Det er som at se endnu et afsnit af ”Californication” eller en anden langstrakt tv-serie. Den aktuelle, ophedede debat om regeringens såkaldte ”kasseeftersyn på it-området” og SKAT’s skrottede inddrivelsessystem, EFI, er ren deja-vu. Og ender det, som det plejer – som det jo gør i langstrakte tv-serier – venter vi nu blot på, at endnu en offentlig it-skandale, der koster skatteborgerne milliarder af kroner, rammer os. Det viser historien i hvert fald. Se tidslinje nederst på siden.

En gennemgang af kuldsejlede, offentlige it-projekter fra årtusindskiftet og frem til i dag viser, at skandalerne falder som perler på en snor, trods løbende evalueringer, ministerbeklagelser og iværksættelse af diverse udvalg, tiltag og strategiændringer. Nøjagtig som at køre i en karrusel, hvor første og sidste vogn er henholdsvis en it-skandale og et udvalg, der skal forhindre fremtidige skandaler.

Da Danmarks nye minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), i en pressemeddelelse i forrige uge annoncerede, at ”det er på tide at tage skeen i den anden hånd. Vi skal simpelthen bruge skatteydernes penge mere begavet,” var det historisk set som at køre endnu en omgang i den offentlige it-karrusel.

Løhdes ske-analogi er en reaktion på SKAT’s skrottede it-system, der nu er efterfulgt af en stævning af it-leverandøren KMD på 700 millioner kroner samt regeringens nye kasseeftersyn, der viser, at hele 158 samfundskritiske it-systemer i øjeblikket er i en ”utilstrækkelig systemtilstand”. Se tekstboks.

Innovationsministeren vil nu – helt efter planen – nedsætte en arbejdsgruppe, der frem mod sommeren 2017 skal udarbejde et strategioplæg, der skal forhindre fremtidige skandaler. Men eksperter, der har kørt i – eller på nærmeste hold betragtet – den offentlige it-karrusel i de seneste 20 år, giver ikke meget for den udmelding.

Som tidligere departementschef i Finansministeriet, topchef i Danica Pension, adjungeret professor på CBS og medlem af diverse regeringsnedsatte kommissioner og råd Erik Bonnerup siger: ”Det er fint at tage skeen i den anden hånd, men man skal jo også bruge den til noget. Jeg er spændt på, om det, som sædvanlig, bare ender i vidtløftige planer og løfter, som aldrig bliver indfriet.”

Eller som it-professor Kim Normann Andersen fra CBS siger: ”Nu har vi hørt den klagesang i 20 år. Vi kommer ikke rigtig ud af stedet. Det er, som om det går i ring. Der kommer nogle store skandaler – så kommer der noget ro på – og så kommer der nogle nye skandaler. Og afstanden mellem de to punkter bliver mindre og mindre.”

Åh, min Amanda …

Allerede ved årtusindskiftet var statens problemer med at styre it-projekter – eller edb-projekter, som det hed dengang – en erkendt udfordring. Og Rigsrevisionen blev flittigt brugt til at kortlægge og beskrive udfordringens omfang.

I rapporten ”Beretning om gennemførelse af statslige edb-projekter” fra 2000 bliver det konstateret, at statslige edb-projekter ”i de seneste år” har haft ”problemer med at overholde de tidsmæssige og økonomiske rammer samt at leve op til de funktionelle krav”. Ud af de 124 statslige it-projekter, rapporten omfatter, var hele 88 – eller 71 procent af projekterne – løbet ind i problemer, der gjorde, at de ikke kunne gennemføres som planlagt ”enten i forhold til projektets tidsmæssige eller økonomiske ramme eller i forhold til det færdige systems funktionalitet”.

Rigsrevisionen udtrykte særlig bekymring for Forsvarsministeriets projekt DeMars, der med en projektramme på ca. 870 mio. kr. var det største projekt i undersøgelsen, samt Arbejdsmarkedsstyrelsens projekt Amanda. Sidstnævnte havde allerede overskredet tidsrammen med to år og budgettet med 200 millioner kroner – eller 100 procent.

Særligt Amanda trak overskrifter, da systemet var så fejlbehæftet, at Arbejdsmarkedsstyrelsens ansatte nedlage arbejdet, da systemet første gang blev sat i drift i 2000.

Det var også Amanda-skandalen, der, på opfordring af Erik Bonnerup, fik Teknologirådet til at finansiere en undersøgelse af, hvad der får statslige it-systemer til at køre af sporet, og komme med anbefalinger til, hvordan man undgår det.

Undersøgelsen ’Erfaringer fra statslige IT-projekter – hvordan gør man det bedre?’ fik siden øgenavnet ’Bonnerup-rapporten’, da Erik Bonnerup indsattes som formand for arbejdsgruppen, som i øvrigt også talte Kim Normann Andersen.

Parallellen til det aktuelle forløb med SKAT’s kuldsejlede inddrivelsessystem, EFI, med regeringens kasseeftersyn og med Løhdes udvalg, der skal forhindre fremtidige skandaler, er dermed slående.

It-skandaler er et ledelsesproblem

Ved årtusindskiftet var situationen altså meget tilsvarende, hvad den er i dag. Flere store statslige it-projekter var kørt af sporet eller på vej til det. Den offentlige debat bruste med krav om bod og bedring. Daværende arbejdsminister, Ove Hygum (S), blev trukket i samråd pga. Amanda-skandalen. Der blev lavet kortlægninger af problemets omfang. Og der blev oprettet arbejdsgrupper, der skulle undersøge, hvad der går galt, og hvordan staten får styr på sine it-projekter.

Bonnerup-rapporten tog udgangspunkt i en analyse af 5 store statslige it-projekter for at finde svar på, hvad der får dem til at sprænge tids- og budgetrammer eller skuffe rent funktionelt. Ud over Amanda, analyserede gruppen Undervisningsministeriets edb-system Easy, Told og Skats Erhvervssystem, Økonomistyrelsens økonomisystem Navision Stat og Undervisningsministeriets it-system VUE.

”Det, vi pegede på dengang, var to overordnede ting. Det ene var, at man lavede projekterne så store, at man ikke kunne styre dem. Det andet var, at man lavede alt for detaljerede og rigide kravspecifikationer,” siger Erik Bonnerup.

Han mener, at det i store træk er det samme, der får systemerne til at køre af sporet i dag.

”Efter min mening bliver man ved med at gentage nogle af de fejl, vi pegede på dengang. Dybest set handler det her ikke særlig meget om it-problemer. Det er i meget høj grad et ledelsesproblem. Og det er et ledelsesproblem på højt niveau,” siger Erik Bonnerup.

Ifølge Bonnerup danser den politiske såvel som den administrative ledelse i staten rundt om den varme grød, når det kommer til it-projekter.

”Politikerne vil ikke røre ved de her store it-projekter med en ildtang. Og ikke have ansvaret for, at det går galt. Det gælder også den administrative ledelse. Der er ingen, der rigtig vil gå ind og sige: ’Mon ikke vi skal begrænse projektet eller stoppe det her’ – inden projekternes budgetter og tidsrammer løber helt af sporet,” siger Erik Bonnerup.

Konkret efterspørger han, at både de øverste embedsmænd og skatteminister Karsten Lauritzen (V) i den aktuelle it-skandale i SKAT tager ansvar og går aktivt ind i at finde ud af, hvad det er, der er gået galt, så man kan rette op på det til en anden gang.

”Debatten forløber kun på et overordnet niveau, hvor man har konstateret, ’at det også er for galt’, og ’nu må man gøre noget ved det’. Men der sker ikke rigtigt mere. Der bliver ikke taget action på det,” konstaterer Bonnerup.

Dansen om den varme grød

Såvel Rigsrevisionens beretning som Bonnerup-rapporten lod ingen i tvivl om, at der var noget rivende galt med den måde, staten styrer it-projekter på, og at det koster skatteborgerne milliarder af spildte skattekroner. Alligevel byder de kommende år – ifølge såvel Erik Bonnerup som Kim Normann Andersen, der siden 2000 har forsket i bl.a. offentlige it-systemer – kun på ’symptombehandling’ og på jævnlige beklagelser og erkendelser fra diverse politikere.

I efterspillet til Bonnerup-rapporten erkender daværende forskningsminister Birte Weiss (S) således, at der er behov for at ofre mere energi på organisation og ledelse i forbindelse med de store it-projekter.

”I dag koncentrerer vi os for meget om teknikken. Den ubalance har været en af de væsentlige årsager til problemer i forbindelse med flere større statslige it-projekter,” udtalte hun til Jyllands-Posten, hvor hun kaldte rapporten for ’godt og fremadrettet arbejde’ og lovede, at den ville indgå i opfølgningen på den seneste finanslovsaftale.

Ambitionerne om at se på ledelsen – som rapporten udpegede til hovedproblemet – gik imidlertid hurtigt i glemmebogen, ikke mindst fordi et regeringsskifte kort efter tog opmærksomheden. Samtidig udviklede problemprojekterne Amanda og DeMars sig stadig mere betændt, hvilket fik de nye ministre til at gå i flyverskjul. Den samlede forsinkelse på Amanda blev således 5 år, med meromkostninger på op mod 1 milliard kroner. Systemet kom først op at køre i 2003, men måtte skrottes allerede i 2008, fordi udviklingsplatformen var forældet. DeMars gik 6 år over tid og sprænge budgetrammen med over 400 millioner, før systemet kom op at køre.

Til den positive side blev der dog med Bonnerup-rapporten etableret et omdrejningspunkt for statens videre arbejde med it og digitalisering i kraft af specialkonsulent Lars Frelle-Petersen. Han blev i 2001 indsat som Teknologirådets projektleder på rapporten og har siden siddet i spidsen for diverse offentlige tiltag på it-området.

Lars Frelle-Petersen, der i dag er chef for Digitaliseringsstyrelsen, er dermed ofte den, diverse ministre har kørt i stilling, når bølgerne gik højt om diverse it-skandaler. Og det har de gjort jævnligt de sidste 17 år, hvilket har kastet Frelle ud i skiftevis at erkende problemerne og erklære, at nu har staten taget hånd om dem.

Søforklaringer og symptombehandling

I forbindelse med Bonnerup-rapporten erklærede Lars Frelle-Petersen således over for Jyllands-Posten: ”Man mangler en klar strategi for, hvad det er, man vil have, når man bestiller et nyt system.”

I 2007, efter indkørsel af nye vejledninger på offentlige it-kontrakter og -udbud, konstaterer Frelle, der nu er digitaliseringschef i Finansministeriet, i Computerworld: ”It bliver prioriteret højere. Vi er blevet bedre. Mange af vores topledere prioriterer i dag it meget højt, og typisk følges de store it-projekter meget tæt af topledelserne.”

I 2010 får piben dog en anden lyd oven på Finansministeriets kortlægning af, at staten har mistet 1 mia. kr. på skandaleramte it-projekter fra 2001 til 2009. ”Der er ingen tvivl om, at vi i det offentlige er for dårlige til at håndtere store it-projekter,” konstaterer Frelle nu over for Information.

Selv om Finansministeriets rapport går dybere end Bonnerup-rapporten, når den imidlertid frem til stort set samme konklusioner og varsler. Dermed er det offentlige kørt lidt i ring i de 10 år. Som afdelingschef i Finansministeriet Mogens Pedersen konstaterede over for DJØF-bladet ved lanceringen af rapporten: ”Rapporten peger på mange aspekter, som også har været fremhævet tidligere.”

I 2013 – efter oprettelsen af statens IT-projektråd og Digitaliseringsstyrelsen, hvor Lars Frelle-Petersen indsættes som direktør – vender optimismen dog tilbage: ”Vi har reduceret risikoen betydeligt for, at vi igen får den her slags sager, som løber ind i så store problemer,” erklærer han over for Berlingske.

Kort efter falder korthuset igen sammen, da Arbejdsskadestyrelsens it-system Proask i 2014 må skrottes efter 6 års forsinkelser og merudgifter på 175 millioner kroner, og året efter er det SKAT, der kaster håndklædet i ringen og skrotter EFI-projektet efter 6 års forsinkelser og samlede meromkostninger på 1 milliard kroner.

”Årsagen til, at det bliver ved at gå galt, er, at man overvejende har foretaget symptombehandling, frem for at tage fat om roden til problemerne: at det her er et ledelsesmæssigt problem,” konstaterer Erik Bonnerup.

Hvad laver Finansudvalget?

Og her står vi så. Den offentlige it-karrusel er på vej til at køre en omgang mere. Og går det, som det plejer, vil Sophie Løhdes arbejdsgruppe nå frem til nogenlunde samme konklusioner som i 2001 og 2010. Men den næste skandale vil lure i periferien af de 158 samfundskritiske it-systemer, som det nye kasseeftersyn har konstateret i øjeblikket er i en ”utilstrækkelig systemtilstand”.

Det store spørgsmål er nu, hvordan Sophie Løhde vil undgå, at hendes arbejdsgruppe og efterfølgende IT-strategi blot bliver endnu et nedslag på IT-skandalernes endeløse bredbånd. Det spørgsmål har det imidlertid ikke været muligt at få innovationsministeren til at svare på inden for deadline.

Skal forbandelsen brydes, handler det ifølge Bonnerup og Kim Normann Andersen om at sætte sig grundigt ind i, hvad der konstant får statslige it-projekter til at løbe løbsk, og tage fat om ondets rod og ændre på det ledelsesmæssige setup for projekterne.

”Tager du den politiske ledelse, må man bl.a. se på, at Finansudvalget jo glade og fro bevilger pengene hver gang,” siger Erik Bonnerup: ”I stedet for at smide gode penge efter dårlige burde Finansudvalget jo stoppe projekterne, inden man når at bruge så mange penge. Men jeg kan ikke huske en situation, hvor Finansudvalget ikke har bevilget ekstra penge, når folk kom rendende og havde brugt for meget. De siger jo aldrig nej,” konstaterer han.

Det mysterium har Kim Normann Andersen fra CBS sat sig for at opklare.

”En sten, vi ikke har vendt, er Finansudvalgets rolle i det her. Hvordan kan de blive ved med at sige ja? Hvilken rådgivning får de?” spørger Kim Normann Andersen.

Svarene har han tænkt sig at søge ved at få aktindsigt i forløbet omkring, hvordan SKAT’s nu skrottede EFI-projekt kunne blive ved at trække millioner af kroner ud af statskassen. I det hele taget foreslår Kim Normann Andersen, at man, for at komme it-skandalerne til livs – ud over at følge gentagne anbefalinger om at droppe overspecificerede ’stjernekrigsprojekter’ og i stedet bryde projekterne op i mindre dele, som er lettere at overskue og levere på – burde lade det private overtage og finansiere udviklingen af projekterne. ”På den måde bliver det i hvert fald ikke en statslig fiasko, hvis de kører af sporet. Så bliver det en privat fiasko,” konstaterer Normann Andersen tørt.