hummel-boss Christian Stadil og økonomiprofessor Steen Hildebrandt – fremlægge konklusionerne fra tænketanken Big Futures 12 måneder lange vækststudie. Se tekstboks.

Big Future

Big Future 2025 er en tænketank stiftet af energiselskabet SE. Tænketanken udgøres af et advisory board ledet af Ditlev Engel, tidligere topchef i Vestas, samt 10 profiler fra dansk erhvervsliv, interesseorganisationer og vidensinstitutioner. Tænketanken præsenterer resultaterne af sit 12 måneder lange visionsstudie på en vækstkonference i Carlsberg Byen onsdag den 20. maj.

Foruden Ditlev Engel og adm. direktør i SE, Niels Duedahl, består advisory boardet af følgende personer:

Allan Polack, koncernchef i PFA Pension, Peter Høgsted, adm. direktør i Coop Danmark, Bente Overgaard, koncerndirektør i Nykredit, Christian Stadil, bestyrelsesformand i Thornico, Dorte Gleie, adm. direktør i Den Blå Planet, Lars Tveen, adm. direktør i Danfoss Heating, Karen Lisa Salamon, antropolog på KU, Steen Hildebrandt, professor og ph.d. ved Aarhus Universitet og Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør i DLG.

Mandag Morgen har forud for konferencen talt med Niels Duedahl og Ditlev Engel – henholdsvis idémand og formand for Big Future – om tænketankens væsentligste resultater.

”Studiet viser, at der er en udfordringernes fællesnævner, som går på tværs af virksomheder og sektorer,” siger Niels Duedahl.

Ifølge Duedahl er det nogenlunde de samme udfordringer, alle kigger ind i, uanset om man har fodfæste i energibranchen, industrien eller oplevelsesøkonomien.

”Vi har afgrænset fire megatrends, som kommer til at påvirke den måde, alle driver forretning på de næste 20-30 år, og som derfor vil være omdrejningspunktet for, hvordan man som virksomhed bør udvikle sin forretning,” siger Niels Duedahl.

De fire megatrends er digitalisering af forretningsmodeller, en hastigt voksende global middelklasse, der forskyder efterspørgsel og ressourceforbrug mod øst, øget ressourceknaphed og tiltagende globale klimaforandringer.

”Alle er tvunget til at forholde sig til disse trends. Og vi tror, at det er trends, der alle sammen bliver forstærkede over tid. Så måden virksomhederne forholder sig til dem på og hastigheden, hvormed man gør det, vil blive afgørende for deres fremadrettede vækstmuligheder,” siger Niels Duedahl.

De konkrete anbefalinger til, hvordan virksomhedsledere bør forholde sig til de fire trends, og hvordan de kan udarbejde strategier for at skabe holdbar vækst, afsløres først med offentliggørelsen af hvidbogen på onsdag. Men Duedahl vil gerne løfte sløret for, hvad der er kernen i anbefalingerne.

”Det er produktivitet. Men det er produktivitet i en bredere forstand end de betragtninger, Produktivitetskommissionen og andre instanser tidligere har barslet med. Vi nuancerer produktivitetsbegrebet noget mere. Vores perspektiv rækker ud over arbejdsproduktivitet. Det er også materialeproduktivitet, kapitalproduktivitet og andet, som dækker alle tre facetter af bæredygtighed – socialt, miljømæssigt og økonomisk. Det handler om, hvordan vi får vi mere ud af mindre. Og om hvordan man finder sin plads i det fremtidige samfund,” siger Niels Duedahl.

Tager egen medicin

Tænketankens kortlægning af de fire megatrends er sket gennem et intensivt forløb, hvor flere hundrede danske virksomheder fra seks forskellige sektorer på en række såkaldte vækstseminarer har diskuteret udfordringer og muligheder for fremtidig vækst.

”Kernen i projektet har været, om vi på tværs af virksomheder fra meget forskellige industrier kunne blive enige om nogle fællesnævnere, som påvirker vores forretning. Det har vi kunnet. Og derfor vil vi i SE nu også tage vores egen medicin og justere vores forretningsmodel efter de fire megatrends,” siger Niels Duedahl.

Ifølge Duedahl befinder en energivirksomhed som SE sig ”midt i brændpunktet” af de fire megatrends. Og netop behovet for at identificere nye retningslinjer for at skabe langsigtet, bæredygtig vækst har været SE’s motivation for i det hele taget at etablere tænketanken.

”Vi søsatte initiativet, fordi vi er en teknologitung infrastrukturinvestor, der opererer ud fra en meget lang tidshorisont. Vores investeringshorisont på teknologier som el-infrastruktur, fiber og vindmøller er 20-40 år. Vi har derfor et naturligt fokus på bæredygtighed, og på hvad der kan påvirke vores investeringer og forretningsmodel over en 40-årig horisont,” siger Niels Duedahl.

Og de fire megatrends påvirker i den grad SE’s forretningsmodel.

”Vores koncept og forretning er i dag under massivt pres af hele konverteringen af energisystemet fra sort til grøn. Digitalisering presser vores forretningsmodeller med krav om intelligente energisystemer og nye måder at møde borgerne på. Det er usikkert, om vi kan skaffe råvarer som litium nok til fremtidens batteriteknologi. Og verdens voksende middelklasse åbner for et enormt marked for nye energisystemer og energibesparende teknologi på de nye vækstmarkeder,” siger Niels Duedahl.

Trusler og muligheder

Kunsten for SE – og alle øvrige virksomheder – er derfor nu at identificere de trusler og muligheder, som de fire megatrends rummer for den enkelte branche. Og så naturligvis styre efter mulighederne.

Det er i den sammenhæng vigtigt at erkende, at hver megatrend rummer sin egen brændende platform. Og at det kan få afgørende betydning for en virksomheds konkurrenceevne, hvor hurtigt den omstiller sig til de relevante nye megatrends.

F.eks. fremhæver Niels Duedahl digitalisering som en præmis, alle skal forholde sig til, jo før, jo bedre.

”For den unge generation af forbrugere, der kommer nu, er der ikke noget analogt alternativt. Hvis din virksomhed ikke er online, og din forretningsmodel ikke er digital, eksisterer du bare ikke. Det er et radikalt paradigmeskifte. Truslen er, at din forretning bliver kannibaliseret af nogen, som er smartere end dig. Muligheden er, at du får udvidet dit marked og kan servicere en langt, langt større population af kunder, fordi du ved hjælp af digitalisering formår at ophæve tid og sted for din forretning,” siger Niels Duedahl.

På tilsvarende vis rummer de øvrige megatrends både trusler og muligheder, som det er vigtigt henholdsvis at værne sig imod og udnytte. F.eks. vil den voksende globale middelklasse på den ene side rumme enorme vækstmuligheder og på den anden side være en overhængende trussel mod selvsamme vækst som følge af ressourceknaphed.

Den problemstilling befinder bl.a. Carlsberg, som også har deltaget i Big Futures vækstseminarer, sig i, f.eks. hvad angår at gribe de vækstmuligheder, den stærkt voksende middelklasse i Asien byder på. Bryggerigiganten forudser, at den stærkt stigende efterspørgsel efter øl- og læskedrikke i Asien vil føre til markant ressourceknaphed på vand. En udfordring, som ikke forventes løst af den eksisterende produktivitetsudvikling, men som vil kræve radikal innovation af selve produkt-, produktions- og logistikprocessen.

Ligeledes rummer de tiltagende klimaforandringer både trusler i form af ekstreme vejrsituationer, som kan gøre skade på produktionsanlæg og logistiklinjer, og muligheder i form af f.eks. stigende efterspørgsel på energi- og ressourceeffektiv teknologi.

I alle tilfælde vil virksomheders fremtidige konkurrenceevne afhænge af, hvor dygtige de er til at gennemskue de enkelte megatrends trusler og muligheder, og hvor hurtige de er til at tilpasse deres forretningsmodel efter dem.

Danmark godt rustet

Ifølge formanden for Big Future, Ditlev Engel, er danske virksomheder som udgangspunkt godt rustet til at imødekomme de fire megatrends. Men vi har nogle strukturelle udfordringer med at indfri det fulde potentiale af de markeder, det åbner for.

”Det at være ressourceeffektive er en del af vores DNA i Danmark. Vi har en helt grundlæggende forståelse for tankegangen i genbrug og i cirkulær økonomi, og vi har igennem mange år oparbejdet knowhow inden for energi- og ressourcebesparelser. Der er danskerne i deres mindset langt i forhold til at imødekomme de fire trends. I mange andre dele af verden vil det i dag for den gængse befolkning være helt utænkeligt at gøre, som vi gør,” siger Ditlev Engel.

Det er også en fordel, at danskerne generelt er forandrings- og teknologiparate, og at vi i forvejen er blandt verdens mest digitaliserede nationer. Imidlertid mener Ditlev Engel, at Danmark har nogle erhvervsstrukturelle udfordringer, hvis vi skal profitere af de muligheder, vores knowhow og teknologiparathed giver.

”Mange af de nationer, som har de største ressourceudfordringer, efterspørger store, integrerede helhedsløsninger. Det behov bliver vanskeligt at møde med den danske erhvervsstruktur bestående af mange små og mellemstore virksomheder,” siger Ditlev Engel.

Ifølge Ditlev Engel vil danske virksomheder ofte komme til kort i konkurrence med store udenlandske industrikoncerner, der kan tilbyde nøgleklare storskalaløsninger inden for f.eks. energi- og transportinfrastruktur, med mindre de begynder at tænke og organisere sig anderledes.

”Det gælder om at sætte sig ind i, hvad kunden vil have, og ikke blot fokusere på at tilbyde, hvad man selv har. Danske virksomheder skal væk fra at tænke i delløsninger og blive bedre til at tænke i helheder. Vi skal tænke bredere og på tværs af virksomheder,” siger Ditlev Engel.   

Den udfordring kan f.eks. imødegås ved at indgå alliancer og partnerskaber. Og det er bl.a. en af de anbefalinger, tænketanken vil uddybe på onsdag. En anden er nye måder at betragte produktivitetsudfordringen på.

Hvordan det skal gøres, vil hverken Niels Duedahl eller Ditlev Engel dog uddybe før på onsdag.

”Jeg kan kun sige, at nye måder at tænke og skabe produktivitetsvækst på er en meget væsentlig del af anbefalingerne,” siger Ditlev Engel.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu