Her er Danmarks mest innovative borgmestre

De har fundet nye svar på kommunernes største problemer og er Danmarks mest innovative borgmestre, ifølge lederne i Mandag Morgens Velfærdspanel. Panelet giver blandt andet fine point for modige satsninger på bæredygtig vækst, sundhed og borgerinddragelse. Hernings populære borgmester, Lars Krarup, er landets mest innovative borgmester i tæt opløb med Københavns overborgmester, Frank Jensen. Ranglisten indeholder flere overraskelser. Borgmestre fra nogle af landets mindre kommuner har også fundet vej til top-5, mens panelet dumper flere af borgmestrene i KL’s top. Mandag Morgen analyserer, hvori nytænkningen består hos de fem vidt forskellige, innovative borgmestre i Herning, Lejre, København, Aarhus og på Bornholm.

Torben K. Andersen

En af de sikreste vindere ved kommunalvalget om 14 dage er også landets mest innovative borgmester. Hernings populære borgmester, Lars Krarup (V), kan nu bryste sig af titlen som landets mest innovative borgmester skarpt forfulgt af Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Kåringen er foretaget af 335 medlemmer fra Mandag Morgens Velfærdspanel, som tæller ledere og nøglepersoner fra velfærdssamfundets frontlinje – som kommunaldirektører, afdelingschefer, institutionsledere, ledere fra fagbevægelse og frivillige organisationer samt repræsentanter fra private virksomheder. Se tekstboks.

I toppen af listen placerer Velfærdspanelet fem borgmestre, som de fremhæver for vidt forskellige konkrete præstationer og initiativer – men som alle har det til fælles, at de er optagede af at skabe eller håndtere fremgang og vækst i deres kommuner. Modige satsninger på bæredygtighed – økologi og grøn energi – er noget af det, panelets ledere fremhæver. Det samme er nye forsøg på borgerinddragelse, hvad enten det er i form af Hernings dynamiske erhvervsledere og -mæcener, Bornholms folkemøde for hele Danmark eller Lejres ressourcemiddag for 75 lokale ildsjæle.

Flere overraskelser

Velfærdspanelets medlemmer er blevet bedt om at pege på de borgmestre, som efter deres mening har leveret de mest innovative løsninger på kommunernes største udfordringer over de seneste fire år. Hvem har udvist det mest innovative politiske lederskab siden sidste kommunalvalg?

Velfærdspanelet

Mandag Morgens Velfærdspanel samler ca. 3.000 nøglepersoner og ledere fra velfærdssamfundets frontlinje. Medlemmerne beklæder nøgleposter i den offentlige sektor eller det offentliges grænseflade i erhvervsliv og organisationer.

Fra det offentlige deltager bl.a. skoleledere, institutionsledere, afdelingsledere, kontorchefer og kommunaldirektører. De faglige og frivillige organisationer er repræsenteret af sekretariats-
ledere, kredsformænd, formænd m.v. Og fra private virksomheder deltager chefkonsulenter, udviklingschefer og direktører.

Mandag Morgen stiller jævnligt en række spørgsmål til Velfærdspanelets medlemmer. Du kan læse mere om panelet på Mandag Morgens hjemmeside mm.dk/velfærdspanelet

Velfærdslederne peger på flere overraskelser. De giver for eksempel Mette Touborg (SF) fra Lejre 3.-pladsen, fordi hun har placeret den lille sjællandske kommune med kun 27.000 indbyggere på landkortet med sine markante holdninger til økologi og tætte inddragelse af borgerne. Mette Touborg har fået syv gange så mange stemmer som KL’s formand, den socialdemokratiske borgmester Erik Nielsen fra Rødovre.

Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) overtog først de gyldne kæder for to år siden, da stemmeslugeren Nicolai Wammen blev folketingskandidat, men Bundsgaard formår alligevel at komme ind på 4.-pladsen. Han bliver bl.a. fremhævet for at skabe gode vilkår for erhvervslivet og for at inddrage borgerne.

Den måske største overraskelse finder vi på 5.-pladsen. Den indtager Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), bl.a. takket være hendes aktier i det populære folkemøde på klippeøen og hendes markante stemme i debatten om Udkantsdanmark.

Fælles for alle de fem borgmestre er, at de går nye veje, tænker ud af boksen og – bortset fra Frank Jensen på 52 år – trækker gennemsnitsalderen for kommunalpolitikere betydeligt ned. De fire øvrige borgmestre er i snit 39 år. Det er 11 år yngre end den typiske kommunalpolitiker.

Den midtjyske vækstmotor

Velfærdspanelets medlemmer fremhæver flere forskellige grunde til, at Lars Krarup er den mest innovative borgmester. Som et af medlemmerne udtrykker det: ”Han har evnen til at få ting til at lykkes og bringe Danmark til Herning.”

Den tidligere slagterelev fra Føtex bankede da også alle de øvrige ca. 9.000 kandidater ved kommunalvalget for fire år siden og blev valgets suveræne topscorer med sine 15.474 personlige stemmer – svarende til ca. 35 pct. af samtlige stemmer i Herning.

Ganske vist fik både Nicolai Wammen i Aarhus og Frank Jensen i København flere personlige stemmer. Men da begge er valgt i byer med langt flere vælgere, var de ikke i nærheden af Lars Krarups stemmeandel. Og meget tyder da også på, at han gentager bedriften om 14 dage.

Specielt hans evner til at styrke det lokale erhvervsliv, være vækstmotor i den midtjyske region og trække arbejdspladser til kommunen bliver fremhævet af mange.

”Jeg er ikke enig politisk med Lars, men han er borgmester i et område, der oser af udvikling, og den medvind er han fantastisk til at gribe,” lyder en typisk karakteristik.

En anden udtrykker det på denne måde: ”På trods af Hernings beliggenhed lykkes det borgmesteren og det private erhvervsliv i samspil at udvikle byen meget.”

Lars Krarup har da også store aktier i flere af Hernings prestigeprojekter, som andre borgmestre i provinsen kun kan drømme om. Det gælder ikke mindst det kommende supersygehus på 130.000 kvadratmeter, som skaber 4.500 nye arbejdspladser. Det var næppe blevet placeret i Gødstrup ved Herning, men hos ”konkurrenterne” i Holstebro, hvis det ikke havde været for Lars Krarups massive lobbyarbejde, gode netværk på Christiansborg og i regionsrådet, talrige flyrejser og udarbejdelse af en diger faglig rapport på 105 sider.

Lars Krarup er også begunstiget af at kunne samarbejde med en række visionære lokale erhvervsfolk. De fylder meget i hans mødekalender, samarbejdet er tæt, og erhvervsfolkene har været med til at gøre Herning til et vækstmirakel. Som nu f.eks. Georg Sørensen, direktør i MCH-koncernen og manden bag et af Skandinaviens største oplevelsescentre med et årligt besøgstal på ca. 900.000 gæster. Koncernen omfatter Danmarks første multiarena Jyske Bank BOXEN, Messecenter Herning, Herning Kongrescenter og et fodboldstadion. Det var Georg Sørensen, der fik Tour de France til Herning, og han er en af drivkræfterne for at få den nye motorvej 18 til byen.

Et andet eksempel fra Krarups erhvervsnetværk er Lars Damgaard, direktør for kæden A Hereford Beefstouw og en af mændene bag Herning som kunstby og museet Heart.

”Jeg er ikke bange for at lade ideer udvikle sig,” forklarer Lars Krarup og fortsætter: ”Når nogle finder på at ville bygge Danmarks første multiarena i Herning, så skal vi ikke tænke over det i 10 år. Så skal vi have en analyse på det i en fart og så gøre det. Og når nogle finder på at samle millioner af kroner sammen til museet Heart, og der kommer 100 millioner kroner fra fonde og private, så skal vi være glade og stimulere det.”

Herning høster da også meget anerkendelse i DI’s kortlægning af erhvervsklimaet i de danske kommuner. I år blev det til en 2.-plads, da Herning blev slået på marginalerne af nabokommunen Ikast-Brande og dermed blev forvist fra forrige års 1.-plads.

Herning er blandt de tre bedste kommuner i hele 8 ud af 11 kategorier i DI’s analyse. Den er bedst i kategorierne ”skatter og afgifter”, ”kommunens image” samt ”information og dialog med kommunen”. Til gengæld halter den efter i kategorien ”velfærdsservice”. Her bliver Herning nummer 19.

Ejendomsforeningen Danmark placerer også Lars Krarup og Herning på en fornem 1.-plads på sin rangliste af kommunerne, der sker ud fra en række parametre som bl.a. grundskyld, dækningsafgift og sagsbehandlingstiden for byggesager.

Lars Krarup har med 20 ud af 31 pladser i byrådet absolut flertal og kunne så let som ingenting mose alle sine sager og sit budget igennem. Men det er han ikke typen på. Han har tradition for at lave brede budgetforlig. Nogle panelmedlemmer fremhæver hans fokus på udsatte børn og voksne. Og andre hans rolle som karismatisk og vellidt leder.

”Han er en god chef, der har fremelsket et flot holdarbejde med fokus på hele kommunens udvikling,” som én begrunder sit valg.

Lars Krarups første reaktion på kåringen som landets mest innovative borgmester er da også at dele hæderen med kommunens medarbejdere.

”Jeg er beriget af at være omgivet af masser af spændende mennesker i en moderne kommunal organisation, som gør det nemt at få og udvikle ideer,” siger han, som i øvrigt er storfavorit til at overtage posten som ny KL-formand efter Erik Nielsen, hvis flertallet i KL-bestyrelsen skifter fra rød til blå efter valget om 14 dage.

København som metropol

Lars Krarup bliver fulgt helt til dørs som den mest innovative borgmester af Københavns Frank Jensen (S). Kun få stemmer skiller de to borgmestre i toppen. Og Frank Jensen behøver da heller ikke at frygte for sin post som overborgmester, da rød blok står til et særdeles komfortabelt flertal i hovedstaden.

”Frank Jensen har i sin borgmestertid formået at styrke Københavns udvikling som hovedstad på stort set alle områder,” lyder en af de typiske begrundelser.

Han bliver bl.a. fremhævet for sine evner til at skabe vækst, tiltrække flere indbyggere og gøre København til en international metropol.

”Han er villig til at tænke ud af boksen, også selv om det ikke er populære løsninger,” lyder et af skudsmålene fra Velfærdspanelet.

Frank Jensen synes da også at ride på en bølge af optur, vækst og god økonomi. Ganske vist rutsjer København kraftigt ned på DI’s undersøgelse af det kommunale erhvervsklima og placerer sig nu i bunden som nummer 86. Men det er fortsat hovedstaden, der er det store vækstlokomotiv i Danmark, der også genererer mange arbejdspladser andre steder i landet. Hver gang der skabes 100 job i hovedstaden, kaster det ifølge OECD 20 job af sig i det øvrige Danmark.  Til sammenligning skabes der kun 7 ekstra job for hver 100, der skabes uden for hovedstaden.

Mens andre borgmestre kæmper med faldende indbyggertal og dårlig økonomi, står Frank Jensen da også med helt andre udfordringer. Hver måned vokser kommunen med 1.000 nye indbyggere, og han skal frem til 2025 skaffe boliger til 100.000 flere københavnere og har derfor afsat milliarder af kroner de kommende år til at sætte endnu mere gang i byggekranerne.

”Frank Jensen løfter Københavns langsigtede mål på en måde, der igen gør København til en værdig hovedstad for resten af landet,” som én begrunder sit valg.

Han bliver også fremhævet for sit brede samarbejde på tværs af partierne, for at skabe stabilitet og have styr på de mange og omfattende byggeprojekter.

”Han har godt fat i københavnerne både i forhold til udvikling af byen og dens byrum samt de store infrastrukturprojekter. Og det er dæleme en svær proces politisk. Det er måske ikke helt lykkedes. Men der har været en åbenhed i processen.”

Lejre på landkortet

Mens valget af Lars Krarup og Frank Jensen måske ikke er de store overraskelser – deres enorme stemmeantal taget i betragtning – så er valget af Lejres borgmester, Mette Touborg (SF), som nummer tre på Velfærdspanelets liste over innovative borgmestre mere opsigtsvækkende.

Hun har på forholdsvis kort tid formået at placere den lille sjællandske kommune på landkortet med sine markante holdninger til f.eks. økologi og miljø. Og det bliver honoreret.

”Mette Touborg er borgmester i en lille kommune, men hun har virkelig formået at sætte sin kommune på landkortet. Særligt i forhold til økologi og miljø,” lyder et typisk argument.

Lejre er den første danske kommune, der har iværksat en gennemgribende indsats for at indføre økologi ud i alle kroge. Landbrugsarealer skal omlægges til økologi. Måltider i institutioner, sportsklubber og private virksomheder skal også være økologiske. Og i skolerne skal eleverne lære om sammenhænge mellem økologi, natur og miljø.

Mette Touborg bliver også fremhævet for at gå utraditionelle veje i sine forsøg på at inddrage borgere, civilsamfundet og det lokale erhvervsliv langt mere aktivt i den politiske beslutningsproces. Et konkret eksempel var en såkaldt ressourcemiddag, hvor Mette Touborg inviterede 75 lokale ildsjæle – fra godsejere og landmænd til nytilflyttere og erhvervsfolk – til et alternativt borgermøde med lokale økologiske produkter på tallerkenerne og i glassene. Målet var at bringe aktive borgere og erhverv sammen og skabe initiativlyst og sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Hun har også etableret midlertidige politiske udvalg, hvor politikere og folk med særlig interesse for et område sammen udvikler en ny politik. Da Lejre f.eks. opfordrede sine borgere til at komme med ideer til en ny integrationspolitik, fik borgerne hurtigt døbt temaet om til ”velkomstpolitik”. Det nye ad hoc-udvalg – Velkomstudvalget – bestod af politikere og særlige interessenter. Og den nye velkomstpolitik blev skruet sammen i tæt samarbejde mellem politikere og repræsentanter for bl.a. det lokale beskæftigelsesråd, kulturforeninger, børnehaver, skoler, sundhedsplejen, frivillige foreninger og målgruppen.

”Hun arbejder med nye metoder for tidlig borgerinddragelse, inden større gennemgribende beslutninger skal tages,” siger en velfærdsleder om Mette Touborg.

Til tops på rekordtid

Jacob Bundsgaard (S) har på trods af sin forholdsvis korte tid i borgmesterstolen i Aarhus hurtigt formået at placere sig i toppen af velfærdsledernes innovative borgmesterhold. Han overtog borgmesterkæden i august 2011, da den store stemmesluger Nicolai Wammen valgte at træde tilbage for i stedet at stille op til Folketinget. Han bliver bl.a. fremhævet for at skabe gode vilkår for erhvervslivet og for at inddrage borgerne.

”Jacob Bundsgaard har vist stor smidighed og godt samarbejde i kommunen samt et godt samarbejde med erhvervsliv og fagforening,” lyder et typisk skudsmål.

Ligesom sin borgmesterkollega i København er Jacob Bundsgaard med til at hive væksten i vejret, og han kan også se frem til flere nye indbyggere i sin kommune i de kommende år. Det skønnes, at Aarhus vil vokse med ca. 35.000 personer i løbet af de næste ti år.

”Han har formået at få Aarhus til at være et alternativ til hovedstaden,” som en velfærdsleder forklarer.

Byrådet har afsat 40 millioner kr. om året til innovation. Pengene skal bl.a. bruges til inklusion og velfærdsteknologi, og det er et ufravigeligt krav, at de forskellige innovative projekter med tiden skal give økonomisk gevinst.

Bundsgaard har en ambition om, at Aarhus skal være den første kommune i verden, der er baseret på vindenergi. Målet er tæt forbundet med, at Aarhus er hjemsted for en række virksomheder i verdensklasse inden for vindenergi, herunder Vestas.

Jacob Bundsgaard landede også en stor aftale tidligere i år, der skal styrke åbenhed og inddragelse af borgerne, og som på sigt kan være til inspiration for andre af landets kommuner. Aftalen betyder bl.a., at borgere, virksomheder og foreninger skal være med til at formulere mål og visioner for Aarhus Kommune.

Sagsbehandlingen skal være mere gennemsigtig, et nyt kodeks skal få medarbejdere og ledere i Aarhus Kommune til at blive bedre til at samarbejde på tværs af sektorer, og et nyt innovationsprojekt skal forebygge, at udsatte 16-17-årige ender på samfundets sidelinje.

”Han giver vælgerne lyst til og mulighed for at deltage i demokratiet,” som et medlem af Velfærdspanelet udtrykker det.

Klippen på Bornholm

På 5.-pladsen finder vi endnu en overraskelse. Det er borgmester Winni Grosbøll (S) fra Bornholms Kommune. Hun er skarpt forfulgt af andre borgmestre som Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast-Brande, Anker Boye (S) fra Odense og Joy Mogensen (S) fra Roskilde. Winni Grosbøll får dog fem gange så mange stemmer som KL’s formand, Erik Nielsen.

”Winni Grosbøll er nok en af landets mest offensive borgmestre på sundhedsområdet. Hun tør gå forrest og stille krav til både private aktører og egne institutioner. Og så har hun fået Folkemødet op at flyve. Det er stort,” siger en velfærdsleder. Som formand for kommunens alkoholråd arbejder Winni Grosbøll ihærdigt på at dæmme op for misbrugsproblemer og hjælpe de 850 bornholmske børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer.

”Winni Grosbøll har påtaget sig et markant politisk lederskab som formand for kommunens alkoholråd,” som én udtrykker det.

Hun har sammen med Bertel Haarder (V) udviklet konceptet bag det succesrige folkemøde på Bornholm med stærk inspiration fra det traditionsrige svenske Almedalsveckan på Gotland. Alene i år skønnes det, at op imod 35.000 mennesker deltog i Folkemødet, som på rekordtid er blevet så stor en succes, at det efterhånden er svært at forestille sig, at det skulle ligge andre steder end i Allinge på Bornholm.

”Hun har profileret kommunen og italesat en positiv udvikling omkring Bornholm,” mener en velfærdsleder.

Winni Grosbøll har desuden markeret sig som en stærk stemme i debatten om Udkantsdanmark. Hun har talt varmt for at flytte flere statslige arbejdspladser til øen og arbejder på at gøre Bornholm til et grønt eksperiment for nye energiformer. Øen står da også med en kæmpe udfordring, fordi borgerne i den erhvervsaktive alder flytter. Det betyder, at den typiske bornholmer om godt 10 år vil være 49,8 år mod blot 45,8 år i dag. Men som et medlem af Velfærdspanelet udtrykker det: ”Hun har på trods af svære odds skabt sammenhold og udvikling ud fra de givne vilkår.”

Winni Grosbøll er den eneste af borgmestrene på top-5, som ikke er medlem af KL’s bestyrelse. Flere andre af KL’s topfigurer – som bl.a. formand Erik Nielsen, formanden for social- og sundhedsudvalget, Anny Winther (V) fra Rebild, og formanden for teknik- og miljøudvalget, Martin Damm (V) fra Kalundborg – formår ikke at blande sig i toppen på velfærdsledernes innovationsrangliste. De må alle se sig hensat til sekundære placeringer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu