De dårlige nyheder på vækstområdet står nærmest i kø:

• Mere end 60 pct. af de danske virksomheder har ikke introduceret nye produkter eller processer de seneste tre år.
• Den årlige vækst i arbejdsproduktiviteten er faldet med 1,9 pct. fra 1995 til i dag.
• OECD forventer, at Danmark vil have den næstlaveste vækst frem mod 2025 – kun undergået af Japan.

I sådan situation kan man jo godt få lyst til at flytte sig til en anden del af verden. Som så mange andre har jeg også været en tur i Kina, og det indgyder stor beundring – og også en bekymring for, hvordan vi mon skal klare os.

Kinesernes lyst til forandring og forbedring er svær at opdrive i Danmark. Og i svage øjeblikke kan man jo godt overveje, om fremtiden for ens børn er bedre i andre dele af verden. Med årlige vækstrater på omkring 9 pct. er der måske mere ræson i at få omplantet sine børn tidligt end silde. For jeg kan godt huske, hvordan det er at vokse op i et lavvækstsamfund. Jeg glemmer aldrig, dengang min veninde på Møn længselsfuldt sagde: ”Kunne man da bare få et job på en tankstation.”

Men man kan jo også vælge at blive og kæmpe for, at Danmark tager opgaven på sig. Vi skal have genstartet Danmark. Det kræver, at vi vågner af tornerose-søvnen og opgiver troen på, at Danmark kan leve af at være klogere end de andre. Det er ikke bare et arrogant synspunkt, det er også ret forkert. Se bare på uddannelsesraterne i Korea. Her har man for nylig forbudt forældre at læse lektier med deres børn efter kl. 23

Der er mange steder at starte, men ét sted er innovationspolitikken. Der har vi alvorligt behov for at tænke nyt.

For det første må der skabes en bedre sammenhæng mellem innovationspolitikken og de øvrige politiske rammebetingelser, der betyder noget for erhvervslivet. Danmark bør i langt højere grad formulere en sammenhængende strategi for, hvordan vores skatte-, arbejdsmarkeds-, miljøpolitik kan understøtte innovation i danske virksomheder.

For det andet må en innovationsstrategi bygge på analyse af branchernes forskellighed. Vi har brug for en innovationspolitik, der er efterspørgselsorienteret og tager hensyn til branchernes diversitet. For en farmaceutisk virksomhed og en maskinvirksomhed har meget forskellige behov, når det f.eks. gælder adgang til ny viden og forskning. 

For det tredje må vi skabe en meget stærkere forbindelse mellem vores uddannelses- og innovationspolitik. For udfordringen er ikke, at vi er for dovne, men at vi ikke er dygtige nok. Befolkningens uddannelsesniveau er stagnerende, og vores evne til at skabe nye produkter og services er i bedste fald gennemsnitlig i OECD-sammenligning.

For det fjerde skal vi skabe mere innovation på tværs af den private og offentlige sektor. Det handler ikke bare om en mere intelligent indkøbspolitik, men også om udvikle de såkaldte OPP-projekter, der så småt er ved at komme i gang inden for transportsektoren. Der er behov for at give private og offentlige aktører lov til i langt højere grad at skabe fornyelse i den offentlige sektor.

Og for det femte må vi skabe en åben og global innovationsstrategi, der giver incitamenter for udenlandske virksomheder til at indgå i innovationsprojekter med danske virksomheder og universiteter. Vi er en lille åben økonomi, der producerer under 1 pct. af den samlede viden i verden. Vi kan søge inspiration i Singapore, der har tiltrukket virksomheder fra hele verden og fået dem til at lægge en stadig større del af deres udviklingsaktiviteter dér.

Kigger vi til lande som USA, Finland, Storbritannien og Tyskland, så er det præcis de samme udfordringer, som de kæmper for at sætte på den innovationspolitiske dagsorden – ofte under langt større politisk opmærksomhed end i Danmark.  Derfor må vi virkelig håbe, at regeringen holder, hvad den lovede i regeringsgrundlaget. Nemlig at skabe en ny og visionær innovationsstrategi. Det har det danske samfund hårdt brug for. Vi skal ikke frygte Kina. Eller kopiere dem. Vi skal skabe vores egen vækst og fremtid.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.