Han afviser at have investeret 500 mio. i bitcoin-platform: "Grænsende til humor"

Ifølge en artikel, der udgiver sig for at være fra Berlingske Business, har komikeren og skuespilleren Finn Nørbygaard skudt 500 millioner kroner i en platform, der investerer i bitcoins. Men det er en lodret løgn. 

Den folkekære entertainer Finn Nørbygaard afviser at være blevet rig på bitcoin-investeringer.
Den folkekære entertainer Finn Nørbygaard afviser at være blevet rig på bitcoin-investeringer.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Søren Engelbrecht Mogensen

Nok har den 67-årige folkekære entertainer og komiker Finn Nørbygaard været gæst i Go’ Aften Danmark fra tid til anden, men det har aldrig været for at fortælle om sin flere hundrede millioner store investering i en platform, der har hjulpet ham med at tjene styrtende på bitcoins. Den investering har nemlig aldrig fundet sted.

Det er ellers historien i en artikel, som man kan finde på internettet på en side, der ligner Berlingske Business’ hjemmeside. Men som man kan se i webadressen i toppen af skærmen, har artiklen intet med Berlingske at gøre. Der står i stedet bestphoneapplication.com. Og vejen til at lokke danskerne ind på fupartiklen sker gennem annoncer på sociale medier.

Ifølge artiklen har den folkekære Finn Nørbygaard spyttet hele 500 millioner kroner i en platform, der skal “løfte danskernes økonomi” ved at investere i bitcoins. I et interview – ifølge artiklens billede enten i Go’ Morgen eller Go’ Aften Danmark – blev tv-værten Jes Dorph-Petersen så imponeret, at han selv investerede på stedet.

Men i en mail til TjekDet afviser Finn Nørbygaard historien og kalder det “grænsende til humor”.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan ser den øverste del af den falske artikel fra 'Berlingske Business' ud.

Svindlen kan aflures

Det har henover sommeren væltet frem med falske historier om kendte danskeres bitcoin-investeringer, som TjekDet har beskrevet i flere artikler. Men ligesom ved de andre falske historier, er der her god mulighed for at aflure svindlen, selvom hjemmesidens design er meget lig det ægte.

Udover fejlen i webadressen er der flere dele i artiklen, der afslører fupnummeret.

Eksempelvis står der ikke i artiklen, hvilket tv-program Finn Nørbygaard bliver interviewet i – vi får blot at vide, at det er Jes Dorph-Petersen, og på et billede midt i artiklen kan man se, at det enten foregår i Go’ Morgen eller Go’ Aften Danmarks studie. Samtidig er billedet i toppen af artiklen fra et interview på DR med Clement Kjersgaard, og forvirringen bør dermed være fuldendt.

Udover en håndfuld kommafejl er grammatikken stort set god nok, men havde Berlingske Business rent faktisk lavet artiklen, ville de formentlig ikke i en parentes ved de danske beløb angive det i dollars, som det er tilfældet her. Derudover er der sidst i artiklen en guide til investering i bitcoins, hvilket de fleste danske medier aldrig ville lave.

Artiklen fortsætter under billedet

"Jes Dorph-Petersen var herefter meget ivrig efter at investere mere via BTC profit, efter at have hørt Finn Nørbygårds historie," hedder i teksten til dette billede, der misbruges i fupartiklen.

Vil lokke penge ud af dig

Fem gange i løbet af artiklen er der et tydeligt link til den hjemmeside, hvor du kan tilmelde dig bitcoin-platformen, og det bør i sig selv få alarmklokkerne til at ringe. Formålet med artiklen er at få dig lokket dig ind på svindlernes hjemmeside, så de kan fravriste dig dine kontooplysninger. Det er altså dine penge, ikke Finn Nørbygaards, der den falske artikels fokus.

Det er som sagt ikke første gang. Michael Laudrup og Thomas Gravesen er begge for nyligt blevet misbrugt i artikler nøjagtig magen til denne, mens kendisser som Nicklas Bendtner, Viggo Mortensen og Anders Matthesen tidligere har stået for skud.

Tilbage i 2018 testede TjekDet et af svindelnumrene for at se, hvad der sker, hvis man tilmelder sig, og hvem der står bag. Du kan læse artiklen her og se, hvorfor man ikke skal tage bitcoin-fiduserne for gode varer.

Er du allerede faldet i fælden, og har du oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.  

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

App agerer værn mod fup på nettet

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper én med at være sikker online og holder én opdateret om digitale trusler.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu