Undervisningsministeren siger det. KL siger det. Dansk Erhverv og Dansk Industri kan ikke få nok af det. Og selv Danmarks lærerforening kan se potentialet:

Mere IT og flere computere i Folkeskolen kan styrke danske børns kompetencer og læring, klæde dem på til den digitale konkurrence og løfte landets slunkne vækstudsigter.

Landet over går det da også over stok og sten med at bringe teknologien ind i klasseværelserne. På stort set alle parametre for introduktion af IT i grundskolen rangerer Danmark i OECD’s absolutte top. Danmark er f.eks. det land, hvor børn har adgang til flest computere i skolen og i hjemmet, hvor børn tidligst i livet begynder at bruge computere, og blandt de lande i OECD, hvor børnene bruger suverænt mest tid online i skolen og hjemme. Endelig er danske børn også de mest flittige brugere af sociale medier i OECD.

Der er blot et lille problem: Øget brug af IT i skolen gør ikke børn klogere. Faktisk nærmest tværtimod. Det konkluderer OECD i rapporten “Students, Computers and Learning: Making the Connection”.

Jo flere computere børn har adgang til, desto sværere har de ved at lære matematik. Jo mere de bruger IT og internettet i skolen og hjemme, desto dårligere er de til at læse. Og sådan kunne man blive ved.

”På tværs af lande ser man, at de, som har investeret mest IT, over en tiårig periode, har haft en relativt dårligere udvikling i deres PISA-scorer sammenholdt med lande, der har investeret mindre. Og det gælder, selv når man korrigerer for, hvor økonomisk udviklede de lande er. Ikke engang på digitale kompetencer som f.eks. hensigtsmæssig navigation på nettet – hvor man må tro, at adgang til IT er en forudsætning – klarer de sig bedre,” siger Francesco Avvisati, analytiker i OECD’s direktorat for uddannelse og kompetencer og hovedforfatter til rapporten. Se figur 1.

Noget tilsvarende gør sig gældende på elevniveau. Ifølge den italienske økonom ser man på tværs af alle OECD-lande, at de elever, der anvender IT i begrænset omfang, præsterer bedst. Og måske mere overraskende, at de børn, der sjældent eller aldrig anvender IT, præsterer markant bedre end de, som hver dag sidder klistret til skærmen. Se figur 2.

Programmering det vigtigste fremmedsprog ...

IT i den danske folkeskole er jævnligt til debat. Senest har særligt Dansk Erhverv slået på tromme for, at sætte programmering på skoleskemaet i folkeskolen. Adm. direktør Jens Klarskov har kaldt programmering ”Det vigtigste fremmedsprog i vor tids digitaliserede verden. Programmering skal være en organiseret del af undervisning i vores folkeskoler. ”

Men ifølge professor i fagdidaktik og IT på DPU Jeppe Bundsgaard er det næppe den bedste eller mest direkte vej til at forløse teknologiens potentiale i folkeskolen:

”Det er enormt vigtigt at sondre imellem IT som indholdsmæssigt læringsmål – f.eks. som behovet for at lære børn at programmere – og IT som understøttende læringsmiddel. Jeg er for så vidt enig med Dansk Erhverv i at sætte f.eks. programmering på skoleskemaet. Men man kan være bekymret for, at det flytter politisk og fagligt fokus væk fra den langt vigtigere – og mere komplicerede – opgave, det er, at introducere og integrere IT hensigtsmæssigt i Folkeskolen.”

Selvom han bredt i det danske skolelandskab ser en gryende forståelse for, at IT i en læringskontekst udgør et ”tveægget sværd”, mener han, at vi i Danmark har en alt for ukritisk og ureflekteret tilgang til området:

”Der har været en halleluja-agtig teknologibegejstring og laissez faire-holdning til IT i Folkeskolen. Kommunerne har købt massivt ind af interaktive whiteboards, iPads og digitale læremidler. Og senest med Brugerportalsinitiativet har man investeret i nye læringsplatforme, hvor lærernes forberedelse, planlægning og evaluering af undervisningen digitaliseres.”

”Men,” siger DPU-professoren, ”bl.a. OECD-rapporten peger på, at ukritisk, uigennemtænkt og overdreven brug af IT forringer snarere end forbedrer PISA-resultater. Det er med andre ord ikke IT i sig selv, der gør udslaget, men måden hvorpå det understøtter eller modarbejder den fagdidaktiske praksis. I Danmark ser vi igennem fingrene med de negative udfordringer og har en overoptimistisk forventning om, at børnene og lærerne lidt ligesom naboens søn selv lærer at bruge IT fornuftigt. Men det kan man ikke tage for givet.”

Også OECD’s ekspert på uddannelsesområdet, Francesco Avvisati, råber vagt i gevær:

”Hvis man som land ønsker børn, der er smartere end deres smartphones, skal man investere i deres lærere. Det er ok at fokusere på programmeringskompetencer, men ikke nok. Man er nødt til at holde fokus på dem, der skal etablere forbindelsen imellem børnene og teknologien, nemlig lærerne. Antagelsen om, at børn lærer noget, bare de sidder bag en skærm, er simpelthen forkert. På tværs af OECD ser man, at særligt de rige lande har investeret massivt i IT og ny teknologi. IT er blevet set som et mål i sig selv. Men man har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på at mobilisere lærerne – den egentlige forandringskraft i ethvert uddannelsessystem.”

… men alle sprog kræver basale færdigheder

OECD-rapporten peger på flere forskellige forklaringer af den negative sammenhæng mellem udbredt IT-brug og PISA-resultater.

Én forklaring er, at dyb forståelse af kompliceret fagligt stof forudsætter tæt pædagogisk interaktion imellem lærer og elev, og at IT distraherer og forstyrrer i den sammenhæng. En anden, at nuværende software og IT-platforme simpelthen er af så ringe kvalitet, at de ikke understøtter læring på et højt niveau. Og endelig at store investeringer i IT optager ressourcer fra andre og i et PISA-perspektiv mere rentable aktiviteter som f.eks. rekruttering, uddannelse og fastholdelse af kvalificererede lærere.

Selv peger Francesco Avvisati på, at gode PISA-scorer og al videre kompetencetilegnelse bygger oven på helt basale og grundlæggende kompetencer som at kunne læse, skrive og regne, og at IT i sin nuværende form tilsyneladende ikke understøtter de læringsformer, der bibringer eleverne disse kompetencer.

Han peger samtidig på betydningen af, at børn tilegner sig såkaldt ”metakognitive” og kreative kompetencer. Det drejer sig bl.a. om et barns evne til selvregulering og til at fastholde sin opmærksomhed på en opgave uden at lade sig distrahere af irrelevant information eller fristende overspringshandlinger og om at kunne selvmonitorere og reflektere over sin egen læringsproces. Han regner også autonomi, selvstændighed i opgaveløsninger og udholdenhed med som ”metakognitive” kompetencer:

”Kompleks problemløsning kræver ikke blot, at man kender de rigtige svar og løsninger. Det kræver også evnen til at lede efter svar og løsninger de rigtige steder, når der ikke er angivet nogle svarmuligheder på forhånd – og at blive ved med at lede. At lære at læse på en hjemmeside er en ret dårlig idé, fordi en hjemmeside er fyldt med irrelevant information, der distraherer elevens opmærksomhed væk fra den konkrete opgave og læringsproces,” siger han.

Det er professor Jeppe Bundsgaard enig i. Han mener, at mange af de IT-baserede læremidler, der anvendes i Folkeskolen, er af alt for ringe kvalitet og med få undtagelser kun understøtter det, han kalder ”behavioristisk læring”. Som eksempel peger han på de meget udbredte MatFessor-spil, der stiller eleven en række regneopgaver, som efterfølgende skal besvares via multiple choice:

”De behavioristiske læremidler bygger på stimuli-respons. Barnet stilles en opgave, det giver en respons, og computeren fortæller, om det er rigtig eller forkert – evt. med en lille klapsalve. Men i uddannelsesforskningen er der solidt empirisk belæg for, at den læringsmodel kun er virkningsfuld i meget isolerede tilfælde, f.eks. når man skal lære at færdes i trafikken. Så snart det gælder spørgsmål af mere kompleks karakter, lærer børn bedst ved at gøre ting og reflektere over, hvorfor de gør det. I sin nuværende form understøtter IT sjældent den form for læring.”

Er danske børn for meget på Facebook?

Såvel OECD-eksperten som DPU-professoren understreger dog også, at ikke alle IT-aktiviteter skal slås i hartkorn, og at nogle måder at bruge computere på faktisk understøtter læring. Men Francesco Avvisati fremhæver at en række aktiviteter, som han betegner som ”overfladiske”, som f.eks. at chatte online, være på sociale netværk og spille onlinespil, i særlig grad korrelerer negativt med PISA-præstationer.

Et forhold, der er særligt interessant i en dansk kontekst. Ikke alene er danske børn – med i gennemsnit ca. 3 timer om dagen – blandt de børn i OECD, der tilbringer suverænt mest tid online – både i og uden for skolen. De er også de børn, der bruger mest tid på sociale medier af alle i OECD. Se figur 3.

Og ser man på data specifikt for Danmark, bliver det også tydeligt, at IT kan anvendes både godt og dårligt. Ønsker man som forælder, at ens barn skal blive god til at læse, er det f.eks. en god idé at lade sit barn lave lektier og sende e-mails fra computeren – så længe det foregår derhjemme og ikke i skolen. Det er en mindre god idé at lade poderne spilde deres barndom i chatrooms, på onlinespil og den helt store synder: at producere og uploade deres eget indhold på nettet. Se figur 4.

Professor Jeppe Bundsgaard kender til eksempler fra Danmark, hvor undervisning har fundet sted via Facebook. En praksis, som han finder pædagogisk risikabel: ”De her tal kunne jo tyde på, at sociale medier og andre ungdomskulturelle fænomener stjæler tid fra skolearbejdet. Når nu IT er så udbredt og let tilgængeligt blandt danske skolebørn, har vi særlig grund til at være opmærksomme og agtpågivende over for de mindre hensigtsmæssige måder at bruge IT.”

Psykopater og uempatiske Mowgli-børn

Mindre bekymret er hjerneforsker og professor i neurobiologi og farmakologi på Københavns Universitet Albert Gjedde ikke.

Igennem en menneskealder har han scannet både børn og voksnes hjerner. Og Ifølge ham udvikler det unge barns hjerne sig i to distinkte faser.

Dels en oprustningsfase, der strækker sig fra fødslen til puberteten, og hvor der pågår en meget intens udvikling af forbindelser mellem hjerneceller. Dels en modningsfase i teenageårene, hvor der sker en reduktion i omfanget af kommunikation imellem hjerneceller. Og skal et barn lære basale kompetencer som f.eks. sprog, skal det ifølge hjerneforskeren ske imens oprustningsfasens ”vindue” står åbent.

Som illustration henviser han til Rudyard Kiplings Mowgli og de virkelige ”vilde børn”, som romanen bygger på:

”Blandt de vilde børn, der er kommet tilbage til civilisationen, er det stort set uden undtagelse umuligt at lære dem sprog efter puberteten. Med andre ord: udvalgte kompetencer skal tillæres inden for et bestemt åbent vindue. Hvis ikke det sker der, kommer det aldrig til at ske.”

Hjerneforskerens bekymring går særligt på, om der måske er andre kompetencer end blot sprog, der skal tillæres inden puberteten, og som videnskaben endnu ikke har fuldt dokumenteret: ”Spørgsmålet er, om der i de tidligere år også dannes nogle emotionelle kompetencer som empati og medfølelse. Kompetencer, som det måske kan være svært at udvikle, hvis man primært omgås andre via todimensionelle skærme”

Albert Gjedde henviser bl.a. til en række amerikanske forsøg, hvor man undersøgte den emotionelle respons fra to udvalgte grupper af 12-13-årige drenge: en gruppe, der spillede meget computer, og en gruppe, der læste meget i bøger. Her undersøgte man de to gruppers emotionelle respons på en fingeret situation, hvor en ældre person havde behov for deres hjælp. Hvor gruppen af læsedrenge hjalp vedkommende, sad computerdrengene ifølge professoren i ”et statistisk signifikant højere omfang og grinede af den pågældende uden at hjælpe”.

”Man kan altså frygte, at meget overdreven omgang med omverdenen via todimensionelle skærme hæmmer dannelsen af empati,” siger han.

Albert Gjedde understreger, at han inderligt håber, han tager fejl, men:

”Jeg kan frygte, at vi er i færd med at opdrage generationer af uempatiske Mowgli-børn med en småpsykopatisk eller autismelignende tilgang til andre mennesker. At man i fremtiden vil se menneskelige overgreb i et omfang, som vi ikke troede muligt. Nu kan man mene, at Holocaust bliver svær at stikke, og historien har da også til overflod bevist, at mennesker kan afstumpes uden en iPad. Men nazisternes rædsler under 2. Verdenskrig var jo kun mulig i kraft af en dehumanisering og kollektiv mangel på empati med bl.a. jøderne, som de fleste tyskere kun kendte fra avisernes todimensionale beskrivelser. Hvis overdreven brug af IT afstedkommer samme mangel på empati – og der ikke rettes op på det inden puberteten – så er perspektiverne dystre.”