Europas ledere har indset, at status quo ikke længere er en option. Hverken økonomisk eller politisk kan EU-samarbejdet fortsætte som hidtil. Arbejdsløsheden sætter nye rekorder. Tolv EU-lande befinder sig i regulær recession. Industriproduktionen falder. Store dele af Europas finanssektor er fortsat stærkt nødlidende, mens globalt pres på ressourcerne sender energi- og andre varepriser på himmelflugt. Og den økonomiske krise driver millioner af europæere ud i social armod og politisk desperation. Det gøder jorden for populistiske partier, der forfægter politiske synspunkter, som ikke på realistisk vis adresserer de udfordringer, Europa står over for i den globale konkurrence.

Kort sagt er udviklingen ikke længere bæredygtig. Derfor har Europas ledere med Tysklands Angela Merkel, EU-præsident Herman Van Rompuy og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, indset, at de ikke længere kan sidde kravene om et seriøst europæisk vækstinitiativ overhørige. Uanset resultatet af valgene i Frankrig og Grækenland vil opfordringerne frem til sommerferien – og uden tvivl endnu stærkere til efteråret – lyde, at man fra centralt europæisk hold bliver nødt til at gøre noget for at genstarte væksten, reducere ledigheden og forsøge at lette gældsbyrden for de eurolande, som i øjeblikket bløder under rentesatser på 4, 5 og 6 pct.

Derfor – og fordi hun er afhængig af SPDs og De Grønnes hjælp til i slutningen af måneden at ratificere finanspagten i Tyskland – træder kansler Angela Merkel nu endnu et lille skridt mod venstre. Ganske vist har hun slået fast, at finanspagten ikke er til genforhandling. Men til gengæld har hun sammen med Barroso, Van Rompuy og chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, åbnet for en diskussion af, hvad EU-landene kollektivt kan gøre for at stimulere vækst og jobskabelse i Europa. Denne diskussion vil blive intensiveret over de kommende uger frem mod sommerens EU-topmøde sidste uge af juni, hvor man også har fået det franske parlamentsvalg 10. og 17. juni afviklet.

Dette kommende vækstinitiativ vil ikke ændre grundretningen i den økonomiske udvikling i Europa. Dertil er EUs egne økonomiske midler for små og EU-landene hver for sig for dybt forgældede. Se også figur 1. Men ikke desto mindre er det, at centrale EU-ledere og Tysklands kansler nu taler om et kollektivt vækstudspil, i sig selv et stort nybrud, mener Jacob Kirkegaard, der er økonom og seniorforsker ved Peterson Institute for International Economics i Washington. Da USAs præsident, Barack Obama, i 2009 lancerede en vækstpakke på omkring 2.000 milliarder dollar, kaldte den daværende tjekkiske EU-formand, Mirek Topolánek, udspillet for ’vejen til helvede’ i en tale i Europa-Parlamentet. De fleste fandt det ordvalg upassende, men ikke desto mindre var de fleste borgerlige politikere i Europa enige i, at man absolut ikke skulle ud i noget, der bare lignende en centralt organiseret europæisk konjunkturstimulans.

Strukturreformer kontra kickstart

Jacob Kirkegaard tilhører den fløj af økonomer og euro-iagttagere, der mener, at Europa er tvunget til at gennemføre dybe besparelser og hårde strukturreformer. Ikke fordi de i sig selv vil skabe den vækst, der kan løse Europas problemer. Men fordi de er forudsætningen for, at eurolandene kan opbygge den indbyrdes tillid, der skal til, for at de kan blive enige om den videre integration, som efter Kirkegaards og stort set alle andre eksperters opfattelse er nødvendig, hvis euroen skal overleve.

“Uanset om man kan lide det eller ej, er den finanspolitiske strammerkurs en forudsætning for, at man kan nå frem til finanspolitisk solidaritet i eurozonen,” siger Jacob Kirkegaard til Mandag Morgen.

På den anden fløj i tidens store økonomiske debat om sparekurs kontra kickstart finder man Sebastian Dullien, der er senior policy fellow ved European Council on Foreign Relations i Berlin og professor i international økonomi ved HTW-universitetet. Dullien mener, at eurolandene er på helt galt spor med den sparekurs, man gennemfører i øjeblikket.

“Den hårde sparekurs skader væksten, og dermed gør den det endnu sværere for eurolandene at genbringe deres statsgæld. Derfor er det en god idé at lave en vækstpagt ved siden af finanspagten og forsøge at mobilisere så mange midler som muligt fra EUs budgetter og fonde i et forsøg på at sætte gang i Europa igen,” siger Dullien til Mandag Morgen.

Selv om Kirkegaard og Dullien i en vis udstrækning tilhører de to fløje i det, man kunne kalde tidens politisk­økonomiske religionskrig, er de enige om, at et vækstpolitisk tillæg til den omstridte finanspagt er en god idé. Ligeledes mener de begge, at en endegyldig stabilisering af eurozonen først vil være en realitet, når eurolandene og resten af EU beslutter sig for at gøre møntunionen til en langt tættere politisk union med væsentlig større økonomisk solidaritet end den, der findes i øjeblikket.

EU-Kommissionen dementerede i sidste uge  presseforlydender om, at EU skulle forberede en “Marshall-plan” for Europa. Men det står ikke desto mindre klart, at Tyskland, EU-Kommissionen og Ministerrådet er enige om at rejse anseelige beløb gennem Den Europæiske Investeringsbank (EIB), EUs strukturfonde samt såkaldte projektobligationer til en kollektiv europæisk kickstart, som kan sætte gang i vækstfremmende infrastrukturprojekter for op imod 200 milliarder euro.

Ud over denne kickstart er Kirkegaard og Dullien enige om, at EUs politikere bliver nødt til at bruge en bred vifte af strukturreformer og anden intelligent vækststimulering, hvis man skal gøre sig håb om at få gang i væksten igen. Samtidig er de to økonomer enige om, at Europas finanssektor skal styrke sin ansvarlige kapital og underlægges et langt mere integreret tilsyn på europæisk niveau.

Mandag Morgen har bedt Kirkegaard og Dullien om at kommentere de vigtigste elementer i de politiske initiativer, som europæiske politikere i disse uger og måneder arbejder med i bestræbelserne på at relancere økonomien og tøjle krisens dramatiske konsekvenser.

Finanspagten vil bestå

Hverken Kirkegaard eller Dullien tror på, at finanspagten vil blive genåbnet. Men de mener begge, at det vil være fornuftigt, at den bliver komplementeret af en vækstpagt, sådan som ECB-chef Mario Draghi har foreslået.

Dullien forklarer, at finanspagten kun er et element blandt flere politiske initiativer, som tvinger EU-landene til at gennemføre dybe finanspolitiske stramninger. Og han udpeger i en helt frisk analyse en række områder, hvor EUs ledere kan lempe de finanspolitiske krav uden at skulle ud i en politisk besværlig genforhandling af pagten.

Først og fremmest bør lande som Spanien, der har et meget stort budgetunderskud, have længere tid til at nedbringe deres underskud til 3 pct. af BNP. Samtidig bør EU-landene gennemføre en reorganisering af offentlige investeringer, således at disse for de mest forgældede landes vedkommende flyttes over i europæisk regi under Den Europæiske Investeringsbank, som kan lease de pågældende projekter inden for energi, transport og offentlige bygninger tilbage til det pågældende land. Endelig bør eurolandene undersøge mulighederne for at indføre euroobligationer eller en kollektiv gældsafviklingsfond. Begge dele vil få renteniveauet på eurolandenes statsgæld til at falde.

Den kollektive kickstart

Udtalelser fra en række nøglepersoner i Bruxelles og Berlin tyder på, at der er enighed om at øge EIBs kapital med 10 milliarder euro oven i de 42 milliarder euro, den har i dag. Det kan danne grundlag for lån på i alt 60 milliarder euro fra EIB, hvilket ventes at kunne lokke lån for op imod 100 milliarder euro ud af private virksomheder, pensionskasser og andre investorer. Sammen med ubrugte midler fra EUs struktur- og socialfonde er der altså mulighed for at rejse betydelige kollektive europæiske midler til en kickstart, som i henhold til EIBs statutter vil understøtte fælles politiske målsætninger om at skabe intelligent, bæredygtig og socialt inkluderende vækst.

EIB har i øvrigt netop fået ny topchef i tyskeren Werner Hoyer, der er tidligere viceudenrigsminister i Tyskland.

Både Jacob Kirkegaard og Sebastian Dullien understreger, at den kommende europæiske vækstpakke aldrig kan blive andet end beskeden, fordi selv investeringer i størrelsesordenen 200 milliarder euro ikke rækker langt, hvis de kommer til at omfatte alle de lande, der er medejere af EIB. Samtidig påpeger Kirkegaard, at eksempelvis Grækenland og Portugal på grund af ringe regeringsførelse og bureaukrati ikke har været i stand til at bruge de store milliardbeløb, der i forvejen har været reserveret til dem på forskellige EU-budgetter. Derimod vil eksempelvis danske selskaber formentlig kunne skaffe finansiering til eksportprojekter gennem EIB, sådan som DONG Energy, Siemens Windpower, LM Glasfiber og FLSmidth har gjort det i samarbejde med Eksport Kredit Fonden. Kirkegaard påpeger dog, at en større kollektiv stimulans af Europas økonomi kan være første skridt i retning af større finanspolitisk ildkraft i EU.

Strukturer skal forandres

Stive arbejdsmarkeder og ringe konkurrence i en række servicesektorer udgør fortsat seriøse barrierer for vækst i Europa. De skal ifølge Jacob Kirkegaard fjernes, uanset om EU gennemfører en kickstart eller ej. Allerede i begyndelsen af 2008 – altså før finanskrisen – var ungdomsarbejdsløsheden i Spanien på 32 pct. Se figur 3. Det skyldes et gammeldags arbejdsmarked, der beskytter de ældre og offentligt ansatte, mens de unge kommer ind på dårligere kontrakter og ryger først ud. Hvis ikke dette system laves om, vil jobskabelse for unge slå fejl, og det vil være meningsløst at forsøge at puste nyt liv i Spaniens økonomi, mener Kirkegaard. “Dermed risikerer man at misse den reformmulighed, som krisen er. Og det gælder ikke kun i Spanien,” siger han.

Den danske forsker understreger samtidig, at strukturreformerne – selv om de ikke giver umiddelbare væksteffekter – er afgørende for den fremtidige konkurrenceevne og for at øge den poliske integration i Europa.

“Merkel kan ikke overbevise tyskerne om at tage disse skridt, hvis ikke lande som Spanien, Italien, Portugal og Italien gennemfører strukturreformer.” Reformerne er med andre ord en forudsætning for, at Angela Merkel vil stille sig bag en øget europæisk solidaritet i form af euro­obligationer eller kollektiv hæftelse for en gældsafviklingsfond.

Optræk til europæisk bankunion

Europas skrøbelige banksektor udgør fortsat en meget væsentlig barriere for vækst i Europa, fordi banker begrænser deres udlån i bestræbelserne på at styrke deres ansvarlige kapital. Så sent som i sidste uge så man Storbritannien og Frankrig ryge i totterne på hinanden ved finansministermødet i Bruxelles på grund af uenighed om de kommende kapitalkrav til bankerne. Samtidig står det klart, at der i en række europæiske banker – ikke mindst spanske sparekasser – fortsat ligger mange dårlige lån fra den store lånefest op til finanskrisen.

Ifølge Jacob Kirkegaard er det helt afgørende, at man får skabt et transeuropæisk system for oprydningen i de svage banker. Opsynet med bankerne er, som stridighederne i Bruxelles i sidste uge vidner om, nationalt hjerteblod. Men ifølge Kirkegaard er der i øjeblikket en enestående mulighed for at flytte kontrollen med bankerne over i europæisk regi. ECB har siden december 2011 hjulpet både bankerne og de gældsplagede eurolande med de billige såkaldte LTRO-lån på op imod 1.000 mia. euro, som i vid udstrækning er gået til at opkøbe europæiske statsobligationer – og altså ikke til at understøtte realøkonomien direkte.

“Hidtil har ECB ikke gjort noget under eurokrisen, uden at det har haft en politisk pris. Derfor skal man holde nøje øje med de udtalelser fra topfolk i ECB, som har talt om at skabe et regulært europæisk finanstilsyn for eurozonen alene,” siger Kirkegaard. Han understreger, at det vil gøre ondt på mange nationale politikere, hvis afgørelsen om, hvilke banker der skal overleve, flyttes over i europæisk regi. Men hvis dette sker, bakket op af midler fra EUs krisefonde ESM og EFSM, vil det omvendt lette presset på de regeringer, som ikke har råd til at rekapitalisere bankerne.

Tidsfaktoren

Inden der kommer et europæisk vækstinitiativ, skal Angela Merkel og de øvrige europæiske ledere tage bestik af valgresultaterne i Frankrig og Grækenland. Men selv når de nye ledere er på plads i Paris og Athen, skal man ikke forvente, at de tunge politiske initiativer kommer hurtigt.

Tysklands Angela Merkel er på vej ind i en ny politisk sæson, som leder frem mod det tyske forbundsdagsvalg i september 2013. Resultatet af dette valg bliver helt afgørende for, om hun kan gennemføre sin langsigtede vision om at skabe en ægte føderal politisk union i Europa. Meget tyder på, at hun kommer til at arbejde sammen med SPD og De Grønne, som begge er tilhængere af en føderal udvikling, kollektive vækstinitiativer og kollektivisering af eurogæld i form af euroobligationer. Men samtidig skal Merkel sikre sig, at højre side af tysk politik ikke for alvor bliver overtaget af euroskeptiske budgethøge, som vil benytte Merkels eventuelle åbninger mod venstre til at fyre op under vælgergrupper, der er skeptiske over for tyske garantier for statsgælden i Sydeuropa.

“Man må forstå, at de europæiske politikeres svar på eurokrisen er nødt til at følge en given kronologi, hvis man skal have befolkningerne med. Når det er sagt, tror jeg, at man i efteråret 2013 vil se konkrete forhandlinger om euroobligationer i en ny tysk regering,” siger Jacob Kirkegaard.

Han understreger, at bare antydninger fra Merkel om, at en sådan løsning er på vej, vil have en meget beroligende effekt på potentielle investorer i spansk, italiensk eller fransk statsgæld.

Se også MM:

Nedtælling til et nyt Europa

Europa har brug for Merkels mandsmod

Fire ubekvemme sandheder om EU