230.000 danske lønmodtagere har ikke længere nogen undskyldninger for ikke at have de kompetencer, der skal til for at sikre dem et vellønnet job i en dansk industrivirksomhed.

Ufaglærte i industrien med månedslønninger på små 30.000 kr. vil fremover kunne uddanne sig til at blive faglærte specialister, uden at de behøver at gå så meget som en krone ned i løn. Med de nye kompetencer i bæltet vil 3F-medlemmer kunne sikre sig endnu højere månedslønninger, ligesom også faglærte arbejdere i industrien vil kunne få mere i lønposen, hvis de benytter sig af de fordelagtige efteruddannelsesmuligheder, der er indbygget i deres overenskomster.

På samme måde er der ikke længere nogen undskyldninger for politikerne. De må indse, at man bliver nødt til at bruge væsentligt flere penge på de tekniske uddannelser, hvis man vil sikre, at danske virksomheder også i fremtiden skal have alle de vellønnede fremstillingsjob, som i sidste ende sikrer skatteindtægter og dermed velfærd for alle.

Dette er de to centrale budskaber fra Claus Jensen, formand for Dansk Metal og CO-industri, i et interview med Mandag Morgen om, hvad der skal ske på det danske arbejdsmarked i de kommende år.

Det kan måske forekomme overraskende, at Metal-formanden først og fremmest løfter pegefingeren over for lønmodtagerne og politikerne, mens fagbevægelsens arvefjender hos arbejdsgiverne slipper i denne omgang. Men Claus Jensens pointe er, at man med de nye overenskomster for industriens område, som er til afstemning blandt medlemmerne lige nu, rent faktisk har fået skabt et rigtig godt kompromis mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer om at løfte det generelle kompetenceniveau i alle danske industrisektorer. Og han forventer i øvrigt, at enhver seriøs arbejdsgiver investerer i sine medarbejderes kompetenceudvikling.

”Vi er lige kommet ud af krisen. Produktiviteten er på toppen. Virksomhederne er konkurrencedygtige, og de tjener penge. Derfor vil det da være skideærgerligt, hvis virksomhederne skal til at flytte ud af landet – ikke fordi de kan få tingene billigere dér, men fordi de ikke kan få den nødvendige arbejdskraft herhjemme – og at vi så samtidig har nogle danskere gående med nogle uddannelser, som det er sværere at finde beskæftigelse til i fremtiden. Det er den bundne opgave, som vi skal løse sammen,” siger Claus Jensen.

Undskyldningernes tid er forbi

Ifølge Metal-formanden forstår langt de fleste arbejdsgivere, at der skal være plads i medarbejdernes vagtplaner til, at de kan komme på de rette kurser. Politikerne, derimod, har det med at sige de rigtige ting men samtidig glemme, at der også skal sættes handling, altså penge, bag ordene. Dette gælder ikke mindst på de tekniske skoler.

”Hvis politikerne vil have danske virksomheder, som benytter sig af frontteknologier, så kan det jo ikke nytte noget, at man ikke stiller frontteknologier til rådighed på de tekniske skoler. Det er jo de mennesker, der går der, som skal ud og betjene teknologierne i virksomhederne. Man må være 100 pct. sikker på, at skolerne kan få den hardware, de har brug for,” siger Claus Jensen.

Hvad angår lønmodtagerne og deres muligheder for at tilegne sig de rigtige kompetencer, mener Claus Jensen også, at undskyldningernes tid er forbi.

”Der ligger et stort personligt ansvar i det her. Med de nye overenskomster er det sådan, at de ufaglærte i dag vil kunne træde ind i et forløb, hvor de som voksenlærlinge kan blive faglærte, uden at det koster dem noget,” siger Jensen og fortsætter:

”Vi kan have alle de ordninger, det skal være, og vi kan gøre dem meget lukrative. Men hvis den enkelte ikke selv synes, at vedkommende har behovet eller i det hele taget magter at flytte sig, så er det et problem i sig selv. Det er derfor, vi gør så meget for at tale det her op.”

Den enkelte lønmodtager må ifølge Metal-formanden derfor gøre op med sig selv, om vedkommende tør satse på, at der med de kompetencer, han har nu, er job til ham frem til den dag, han skal på pension, eller om han skal med på uddannelsestoget. Og det bør netop være den sidste konklusion, vedkommende når frem til, slår Claus Jensen fast.

Jensen er rollemodel

Metal-formandens egen historie er et godt eksempel på, at kompetenceudvikling er noget, der foregår livet igennem. Siden han i 1984 fik sit svendebrev fra Lindøværftet på Fyn og efterfølgende fik arbejde hos Wittenborg, hvorefter han kom tilbage til Lindø igen i 1990, har Claus Jensen tilegnet sig en række nye kompetencer for at nå frem til sin position som en af landets mest magtfulde ledere, bl.a. som forhandlingsmodpart for Dansk Industri, og en stemme, der bliver lyttet til på Christiansborg.

Jensen var således på en række kurser for at tilegne sig viden om at arbejde med rustfrit stål, mens han endnu var aktiv metalarbejder, og siden har han også på den fagpolitiske side hele tiden skullet tilegne sig nye kompetencer for at varetage de opgaver, han har i dag.

”Det er klart, at mine efteruddannelsesbehov har været præget af, at jeg tidligt blevet aktiv i Metal og blev bestyrelsesrepræsentant på Lindø. Derfor har jeg ikke haft lige så meget fokus på den metalfaglige uddannelse, som mine gamle kolleger på værftet og hos Wittenborg. Men det er i princippet det samme, uanset om det handler om smedearbejde eller fagforeningsarbejde. Opgaverne forandrer sig, og man bliver nødt til at følge med. Hvis man bliver stående samme sted, kommer man bagud.”

I denne forbindelse nævner Jensen, at man i den nye overenskomst har sikret, at tillidsmænd, der skal tilbage i deres gamle produktionsjob, når de forlader tillidsposterne, fremover vil få ret til den efteruddannelse, som sikrer, at de kan få deres industrifaglige kompetenceniveau løftet. På samme måde har medlemmerne af Dansk Metal anno 2017 ret til i alt fire ugers efteruddannelse om året. De to ugers efteruddannelse skal bruges på kompetenceløft relateret til virksomhedens behov, mens de to andre uger kan bruges i henhold til lønmodtagerens egne ønsker og perspektiver for sin jobmæssige fremtid.

Det er med andre ord blevet sådan i 2017, at man også som metalarbejder skal have blik for sin egen karriereudvikling. Og Metal-bossen er klar med svar på tiltale, hvis man spørger ham, om hans medlemmer ikke snart bliver så specialiserede, at man dårligt kan kalde dem arbejdere længere.

”Nu er det jo altså sådan, at der ikke står noget i Metals formålsparagraf om, at vores medlemmer skal være beskidte hver dag til fyraften. Vi har 96 forskellige uddannelser inden for vores område. Det er alt fra guldsmede til it-folk til maskinteknikere og mekanikere. Der er forskel på, hvad de laver hver dag, men der er ikke forskel på, at de gerne vil have en ordentlig pensionsordning, et godt arbejdsmiljø og gode barselsregler. Vores medlemmer har de samme forventninger til deres fagforening, som djøf’erne har til deres, tror jeg.”

I samme forbindelse advarer Claus Jensen om, at det er en meget stor opgave og et langt og sejt træk, der skal til, hvis de ’tunge’ drenge, som ikke har fået styr på de grundlæggende kompetencer i grundskolen, skal med på vognen.

”I alt for mange år har folk haft den opfattelse, at hvis ikke man kan læse, skrive og regne, så kan man altid komme i lære. Men det er kun folk, der ikke rigtig har fulgt med tiden, der siger den slags,” siger Claus Jensen og fortsætter:

”Hvis ikke vores unge mennesker har lært at læse, skrive, regne og at kunne begå sig på engelsk i folkeskolen, så har de ikke det rigtige grundlag for at kunne modtage læring, når de kommer på de tekniske skoler. Og hvis ikke man har den rigtige hardware og dygtige lærere, der kan være frontløbere og rollemodeller på de tekniske skoler, så får vi ikke de faglærte i verdensklasse, som er nødvendige, hvis vi vil have industrier i verdensklasse,” siger han og tilføjer:

”Det her er et fælles anliggende. Hvis ikke virksomhederne kan få den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for, kan de ikke ekspandere. Så er de nødt til at flytte ud af Danmark for at få de specialister, de har behov for. Og hvor er vi så henne?”