Datacentre sluger verdens strøm :: Fra piratkopist til førende innovatør :: Indien på vej mod kontantløst samfund

Det globale strømforbrug fra internettet vil eksplodere frem mod 2025. Svensk ekspert kalder bygning og drift af datacentre for verdens centrale industri i fremtiden. ’Made in China’ signalerer ikke længere billigt kopiprodukt, men dækker i dag også over innovation i verdensklasse. Og så har inderne påbegyndt rejsen mod det kontantløse samfund.

Peter Hesseldahl

Intuitivt tænker de fleste formentlig på internettet som helt anderledes miljømæssigt end gammeldags, tung og energislugende industri. Bits er vægtløse glimt i fiberkabler eller bare signaler i luften omkring os.

Men det kræver strøm at sende de bits rundt, endda rigtig meget strøm, og i takt med at verdens forbrug af data eksploderer, vokser strømforbruget også. Estimater viser, at internettet i 2025 kan stå for så meget som 20 pct. af klodens samlede elektricitetsforbrug.

Danmark har formået at tiltrække en række store datacentre, som er under opførelse for Apple, Facebook og Google, ikke mindst fordi vores elproduktion er baseret på en høj andel af vedvarende energi.

Helt omvendt forholder det sig i især Asien, hvor en stor del af internettet reelt er drevet af kulkraft. Der er mere om paradokserne og mulighederne i fremtidens globale datacenterindustri i Claus Kraghs fascinerende artikel.

For bare få år siden betød ’Made in China’, at produktet var billigt, produceret under betænkelige forhold og i mange tilfælde en direkte kopi af et vestligt produkt.

Men Kina er hastigt ved at gå fra kopiering til selvstændig innovation i verdensklasse. Det er en udtrykkelig strategi fra regeringen, at den enorme kinesiske industri skal automatiseres og bevæge sig opad i værdikæden i retning af dyrere og mere avancerede produkter – droner, smartphones, højhastighedstog, elektriske biler og kunstig intelligens.

”Den globale rollefordeling skifter. Inden for de næste 5-10 år vil Kina være den ledende nation for innovation i verden,” siger Ed Tse, en af Kinas førende ledelseskonsulenter, i et interview med MM Next. Enhver, der har været i Kina for nylig, vil vide, at der er vægt bag de ord.

Indien er også godt på vej. I de seneste år har landet med 1,3 milliarder indbyggere haft vækstrater på højde med Kinas, og internettet og det væld af services, det fører med sig, når forbløffende langt ud i krogene.

I dagens klumme fra Innovationcentre Denmark i New Delhi kan man få et fint indblik i og overblik over, hvordan elektroniske betalinger og indførelsen af et digitalt nationalt, personligt ID-system markant har forbedret mulighederne for at drive forretning, investere og tage lån i Indien.

Og så har vi en historie – og en video – om flyvende biler, selvfølgelig. På CES-messen, der løber af stablen i Las Vegas i denne uge, har chipfabrikanten Intel sammen med Airbus vist en stor drone med 18 rotorer, der kan fragte 2 personer rundt i 30 minutter ad gangen. Vrooom!

Volocopteren, som den kaldes, skulle være så enkel at betjene, at en 5-årig ville kunne flyve den.

Gad vide, hvad der sker, hvis styrepinden kommer i hænderne på et par 18-årige?

God fornøjelse med læsningen!

Peter Hesseldahl, redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu