“Universiteterne er havnet i en eksistentiel krise, hvor de er blevet ofre for deres egen succes”.

Sådan udlægger Søren Bengtsen, lektor fra Aarhus Universitet, den situation, som universiteterne i dag befinder sig i.

Den politiske opbakning til viden og innovation har i årtier bidraget med midler til at øge optaget og udvikle universiteterne. Men samtidig er universiteterne blevet spændt for et utal af heste, der risikerer at rive vidensinstitutionerne fra hinanden på et tidspunkt, hvor også den teknologiske udvikling og den globale konkurrence gør fremtiden usikker.

“Der er krav om, at uddannelsen skal være på det højeste faglige internationale niveau, men man vil også have øget mobilitet, og at de studerende kommer til udlandet. Samtidig vil man styrke forskermiljøerne på universiteterne, og så er det også en prioritet at skabe job og vækst. Det gør, at man hiver universiteterne i forskellige retninger, så det bliver svært at legitimere sig på alle de niveauer på samme tid. Og det gør noget ved den ide, som universitetet har hvilet på tidligere, som ikke længere er nær så sikker,” siger Søren Bengtsen, der desuden er viceleder på Centre for Higher Education Futures på DPU, Aarhus Universitet.

Hvor idealet på universitetet om uddannelse og viden tidligere var mål nok i sig selv, har universitetets skiftende rolle i samfundet ifølge Søren Bengtsen medført stigende krav om at bidrage til vækst, innovation og konkurrencekraft.

Også professor på CBS Ove Kaj Pedersen konstaterer, at de politiske strategier med fokus på innovation og konkurrence har fået mere indflydelse, og så peger han på, at universiteterne er blevet mere afhængige af private midler og har mere og mere at gøre med ’omverdenen’, hvilket primært handler om erhvervsliv, fonde og andre investorer:

“De tendenser tror jeg vil fortsætte i de næste ti år, for der er ikke fra politisk hold formuleret noget alternativ, der er ikke noget alternativ fra universiteterne, og der er ikke noget alternativ fra omverdenen,” siger han.

Samtidig med det politiske krydspres bevæger verden uden for universitetets mure sig i rivende hast, ikke mindst teknologisk, hvilket har fået flere til at så tvivl om, hvorvidt de videregående uddannelser overhovedet kan følge med den virkelighed, de skal uddanne kandidater til. Rektor på CBS, Per Holten-Andersen, mener eksempelvis, at det halter gevaldigt med at fremtidssikre uddannelserne.

”Min allerstørste bekymring er, at vi i uddannelsessystemet og den offentlige sektor i det hele taget er for langsomme til at innovere og omstille os,” siger han i et interview med Mandag Morgen.

En million digitale studerende

En af de nye, globale fremadstormende teknologier er de såkaldte Massive Online Open Courses, eller MOOCs, som de også betegnes. Det er internetkurser, hvor de studerende følger videolektioner inden for lige præcis det emne, der interesserer dem – uden nogensinde at sætte fod i et auditorium. Og de er blevet populære, også på de danske universiteter, hvor over en million studerende fra hele verden siden 2013 har tilmeldt sig et kursus fra et dansk universitet på nettet.

Men når undervisningen rykker fra auditoriet til internettet, åbner det også dørene for nye konkurrenter, som de danske universiteter hidtil har været forskånet for. Eliteuniversiteter som Harvard og Princeton tilbyder nemlig også gratis MOOCs om alt fra mikrobiologi til kvantemekanik. Reaktionerne på den stigende internationale konkurrence varierer fra optimisme til skepsis. En af optimisterne er Anders Overgaard Bjarklev, rektor for DTU og formand for Rektorkollegiet, der er en arbejdsgruppe for landets universitetsrektorer:

“Konkurrencen fra udenlandske universiteter er en udfordring, hvis vi ikke er opmærksomme på det, men det er også en mulighed, hvis vi er opmærksomme. Vi skal konkurrere med dem, men de skal også konkurrere med os,” siger han.

Men selv om MOOCs er blevet populære, så bliver de aldrig en konkurrent til de traditionelle uddannelser. Det mener Jakob Ravn, der er head of learning and teaching på CBS. Så længe man kan tage en gratis statsstøttet uddannelse i Danmark, vil der ifølge Jakob Ravn ikke være et særligt stort marked for andenrangsuddannelser på nettet. Han forklarer:

”Man får et produkt af en lidt lavere kvalitet, når det er en rent onlinebaseret uddannelse. Vi har ikke det samme uddannelsesmarked i Danmark og EU, hvor langt hovedparten er betalt af staten, som man har i USA. Det betyder, at vi ikke har samme efterspørgsel på lavprisuddannelser til en tiendedel af prisen.”

CBS er sammen med en række andre universiteter i Danmark gået med på MOOC-bølgen.

Kvalitet eller kvantitet?

Midt i universiteternes eksistentielle krise strømmer danske unge stadigvæk til de videregående uddannelser. I år blev 31.653 nye studerende således optaget på et af landets universiteter, og selv om der for første gang i mange år er sket et lille fald i optaget, ser de studerende stadig universitetet som en af de bedste muligheder for at forberede sig på fremtidens jobmarked. Men med de store årgange, der er kommet ind på uddannelserne, befinder universitetet sig også i midten af et tovtrækkeri, hvor politikere, studerende, erhvervsliv og universiteterne selv alle har hver deres syn på, hvad universitet skal gøre, og for hvem.

Kombinationen af store optag og lav offentlig vækst betyder, at det private erhvervsliv i fremtiden ansætte dobbelt så mange med lange videregående uddannelser, som de gør nu. Det var en af konklusionerne fra Kvalitetsudvalget, der blev nedsat af S-R-SF-regeringen i 2013. Udvalget havde til formål at pege på mulige reformer, der kunne styrke de videregående uddannelsers kvalitet, men mange af problemerne er endnu ikke blevet løst.

Det forklarer Charlotte Rønhof, der ud over at være underdirektør med ansvar for uddannelse i DI også er medlem af Udvalget om bedre universitetsuddannelser, som den daværende Venstre-regering nedsatte i juni sidste år som aftager for Kvalitetsudvalget. Der bliver nemlig ikke uddannet nok af de kandidater, som erhvervslivet efterspørger:

“Vi har uddannet skævt,” siger Charlotte Rønhof og kalder hele det tekniske område med ingeniør- og it-uddannelserne for forsømt: “Der har ikke været stor nok søgning, men man har heller ikke gjort nok politisk for at stimulere den søgning,” siger hun.

En del af problemet stammer ifølge Charlotte Rønhof fra et underprioriteret fokus på natur- og teknikfagene tidligt i folkeskolen. Samtidig efterspørger hun dog også mere politisk vilje til at tage tyren ved hornene, eksempelvis ved at begrænse optaget på de uddannelser, hvor der er stor arbejdsløshed. Og så har man i for lang tid optaget for mange på universiteterne med et dårligt fagligt udgangspunkt:

“Man bliver nødt til at indse, at alle ikke skal gå på universitetet. Der er alt for mange uddannelser, hvor man kan komme ind praktisk talt uden forudsætninger, altså hvor forudsætningen er en elendig studentereksamen, som man sikkert også har på baggrund af en elendig folkeskoleeksamen, og det trækker kvaliteten ned. I de tilfælde får den studerende ikke selv noget ud af universitetsuddannelsen, men det trækker også niveauet ned for alle de andre,” siger Charlotte Rønhof.

Hendes bekymring tager bl.a. afsæt i en ny undersøgelse fra Magisterbladet, hvor 779 forskere og undervisere har svaret på et spørgeskema om kvaliteten i undervisningen. 62 procent af de adspurgte svarer, at man optager studerende på de videregående uddannelser, der ikke har de faglige forudsætninger til at leve op til niveauet af undervisning, og 32 procent af de adspurgte har følt sig tvunget til at sænke niveauet af undervisningen på grund af de øgede optag.

Ifølge DTU-rektor Anders Overgaard Bjarklev er det dog ikke et problem i sig selv, at optaget er steget:

“Langt de fleste ender jo med at blive uddannet med høj kvalitet. Vi lever i et samfund, hvor der er brug for komplekse kompetencer, og at vi kan give viden til mange unge mennesker, det ser jeg da som en kæmpe succes,” siger Bjarklev og fortsætter:

“Jeg tror på, at hvis man som samfund og politisk har ønsker om en adfærdsændring i ungdommen, så skal man starte med at forklare sig og bede dem om at agere derefter. Det vil de gøre langt hen ad vejen, så længe det giver mening.”

Forkvinden for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, ser også først og fremmest bredden i optaget som en positiv udvikling. At universitetet er blevet for alle, er grundlæggende positivt i hendes udlægning, men det nødvendiggør en gentænkning af måden, uddannelsessystemet fungerer på:

“Fremtidens universitet håber jeg bliver et mangfoldighedsuniversitet, hvor man sætter de studerende i centrum for egen læring,” siger hun.

Det betyder, at undervisningen også må følge med de nye tider. Et eksempel er de klassiske forelæsninger i auditorier, som hun mener er dårlige for læringen:

“Det har måske fungeret engang, hvor der var færre studerende, og hvor de, der var, kom fra en akademisk baggrund. Men når man optager flere, der ikke har en akademisk baggrund, må man også finde på nye læringsformer. Og der er vi udfordret på grund af nedskæringer,” siger Sana Mahin Doost.

Flagskibets kursændringer

Mangfoldighed og manglende fagligt niveau kan altså være to sider af samme mønt, alt efter hvem man spørger. Når flere får en universitetsuddannelse, vil det også naturligt føre til, at en del af de nye studerende ikke har forældre med akademisk baggrund. Forældrenes uddannelse har stor betydning for deres børns uddannelsesmønstre. Eksempelvis er der større sandsynlighed for, at man dropper ud af en videregående uddannelse, hvis ens forældre er ufaglærte, end hvis de er akademikere.

Ét punkt er erhvervslivet, de studerende og universiteternes ledelser dog alle enige om: Reformerne af de videregående uddannelser har ikke virket efter hensigten. En yndet boksebold er fremdriftsreformen, der blev vedtaget i 2013. Hensigten var at få de studerende hurtigere igennem systemet, men den er blevet kritiseret fra mange sider for at indskrænke de studerendes muligheder for at blive klogere der, hvor det virkelig batter:

“Jeg tror i høj grad, at reformerne har været skadelige. Al den styring, man har fået ind via fremdriftsreformen, er stik imod den fleksibilitet, som det er afgørende, de unge mestrer. Jo mindre de får lov til at planlægge selv, jo dårligere bliver de faktisk til at agere i fremtiden, hvor verden bliver mere omskiftelig,” siger Anders Overgaard Bjarklev.

Fremdriftsreformen blev justeret i 2015, og det er et mønster, der gør sig gældende for flere af reformerne på uddannelsesområdet. Uddannelsesloftet, der fjernede muligheden for studerende for at tage flere bacheloruddannelser, blev f.eks. justeret, bare halvanden måned efter den blev vedtaget i november 2016. Og senest har forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind (V) i et interview med Berlingske åbnet for at rulle en ordning tilbage, der lader de studerende gange deres gennemsnit fra studentereksamen med 1,08, hvis de søger hurtigt ind på en uddannelse.

Et af de nye tiltag, der dog er bred begejstring for, er genindførelsen af erhvervskandidatuddannelsen, der forventes at blive indført som forsøgsordning fra januar. Udvalgte kandidatuddannelser bliver i forsøgsordningen udvidet fra to til fire år, men så arbejder de studerende også i en virksomhed imens og får dermed med den kontakt til erhvervslivet, som Charlotte Rønhof og DI sukker efter. Ordningen har dog allerede mødt kritik fra rektoren for CBS, Per Holten-Andersen. Ikke fordi ordningen ikke er god, men fordi den har taget alt for lang tid at gennemføre, og dermed er et symptom på uddannelsessektorens langsomme innovationskraft.

Nye tiltag og reformer ændrer dog ikke på, at de danske universiteter stadig har langt op til verdens bedste universiteter. Se figur 1. Og hvis man spørger Ove Kaj Pedersen, så er det ikke et hul, der bliver lukket lige med det samme:

“Ligesom vi meget nødig vil sætte det danske hjemmeværn ind mod det amerikanske marinekorps, så vil vi også meget nødig sætte Københavns Universitet op imod Harvard,” forklarer han.

Selv om Ove Kaj Pedersen mener, at vi gør mange ting godt i Danmark, så skal vi nok affinde os med, at de store akademiske kanoner stadig vil blive fyret af i udlandet. Også selv om de danske universiteter forsøger at følge med fremtiden.