Den olympiske opskrift på ny vækst

Den danske medaljehøst ved OL i London var en logisk konsekvens af det fokuserede og målrettede arbejde med eliten og talenterne. I vækstpolitikken forventer vi derimod, at vinderne skabes af sig selv, hvis blot vi sikrer rammevilkårene. Danmark sakker bagud på konkurrenceevne, produktivitet, innovationsevne, udenlandske investeringer osv. Derfor haster det med at udvikle en national vinderkultur.

Erik Rasmussen

Danmarks medaljehøst ved OL i London var den største siden 1948. Og succesen i det store hele logisk og forudsigelig. Team Danmark havde på forhånd udpeget, hvilke sportsgrene og atleter der havde størst mulighed for at gøre sig internationalt gældende – og gennem mange år satset målrettet på at føre dem frem til succes. Det var stort set også dem,  der indfriede forhåbningerne og sikrede medaljerne.

Team Danmarks mission er talentudvikling – for relativt små midler. Det årlige budget er på godt 130 millioner kr., der skal opfylde mange andre formål end at sikre topresultater ved olympiske lege. Men hvordan havde den danske medaljehøst været, hvis Team Danmark havde brugt alle pengene på klubhuse og træningsfaciliteter – og regnet med, at resultaterne ville komme af sig selv?

Dét har i vidt omfang været holdningen i erhvervspolitikken. Her er det god liberal logik at bruge støttekronerne på at sikre de bedst mulige faciliteter – for herefter at lade de frie kræfters spil sørge for resten. Man har håbet, at det i sig selv ville fostre nye vækstvirksomheder, der kunne erobre internationale vinderpositioner og sikre Danmark ny velstand.

Sådan har udviklingen ikke formet sig. Generelle økonomiske rammebetingelser kan være en forudsætning for at vinde, men langtfra en garanti. Danmark er som altid god til at sikre bredden, men har det sværere med eliten. Vi starter flere nye virksomheder end de fleste andre lande – de vokser bare ikke. Blot hver tyvende nystartede virksomhed har mere end 10 ansatte efter fem år, og stort set ingen passerer 250 ansatte efter ti.

De “gamle” stjerner som Novo Nordisk, Novozymes, Danfoss, Grundfoss, Lego ekspanderer primært i udlandet. Derfor er vi afhængige af, at nye fødes og sikrer fremtidens arbejdspladser. I USA skaber de nystartede virksomheder 43 pct. af alle nye job. Herhjemme er det forsvindende få.

Fra folkesport til eliteidræt

Danmark har et problem med talentudviklingen, med at skabe elitemiljøer i verdensklasse. Men den egentlige udfordring stikker langt dybere: Vi mangler en national vinderkultur.

Velfærd er den danske nationalsport. Her handler det ikke om at vinde, men om at være med – alle skal være med på holdet. Det er den, vi bruger skattekroner og spaltemillimeter på. Enhver begivenhed og ethvert opgør i lokalserierne endevendes, dissekeres og kommenteres i detaljer af eksperter, kommentatorer, trænere og spillere.

Den overvældende interesse er forståelig og sympatisk. “Velfærdssamfundets holdånd” har gennem årtier sikret Danmark en stærk sammenhængskraft , social stabilitet og fleksibilitet samt et effektivt velfærdssamfund. Det har været og er stadig en afgørende komponent i Danmarks konkurrenceevne.

Men det har også fjernet fokus fra eliten. Vi har løbende forsømt at opbygge faciliteter og udvikle incitamenter, der skal sikre, at vi kan konkurrere med andre end hinanden. Som nation har vi tydeligvis overset eller nedprioriteret, hvad det kræver at gøre sig gældende internationalt. Hvad det kræver at vinde. Vi har, i solidaritetens eller liberalismens navn, overbevist hinanden om, at så længe vi opbyggede et velfungerende ligevægtssamfund, ville det i sig selv skabe betingelserne for en stærk konkurrenceevne. Vi har interesseret os for baner, klubhuse og medlemstal.

På Jamaica, der har knap 3 millioner indbyggere, træner sprinterne på nedslidte træningsanlæg. Men det har ikke forhindret dem i at løbe med fire guldmedaljer ved OL. Jamaicanerne har erkendt, hvad der kræves for at gøre de bedste talenter til guldvindere, og arbejdet målrettet og fokuseret på opgaven.

Danmark dumper" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4db88-er_fig2_danmarks_tur_ned_at_den_internationale_konkurrence_rangliste.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/936c0-er_fig2_danmarks_tur_ned_at_den_internationale_konkurrence_rangliste.png | Forstør   Luk

Danmark er faldet ned på en 13.-plads på IMDs liste over verdens mest konkurrencedygtige nationer.

Kilde: Copenhagen Economics for REG LAB, ”Flere udenlandske videnarbejdere til hovedstadsregionen”. [/graph]

Formkurven dykker

En lang række analyser og rapporter dokumenterer, at Danmark er ved at tabe i en række af de vigtigste discipliner i økonomiernes olympiske lege.

  • Vi er ikke effektive ... Udviklingen i arbejdsproduktiviteten ligger langt under gennemsnittet for OECD-landene. De fem mest produktive lande i OECD skaber 35 pct. mere værdi pr. arbejdstime end Danmark.
  • ... eller innovative. Mere end 60 pct. af danske virksomheder har ikke introduceret nye produkter eller processer inden for de seneste tre år – og føler sig åbenbart ikke presset til det. Kun 13 pct. af virksomhederne oplever et innovationspres.
  • Vi bryder os ikke om konkurrence ... Manglende konkurrence på det danske marked betyder, at danskerne betaler en betydelig overpris for deres varer. Prisen på danske forbrugsvarer ligger 20 -70 procent højere end gennemsnittet i EU, og målt på alle forbrugskategorier er vi det dyreste land i Skandi¬navien.
  • ... og spilder vores talent. Ungdomsledigheden har bidt sig fast. 50.000 unge danskere under 29 år står uden job og risikerer en fremtid som tabere.
  • Vi tiltrækker ikke kompetencer ... København scorer tæt på bundkarakter blandt Europas mest attraktive metropoler for højtuddannede udlændinge. Hovedstaden tælles også blandt de storbyer, der demonstrerer den absolut laveste vækst i antallet af udenlandske vidensarbejdere. Se figur 1.
  • ... eller udenlandske investeringer. Danmark har et underskud på investeringsbalancen over for udlandet på 389 milliarder kr. Problemet rammer især industrien, hvor saldoen nu er minus 215 milliarder kr.
  • Vi taber private arbejdspladser ... Siden 2008 har Danmark nedlagt op imod 200.000 job i den private sektor.
  • ... og skaber ikke nye. Danmark fostrer mange nye virksomheder, men kan ikke få dem til at vokse.
  • Rigdommen siver ud af landet ... Fra en fast position på top 10 over verdens rigeste lande er Danmark nu dumpet ned på en 17.-plads.
  • ... og konkurrenceevnen falder Danmark har i en årrække været anerkendt som en af verdens mest konkurrencedygtige nationer i internationale målinger. Men vi rasler ned ad ranglisterne og er i dag blot nummer 13 på The World Competitiveness Scoreboard. Se figur 2.
[graph title="Danmark rutsjer nedad" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: IMD 

Andre indikatorer kunne inddrages, og nogle af dem ville måske afbalancere billedet af en nation på taberkurs. Men de ville næppe rokke afgørende ved det. I sportens verden ville man ikke levne idrætsudøvere eller -klubber med den formkurve mange chancer i internationale turneringer på højeste niveau. Medmindre f.eks. en kriseramt fodboldklub får nye ejere, der kan tilføre engagement, fokus, dynamik og ny opmærksomhed samt kanalisere tiltrængt kapital ind i den indsats, det kræver at gennemføre et effektivt turnaround.

Den form for satsning har vi endnu til gode at se i dansk vækstpolitik.

Taberen som rollemodel

De tidligere regeringer har haft fokus på problemet, analyseret og endevendt det i en række kommissioner og råd. Men resultaterne er udeblevet, bl.a. fordi det politiske og offentlige fokus manglede, og fordi ambitionerne var uklare. Vækst – og betingelserne for at skabe den – har aldrig været en sexet politisk dagsorden. Den har i stedet været fagnørdernes domæne, endevendt i stribevis af rapporter og kommissioner, som i bedste fald har trukket overskrifter i specialmedierne, men hurtigt er gledet ud af hukommelsen igen.

Spørgsmålet er, om den nye regering kan gøre det bedre. Det første svar kommer måske i slutningen af oktober med uddannelsesminister Mortens Østergaards oplæg til en national innovationsstrategi. Som det fremgik af Mandag Morgen Navigation i sidste uge, lægger han op til markante forandringer i samarbejdsrelationerne mellem samfundets vigtigste aktører – herunder hvordan den offentlige sektor med “intelligent offentlig efterspørgsel” kan stimulere den private sektor til at at udvikle nye, innovative løsninger på velfærdens største udfordringer.

Samtidig har regeringen etableret et bredt sammensat ministerudvalg med ikke mindre end 13 ministerier og en stor kreds af embedsmænd for at løse den nationale vækstgåde. Fokus er mere præcist end tidligere, idet målet er at identificere og prioritere de globale vækstmarkeder, hvor Danmark har mulighed for at gøre sig gældende – de sektorer, hvor Danmark har vist særlige potentialer, og hvor en målrettet indsats vurderes at kunne forløse nye vækstmuligheder. Med andre ord at satse på discipliner, hvor Danmark kan hente internationale medaljer.

Det er et skridt i den rigtige retning. Men hele øvelsen rejser alligevel spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan bredt sammensatte embedsudvalg og nok så mange nye kortlægninger er i stand til at skære ind til vækst- og udviklingsproblemets kerne – og give et troværdigt svar på, hvordan det skal løses.

Intentioner alene skaber sjældent sejre. Det handler om at føre dem ud i livet. Og det er her, Danmarks største udfordring ligger. Den handler hverken om økonomi eller teknologi, men om det nationale mindset.

Politikernes og mediernes dagsorden handler ikke om, hvordan vi vinder, men om hvordan vi undgår at tabe, og hvordan vi fordeler omkostningerne ved at tabe. Vi hænger tilsyneladende fast i en taberkultur, der forstærkes af mediernes udprægede tendens til  at gøre taberne til tidens “rollemodeller”.  Eksemplerne  kan bl.a. hentes fra både forårets dominerende dagsorden – skattereformen – og den aktuelle diskussion om dagpengereglerne.

Danmarks store medaljechance

Hvordan bærer vi os så ad med at vende en taberkultur til en vinderkultur? Idrætsforskere og -udøvere ville ikke tøve med svaret: Find de potentielle vindere, og giv dem optimale udviklingsbetingelser, så vil de også være med til at styrke og udvikle bredden.

Der er selvfølgelig markante forskelle på idrætten – med dens faste regler og let målbare succeskriterier – og samfundets komplekse virkelighed. Men den er ikke større, end at nogle basale erkendelser er nyttige begge steder. Det gælder bl.a. betydningen af rollemodeller, der kan tjene til inspiration for andre. Får vi flere økonomiske vindere og vindervirksomheder, vil andre komme til. Det vil styrke væksten og skabe flere arbejdspladser, og dermed også løse dagpengeproblemet.

Hvis Danmark vil gøre sig forhåbninger om at blive en økonomisk vindernation, er vi tvunget til at forfølge en ny strategi. En række analyser fra bl.a. OECD spår dansk lavvækst de kommende år. Så enten slækker vi på medaljeambitionerne og tilpasser os et stadig lavere niveau, eller også begynder vi at lede efter det potentiale, der kan give os langt bedre placeringer.

Muligheden ligger lige for. Mandag Morgen beskrev i sidste uge, hvordan ti globale “megakræfter” i de kommende år og årtier vil vende op og ned på de fundamentale konkurrencebetingelser for nationer og virksomheder: Fra de accelererende klimaforandringer og den tiltagende mangel på kritiske ressourcer som vand, olie og mineraler, til de nye økonomiers velstandsboom og den globale befolkningseksplosion.

De ti megakræfter er globale og uafvendelige, og de kalder på udviklingen af helt nye typer af løsninger – hurtigt. Eller sagt på en anden måde: De vil i de kommende årtier udgøre verdens største og hastigst ekspanderende marked.

Tilsammen definerer de en ny olympisk disciplin i verdensøkonomien. Og Danmark er en oplagt medaljekandidat. En række fremtrædende danske virksomheder er i forvejen stærke spillere på bæredygtighedens globale marked.
En koordineret strategi for at udvikle bæredygtige produkter og ydelser kan ikke alene bidrage til at løse vore egne udfordringer – og eksportere dem til de 6 milliarder mennesker, vi deler dem med. Med den rigtige fortælling og iscenesættelse kan den også gøres til en vindersag i en befolkning, der i kølvandet på den økonomiske krise er begyndt at nytænke deres livsform og erkende, at fortsat forbrugsvækst ikke er det eneste mål for livskvalitet og velfærd.

Danmarks står med et afgørende valg: Vil vi ende som den tidligere storklub Brøndby, der havnede i bunden af ligaen på grund af interne stridigheder og manglende fokus? Eller vil vi være et nyt FC Barcelona, med en målrettet og ambitiøs satsning og systematisk talentudvikling, der kan bringe os op i den internationale elite?

Det er nu, beslutningen skal træffes – mens valget endnu er vores.

Læs mere om Mandag Morgens forskellige initiativer inden for dagsordenen vækst.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu