John på 21 år har rykket sig vildt.

For et par år siden var han anbragt på en sikret institution. Hans liv var præget af misbrug, kriminalitet og vold. Hans fremtidsudsigter var dystre, men sådan er det ikke længere. Han har ændret livsbane. Nu er han i praktik på et autoværksted og har fået egen bolig og en kæreste.

”Vi er tæt på at slippe John,” konstaterer Charlotte Lønfeldt.

Hun er sagsbehandler i Gribskov Kommune og følger John tæt. Hun kigger rundt i lokalet, hvor der sidder syv andre sagsbehandlere, rådgivere og ledere. De nikker alle bekræftende.

”Vores seneste trivselsmåling viser, at han har rykket sig markant. Han er også billig. Vores udgifter til John ligger meget under budgettet,” fortsætter hun.

Charlotte Lønfeldt og de syv kolleger udgør en slags specialstyrke. Lokalet her på 2. sal i jobcentret i Gribskov er nærmest som en kommandocentral fuld af data. Alle har hver sin computer tændt, og et kig rundt på væggene fyldt med tavler og ophængte plancher afslører deres mission. De skal hjælpe John og 19 andre af kommunens udsatte unge med at komme i gang med voksenlivet.

Men det er op ad bakke.

Nogle af de unge er misbrugere, andre er depressive, og næsten alle kæmper med psykiske eller sociale problemer. Flere har dobbeltdiagnoser. Nogle skærer i sig selv. En ung mor har fået sit barn anbragt uden for hjemmet. En anden bliver kørt i taxa frem og tilbage hver dag for at klare sin praktik, mens en tredje har en stribe af afbrudte praktikforløb i livsbagagen på trods af sin unge alder.

Fælles for dem alle er, at de har svært ved at gennemføre en uddannelse eller holde fast i et job. Af sejre er der få, og af nederlag er der mange.

Men det særlige ungeteam i Gribskov er netop sat i verden for at knække de unges problemer. De otte ledere, sagsbehandlere og rådgivere kommer fra hver sin del af forvaltningen. De har hver deres faglige kompetencer, og så har de beslutningskompetencen til at kunne sætte nye indsatser hurtigt i værk.

Teamet har også masser af data på hver af de 20 unge. De får hele tiden foretaget nye målinger af de unges trivsel, og hvad de hver især koster kommunen. Alt bliver registreret og skrevet eller hængt op på tavlerne på væggen, så alle kan se og spørge ind til, hvordan det går med kurverne for hver af de 20 unge.

”Vi har fokus på den dobbelte bundlinje,” siger programleder og udviklingskonsulent Christian Tauby-Theill og fortsætter: ”Den ene bundlinje er, at vi skal kunne se en udvikling og effekt hos borgeren. Effekten er typisk et job eller en uddannelse, men også bedre trivsel, øgede sociale og faglige kompetencer eller mindre misbrug. Den anden bundlinje er økonomi. Nogle borgere koster rigtig meget. Og nogle gange kan vi se, at vi gør nogle ting, hvor vi lige så godt kunne gøre noget andet med lige så god effekt og for færre ressourcer.”

Stærk businesscase

Ungeteamet har inviteret Mandag Morgen indenfor i velfærdens kommandocentral denne mandag i april for at vise, hvordan de tænker, arbejder og handler. Deres businesscase kan få enhver økonom til at slikke sig om munden.

De unge har fået det bedre og er samtidig blevet billigere for kommunens skatteydere. På en skala fra 0 til 10 har de unge rykket sig i snit én karakter op på ét år og er dermed kommet tættere på målet om et job eller en uddannelse. Kommunens udgifter er samtidig raslet ned. Sammenlignet med året før har Gribskov Kommune samlet sparet 1,5 mio. kr. på de unge, som de havde igennem forløbet i 2017.

Den positive tendens er fortsat i årets første måneder. Ungeteamet har et budget på 5,7 mio. kr., hvilket er 10 pct. lavere end sidste år. Det er et princip. For teamet kalkulerer selv med at klippe mindst 10 pct. af udgifterne til de unge ned i forhold til sidste år. Og fortsætter den nuværende tendens året ud, vil ungeteamet slet ikke bruge hele budgettet, så besparelsen er endnu større. Som fagchef Hanna Levy fra Center for Social og Sundhed i Gribskov Kommune forklarer:

”Unge mennesker, som har det rigtig skidt, får det generelt lidt bedre med tiden og bliver dermed også lidt billigere. Men vores unge har fået det markant bedre og er blevet markant billigere. Det er forskellen.”

Det menneskelige og økonomiske potentiale er med andre ord enormt i den måde, som Gribskov har skruet sit forsøg sammen på. Den samlede målgruppe er 118 udsatte unge mellem 15 og 23 år. Foreløbig er man begyndt med 20 af dem, men snart bliver gruppen udvidet til 25 unge.

Forsøget omfatter ikke den allertungeste gruppe af unge, såsom multihandicappede eller unge, som først skal have et botilbud i mindst fem år, før de bare kan drømme om et job eller en skolebænk. Derimod er der tale om unge, som godt nok har det svært, men som dog har et vist potentiale for at kunne flytte sig med den rigtige hjælp.

Ungeteamet er endda kun ét af tre teams, som Gribskov har sat i søen. Et andet team har fokus på socialt udsatte familier. Her er målgruppen 250 familier, og i første omgang er dette team gået i gang med at hjælpe 20 familier. Det tredje team har fokus på voksne over 30 år, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Se figur 1.

Opskrift på en succes

Lad os dykke ned i nogle af hemmelighederne bag ungeteamets succes, som kan give inspiration til andre kommuner.

En væsentlig årsag til succesen er den omfattende brug af data. Teamet laver hele tiden målinger af de unges trivsel. De laver også målinger af deres arbejdsevne og får hver måned friske tal for, hvor meget de unge hver især koster kommunen.

De mange oplysninger bliver bl.a. skrevet ind på den store resultattavle på væggen. Her kan alle hurtigt danne sig et overblik over den øjeblikkelige situation for hver af de 20 unge og deres mål, effekt og primære indsats. Alt dette foregår med de unges samtykke, fortæller teamleder Christina Hoegh Wollesen fra Center for Borgerservice og Beskæftigelse.

”Det er nyt, at vi har denne resultattavle for hver borger. Det har vi ikke i andre sager. Vi kan løbende se på folks trivsel, og vi kan hele tiden følge med i, hvordan økonomien udvikler sig. Hænger det godt sammen? Virker det, som vi laver, eller skal vi justere på kursen,” siger Christina Hoegh Wollesen.

De unge bliver konstant fit’et. Det vil sige, at de kommunale fagprofessionelle ved mange af møderne med de unge foretager en såkaldt FIT-måling – Feedback Informed Treatment – i form af et spørgeskema. Og denne måling giver bl.a. svar på, hvordan den unge har det med sin familie, skolegang, fysiske og psykiske trivsel, sundhed, økonomi, boligsituation og sociale relationer.

Målingen giver også svar på, hvordan de unge oplever indsatsen og samarbejdet med kommunen. De fagprofessionelle får dermed løbende karakterer. Denne form for FIT-måling bliver ikke bare brugt i Gribskov, men også i andre kommuner, f.eks. Gladsaxe, Holstebro, Helsingør og København.

Det er helt bip

En anden af ungeteamets målemetoder er at bippe. Det vil sige, at de laver løbende BIP-målinger af de unge for at finde ud af, hvad der skal til for at få dem i arbejde. De unge måles på 11 forskellige indikatorer om bl.a. netværk, samarbejdsevne og helbred.

BIP står for ’Beskæftigelses-Indikator-Projektet’ og er udviklet af den erhvervsdrivende fond Væksthuset for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Baggrunden er, at Danmark bruger over 4 mia. kr. årligt på aktiv beskæftigelsesindsats for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige. Men effekten er yderst beskeden. F.eks. har over 6 ud af 10 af alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere været på offentlig forsørgelse i mindst 80 pct. af tiden de seneste 5 år.

”Det er meningsfyldte arbejdsredskaber for både borgeren, mig og min ledelse. De er lette at gå til. Det er ikke bare endnu et eller andet for nogens skyld. Det er et konkret redskab, jeg kan bruge i mit daglige virke,” siger Charlotte Lønfeldt om både BIP- og FIT-målemetoden.

En tredje væsentlig årsag til succesen er de løbende og meget detaljerede økonomiske opgørelser over hver enkelt af de unge. Det er unikt for Gribskov. Hidtil har de ansatte ikke haft et overblik over, hvor mange timer der løbende blev brugt på hver enkelt af de unge, og udgifterne til de samlede indsatser. Men det har de nu fået. Hver eneste måned kommer en ansat fra økonomiafdelingen for at gennemgå hver enkelt sag.

”Vi har hele tiden det skarpe blik på. Vi holder nøje øje med, hvad der virker for den enkelte unge, og justerer hele tiden i stedet for at købe et socialt tilbud, der varer måske et år, og så røg de tusinder af kroner lige ud ad vinduet uden effekt,” siger konsulent Lone Falbe-Hansen, der er fast mødeleder i ungeteamet.

Passe på borgernes penge

Projektet blev søsat for et år siden som led i et stort frikommuneforsøg. De ansatte kommer fra tre forskellige dele – myndighedscentre – i kommunen, og de mødes 2 gange om måneden for at drøfte de 20 unge.

Alle kommer med hver deres faglige kompetencer og erfaringer, og de er alle meget bevidste om at trække i samme retning. I teamet kalder de det for relationel koordinering, og den model giver en kæmpe fordel, understreger rådgiver og sagsbehandler Trine Heiselberg Halberstadt fra Center for Social og Sundhed.

”Det kommer der nogle rigtig gode diskussioner ud af. Vi kommer ud i nogle andre grene, end vi ellers ville komme ud i, hvis vi bare sad sammen med kolleger med samme faglighed,” siger Trine Heiselberg Halberstadt.

Ungeteamet fra Gribskov samler også deres fælles indsats i én handleplan. Dermed slipper de unge for at have mange forskellige handleplaner. Det er ellers ikke unormalt, at folk med komplekse problemer kan have f.eks. fem forskellige sagsbehandlere og tre forskellige handleplaner, hvor den ene sagsbehandler ofte ikke ved, hvad den anden laver. Mange gange lapper planerne over hinanden, og i de værste tilfælde modarbejder planerne ligefrem hinanden. Det undgår Gribskov ved kun at have én handleplan.

På de to månedlige møder bliver alle de 20 unges situation vendt og drejet. Der bliver lagt stor vægt på at aktivere de unges ressourcer og netværk. Hver sag tager i snit 20 minutter at gennemgå, men der er stor forskel på, hvor hurtigt og hvor detaljeret specialstyrken dykker ned i hver personsag.

”Vi har ikke tidligere haft dette formelle rum, hvor vi ledere og medarbejdere på tværs har sat os ned og snakket en masse sager igennem. Vi kan nu klappe tingene hurtigt af og f.eks. hurtigt få støtte igennem. Det ville ikke være muligt, hvis vi trådte ud af det her rum. Det har været mere tilfældigt, hvordan det er sket tidligere. Nu prøver vi at samle det hele,” siger teamleder Christina Hoegh Wollesen fra Center for Borgerservice og Beskæftigelse.

Hun bliver suppleret af sagsbehandler og rådgiver Charlotte Lønfeldt. Hun har været ansat i 12 år i Gribskov og er i dag den eneste i ungeteamet, som er ansat til udelukkende at arbejde for dette projekt. Andre i teamet skal også passe andet arbejde i kommunen. 

”Jeg kan nu være med til at prioritere, hvordan vi kan lave en klog løsning, som på den lange bane er bedre og billigere. Det har tidligere været umuligt, da vi har haft et meget kortsigtet perspektiv på borgerne. Vi har måske ikke været villige til at bevilge så mange penge lige nu og her, da vi ikke har haft råd til det, og så har vi måttet finde en alternativ løsning, som måske ikke har haft lige så god effekt. I det her forløb skal jeg tænke klogt med borgernes penge. Hver deltager har et budget, som jeg ikke må overskride, men til gengæld får jeg mere fri leg på indsatserne,” siger Charlotte Lønfeldt.

Hurtig hjælp

Nu kan det jo lyde som det mest naturlige i verden, at de ansatte i kommunen arbejder sammen om borgerne på tværs af siloer. Men hverdagen ude i velfærdens frontlinje er bare ikke så enkel. Langtfra.

Vil en sagsbehandler i jobcentret i X-købing Kommune f.eks. gerne have bevilget bostøtte til en typisk borger, lad os kalde ham Peter, kan det ofte vare op til 4-6 måneder, før det træder i kraft.

Først skal sagsbehandleren i jobcentret sende alle sine sagsakter til en kollega i socialforvaltningen. Så skal der indkaldes til møde om Peter. Her skal sagsbehandleren fortælle om Peter, og hvorfor han bør have bostøtte. Men bostøtte er dyrt, og derfor er sagsbehandleren i socialforvaltningen ikke indstillet på bare at give Peter bostøtte.

Så derfor bliver Peter nu indkaldt til møde i socialforvaltningen for at få lavet en udredning, selv om sagsbehandleren i jobcentret kender Peter særdeles godt. Derefter skal sagen om Peter op på et visitationsudvalgsmøde, hvor en gruppe ledere skal høre sagsbehandleren forklare, hvorfor Peter bør have bostøtte.

På dette tidspunkt er der gået fire måneder, og vender visitationsudvalget tommelfingeren nedad, skal sagen om Peter starte forfra i jobcentret.

Den slags slipper man for i den lille specialgruppe i Gribskov. Hvis Peter havde været en af de 20 unge i gruppen, ville der ikke gå mange dage, fra teamet havde besluttet at tildele ham bostøtte, før det var ført ud i livet. Efterfølgende ville teamet desuden have fit’et Peter for at finde ud af, om støtten havde en effekt. Og var det ikke tilfældet, ville støtten blive standset og en ny indsats sat i værk.

Vi lader Charlotte Lønfeldt få det sidste ord:

”Det er til stor gavn for borgeren. Hvis jeg i dag tænker, at jeg gerne vil have en støtte til en af mine unge, så kan jeg præsentere ideen på vores møde i morgen. Jeg skal ikke til at skrive stolpe op og stolpe ned og have fat i 10 andre personer, der skal give mig en indstilling. Jeg kan møde op her i lokalet og fortælle om, hvorfor det, vi gør nu, ikke virker, og foreslå, hvad vi kan gøre i stedet. Så kan vi sætte det i gang med det samme, og jeg kan bevise meget hurtigt, at det virker.”