Googles etiske vagthund

Sidste år lancerede Google en række etiske principper for brug af kunstig intelligens – og startede en afdeling til at håndhæve dem.
Måske kan open source hardware være en mulighed for danske producenter.

Peter Hesseldahl

Lige så fantastisk det er, at Google på et øjeblik kan oversætte mellem hundrede forskellige sprog, eller at Siri, Alexa eller Googles stemmestyrede dimser faktisk forstår, hvad man siger til dem – lige så skræmmende er det at forestille, sig at de maskiner vil begynde at tage rigtige, vigtige beslutninger, som kan være afgørende for vores liv.
 
Teknologien er imponerende, men hverken oversættelserne eller de kunstige stemmer er på et niveau, hvor man virkelig tør stole på dem - og man kunne forestille sig, at det er på samme måde med mange andre former for AI.

Det ville være et mareridt at være afhængig af uigennemskuelige og knapt kompetente kunstigt intelligente systemer, der afgør om vi kan få et lån, komme til jobsamtale – eller dræbes af en drone.
 
Kunstig intelligens er en af de teknologier, der udvikles og breder sig hurtigst. Googles CEO, Sundar Pinchai, mener, at AI vil få større konsekvenser for menneskeheden end opfindelsen af elektricitet.
 
Derfor er det ganske passende, at Google sidste år oprettede en ny afdeling for ”Ansvarlig innovation”, der skal sikre, at alle Googles tjenester lever op til firmaets etiske retningslinjer.
Vi har talt med Jen Gennai, der leder den nye enhed. Hun har tydeligvis et job, der er præget af svære balancegange og kompromisser.
 
...Og så har vi en klumme fra Christian Villum, der er director of digital and future thinking i Dansk Design Center. Han fortæller om projektet Remodel, hvor en stribe danske virksomheder – blandt andet Novozymes og B&O – eksperimenterer med open source udvikling.
 
Vi kender open source tilgangen fra software, men i dette tilfælde handler det om hardware. Virksomhederne lægger deres designs frit frem så enhver kan kopiere det – eller bidrage til at udvikle det yderligere.
 
Det er en kontroversiel og risikabel måde at udvikle på – men antagelsen er, at det måske er den bedst egnede, når de produkter man udvikler, og den teknologi man bruger, forandres hurtigt i en retning, der ikke er helt klar.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu