Ikke meget mere end 1.000 nye job, et ekstra vækstmål på sølle 1/3 pct. vækst om året frem til 2020 og en svækkelse af den grønne omstilling. Det er groft sagt kernen i regeringens Vækstplan DK, når man skræller al retorikken og de politiske hensigtserklæringer væk. Planen giver ikke noget ordentligt og bæredygtigt svar på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Regeringen bruger sin sparsomme politiske kapital på at udfordre en række af sine kernevælgere og på at lave finjusteringer i rammevilkårene, uden at formulere et offensivt og sammenhængende svar på, hvilke vækststrategier vi skal satse på. Ud over de førnævnte 1.000 nye private job håber regeringen på at skabe yderligere 8.000 private job gennem såkaldt ”endnu ikke konkretiserede reformer”.

Tirsdag aften debatterede ansvarshavende chefredaktør Bjarke Møller regeringens vækstplan i Deadline 22.30. Se debatten her.

Planen er med andre ord voldsomt sminket, og sminken er mere sort end grøn. Konsekvensen kan blive et nedslående forår i stedet for en periode, hvor optimismen for alvor vender tilbage og Danmark finder ind på et stærkt og bæredygtigt vækstspor.

Regeringen drømmer om at skabe flere nye job, men der er i praksis langt op til de 150.000 nye private job frem til 2020, som regeringen ellers praler med. Økonomisk set kan de nye forslag ikke kaldes en stor og ambitiøs vækstplan, selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt flankeret af Margrethe Vestager, Bjarne Corydon og SF’s Holger K. Nielsen forsøgte at iscenesætte udspillet på den måde.

SF’s formand, Annette Vilhelmsen, magtede ikke engang at stille sig op i forreste linje og forklare sig, og det er måske meget symptomatisk for de resultater – eller mangel på samme – som partiet har opnået i forhandlingerne.

Politisk føler regeringens topministre sikkert, at det er en ”stor” plan, for de har bidt hovedet af al skam, dræbt gamle hellige køer og valgløfter, standhaftigt ignoreret klagerne fra baglandet, og de er gået på frierfødder til erhvervslivet i en grad, som man skal mange år tilbage for at se mage til fra en centrum-venstre-regering. De har brug for virksomhedernes hjælp, hvis Danmark skal genskabe konkurrenceevnen og skabe lige så mange job, som der er gået tabt, siden finanskrisen brød ud.

Erhvervslivets sejr

For erhvervsorganisationerne er planen en stor principiel sejr, for regeringen barberer noget af væksten i de offentlige udgifter og flytter pengene over til virksomhederne. Det er et vigtigt politisk signal til hele det danske samfund, at vi har brug for flere private job og flere vækstvirksomheder, hvis vi også i fremtiden skal kunne finansiere velstanden og velfærden. Selskabsskatten foreslås nedsat fra 25 til 22 pct., og erhvervslivet vil få en række afgiftsnedsættelser, der vil mindske deres løbende omkostninger. Det er ikke gigahop til en stærkere konkurrenceevne, men virksomhederne får nøgternt set lidt bedre rammevilkår. 

Dansk Erhverv og Dansk Byggeri kan juble over forlængelsen af boligjobordningen, der i 2013 og 2014 vil give tusinder af midlertidige private job i byggebranchen og serviceerhvervene. Og turisterhvervet har grund til at glæde sig, for de får et højere momsfradrag på hotelovernatninger og kan håbe på, at det kan dæmme op for den hårde konkurrence fra nabolandene.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er glad, fordi regeringen ”begynder at lave noget, der er designet ikke bare til Venstre, men langt hen ad vejen også er designet af Venstre”.

Det er den rene fryd og gammen, og det må være en smal sag at lave et forlig mellem regeringspartierne, Venstre og De Konservative. Prisen kan meget vel blive lidt ekstra afgiftslettelser for grænsehandlen. Men er det virkelig den vækstplan, som Danmark trænger til?

Det er det ikke. Regeringens vækstplan er økonomisk set ikke ambitiøs nok. Og hvis det er, hvad de politiske partier kan komme op med i forhold til de historisk store udfordringer, som det danske samfund står over for i det globale konkurrencekapløb, er det ikke imponerende.

De få nye job

Over tre fjerdedele af den opreklamerede effekt på 150.000 job er knyttet til et håb om, at konjunkturerne vender, og at demografien ændrer sig. Reelt er der kun 33.000 job i det, regeringen kalder for nye reformer, og det er over hele syv år!

Men når man læser forklaringerne i planens noter, står det klart, at 5.000 af de 33.000 job skyldes førtidspensionsreformen, 11-12.000 skyldes sidste års skattereform, 8.000 hentes på SU- og kontanthjælpsreformen, og så er der yderligere 8.000 fra de førnævnte ”endnu ikke konkretiserede reformer”.

Nettoeffekten af nedsættelsen af selskabsskatten og afgifterne i form af ekstra investeringer i kapitalapparatet giver ifølge regeringen ikke meget mere end cirka 1.000 nye private job. Det er ikke overvældende, og det er planens største akilleshæl. Mange af de andre foregående strukturelle reformer, som regeringen har gennemført, peger i den rigtige retning og bidrager uden tvivl til at styrke dansk økonomi på den lange bane, men de nye vækstudspil har rent jobmæssigt en begrænset effekt.

Værst er, at man mangler en større samlende vision for Danmarks fremtidige vinderstrategi, der kan løfte forslagene op over finjusteringerne af rammevilkårene. Regeringen skylder os stadig et fremsynet svar på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og hvilke vækstmarkeder vi skal fokusere på.

Planen lider frem for alt under den afgørende svaghed, at den svækker den grønne omstilling. Regeringen understreger hermed indtrykket af et svagt lederskab, der zig-zagger konstant og ikke kan holde fast i de store politiske sigtelinjer for den grønne omstilling, der i sin tid blev lagt med regeringsgrundlaget.

Sidste års indgreb mod folkebevægelsen for solceller, der var ved at gøre den grønne omstilling til et fossilfrit energisystem til et folkeeje, var ikke en enlig svale. Regeringen fortsætter i vækstplanen med at skære ned på det grønne område.

Selv om man i Vækstplan DK laver en retorisk henvisning til en ”Green Deal”, er der kun afsat i alt 100 millioner kr. til energirenoveringer og grønne boligkontrakter over tre år. Det er for intet at regne over for den nedskæring af grønne afgifter for i alt 5,5 milliarder kr. i samme periode. Regeringen vil fjerne kørselsafgiften for lastvogne, reducere enkelte energiafgifter, fjerne CO2-afgiften på elektricitet og nedsætte både emballageafgifter og spildevandsafgiften for store virksomheder.

Det peger i den gale retning. Frem for at sænke det grønne pres på virksomhederne, burde regeringen snarere hæve det, for i fremtidens globale marked bliver ressourceeffektivitet og energiproduktivitet den helt store konkurrenceparameter. Disse parametre bliver efter alt at dømme vigtigere end lønkonkurrenceevnen i en verden, hvor råvare- og energipriserne vil være stigende.

Virksomheder, der rykker foran i denne omstilling, vil få en meget vigtig konkurrencefordel. På dette felt kunne vi bygge videre på de allerede eksisterende danske styrkepositioner inden for cleantech, miljøløsninger og vand, og vi kunne samtidig intensivere indsatsen for at få skabt en mere systematisk affaldsstrategi. På samme måde burde boligjobordningen målrettes til grønne energirenoveringer, men regeringen har alligevel valgt at smøre midlerne bredt ud – også til midlertidige job i den gamle murstensøkonomi, der ikke har det store vækstperspektiv i forhold til det globale marked.

De nye styrkepositioner

Regeringens vækstplan rummer en overfladisk henvisning til de vækstteams, som regeringen selv har nedsat. Hvis de ledende ministre havde lyttet noget mere til disse vækstteams, ville de også have forstået, at høje miljøstandarder og energiafgifter historisk set er en meget vigtig årsag til, at danske virksomheder generelt er meget mere energieffektive end udenlandske konkurrenter, og at vi har opbygget internationale styrkepositioner på markedet.

Det er naturligvis vigtigt at sikre virksomhederne en stærkere konkurrenceposition. Men det behøver ikke at komme på tværs af den grønne omstilling. Tværtimod kunne man hæve de grønne afgifter og etablere nogle grønne puljer, som tilbagefører pengene til erhvervslivet, for så vil det ikke gå ud over konkurrenceevnen på omkostningssiden – og samtidig vil det styrke konkurrenceevnen på den grønne omstilling. Desuden burde regeringen sænke selskabsskatten endnu mere, så det samlede regnestykke for erhvervslivet ville være positivt.

Større ambitioner for den grønne omstilling behøver ikke at være i modsætning til konkurrenceevnen. Tværtimod kan de to målsætninger forenes, hvis man tænker ud af boksen og skaber en ny og mere offensiv forståelse af fremtidens konkurrencemodel. Danmark har stærke forudsætninger for at lave dette paradigmeskifte, men regeringen har i stedet valgt at tage to skridt tilbage.

Flere investeringer

Hvis man har en ambition om at tiltrække flere udenlandske investeringer, bør selskabsskatten sænkes endnu mere. For med 22 pct. mainstreamer man bare den danske sats til det, der er ved at blive det nye niveau i Sverige, Storbritannien og andre lande.

I stedet kunne man have sænket satsen til f.eks. 18 pct., så det virkelig syner af noget på det europæiske investeringskort. Det ville samtidig have den fordel, at man ville kunne holde samme sats i mange år frem i tiden. Stabilitet og ro om skatteforholdene er som bekendt en meget vigtig forudsætning for at blive et attraktivt investeringsland.

Satsen på 22 pct. ligner en mellemstation, som så mange andre af de sidste to årtiers nedsættelser af selskabsskatten. Man vil forhøje grænsen for udbetaling af skattekredit for underskud som følge af forsknings- og udviklingsomkostninger, og det er et skridt i den rigtige retning. Virksomhederne bør fremover få stærkere incitamenter til at investere i forskning og udvikling, nye teknologier og robotter, så vi kan genrejse Danmarks industrielle konkurrenceevne.

På dette punkt bør Danmark som en række andre europæiske lande også lempe beskatningen af patenter og indføre en endnu lavere innovationsskat. Det skridt har regeringen endnu ikke turdet tage fuldt ud. Men hvis vi skal genrejse Danmarks langsigtede konkurrenceevne med stærke og innovative erhvervsklynger, så er vi nødt til at overveje flere af den slags offensive tiltag. Ellers ender det kommende forår som en trist affære rent økonomisk.

Mere innovation

Mandag Morgen har igennem de seneste år leveret en stribe eksempler på, hvordan man kan udvikle en ny offensiv erhvervspolitik og løfte produktiviteten, innovationskraften og ressourceeffektiviteten i det danske samfund.

Vi stiller gerne disse ideer til rådighed for regeringen, når den opdager, at gårsdagens storstilede vækstplan viser sig ikke at kunne levere de ønskede resultater. Lad mig blot tage et enkelt eksempel for at illustrere pointen:

Regeringen taler i planen om at investere i fibernet på Bornholm, men hvordan gavner det egentlig nationens konkurrenceevne, og hvordan dukkede det forslag egentlig op i planen uden sammenhæng med resten af landets infrastruktur? Det er et mysterium, der fortjener at blive opklaret.

Sagen er, at hele Danmark har brug for en digital og fiberoptisk infrastruktur i verdensklasse, der kan matche frontløbernationer som Sydkorea og levere hastigheder på 1.000 mbit/sek. og ikke bare de sølle 100 mbit/sek, som regeringen stadig opererer med i vækstplanen.

I forhold til de beskedne jobeffekter, regeringens plan opererer med, er det værd at huske, at et fiberoptisk netværk på 1.000 mbit/sek. ifølge beregninger foretaget af Copenhagen Economics kunne løfte produktiviteten med over 7 pct., give en samfundsøkonomisk gevinst på 169 milliarder kr. og skabe 10.000 nye arbejdspladser frem til 2020. Det kunne give Danmark en digital infrastruktur, der for alvor styrker Danmarks langsigtede konkurrenceevne.