Grundfos: Vi kan lære af startups

Pumpevirksomheden vil have en tættere dialog med sine slutbrugere, men det kræver en anden tankegang, end man som ingeniørtung virksomhed har været vant til, siger Marianne Kjeldsen Knudsen, head of digital commercial offerings. Hun mener, at Grundfos kan tage ved lære af den måde, mange startups innoverer på.
Marianne Kristensen Schacht

I mere end 70 år har Grundfos udregnet succesfaktoren for et nyt produkt ved hjælp af solid regnekraft og ingeniørkundskab. Men ny teknologi og digitale muligheder har rykket selskabet tættere end nogensinde på de slutbrugere, som i sidste ende skal have selskabets pumpeløsninger til at fungere i dagligdagen. Og her er succesfaktoren ikke nødvendigvis matematiske beregninger, men om slutbrugerne f.eks. synes om brugervenligheden i den app, der digitalt betjener en konkret pumpe, eller om kundens vandværk eller airconditionanlæg kører optimalt. Og udfaldet lader sig ikke forudsige alene på baggrund af matematik.

”Vi er nødt til at interagere med slutbrugerne for at vide, hvad der virker. På samme måde som startups er afhængige af at teste, om de kommer med noget, kunderne overhovedet vil have, så er vi nødt til at have en ny og dybere viden om vores slutbrugere, end vi hidtil har haft,” fortæller Marianne Kjeldsen Knudsen, der er senior director og head of digital commercial offerings i Grundfos.

Grundfos’ digitale rejse har for alvor taget fart med topchef Mads Nipper ved roret. I den fremadrettede strategi for selskabet har Nipper sat to ting øverst på selskabets dagsorden: bæredygtighed og digitalisering.

”Uden forankring og opbakning fra topledelsen ville vi aldrig lykkes med den rejse, vi er i gang med. For vi kommer til at lave mange fejlskud undervejs, og dem skal vi lære af og bruge konstruktivt. Det er en forandringsagenda, man kun kan drive igennem med accept og støtte fra topledelsen,” siger Marianne Kjeldsen Knudsen.

Ny værdi for slutbrugeren

Der eksisterer i dag en række forskellige tilgange for etablerede virksomheder, der undergår en digital omstilling. Selskaber som Danske Bank og Leo Pharma har eksempelvis valgt at etablere eksterne innovationsenheder, der fysisk er adskilt fra moderselskabet og dermed fri af strukturer, normer og sådan-plejer-vi-at-gøre i den etablerede del af virksomheden. Men i Grundfos er det vigtigt, at digitaliseringsopgaven er en fælles opgave for hele koncernen, lyder det fra Marianne Kjeldsen Knudsen.

”Jeg kan godt se, at det kan være en fordel at skille enheden ud, hvis man vil skabe noget helt nyt uden for kerneområdet. Men vi skal digitalisere rundt om kerneforretningen, og vi har brug for at have vores medarbejdere med på denne rejse fra starten,” siger hun.

Selv om teknologien gør det muligt for Grundfos at springe distributionsleddet over, der hidtil har været selskabets primære kunde, forestiller Marianne Kjeldsen Knudsen sig ikke, at virksomheden fremover alene vil henvende sig til slutbrugerne. I stedet vil man gå i partnerskab med de eksisterende mellemhandlere om at skabe ny værdi for slutbrugeren, siger hun.

Den tilgang er ikke ny for pumpevirksomheden, der også tidligere har samarbejdet med slutbrugere om at udvikle pumper, der f.eks. ikke larmer, og som slutbrugeren selv kan servicere. Men digitaliseringen lægger et lag ovenpå.

”Pludselig skal vi tænke i slutbrugerens samlede behov. Og ligesom startups skal vi også fremover læne os mere op ad en test-og-tilpas-tilgang, end vi som ingeniørtung virksomhed er vant til,” siger Marianne Kjeldsen Knudsen.

Grundfos har i mange år arbejdet med digitale løsninger som f.eks. digital fjernbetjening, overvågning og alarmsystemer. Men den form for løsninger har primært været en ekstra service til slutbrugeren frem for en forretningsmulighed.

”Jeg tror, at det er typisk for en hardwareorienteret virksomhed som vores. Og selv om vi aldrig kommer til at flytte vand alene med bits og bytes, så er det et skifte for medarbejderne at skulle bruge indsigten i, hvordan en pumpe fungerer i et bestemt område, og så koble den med digitalisering for at bruge det til at skabe nye forretningsmuligheder hos slutbrugeren,” siger Marianne Kjeldsen Knudsen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu