En uge med blockchain i fokus

Er blockchain verdens frelse – eller blot et værktøj, man kan bruge, under de rette omstændigheder? Og hvad sker der, hvis man hakker universitetsuddannelse op i små stykker, som kan kombineres efter behov?

Peter Hesseldahl

I denne uge har både MM Next og Altinget digital fokus på blockchain-teknologien. Hvad kan den egentlig bruges til – og hvem bruger blockchain i praksis?
 
Skal man tro den canadiske management guru Don Tapscott er blockchain teknologien nøglen til et digitalt samfund, hvor vi alle har mere kontrol med vores information, og hvor griske mellemmænd ikke kan monopolisere viden og tjene fedt på at håndtere transaktioner.

I stedet kan vi udveksle data og værdi direkte og sikkert – hvad enten det handler om overføre penge, om at bevise, at vi ejer vores hus eller jord, eller kontrollere, hvor de varer vi køber kommer fra.

En ordentlig mundfuld visioner fra en mand, der ikke taler med små forsigtige ord. Men bestemt inspirerende.
 
Anders Rostgaard Birkmann er anderledes jordnær i sin grundige gennemgang af blockchain-teknologien og analyse af, hvad den egentligt kan bruges til.

Konklusionen er, at blockchain IKKE er et universelt værktøj, der kan anvendes af hvem som helst, hvor som helst. Man skal tænke sig om, før man vælger blockchain løsninger – ligesom man skal overveje hvilken type blockchain, man i givet fald skal bruge.
 
Det er netop den form for overvejelser Erhvervsstyrelsen i samarbejde med konsulentvirksomheden Deloitte er i gang med. Håbet er at man med blockchain kan forenkle eller helt automatisere afregningen af moms – og dermed spare masser af virksomheder for besvær og udgifter.

Deloitte skønner, at hvis man udnytter mulighederne i blockchain fuldt ud, vil den offentlige sektor i Danmark kunne spare 17 milliarder kroner om året i administrationsudgifter. Det er dog en sjat – hvis det passer.
 
Og så har vi en frisk rapport fra Innovation Centre Denmark i Silicon Valley: Over there forsøger en lang amerikanske virksomheder indenfor uddannelser at gøre den traditionelle universitetsuddannelse bedre og billigere ved at tilbyde den i mindre stykker.

Hvis man ikke har tid eller råd til at tage en fem-årig uddannelse, kan man nøjes med det man lige skal bruge ved at tage et kursus. Men mister man sammenhængen, når det hele hakkes op?

God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu