Demokratiets digitale Messias

Jim Gilliam grundlagde virksomheden NationBuilder for at demokratisere demokratiet.

Grundlæggeren af NationBuilder, Jim Gilliam, døde 23. november 2018 efter et længere forløb med kræft.
Grundlæggeren af NationBuilder, Jim Gilliam, døde 23. november 2018 efter et længere forløb med kræft.Foto: jimgilliam.com
Claus Kragh

MM Special: Demokratierne skælver

  • 'Grey money’ kan booste ekstremismen i de europæiske demokratier.
  • Digitalisering gør det nemt og hurtigt at starte et parti eller en bevægelse.
  • Efterretningstjenesterne advarer om indflydelseskrig fra russisk side og tager usædvanlige skridt for at stoppe den.
  • Danmark er ikke så sikkert, som vi tror. Også her kan man købe politik for penge.
  • Tyskland har lavet kontante tiltag mod desinformation og propaganda.

Europas nationale demokratier skælver

Europæisk politik kan købes for penge

Aktivister på Nørrebro bruger samme software som Donald Trump

Demokratiets digitale Messias

Jurister og 'cyber-tropper' bekæmper desinformation i Tyskland

Lisbeth Knudsen: Vi skal hacke demokratiet før andre gør det

”Gud er, hvad der sker, når menneskeheden er forbundet. Og det er kun ved Guds nåde – deres nåde – at jeg vil blive frelst. Déri havde jeg total tro.”

Sådan skriver den amerikanske grundlægger af virksomheden NationBuilder, Jim Gilliam, i bogen The Internet is my Religion.

Bogen tjener i dag som den centrale vision i Gilliams succesrige virksomhed NationBuilder, der sælger sin software og sine services til politiske organisationer over hele verden. I november 2018 havde NationBuilder flere end 9.000 kunder i 112 lande. Jim Gilliam døde af kræft 23. november i år, 41 år gammel.

Gilliam, årgang 1977, voksede op i et kristent hjem med et nært forhold til en nørdet IBM-ansat far. Han havde efter eget udsagn to store interesser i sin barndom: Jesus og internettet. Men han har som voksen ’opgivet Jesus-tingen’ og gjort internettet til sin religion. Som helt ung oplevede han som aktivist i New Yorks filmmiljø, at han kunne demokratisere adgangen til filmene via internettet. Og i 2008 fik Gilliam den tanke, at han kunne bruge internettet til at demokratisere demokratiet.

”Jeg tænkte: ’Internettet har bragt demokrati til alle mulige forskellige industrier, men ingen havde tænkt over, hvordan man kunne demokratisere demokratiet selv,” sagde Gilliam i 2012 til magasinet Pando, hvor han forklarede, at der var et hul i markedet, fordi teknologifolk ikke interesserede sig for politik. Det var for lille et marked og ville ikke interessere venturekapitalister, hed det sig.

Men Gilliam ville det anderledes. Han insisterede på, at community-organisering er nøglen i al politisk virksomhed, og han lavede derfor en startup, der havde til formål at bruge internettets værktøjer til ’at ryste op i et sammenbrudt politisk system’. Virksomhedens navn, 3dna, var en henvisning til, at Gilliam efter både en rygmarvs- og en lungetransplantation efter cancer bærer tre forskellige dna’er i sin krop. Det dramatiske sygdomsforløb har sat sig dybe spor hos Gilliam, der – mens han har forladt den kristne tro – bestemt ikke har glemt evnen at prædike.

Gilliam brød igennem i en større offentlighed, da han i 2011 holdt en tale med titlen The Internet is my Religion ved det årlige Personal Democracy Forum i 2011 i New York City, hvor hackere, webaktivister og engagerede startup’ere mødtes.

Fakta

Bogen The Internet is My Religion af NationBuilder-grundlæggeren Jim Gilliam kan downloades gratis her.

Siden voksede NationBuilder støt, indtil Jim Gilliam i november 2016 atter kom i offentlighedens søgelys. Det skete, da Gilliam i en blogpost pralede af, at hans firma NationBuilder havde bidraget til at skaffe Donald Trump sejren ved det amerikanske præsidentvalg.

Gilliam kaldte valget historisk og fortalte, at flere end 3.000 kandidater, der stod på stemmesedlerne – fra skolebestyrelser til viceborgmestre og præsidentembedet – var kunder hos NationBuilder.

”Mange af jer – heriblandt Donald Trump og tre andre præsidentkandidater, der ikke var fra det etablerede system – var outsidere … Tak for jeres mod til lede. Fremtiden bliver tegnet af dem, der gør. Og vi vil være der for jer ved hvert skridt I tager,” skrev Gilliam og tilføjede:

”Valget viser endegyldigt, at vi er i en ny æra – én, hvor alle kan stille op og vinde – og at vi er her for at sikre, at mennesker, uanset hvor de kommer fra, og uanset hvad de tror på, har den mulighed.”

Det var hårdt kost for en del af NationBuilders venstresnoede liberale kunder, der ikke kunne leve med at bruge et firma, der også gerne sælger sine services til Donald Trump.

Jim Gilliam og NationBuilder fastholdt imidlertid, at virksomheden er politisk neutral, alt imens man forsøger at styrke demokratiske processer på både lokalt og nationalt plan. Gilliam vil ikke sortere i kunder. Alle skal efter hans mening have mulighed for at deltage i demokratiet, hvilket han understregede i sin bog, hvor der er lige ved at gå Messias i den.

”Du kan bygge et fællesskab; du kan rejse penge; du kan bruge talent hos fremmede, som du aldrig har mødt, fordi de tror på din historie, på din vision, på dig. Du kan lede,” skrev Gilliam.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu