Historien om Facebook er ikke bare historien om en teknologivirksomhed med en sympatisk mission om at skabe en bedre, mere åben og mere forbundet verden, hvor alle mennesker har mulighed for at dele informationer med hinanden. Det er en stærkt kommerciel virksomhed på stadig jagt efter global ekspansion og nye markeder til at understøtte kravet om fortsat økonomisk vækst i selskabet og afkast til aktionærerne. Det i sig selv er jo også fuldstændig efter bogen.

Det er en virksomhed, som kalder sig teknologivirksomhed, men som i stigende omfang er en medievirksomhed med alt, hvad det indebærer af publicistiske forpligtelser, etiske problemstillinger og stærkt forskellige værdier og kulturer verden rundt, hvad angår begreber som ytringsfrihed og moral. Det er en stifter, Mark Zuckerberg, med en mission cementeret i hele symbolikken omkring et frit og åbent internet, som mere og mere udfordres af angreb fra brugere, politikere og meningsdannere for at udøve censur. I nogle tilfælde helt absurd censur på klassiske kunstværker eller ikoniske pressebilleder. Læg dertil mislykkede forsøg på gennem kommercielle partnerskaber og en politisk charmeoffensiv at øge hastigheden på udbredelse af internettet og Facebook til nye millioner af brugere i lavindkomstmarkeder som Indien. Det blev til Facebooks største forretningsmæssige tilbageslag nogensinde, at den indiske regering sagde nej til Facebooks forretningsmodel, som tilbød fri adgang til nettet og til en begrænset del af Facebook og andre særligt udvalgte digitale servicer. Den indiske regering fandt det i strid med et frit og åbent internet, og den indiske debat kom til at handle om digital nykolonisering.

Det er en virksomhed, som fortæller historien om, hvordan teknologierne og algoritmerne styrer det hele. Men sandheden er, at Mark Zuckerberg er blevet hele verdens ansvarshavende chefredaktør. Og driver man en publiceringsplatform som Facebook, så kan man ikke tage den menneskelige faktor ud af ligningen. Facebook er helt afhængig af kunstig intelligens for at udvikle og styre alle de algoritmer, Facebook-platformen arbejder med, men det er stadig mennesker, der skriver algoritmerne og træner dem til brug på forskellige former for data. Dertil kommer, at moderationen i systemet – overvågningen af de globale etiske standarder – er helt afhængig af en kombination af automatisering og mennesker, som i sidste ende kan tage stilling.

FACEBOOK OG MARK ZUCKERBERG HAR EN GIGANTISK indflydelse på vores globale sammenhæng, vores kultur, vores værdier, vores demokratiske debat og vores samtale med familie og venner. Det er hans platform, vi bruger til det hele, og hans algoritmer, vi er underlagt. Det er Facebooks fornemmelse for en global etik, der skal passe til både Danmark, Saudi-Arabien, Irak, Yemen, Kina og USA eller et hvilken som helst andet sted i verden, vi skal acceptere.

Som chefredaktør har han selvfølgelig retten til at bestemme, hvad der må publiceres. Som i alle andre medievirksomheder. Hvis bare han ville erkende, at Facebook er en medievirksomhed, der med teknologiske redskaber faktisk træffer tusindvis af publicistiske valg hver dag. Normale medievirksomheder stilles til ansvar for deres valg og har en åbenhed omkring de nogle gange svære overvejelser og fravalg, det indebærer. Facebook har – på trods af sin mission om åbenhed – ingen som helst åbenhed eller appelmulighed, når det gælder deres redigeringsproces, som er uigennemskuelig og uden dialog. Kun voldsomme shitstorme og protester synes at vække giganten til at ombestemme tåbelige beslutninger om at fjerne historiske billeder eller kunst med nøgenhed iblandet.

Naturligvis og selvfølgelig skal Facebook kontrollere, at deres platform ikke misbruges til børneporno, hate speech eller terrorvirksomhed. Det er faktisk et helt simpelt publicistisk ansvar om end særdeles udfordrende på en global platform med 1,7 milliarder publicister ved tasterne. Men Facebooks såkaldte åbenhed er en by i Rusland, når det handler om at diskutere deres handlinger. Ingen andre virksomheder med den enorme indflydelse kan tillade sig en sådan arrogance.

De globale virksomheder fortjener et stort fokus både politisk og i den offentlige debat på grund af deres magtpositioner. Facebook er indtjeningsmæssigt en dværg ved siden af Google. Google tredoblede sin annonceindtjening sidste år til 70 milliarder dollars mod Facebooks 20 milliarder dollars. Men intet tyder på, at væksten hos de to firmaer svækkes, og de har tilsammen kolossal indflydelse på mediemarkeder i hele verden. Her taler vi ikke om en begyndende disruption, men om at nationale annoncemarkeder helt domineres af de to globale spillere.

Derfor bør vi have fokus på hele tiden kritisk at følge, hvordan Zuckerberg administrerer sin rolle som hele verdens chefredaktør. Og det bør være et offentligt og politisk anliggende at drøfte, hvad det er, vi overlader til Facebook, når skolebestyrelsen, kommunen, Danmarks Radio, statsministeren og alle andre anvender Zuckerbergs maskineri til vores vigtige personlige eller offentlige informationer. Når en alt for stor del af befolkningen efterhånden bruger Facebook som nyhedskilde med Zuckerberg som chefredaktør og hans globale censurprincipper som rettesnor. Hvis politikerne blot betragter Facebook som en markedsføringskanal til vælgerne, så svigter de deres ansvar. Det er deres forpligtelse at italesætte problemstillingerne ved, at vores ytringsfrihed ligger i lommen på Zuckerberg.