Finanskrise. Gældskrise. Vækstkrise. Tillidskrise. Hele 14 gange tog statsminister Lars Løkke Rasmussen ordet krise i sin mund, da han fredag sidste uge udskrev valg til folketinget. Iscenesættelsen understregede krisestemningen. Valget blev udskrevet med kort varsel ved et hasteindkaldt pressemøde på Marienborg og ikke, som traditionen ellers foreskriver, fra folketingets talerstol.

Kriseretorikken markerer en kovending i regeringens kommunikation. Gennem hele foråret har både statsministeren og finansminister Claus Hjort Frederiksen haft travlt med at forsikre vælgerne om, at Danmark – trods markant uro på de finansielle markeder – kommer helskindet gennem krisen. Så sent som 7. juni erklærede statsministeren i en tale på Landbrug og Fødevarers årsmøde, at “vi netop er kommet igennem den værste økonomiske krise i mange år, ja i generationer”.

Dermed kaster statsministeren for alvor sin egen og regeringens troværdighed ind i kampen om regeringsmagten. Men han har næppe noget valg, lyder vurderingen fra lektor i retorisk kommunikation ved RUC, Jonas Gabrielsen: “Set i forhold til den situation, regeringen står i, virker beslutningen om at iscenesætte valgkampen ved hjælp af en kriseretorik fuldkommen velovervejet,” siger han.

Jonas Gabrielsen hæfter sig ved, at statsministeren gennem hele talen lægger vægt på, at krisen ikke skyldes lokale forhold, men er global. Dermed forsøger han at fjerne ethvert ansvar fra sig selv som statsminister. Det er måske nok et naturligt træk, idet han selv kun har siddet på posten siden april 2009. Men det er næppe et argument, oppositionen vil stille sig tilfreds med.

Samtidig er kriseretorik et klassisk redskab til at vinde vælgernes opbakning: “Statsministeren forsøger at sælge regeringens projekt ved at kommunikere til vælgerne, at i stedet for at gå ud og slås, bør vi stå sammen om det projekt, vi allerede har sat i gang,” siger Jonas Gabrielsen.

Spørgsmålet er, om vælgerne køber det budskab. Siden finanskrisen for alvor ramte dansk økonomi i sommeren 2009, har kriseretorikken gennemsyret den politiske debat i så høj grad, at mange vælgere efterhånden er blevet resistente over for budskabet. Samtidig hænger krisetalen meget dårligt sammen med regeringens opfordring til, at danskerne skal bruge flere penge. Blandt de vælgere, der tager budskabet om en global krise til sig, er det nok de færreste, der vil finde tidspunktet oplagt til at ødsle med deres opsparing og kaste flere penge efter forbrug.

Ifølge Jonas Gabrielsen er statsministerens tale en klar fortsættelse af den retoriske linje, der blev lanceret med Venstres udskældte “Bag Facaden”-kampagne. “Ligesom i kampagnen forsøger statsministeren gennem hele talen at reducere valgkampen til et valg mellem økonomisk gældssætning og varig velfærd. Det greb er brugt før, men denne gang er modsætningen spændt meget hårdt op, og måske også for hårdt. At sætte ukontrolleret gæld op imod varig velfærd er for tykt,” siger han.

Nye spilleregler

En række eksperter i retorik og kommunikation anklager  den politiske debat for at fremkalde politikerlede. Ifølge professor i retorik, Christian Kock, er politikernes kommunikation karakteriseret af det, han kalder “blah, blær og blamegame”. Og flere politiske kommentatorer spår, at den nuværende valgkamp bliver den mest aggressive og beskidte nogensinde. Det kræver et markant retorisk kursskifte, hvis ikke valgkampen skal efterlade vælgerne endnu mere apatiske, end de allerede er.

Derfor har Mandag Morgen i samarbejde med tre eksperter opstillet 10 idealer for politisk kommunikation. Ifølge Christian Kock, Jonas Gabrielsen og Mie Femø er idealerne afgørende for at revitalisere det politiske sprog og skabe en sund og konstruktiv debat om Danmarks fremtid. De 10 idealer er:

1. Hold fokus på bolden

• Det er din opgave som politiker at koncentrere dig om bolden og lade dette gennemsyre din kommunikation. Erstat derfor mundhuggeri om kompetencer, spekulation i andres motiver og nedgørelse af andre personer med et fokus på de sager og aspekter, der debatteres.

2. Respekter uenighed

• Demokrati bygger på uenighed. Derfor er det vigtigt at kommunikere på en måde, der skaber plads til forskellighed og uenighed. Det vil sige at respektere, at andre har andre holdninger end dig selv, og at det faktisk styrker din sag, at også disse holdninger får plads og diskuteres respektfuldt. Uenighed er enhver politikers mulighed for at vise, at hun ikke er dogmatisk, og at hun kan forstå og anerkende synspunkter, der er forskellige fra hendes egne.

3. Anerkend forandring og udvikling

• De sager, der debatteres, ændrer sig. Ligesom verden ændrer sig. Det er derfor grundlæggende positivt, at man som politiker ændrer holdning. Erkend derfor egne holdningsskift og undlad at nedgøre andres.

4. Vær forklaringsparat

• Det er vigtigt at svare på de spørgsmål, der stilles. Hemmelighedskræmmeri leder tankerne fra politik mod strategi. Vælg derfor svar af typen “det er vi ikke enige om” eller “her er vi ikke afklarede og færdige med at tænke” frem for “det kan jeg ikke udtale mig om” og “det vil jeg gerne vente med at svare på”. Bestræb dig på at konkretisere dine pointer.

5. Adskil, hvad du ved, hvad du tror, og hvad du synes

• Politik bevæger sig mellem viden, tro og præferencer. Derfor er det vigtigt at anerkende, at rigtig viden kun findes om ret få forhold i det politiske domæne, og at man som politiker på mange områder kun har formodninger. Undgå derfor diskussioner, der alene handler om, hvorvidt tal er rigtige eller forkerte. Anerkend, at viden og formodning handler om faktuelle forhold, og adskil det fra, hvad du synes er godt eller skidt.

6. Respekter fagkundskab

• Som politiker må du behandle fagkundskab, som noget, der har ekstra vægt, og ikke kun som en mening blandt andre. Det gælder, hvad enten fagkundskaben kan eller ikke kan tages til indtægt for dit eget program.

7. Fremfør argumenter

• Fremfør argumenter for dine meninger. Og gør en dyd ud af at kommunikere, hvordan sammenhængen er mellem dine meninger og dine argumenter. Du må som politiker sørge for, at dine argumenter kan tåle eftersyn i forhold til tre parametre: Er begrundelserne rigtige? Er de relevante? Er  de vægtige?

8. Besvar modargumenter ordentligt

• Et ordentligt svar på et modargument eller kritisk spørgsmål indebærer følgende: Hvis der faktisk er noget om det, så anerkend det. Hvis du mener, der ikke er noget om det, så forklar hvorfor. Lad være med at snakke om noget andet eller affeje det, der siges, uden at give en begrundelse.

9. Læg vinklen frem

• Alle sager og problemstillinger kan diskuteres ud fra forskellige vinkler. En miljøvinkel, en økonomisk vinkel en social vinkel osv. Vær som politiker åben og eksplicit omkring, hvordan du vinkler din sag.

10. Engager vælgerne

• Selv om der er gode og dårlige publikummer, er det i sidste instans politikerens ansvar at relatere deres ideer til publikums livsverden. Derfor er det vigtigt at efterstræbe at tale i et sprog, der er vedkommende, involverende og inkluderende.

Langt fra mål

Det var langt fra alle idealer, der blev fulgt i statsministerens valgtale i fredags. Blandt de svage punkter var fraværet af forklaringsparathed. Ifølge ideal nummer 8 skal modargumenter og kritiske spørgsmål besvares ordentligt. men statsministeren undgik i sin tale at give et tydeligt svar på, hvorfor Danmark er endt i krisen, og hvad der skal til for at løse den. Den kritik gælder retfærdigvis ikke kun statsministeren.

Der er dog også ros at hente. Statsministerens tale er skruet retorisk godt sammen med mange klare budskaber. Derudover opfylder den f.eks. ideal nummer 1 om, at man skal gå efter manden og ikke bolden. Venstres “Bag Facaden”-kampagne står ifølge Gabrielsen som et historisk skrækeksempel på en kommunikation, der bryder med det princip. Men i statsministerens tale er det voldsomme skyts trukket tilbage og erstattet af en mere implicit kritik.

“Hvor kampagnen er aggressiv og uforfinet, er kritikken pakket meget mere elegant ind i talen. Vi ser ingen direkte angreb på modparten, og det klæder bestemt statsministeren at lægge en anden tone for dagen.”

Gabrielsen mener dog, at den pæne tone først og fremmest kan tilskrives talens anledning: Der er ikke tradition for personangreb i taler, der benyttes til at udskrive folketingsvalg. Derfor kan vælgerne også forvente, at tonen hurtigt vender tilbage til et mere skingert og aggressivt leje.