Allerede inden EU-systemet i løbet af efteråret for alvor sætter turbo på sin storstilede Investeringsplan for Europa, har den relativt nye, grønne danske kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, fået et solidt blåt stempel fra Den Europæiske Investeringsbank, EIB, og den centrale europæiske pengekasse Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, EFSI.

EIB, der forvalter midlerne i EFSI, har investeret 560 mio. kroner i CIP-fonden Copenhagen Infrastructure II, der har rejst i alt knap 15 milliarder kr. til langsigtede investeringer i vedvarende energianlæg som havvindmølleparker og kraftværker baseret på biomasse.

Samtidig meddelte EU-Kommissionen i slutningen af juli, at EIB-investeringen i den danske kapitalfond sammen med otte andre projekter spredt ud over EU-landene bliver de første til at opnå en budgetgaranti fra EFSI. Se tekstboks.

”Investeringen vil kunne ses som en vigtig blåstempling af vores arbejde. Det kan være med til at sende et signal til vores nuværende og kommende investorer. Derudover giver det os en erfaring med at at servicere europæiske investorer,” siger Christian T. Skakkebæk, seniorpartner i Copenhagen Infrastructure Partners.

Også i EIB er der stor tilfredshed med samarbejdet, som ifølge EIB vil skabe mellem 2.500 og 4.000 jobs i konstruktionsfasen og omkring 1.000 jobs på længere sigt.

Jonathan Taylor, vicepræsident i EIB med ansvar for bankens udlånsvirksomhed i Danmark, erklærer sig ligefrem stolt over at få lov til at investere i Copenhagen Infrastructure II-fonden.

”Fonden er specialdesignet til at kanalisere kapital fra institutionelle investorer ind i nybyggede infrastrukturprojekter.  Set fra den vinkel er denne fond en innovativ struktur, som passer godt til EFSI’s målsætning om at aktivere privat kapital,” siger Taylor.

Ifølge Taylor må Copenhagen Infrastructure II meget gerne tjene som inspiration for andre projektmagere rundt omkring i Europa – ikke mindst, hvad angår investorkredsens meget brede sammensætning. Og han går ikke af vejen for at beskrive den danske kapitalfonds fremgangsmåde som ’banebrydende’, når det handler om at engagere institutionelle investorer tidligt i nyopførelse af store energiinfrastrukturprojekter med en lang investeringshorisont.

EU’s store projekt

EU’s investeringsplan for Europa går ud på at mobilisere i alt 315 milliarder euro – godt 2.300 milliarder kr.  – til beskæftigelsesfremmende investeringer i strategisk vigtig infrastruktur.

Juncker-planen, som den også kaldes, skal ved hjælp af offentligt garanteret kapital fra EU og fra statslige udviklingsbanker i medlemslandene tiltrække den private kapital, som skal stille med langt størstedelen af de samlede investeringer. Planen er EU-Kommissionens helt centrale projekt i en tid, hvor arbejdsløsheden fortsat er rekordhøj, EU-landenes statskasser er dybt forgældede, og hvor bankerne fortsat er tilbageholdende med kreditgivningen.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, spillede ud med planen, da han tiltrådte 1. november sidste år, og siden har både EU-Kommissionen og EIB arbejdet på højtryk for at realisere planen. Dels har man på den politiske side skullet have de nationale finansministres tilsagn til at oprette Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, EFSI. Dels har man skullet identificere egnede investeringsprojekter i EU-landene.

Første etape blev nået, da Kommissionen og EIB i slutningen af juli kunne meddele, at EFSI nu formelt er oprettet og fondens ledelse udpeget. Dermed er man klar til i løbet af efteråret at give tilsagn til de bedste blandt de flere end 2.000 investeringsprojekter, som EU-landene har indsendt til Kommissionen.

Ifølge Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark, som er den største enkeltinvestor i Copenhagen Infrastructure Partners, har det på flere punkter stor betydning, at man nu har fået EIB, oven i købet med en bagvedliggende garanti fra EFSI-fonden, med som investor.

”Det er rigtig positivt af to grunde. Først og fremmest er EFSI-investeringen i fonden en meget klar blåstempling af hele setuppet i Copenhagen Infrastructure Partners. Det er EIB, der administrerer EFSI, og de har lavet due diligence på CIP ud fra deres meget høje krav til standarderne i de fonde, de investerer i,” siger Torben Möger Pedersen og tilføjer:

”Fonden er et af de få eksempler i Europa på, hvordan man får pensionskassekapital mobiliseret til at medfinansiere den slags projekter. Det er det, som EiB anerkender med sin beslutning,” siger han.

Set fra PensionDanmarks side er det ydermere interessant at samarbejde så tæt med EIB, fordi investeringsbanken ifølge Möger Pedersen er verdens største investor i infrastruktur.

”Derfor vil det nye samarbejde med EIB give os adgang til nye interessante investeringsmuligheder. Det kan også være i andre setups end CIP. Vi får så at sige adgang til et af verdens mest interessante netværk inden for store infrastrukturinvesteringer,” lyder det fra den danske pensionskassedirektør.

Hans pensionskasse har samlet investeringer for 16,8 milliarder kroner i infrastruktur, hvoraf 7,2 milliarder er investeret gennem CIP. Det er PensionDanmarks erklærede mål at øge investeringerne i infrastruktur markant.

Skarpe investeringer

Set fra Bruxelles er det af afgørende betydning, at Juncker-planens investeringer bliver set som skarpe og forretningsmæssigt levedygtige, fordi der er en lang forhistorie for, at EU-midler har været brugt til at støtte ikke specielt vellykkede nationalt promoverede projekter. Det gælder både lufthavne i Spanien og Portugal og projekter i andre EU-landene. Ud af de ni første projekter, der nu får støtte fra Juncker-planen, ser Copenhagen Infrastructure II umiddelbart ud til at være det projekt, som bedst lever op til Kommissionens målsætninger om den stærkest mulige involvering af private investorer, hvilket opfattes som den bedste garanti for en vellykket gennemførelse af projekterne. Her kan man tilføje, at EIB på den politiske konto virkelig får meget for pengene ved at investere i den danske kapitalfond. En investering på en halv milliard kroner, der betyder, at man er med i investeringer på 15 milliarder, når Juncker-planens bundlinje skal køres op.

Mens de 15 milliarder kroner i den grønne, danske kapitalfond er sikret uden deltagelse af statslige midler, har en række EU-lande meddelt, at de er klar til at investere mere end 40 milliarder euro – godt 300 milliarder kroner – i projekter, som får støtte fra Juncker-fonden.

Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Storbritannien har hver for sig sagt, at de vil investere mindst otte milliarder igennem deres statslige banker i de EFSI-støttede projekter. Herudover har Spanien, Luxembourg, Slovakiet og Bulgarien også lagt op til at bakke EU-investeringerne op. Selvom der endnu er uendelig lang vej til det samlede investeringsbeløb, står det klart, at det i hvert fald er lykkedes EU-Kommissionen at sætte gang i den kædereaktion, som betyder, at lånegarantier fra EU rent faktisk er med til at kickstarte både nationale og private investeringer i medlemslandene. Dette vil alt andet lige gøre det lettere at tiltrække investeringer fra store amerikanske og canadiske pensionsfonde, som gerne vil lave langsigtede investeringer i infrastruktur, hvis de kan få langsigtede garantier for afkast. Og det afhænger i høj grad af, at statslige støtteordninger og anden regulering forbundet med investeringer i vedvarende energi er til at stole på.

I den forbindelse er der uheldige fortilfælde fra både Spanien og Norge, hvor man ved regeringsindgreb har ændret markant på forretningsbetingelserne i forbindelse med både sol- og vindenergi og i forbindelse med indtægter til det norske gasdistributionsselskab Gassled, efter at statsselskabet Statoil havde solgt store aktieposter til internationale investorer. Christian T. Skakkebæk fra CIP formulerer sig således, når det gælder risikoprofilen i forbindelse med langsigtede investeringer i infrastruktur relateret til vedvarende energi:

 ”Vores fond fokuserer på lange, regulerede afkast. Det, vi laver, er jo at konvertere en energiprisrisiko til en regulatorisk risiko. Derfor er det overordentligt vigtigt, at man har fokus på de regulatoriske risici og stabiliteten i de lande, vi investerer i.”