Fonde finansierer undersøgende journalistik

Den undersøgende journalistik er under hårdt pres. Dagblade verden over oplever faldende annonceindtægter, sivende oplag og massive nedskæringer. Det får mange til at nedprioritere den omkostningstunge undersøgende journalistik. Nettet dikterer i stigende grad den journalistiske produktionsrytme, og store dagblade som The New York Times og Wall Street Journal investerer færre ressourcer i gravergrupper og andre ”langsomme” redaktioner.

Men nu arbejder innovative mediefolk, først og fremmest i USA, med en ny finansieringsmodel, hvor filantropiske fonde leverer det nødvendige økonomiske fundament for den undersøgende journalistik.

De seneste år har en række amerikanske fonde bevilget store summer til oprettelsen af uafhængige nonprofit-medier. Konkrete eksempler er ProPublica, Center for Public Integrity og Center for Investigative Reporting, som alle er oprettet med det grundformål at fremme undersøgende journalistik og fastholde journalistikkens rolle som demokratiets vagthund. ProPublica alene modtager mere end 10 millioner dollar om året fra The Sandler Foundation – en privat fond etableret af Herb og Marion Sandler, som er de tidligere ejere af USA’s engang største udlånsvirksomhed, Golden West.

Denne nye type journalistiske centre tjener i udgangspunktet ikke andre interesser end borgernes. Deres økonomiske uafhængighed giver dem mulighed for at grave ned i store og komplekse stofområder og producere dybdegående historier. ProPublica skriver direkte, at deres formål er ”at producere dybdeborende journalistik i offentlighedens interesse.”

Disse uafhængige nonprofit-medier opererer med nogle helt andre succeskriterier for deres journalistiske arbejde end de mere traditionelt finansierede mediehuse. I kraft af deres finansieringsmodel behøver de ikke fokusere på de traditionelle effektmål som trafik og oplagstal. Derimod bliver den samfundsmæssige værdi og gennemslaget af den enkelte historie afgørende. De arbejder således ud fra en model, hvor de producerer historierne og derefter forsøger at få dem publiceret til den brede offentlighed i samarbejde med de ”gamle” nyhedsmedier. Center for Investigative Reporting er eksempelvis mediepartner med Washington Post, Al-Jazeera og Los Angeles Times. Mange arbejder dog samtidig på at udvikle metoder til at måle effekten af denne form for distribution.

Udviklingen bæres ikke bare af små nye medieinnovatører. En række sværvægtere inden for det journalistiske felt er hoppet med på bølgen. Der er således både tidligere redaktører og udgivere fra en række af de store dagblade med. I spidsen for ProPublica sidder eksempelvis Paul E. Steiger, som er tidligere chefredaktør på Wall Street Journal.

USA er langt fremme med fondsfinansieret undersøgende journalistik. Men også i andre dele af verden eksperimenteres med denne finansieringsmodel. I England, Letland og Ukraine er der tilsvarende initiativer, og i regioner som Afrika og Mellemøsten er der også eksempler på journalistiske tiltag, som er fondsfinansierede. Senest åbnede i december 2012 et nyt center for undersøgende journalistik i Pakistan. Det første scoop var en historie om, at ledende politikere i Pakistan ikke betaler skat. Den blev bl.a. bragt af både Børsen og DR herhjemme.

I Danmark er denne type journalistik også på vej frem. Det blev i december sidste år offentliggjort, at tre danske journalister med erfaring inden for undersøgende journalistik har oprettet et nyt center: Investigative Reporting Denmark. Formålet med initiativet er at etablere en nonprofit­organisation, der skal producere undersøgende journalistik inden for landets grænser. Folkene bag initiativet har søgt om støtte hos udvalgte danske fonde og afventer nu deres tilbagemeldinger.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu