Hele Europa bliver nødt til at opføre sig ligesom Danmark, når det gælder finanspolitisk ansvarlighed, grøn omstilling, offentlige investeringer og innovativt samarbejde mellem offentlig og privat kapital. Hvis EU-landene gør det, kan det bane vejen for, at EU over de kommende to år vil opleve et boom i offentligt initierede private investeringer med fokus på at skabe et mere bæredygtigt europæisk energimarked, som samtidig danner grundlaget for de kommende års økonomiske vækst i Europa.

Sådan lyder den forhåbningsfulde analyse fra Frankrigs europaminister, Harlem Désir, i et interview med Mandag Morgen. Désir var i den forløbne uge på besøg i København for at have drøftelser i Statsministeriet og Udenrigsministeriet før det kommende topmøde.

Den franske minister er i disse uger dybt involveret i to helt centrale politiske slagsmål, som knytter EU’s nærmest ikkeeksisterende vækstpolitik tæt sammen med unionens energi- og klimapolitik.

For det første vedtagelsen af EU’s energi- og klimaforlig for perioden 2020-2030. For det andet det overordnede politisk-økonomiske slagsmål om, hvorvidt finanspolitisk disciplin og offentlige besparelser er den rigtige vej til at skabe ny vækst i Europa, eller om man bliver nødt til at forsøge at kickstarte ny vækst og jobskabelse gennem øgede offentligt initierede private investeringer.

Den socialistiske minister er sig bevidst, at Frankrigs europæiske partnere er utålmodige efter at se seriøse strukturelle reformer i Frankrig og et seriøst opgør med landets offentlige underskud, som tidligst i 2017 kommer ned under den 3-procentsgrænse, der findes i EU’s vækst og stabilitetspagt.

Men Harlem Désir insisterer samtidig på, at EU-landene ikke vil være i stand til at skabe vækst og nye job, hvis fokus alene er på gældsnedbringelse. Efter hans opfattelse bliver Europa nødt til at finde den blanding af offentlig og privat kapital, som gør det muligt at gennemføre de nødvendige offentlige infrastrukturinvesteringer samtidig med de strukturelle reformer. Dette er nødvendigt både for at skabe flere arbejdspladser på den korte bane og for samtidig at støbe fundamentet under den energieffektive og klimavenlige innovation, som fremtidens vækst skal bygge på.

”Det, vi søger, er en transformation af vores økonomiske udviklingsmodel,” siger Harlem Désir, der som europaminister er dybt involveret i Frankrigs europapolitik og i den franske regerings overordentlig intense bilaterale forhandlinger med Tyskland. De to lande er, uanset Tysklands aktuelle økonomiske styrke og Frankrigs tilsvarende økonomiske svaghed, fortsat de to kernelande, som sætter kursen for EU-samarbejdet.

”Tidligere har man set miljøbeskyttelse som ekstra omkostninger. Nu ser man, at det kan være en motor for innovation, nye teknologier og nye job. Det er der en grundlæggende enighed om i Frankrig og Tyskland. Og derfor er det vigtigt, at EU vedtager en ambitiøs energi- og klimapakke for perioden 2020-2030,” siger Désir.

Han henviser til, at Frankrig netop nu er i gang med at vedtage en ambitiøs national lovpakke om den såkaldte energimæssige transition til et mere klimavenligt energisystem, ligesom Tysklands centrale politisk-økonomiske projekt i disse år er den såkaldte Energiewende, der skal udfase atomkraft og øge andelen af vedvarende energi betydeligt.

De økonomiske og industrielle implikationer af disse nationale projekter i Frankrig og Tyskland kan ikke overvurderes. I det kommende årti vil Europas energinet blive moderniseret, og eksempelvis bilindustrien og tilhørende industrier, hvor begge lande er globale aktører, står over for et paradigmeskifte, når elektromotoren midt i næste årti afløser fossilt drevne motorer.

Den økonomiske, energimæssige og industrielle omstilling, som den franske europaminister taler om, afhænger i høj grad af udfaldet af slagsmålene om først EU’s energi- og klimapakke og siden om den overordnede økonomiske politik. Med undtagelse af trafikområdet (læs også artiklen ”Advarsel: EU i kovending på biobrændsel kan give milliardtab”) holder energi- og klimapakken sig alt andet lige på den ambitiøse linje fra 2020-pakken, der blev vedtaget i 2007-2008, hvor omfanget af den økonomiske krise endnu ikke stod klart. Kritikere i eksempelvis vindmølle- og solenergiindustrierne påpeger, at det er en svækkelse, at EU-landene i det nye forlig ikke får bindende mål for vedvarende energi. Men andre siger, at det ikke tjener noget formål at tvinge enkelte lande til at udbygge vedvarende energi, hvis de ikke har de vandløb, den vind eller sol, som skal generere elektriciteten. Og at det er fint med et kollektivt EU-mål.

Udover at Frankrig håber, at en mere offensiv europæisk økonomisk politik kan bidrage til at forbedre Frankrigs økonomi, har man også store interesser i energi- og klimapolitikken, fordi Frankrig har værtskabet for FN’s næste klimatopmøde, COP21 i Paris i december næste år. En ambitiøs europæisk politik på området er set med franske øjne det bedste udgangspunkt for at sikre en seriøs global klimaaftale i Paris.

I øvrigt er tiden for alvor ved at være moden til seriøse politiske beslutninger i EU, fordi man nu har fået lagt de seneste års valg i Frankrig, Tyskland og EU bag sig. Derfor står Europa netop nu foran en periode med 30 måneders politisk arbejdsro, inden der i 2017 atter skal være valg i både Frankrig og Tyskland.

Greenpeace roser Danmark

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i denne uge mødes med sine 27 kolleger i Det Europæiske Råd for at beslutte den uhyre vigtige energi- og klimapakke for perioden 2020-2030, står det klart, at kompromisforslaget er blevet markant grønnere end det udspil, der kom fra EU-Kommissionen i januar. Samtidig står det også klart, at EU-landene er klar til at fortsætte den afkobling mellem økonomisk vækst og energiforbrug, som tog sin begyndelse i 2006. Se figur 1.

[graph title="EU-landenes holdning til de tre grønne nøgletal" caption="Figur 2  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/2b472-ckr_fig01_eu-landenes-holdning-til-de-tre-gronne-nogletal.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9c2af-ckr_fig01_eu-landenes-holdning-til-de-tre-gronne-nogletal.png" text="EU’s energi- og klimaforlig for 2020-2030 er kogt ned til et slagsmål om tre nøgletal, som har afgørende betydning for både EU’s medlemslande og for Europas industrier. Det nye forlig er en forlængelse af forliget fra 2008, som rækker frem til 2020."]Kilde: Internt dokument fra EU-Kommissionen [/graph]

”Både udspillet vedrørende den vedvarende energi og energieffektiviteten er blevet skærpet takket være interne diskussioner i EU-Kommissionen og takket være lande som Danmark, der har presset på for mere ambitiøse målsætninger end dem, vi så fra kommissionen i januar,” siger Frederic Thoma, der er energipolitisk rådgiver for Greenpeace i Bruxelles.

Han forventer, at der bliver indgået en aftale ved topmødet – ikke mindst fordi regeringerne i Berlin, Paris og London ønsker at få en aftale på plads. Ganske vist har både en række øst- og centraleuropæiske lande med Polen og Tjekkiet i spidsen stillet særkrav, ligesom også Spanien og Portugal ifølge et internt arbejdspapir fra EU-Kommissionen har gjort det.

Polens nye premierminister Ewa Kopacz gjorde det også forleden under et besøg hos Angela Merkel klart, at Polen er klar til et kompromis. Hun slog dog samtidig fast, at hun ikke kan komme hjem til Warszawa med en aftale, der gør de polske energipriser højere.

Spanien og Portugals forbehold går først og fremmest på, at de ønsker bedre EU-finansierede forbindelser til det øvrige europæiske energimarked, end de har i øjeblikket, hvor Frankrig ikke ønsker at fremme adgangen for energi fra Den Iberiske Halvø ind på det franske marked.

Hård kritik af Merkels økonomiske kurs

Ifølge Harlem Désir er et ambitiøst kompromis vedrørende de overordnede mål for energi- og klimapolitikken i perioden 2020-2030 et vigtigt fundament under den mere vækstorienterede økonomiske politik, som Frankrig og Italien i øjeblikket arbejder på at få Tyskland til at føre.

Umiddelbart synes de fransk-italienske planer at have det svært med den modstand, de møder i Tyskland og særligt fra Merkels konservative CDU. De kritiserer Frankrig for ikke at tage sin økonomiske genopretning tilstrækkelig alvorligt og for på den måde at svække omverdenens tillid til eurozonen som helhed. Og de tyske kritikere har bestemt noget at have deres kritik i.

Ifølge de tal, som regeringen i Paris afleverede til EU-Kommissionen i Bruxelles i sidste uge, kommer Frankrig i 2024 og 2015 ud med underskud på henholdsvis 4,4 og 4,3 pct. af BNP, og først i 2017 vil man overholde reglen om maks. 3,0 pct. af BNP. Og dét er tilfældet, selvom den franske regering for nylig fremlagde planer for budgetforbedringer på godt 370 milliarder kr. over de næste tre år. Frankrig er med andre ord på vej ud i en massiv krise med EU-Kommissionen og de andre eurolande.

Ikke desto mindre tegner der sig i kulisserne et andet billede, som tyder på, at det kan lykkes Frankrigs socialistiske regering at slå en handel af med Tyskland, hvor man i en vis udstrækning nyder godt af at have socialdemokratiske SPD siddende i regeringen sammen med den konservative Angela Merkel.

I hvert fald er både tyske og franske medier i disse uger fulde af historier, der peger i retning af, at der er en aftale på vej mellem EU’s to kernelande om, at Frankrig på sin side forpligter sig til flere strukturreformer, mod at Tyskland på sin side åbner for flere offentlige investeringer i infrastrukturprojekter, som understøtter den industrielle omstilling til et mere bæredygtigt energiforbrug.

”Alle tal fra IMF og OECD viser, at væksten er meget svag i Europa. I Sydeuropa har man ikke noget råderum. Men det er der i Nordeuropa, hvor der er lande, som har brug for investeringer, men hvor man ikke laver dem, selvom man har råderummet,” siger Harlem Désir, der forleden var på besøg i Berlin sammen med premierminister Manuel Valls.

”I det tyske økonomiministerium anslår man selv, at der alene i Tyskland er brug for investeringer på 80 milliarder euro i infrastruktur om året. Det er klart, at de lande i EU, der har muligheden, bør investere mere i en relancering af den europæiske økonomi,” siger den franske minister, der i dette ønske har solid opbakning fra eksempelvis førende økonomiske meningsdannere i USA som tidligere finansminister Lawrence Summers og økonomen Paul Krugman.